WOOTTON BASSETT - Klokken er 10.57 da den tunge, grå Hercules-maskine bryder gennem den disede himmel over North Wiltshires mudrede, grønne marker og lægger an til landing på Royal Air Force Lyneham-basen uden for handelsbyen Wootton Bassett. Omtrent samme tid samler de første indbyggere sig ved byens mindesmærke til ære for faldne helte i Første og Anden Verdenskrig - og nu også Irak og Afghanistan. I dag bliver endnu en krans lagt ved dette monument, endnu et kors bliver stukket i jorden rundt om stensøjlen med endnu et ungt navn og endnu en hjerteskærende besked fra de efterladte fuld af længsel og sorg. Dette navn er overkonstabel Adam Drane. Den 23-årige soldat blev dræbt af skud den 7. december ved Paraang checkpoint i det sydlige Nad e-Ali, Helmand, Afghanistan. Drane er britisk soldat nummer 100 i 2009 alene, der har mistet livet i Afghanistan.
»Det er 100 for mange. Det skulle aldrig være sket,« siger veteranen Kenneth Scott, der sammen med hundredvis af indbyggere fra Wootton Bassett og omegn er kommet ud i byens hovedgade for at vise den faldne deres sidste respekt.
Den gamle mand sidder i sin knallert med en paraply over hovedet i læ for den iskolde vind, og tågen der er ved at blive omdannet til støvregn. Kenneth Scott kommer til alle repatrieringer, men er del af den voksende andel af briter, der ønsker soldaterne trukket hjem fra Afghanistan. 71 procent af briterne støtter, ifølge en nylig meningsmåling for Independent, en gradvis tilbagetrækning.
»Endnu en mor har mistet en søn, endnu en pige har mistet sin mand. Og for hvad? Vi kan ikke pådutte en anden nation vores kultur. Tropperne bør trækkes hjem øjeblikkeligt - de skulle aldrig være blevet sendt derud. Det er en krig, vi ikke kan vinde,« siger Scott, der kender alt til krigens rædsler fra dengang under Anden Verdenskrig, hvor han var med ved D-dag i Normandiet og efterfølgende endte i Tyskland, hvor han overværede mødet mellem den britiske general Montgomery og de russiske generaler.
Byens pligt
»Kenneth, motorcyklerne er lige kørt forbi,« gør en stor dame ved siden af ham opmærksom på. Hun kender også rækkefølgen i dagens begivenhed. Kenneth Scott får sig med besvær krænget ud af sin knallert og op at stå. Vejen er blevet stille og øde. Kirkeklokker begynder at ringe, og al samtale forstummer. En hund gør, men bliver hurtigt fjernet, og stilheden er total. Så kommer den.
Den sorte rustvogn med kisten svøbt i det britiske flag. Langsomt triller den op og standser foran pubben The Cross Keys, hvor de pårørende har holdt sig varme og fået lidt mad og drikke i ventetiden. Adam Dranes mor Jackie, far Desmond, bror Christopher og forlovede Sian, træder frem og lægger traditionen tro røde og gule blomster på rustvognens tag, mens de fremmødte veteraner og unge kolleger gør honnør. Familiens gråd kan høres gennem den stille silende regn. Og så kører rustvognen videre.
»Det er en ret ny tradition,« fortæller RAF-veteranen Dan Gurnew, som kun har misset en repatriering ud af de 100 i år.
»Det startede en dag i 2007, hvor en hel RAF-besætning blev repatrieret. Når de dræbte bliver kørt fra basen til obduktion på John Radcliffe Hospitalet i Oxford, kommer de igennem Wootton Bassett. Den dag stod der en gruppe veteraner i gaden, og de besluttede sig for at gøre honnør. Og så har det udviklet sig derfra,« fortæller Gurnew, der fortæller, at antallet af fremmødte er det samme, om der er en eller flere dræbte, og det er nummer 99 eller nummer 100.
Kaptajn Ian Robinson, der var Adam Dranes overordnede, da deres veje krydsede i Afghanistan i 2007, er i dag velfærdsofficer for Dranes bataljon. Han er mødt frem for at vise den unge mand sin sidste respekt og yde støtte til de pårørende.
»At Adams død er nummer 100 er måske vigtigt for medierne og for politikerne, men for os soldater er det en personlig tragedie for familien og for regimentet,« siger han.
»Han var en glad og dygtig ung mand, der havde en strålende karriere foran sig«.
Mange af de i alt 239 dræbte britiske soldater har mistet livet i eksplosioner, da de var på patrulje til fods - og denne dag dør yderligere to unge mænd i Helmand. Soldaterfamilierne er splittede mellem dem, der udtrykker deres støtte til missionen og deres stolthed over deres sønner og døtres valgte erhverv. Men der er også dem, der beskylder den britiske regering for ikke at have udrustet soldaterne godt nok. Især har der været kritik af manglen på helikoptere, der ville have mindsket transporten ad de farlige landeveje.
Flere helikoptere
Netop på denne dag meddeler det britiske forsvarsministerium, at det har bestilt 22 nye Chinook-helikoptere. Imidlertid vil de først være færdige i 2012-2013, og prisen for dem er blandt andet lukning af RAF Cottesmore-basen i det centrale England.
Også RAF Lyneham står overfor lukning. I 2012 vil de sidste faldne soldater blive hædret af Wootton Bassetts indbyggere ved deres hjemkomst.
Kenneth Scott regner med at være med til det sidste. Og han gør sit til, at byens indbyggere aldrig vil glemme de unge mænd og kvinder, der blev kørt gennem byens gader.
»Det er mit job at holde mindesmærket pænt,« forklarer veteranen og peger ned på kransene af røde valmuer og de mange små træ kors, der er stukket ned i jorden rundt om stensøjlen.
»Jeg fjerner de gamle blomster og samler alle kort og beskeder fra forældrene sammen, inden vind og vejr ødelægger dem. Jeg har samlet alle beskeder i en mappe. Mødrene, fædrene og bedstefædrene skal vide, at nogen passer på deres beskeder, og at Wootton Bassett aldrig vil glemme deres sønner,« siger han.
Kommentarer