Det er ikke længe siden, man kunne læse, at Ulla Tørnæs havde besluttet at sende 50 millioner kroner af sted til Etiopien, hvor godt seks millioner mennesker er ramt af sult netop nu. Samtidig kunne man læse, at den danske regering har besluttet at spendere 400 millioner på vedligeholdelse af danske cykelstier. Det er eksempler som disse, der sætter dansk og international prioritering i perspektiv. Hvad er det, der gør, at vi bruger markant flere penge på gode forhold for cyklister i stedet for at redde menneskeliv?
Forskellen ligger ene og alene i nationalitet. Var Rajiv i Bangladesh blevet født i Århus, havde hans situation sandsynligvis set noget anderledes ud. Ligeså for Peter fra Hvidovre, hvis han var blevet født i Somalia. Så er det virkelig bare røde streger på verdenskortet, der afgør, om vi enten får et liv med folkepension eller dør som femårige? Det ser desværre sådan ud! Og når man kigger på eksemplet ovenfor, er der ikke meget, der tyder på, at vi i den vestlige verden gør særligt meget ved det. Faktum er, at en halvtredser i indsamlingsbøtten om søndagen og ulandsbistand på 0,8 procent af vores BNP, ikke gør den store forskel. Hvis vi virkelig vil det her problem til livs, så må vi indse, at vi må skære lidt ned på vores overflødighedshorn af et samfund.
Josef Stalin sagde engang: »En enkelt død er en tragedie, en million døde er statistik!«
Selv om Stalins holdninger og gerninger mildt sagt er forfærdelige, så må man sige, at dette citat rammer plet i vores egen hverdag. Vi hører i nyhederne, at fire mænd er blevet dræbt i trafikken, fordi de kørte for stærkt, eller at Danmark har mistet endnu en soldat i Afghanistan. Misforstå mig ikke! Begge scenarier er forfærdelige og ingen tvivl om, at jeg ville føle med begge parter. Men graver man ned under laget af tragedie, finder vi det, der adskiller scenariet fra et barn, der dør af sult i Somalia. Både mændene, der kørte for stærkt, og soldaten i Afghanistan havde et valg. Havde mændene valgt at sætte tempoet lidt ned, kunne de have overlevet. Havde soldaten valgt ikke at tage af sted, havde han også overlevet. Men barnet i Somalia har ikke noget valg. Barnet i Somalia har ikke skrevet under på en kontrakt på at sulte ihjel, fordi en dansker hellere ville have den nye fladskærm end at redde menneskeliv. Alle mennesker fortjener at have et valg! Men hvis man lider af sult og kan dø hver dag, det skal være, så har man ikke noget valg. Faktum er, at disse børn aldrig bliver gamle nok til at finde ud af for hvad og hvordan, de vil gøre en forskel her i livet. Og de danske børn behøver ikke at miste denne mulighed, fordi andre børn i andre verdensdele også får denne mulighed. Vi kan hjælpe andre mennesker ,uden at vores egne børn ender i rendestenen. Det er kun et spørgsmål om, hvordan vi prioriterer. Hvad betyder mest: et menneske eller den nye mobiltelefon?
Ligeglade med andre
Et af argumenterne for ikke at gøre noget ved problemet er som oftest frygten for overbefolkning. Vi hører om, at kloden vil være kraftigt overbefolket, hvis udviklingen fortsætter, og måske vil der ikke være fødevarer til alle. Men sandheden er, at millioner af børn og unge verden over går sultne i seng hver aften. Når vi frygter, at der ikke vil være mad til alle, er det ikke, fordi vi er nervøse for befolkningen i Sudan. Vi er bange for selv at komme i problemer, og det er et af argumenterne for ikke at stille noget op for at hjælpe. Argumentet er i sig selv kynisk. Vi lader millioner af menneskeliv gå tabt, fordi vi er bange for selv at komme i problemer om 50 år, hvis vi gør noget. Et andet meget brugt argument for ikke at gøre noget er mindst lige så koldt og kynisk. Vi klarede os ud af vores fattigdom, og de kan da bare gøre det samme! Men hvad dette argument ikke tager højde for, er, at da vore forfædre knoklede for at få smør på brødet, havde de ikke samtidig problemer med, at forurening spredte sig i naturen og dyrene blev færre måned for måned. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi selv spiller en stor rolle i de problemer, som Den Tredje Verden står i til halsen. Vi forurener ikke blot vores egen danske natur, men hele verdens natur, når vi bruger kemikalier på vores dyre vaner. Det er os, der giver landmændene landbrugsstøtte, så det bliver endnu sværere for fattige landmænd at få deres varer på det globale marked, hvor pengene ligger i dag. Vi er ligeglade med sult i Somalia, indtil de begynder at kapre vores supertankere med olie. Og når vi reagerer på kapringerne, er det ikke ved at sende nødhjælp ned til somalierne, der åbenlyst har problemer. I stedet sender vi en flåde af krigsskibe og udnytter den vestlige verdens samarbejde til at vedligeholde ‘fælles interesser’.
Argumenter for passivt at se til er mange, og jo tættere vi er på at skabe handling, jo hurtigere kommer der nye argumenter frem. Vi har så travlt med vore egne interesser, at vi er ligeglade med andres behov. For det må siges at være skæbnens ironi, at folk på den ene side af jorden lider af overvægt, mens andre på den anden side dør af sult!
Børn betyder overlevelse
Udover det morale aspekt i situationen kan der dog nemt argumenteres for at gøre noget. Det er en kendsgerning, at der bliver født væsentligt flere børn i fattige lande, end der gør i den vestlige. Men kigger vi tilbage i vores egen tid, ses det straks, at vore egne forfædre havde mange flere søskende end dagens gennemsnit. Svaret skal findes i, at børn var lig med arbejde og således overlevelse. Hvis forældrene skulle have nogen til at forsørge sig, når de blev gamle, var de nødt til at sætte mange børn i verden. At mange af dem døde under fødselskomplikationer var blot endnu en grund til at skyde over målet. Sammenligner vi fortidens Danmark med nutidens u-lande, er det så muligt at drage paralleller? Umiddelbart giver det god mening, at befolkningen i disse lande føder flere børn, end vi gør i den vestlige verden.
Af samme grunde som vore forfædre fødte deres børn, føder vore dages fattige deres børn som et forsøg på overlevelse! Antager man, at det er korrekt, kan det pludseligt ikke gå hurtigt nok med at få sendt noget hjælp af sted. Hvis fattigdom leder dem ud i store børneflokke, må rigdom lede dem tilbage til få børn, og således undgår vi, at den vestlige verden kommer i problemer! Det var måske et argument, der kunne få politikere og borgere til at tænke over, hvad der bør stilles op.
Mord hver eneste dag
I sidste ende burde der ikke være behov for de store argumenter. Når vi støder på emnet i den politiske debat, ender vi altid med at skubbe sandheden i baggrunden, simpelthen fordi den er for kold og kynisk til, at vi har lyst at tænke over det. Sandheden er, at vi i Danmark, resten af Europa og hele Nordamerika er med til at begå mord hver eneste dag. Og jo længere tid vi forbliver grådige og nægter at se sandheden i øjnene, jo større vokser problemerne sig! Vi er jo klar over situationen. Vi har hørt det så mange gange før, men vi kommer aldrig videre end til at tænke over det en kort periode, og så komme videre med vore egne problemer inden for grænserne. Problemet ligger i, at katastrofen foregår tusinder af kilometer fra vores egen sikre hverdag med søndags tv og kaffebord. Vi kan ikke rigtigt forestille os, hvad folk i andre lande langt fra os selv går igennem, fordi vi altid selv har levet et liv med fløde til kaffen. Men det er på tide, at vi griber fat i ansvaret, der følger med, når man får mulighed for at vide, hvad der foregår ude i verden. I sidste ende er det blot mennesker af kød og blod som vore egne børn, søskende og venner. I sidste ende er vi nødt til at prioritere, om vi vil redde mennesker fra sult eller hjælpe motionister med at komme af med deres overvægt på cykelstierne!
Bjørn Ubbe Ebbesen er 16 år og tilbringer dette år som udvekslingsstudent i Canada, inden han vender tilbage til Glamsbjerg på Fyn for at starte på gymnasium
Kommentarer
Det er åbenbart den næste generation, vi skal håbe på. De “voksne” har jo åbenbart lagt sig på ryggen. 58% opbakning til politistatsmetoderne, vorherre bevares!
Håber noget så inderligt, at mange vil læse den her artikel, og vil støtte op om den. Det gør jeg ihvertfald selv.
Jeg synes det er et rigtig dårligt eksempel med cykelstier. Det er trods alt ikke det værste man kan investere i.
Men ellers er det da rigtigt nok.
Fremragende empatisk situationsanalyse. Forsæt endelig med at dyrke ulandsproblematikken. Jeg glæder mig til måske en dag, at få lov at læse om hvilken strategi du finder farbar i ulandshjælpearbejdet…
Cykelstier er en rigtig god ting for verdens fattige. Det handler om fordeling af jordens ressourcer, at afhjælpe fattigdom begynder med os selv.
Jeg synes ikke udgiften til cykelstierne er særlig velvalgt som sammenligningsgrundlag.
Hellere de penge der går til overflødige motorveje og kampfly.
Vi kan ikke løse verdens fattigdomsproblemer ved at sende en stor månedlig check - dels vil skatteviljen hos befolkningerne i de velfungerende lande ikke være tilstede i et tilstrækkeligt, og fortløbende øgende, omfang i det uendelig, og dels vil de dysfunktionelle landes samfundsstrukturer og magthavere gøre, at pengene ikke ville afskaffe fattigdomen - et ekstremt eksempel herpå kunne være Ækvatorialguinea. Et af verdens rigeste land - pr. indb. rigere end Danmark - men alligevel lever langt, langt størstedelen af befolkningen i dyb fattigdom.
Når Ebbesen, sammen med en lang række andre tilsyneladende velmende og priviligerede vesterlændinge, ligger ansvaret for verdens fattige i den 3. verden hos de vestlige lande - så overser han, at deres fattigdom ikke skyldes Vestens handlinger eller undladelser, men landenes egne handlinger og undladelser.
Fattigdommen i den 3. verden skyldes (altovervejende) landenes korruption, nepotisme, klanvælde, overbefolkning, analfabetisme, epidemier, lov- og retsløshed, udbredt apati - som følge af landenes egen dårlig politik, regeringsførelse, overtro og i visse tilfælde kultur.
Disse landes ringe evne til at opbygge og opretholde velfungerende statssamfund - forbedres ikke ved Ebbesen o.m.a. med ham, forstærker den i den 3. verden udbredte ide, at deres problemer ikke skyldes egne handlinger og undladelser, egne ledere og politik - men det ondskabsfulde Vesten.
Det falske narrativ modvirker at de nødvendige (selv)erkendelser i den 3. verdens befolkninger opnås - og hvis jeg skulle forfalde til Ebbesens retorik - myrder Ebbesens med hans tredje-verdenisme uforvarende de mennesker han søger at hjælpe, da han hæmmer den 3. verdens befolkninger i at opnå de nødvendige erkendelser som er en forudsætning, at reformere de fattigdomsskabende samfundsstrukturer i den 3. verdens lande.
Hvis vi så alligevel skal påtage os ansvaret (forsørgelsespligten) for indbyggere i andre lande - så skal vi også have det politiske ansvar (magten) i landet - som er en forudsætning for vi kan ændre de fattigdomsskabende mekanismer som hersker i disse dysfunktionelle lande. Ellers ville vi bare hælde pengene i et bundløst hul.
Vil vi en sådan genkolonisering?
Til Lars Hansen
Først og fremmest vil jeg gerne give dig ret i at en månedlig check ikke vil løse problemerne. Vi må tage andre midler i brug (eksempelvis kan fremhæves social virksomhed som Muhammad Yunus introducerede for verden. Grameen Bank har allerede hjulpet millioner af mennesker ud af fattigdommen ved hjælp af mikrolån!), og vi må samtidig sørge for at hjælpen når ud til dem der har brug for den. Dette mener jeg dog kan gøres uden en såkaldt “genkolonisering”!
Med hensyn til din holdning angående ansvaret for fattigdom i landene må jeg erklære mig uenig. Den vestlige verden spiller en rolle i det spil. Landbrugsstøtte er bare et eksempel på politik herhjemme der gør det endnu sværere for de fattige at komme ind på markedet.
Og skulle vi alligevel antage at den vestlige verden ikke har noget med problemerne at gøre, så forstår jeg stadig ikke din holdning! Hvis en fodgænger falder på fortovet og kommer til skade går vi jo heller ikke op til dem og siger at det var deres egen skyld så de kan selv komme op igen! Lige meget hvordan du vender og drejer den har den vestlige verden et ansvar. Og det gør ingen forskel om vi gør det på grund af skyld eller moral!
Selvfolgelig skal vi Danmark forsat stotte fattigelande med udviklings bistand.
Dog er det udheldig nor debatten kommer til handle om storre samhandel med fattige lande, angoende Afrikanske lande, skal de selvfolgelig handle med hinanden.
Men vi for ikke antallet af fattige ned i verden hvis der ikke sattes imod fattige for for mange born. Og Lars Hansen har ret i hans synspunkter, som jeg pt oplever her po Philippinerne hvordan et rigt og smukt land har so massive sociale problemer som har sin hovedsag i kulturen og den manglende sociologist samfunds forstoelse.
Til Bjorn Ubbe Ebbesen so kan godt vare mikro lon, hjalper nogle ud af fattigdom, men det hjalper endnu engang ikke meget, nor der hver dag bliver fodt tusindevis af born til et liv i fattigdom. FN havde en plan om nedbringe antallet af fattige i verden til under 500 millioner mennesker or 2011, virkeligheden er so bare den at der i dag er op imod en milliard fattige mennesker.
Men ellers er kun positivt der bliver lavet flere cykel stier i Danmark, og en helt grotesk sammenblanding af den ganske unge debattor.
Mvh Claes Pedersen Caloocan Metro Manila.
www.123hjemmeside.dk/claes
Kære Bjørn Ubbe Ebbesen
Lad mig først kvittere for din præcisering - at øget ulandshjælp ikke i selv løser fattigdomsproblemerne - din kronik ellers gav indtryk af at ignorere den overvældende empiriske dokumentation for ulandshjælpen er uden langsigtet positiv effekt.
Dernæst kan jeg tilslutte mig, at private kommercielle virksomheder, som fx. Grameen Bank, har større fattigdomsbekæmpende effekt end den budgetstøtte, som bl.a. Danmark, hælder i de korrupte, kleptokratiske og dysfunktionelle statsadministrationer i ulandene.
Når det kommer til kontrol og revision af de omkring 15 milliarder kr. som det gældsatte Danmark årligt forære dysfunktionelle lande så kan den kun beskrives som ‘bevist mangelfuld’.
Hvad angår landbrugsstøtte, som jeg personligt mener bør afvikles indenfor en passende tidsramme, så har denne ikke den store betydning for de fattige ulande. Med eller uden landbrugsstøtte vil de velfungerende landes landbrugssektorer udkonkurrere de dysfunktionelle ulandes landbrug.
De ca. 7 mia. kr. som danske landmænd modtager i støtte betyder, efter produktionskvotesystemets udfasning, mere for prisudviklingen på landbrugsjord end fødevarerne. Landbrugsstøtten ender m.a.o i vid udstrækning i finansieringen af produktionsmidlerne (jorderne) ikke subsidiering af produktionen (fødevarerne).
Når det så kommer til toldsatser og importkvoter så har disse straks større betydning for prisdannelsen på fødevare o.a., her skal det dog siges, at lige ulandene (de knap 50 ‘mindst udviklede lande’) med “Everything but Arms-ordningen” tilbydes fri adgang til EU’s markeder med undtagelse af enkelte varegrupper.
UBE:”Hvis en fodgænger falder på fortovet og kommer til skade går vi jo heller ikke op til dem og siger at det var deres egen skyld så de kan selv komme op igen!>/i>”
Din analogi beskriver ikke problemstillingen.
UBE:”Lige meget hvordan du vender og drejer den har den vestlige verden et ansvar. Og det gør ingen forskel om vi gør det på grund af skyld eller moral!”
Igen man har kun ansvaret for en tilstand, hvis ens handling eller undladelse er årsag til samme tilstand - det er min faste overbevisning, at Vestens handlinger og undladelser ikke er årsag til ulandenes fattige.
Den vestlige verdens ledere har først og fremmest ansvaret for deres egne befolkningers velfærd og velstand - og så er vi tilbage igen - hvis vi skal påtage os ansvaret for andre befolkningers velfærd og velstand så skal vi også have det politiske ansvar i disse lande.