Opslag til denne artikel

Personer:George Bush, Saddam Hussein, Tony Blair
Organisationer:BBC, FN, The Times, Underhuset
Steder:Irak, Storbritannien, USA, Washington

Højtstående personligheder og politikere har reageret med foragt og vrede, efter at Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair i et BBC-interview indrømmede, at han ville have fundet det »rigtigt at fjerne ham« - Saddam Hussein - hvad end han havde masseødelæggelsesvåben eller ej. Især anden del af sætningen har fået sindene i kog i og uden for Storbritannien:

»Jeg mener, man ville naturligvis have været nødt til at anvende anderledes argumenter omkring truslens natur,« sagde Tony Blair i interviewet.

Han synes dermed at indrømme det, som kritikerne af krigen - og forløbet op til den - hele tiden har sagt; nemlig at det handlede om regimeskrifte fra begyndelsen og ikke, som Blair dengang hævdede, om truslen fra masse-ødelæggelsesvåben.

»Krigen blev solgt på masseødelæggelsesvåben, og nu får man følelsen af, at det kun var et spørgsmål om anvendelse af argumenter,« siger den tidligere leder af FN’s våbeninspektører op til invasionen i 2003, Hans Blix, til BBC.

Carol Turner fra Stop Krigen Koalitionen finder det »ufatteligt«, at Blair indrømmer, at han var parat til at skræddersy sine argumenter, så de passede til omstændighederne.

Narcissistisk forsvar

I interviewet med BBC sagde Tony Blair, at det var opfattelsen af Saddam Hussein »som en trussel mod regionen, hvoraf masseødelæggelsesvåben naturligvis var et aspekt«, som overbeviste ham om, at det var rigtigt at fjerne den irakiske diktator.

Argumentet har dog ikke fået kritikerne til at forstumme. Tværtimod. I et særlig stærkt formuleret indlæg i avisen The Times kalder den tidligere offentlige anklager Ken Macdonald beslutningen om at invadere Irak for »en udenrigspolitisk skam af episke proportioner«.

»Det er nu meget svært ikke at nå til den konklusion, at Tony Blair med sin partner George Bush tog del i et alarmerende påskud og fortsatte med at vildlede og besnakke det britiske folk ind i en dødelig krig, som de havde gjort det fuldstændig klart, at de ikke ønskede, og på en baggrund som det er stadig sværere at tro på, at han selv fandt rigtig troværdig,« skriver Ken Macdonald.

Den tidligere offentlige anklager, der nu er advokat i samme firma som Cherie Blair - Tonys kone - mener, »Hr. Blairs fundamentale svaghed var hans spytslikkeri over for magt«. Han skriver, at »Washington fordrejede hans hoved, og han kunne ikke modstå scenen, og glansen som den kastede over ham«.

Siden Tony Blair træf beslutningen om at følge USA i krig mod Irak tilbage i 2002-2003, har han gentagne gange sagt: »Hånden på hjertet, jeg gjorde kun det, jeg følte var det rigtige«. Den argumentation kalder Ken Macdonald imidlertid for »en narcissists forsvar, og selvsikkerhed er ikke noget svar på fejlbedømmelse: Det er især ikke et svar på døden«.

Uklarhed om flertal

Tony Blair ventes at afgive vidneforklaring til den britiske Irak-høring i begyndelsen af det nye år. Timingen af hans kontroversielle indrømmelse er derfor blevet angrebet af de konservative, der mener, at interviewet var et kynisk trick for at blødgøre den offentlige mening, før han indtager vidneskranken.

Det konservative medlem af parlamentets Efterretnings- og Sikkerheds Komité Richard Ottoway siger, at Blair har vildledt parlamentet mere end én gang, og at befolkningen vil reagere med ‘bestyrtelse’ over at høre, at »det væsentligste udenrigspolitiske initiativ siden Anden Verdenskrig blev debatteret på et falsk grundlag««

Han tilføjer, at nogle parlamentsmedlemmer sandsynligvis ville have stemt nej til invasionen, hvis de havde kendt til den »fulde usminkede sandhed«.

Tidligere leder af Liberaldemokraterne sir Menzies Campbell er enig. Han tror ikke på, at Underhuset ville have støttet invasionen uden argumentet om masseødelæggelsesvåben.

Selv Labours egen forsvarsminister, Bob Ainsworth, har erklæret sig »overrasket« over Blairs indrømmelse og tilføjer, at han »støttede krigen på baggrund af de argumenter, der blev fremlagt på det tidspunkt, og en stor del af de argumenter var - og jeg var overbevist om, at de eksisterede - eksistensen af masseødelæggelsesvåben«.

Ainsworth erkender, at det er uklart, om der havde været flertal for invasionen, uden den påståede trussel fra Iraks masseødelæggelsesvåben.

»Jeg ved ikke, hvordan situationen ville have set ud,« svarede han på spørgsmålet om, hvorvidt afstemningen ville være blevet tabt.