I Sverige har feministerne kaldt Lars von Trier for »dogmatisk kvindehader«, »tragisk« og »syg«. »Patriarkatet sejrer i en sindrig og bevidst provokation mod troen på kvinden og naturen som det godes tempel,« skrev eksempelvis Carl-Johan Malmberg i Svenska Dagbladet. I decembernummeret vier det feministiske tidsskrift Bang en analyse af årets mest debatskabende film, hvor fokus er på manden. For det er umuligt at forstå Triers kvindeportræt uden at kigge på William Dafoes figur, skriver idehistoriker, kønsforsker og fast skribent på Bang, Niclas Järvklo, i analysen, hvor han argumenterer for, at von Trier i virkeligheden er feminist.
For de, der skulle have glemt filmens handling, repeteres kort. Han William Dafoe og hun Charlotte Gainsbourg udkæmper en magtkamp i parrets forfaldne landssted, Eden, dybt inde i skoven. Han er terapeut og forsøger at behandle sin partners sorg og panikangst efter tabet af deres fælles barn. Han er rationel og udholdende i sit forsøg på at kurere hende. Hun plages af sine følelser, græder og får krampeanfald, når panikken kommer og forsøger at dæmpe den gennem samleje. Han bliver mere og mere aseksuel og forklarer, at de ikke bør have sex under behandlingen, og magtrelationen mellem dem udkrystalliseres.
Gainsbourg anklager Dafoe for ikke at sørge og for at have været distanceret til hende og barnet hele tiden. Hun drives enten på trods eller på grund af behandlingen længere og længere ud i vrede, begær, aggression, mens man ikke på ét eneste tidspunkt ser ham fælde en tåre, konstaterer Niclas Järvklo.
»Måske er det heller ikke hende, men snarere ham der begynder at tabe grebet om virkeligheden,« skriver Järvklo.
Hun skildres som et med den omgivende og hadefulde natur. En natur, der skræmmer ham, og hvor døden bestandigt er nærværende i dyrenes kredsløb; i at æde og blive ædt. Han føler sig angrebet af skoven, og hun kalder naturen for Satans kirke.
Ifølge Niclas Järvklo kan denne skildring af manden, som forfærdes af naturen og kvinden, tolkes som et billede på 1800-tallets kvindemedicin, hvor mandlige læger bevæbnet med et arsenal af behandlinger forsøgte at kurere kvindelige patienter. Kvinden var, præcis som naturen, klar til at udforskes, kortlægges og betvinges af videnskaben og manden, pointerer idehistorikeren:
»Århundredskiftets kultur var fyldt med tanker, hvor kvindelighed kobles til mørke, degeneration, drifter og kaotisk natur. I modsætning til dette blev maskulinitet forbundet med lys og ideer om fornuft og civilisation.«
Det kvindelige onde skulle fjernes på operationsbordet og dissektionsbordet under kniv og lup i humanitetens navn.
Kritik af kvindeundertrykkelse
Men Antichrist følger den vestlige misogyni længere tilbage i historien, til hekseprocesserne. Järvklo hæfter sig ved, at Gainsbourgs afhandling om processerne ender med at konkludere, at disse kvinder var onde. Oprørt forklarer Dafoe, at kvinderne var ofre for barbari, og kort efter overfalder og lemlæster hun ham, så hans penis ejakulerer blod, hvorefter hun borer hans ben fast til en slibesten.
Viser scenen, at hun er ond eller heks, spørger Järvklo:
»Eller nagler hun ved hjælp af slibestenen den oplyste og humanistiske mand ved hans fortidige mørke og viser, hvordan den moderne lægevidenskab har fortsat kvindeundertrykkelsen, bare med andre midler.«
Og faktisk er han, den velvillige mand, en tilbagevendende figur i von Triers film.
I Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Dogville findes mandlige karakterer, som vil det godt, men som alle falder fra, når det gælder og i stedet udnytter filmens kvindelige hovedperson.
I Dogville optræder eksempelvis poeten Tom, som forsøger at solidarisere sig med kvinden Grace, som filmen handler om, og som udnyttes af beboerne i et lille amerikanske samfund. Til slut giver Tom efter, han vil også have sin bid af kagen og sælger sig til de andre plageånder.
I den film slår kvinden igen. Hun straffer alle byens beboere og holder selv revolveren mod Tom.
Favorit-tema
I slutningen af Antichrist er det ham, der kvæler hende. Det begynder med et forsøg på at redde hende fra en depression og ender med drab.
»Han slår hende i hjel, og man spørger sig selv, om han egentlig ville hjælpe hende, eller om hele proceduren har været hans måde at beherske kvinden og dække over sin egen manglende evne til at vise sorg.«
Niclas Järvklo mener på mange måder, at Lars von Trier har lavet en feministisk film. Men må alligevel tage sine forbehold. For scenen, hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af med en saks, kan jo ganske rigtigt tolkes som den mandlige instruktørs sadistiske, voyeristiske blik.
Ligesom den dominerende patriark Bergman er von Triers film mangetydige og lader sig tolke af flere feministiske perspektiver, anfører idehistorikeren.
Da Information spørger hvorfor feministerne har læst kvindehadet ind i filmen, svarer Niclas Järvklo: »Det er provokerende med en stor mandlig instruktør, som laver en film om en ond kvinde. Det er ikke så underligt, at mange reagerer. Måske er det så chokerende, at man misser, at man faktisk kan læse en kritik af patriarkatet ind i filmen. Men det er ikke nødvendigvis feminisme, filmen er umulig at nagle fast.«
Og så peger Niclas Järvklo på det kvindelige offer som mandlige instruktørers favorittema, hvilket han anser for at være problematisk. Mændene spejler sig selv og ideen om kvinder snarere end kvinder selv:
»Mænds magt forbigås ofte. Men jeg tror, at von Trier vil noget andet. Alligevel virker han samtidig som en trodsig dreng, der ikke rigtig kan andet end at forsøge at provokere. Jeg ved ikke, hvad han vil synes om at blive kaldt feminist. Måske han bliver glad, selv om han nok ikke vil erkende det.«
Til sidst i analysen i Bang sammenfatter Järvklo dobbeltheden i Antichrists slutning.
Han dræber hende og overvinder naturen. Alt er roligt, og skoven er ikke længere hadefuld, han spiser bær. Men da han igen får øje på de dyr, der repræsenterer kamp og død, kommer der pludselig en masse kvinder gående. Hverdagsartigt klædt, men ansigtsløse. De passerer den ensomme mand uden at tage notist af ham. De efterlader ham bag sig og fortsætter bort.
Antichrist er nomineret til 12 priser til Robertprisfesten, som løber af stablen i februar næste år.
Kommentarer
Kunne det tænkes at foltolkningsnøglen til Antichrist er, at se alle tre karaktere som en projektion af lars’ indre konflikter.. uskylden der tabes, det feminine og maskuline. Selvdestruktionen, de stærke seksuelle kræfter og forløsningen, naturen vs kulturen. Chaos.
Selvterapi for fuld skrue, som alligevel hæver sig op og bliver alment menneskeligt.
Et mesterværk.
Har hele tiden været enig i Niclas’ analyse af filmen, og jeg må da også betvivle, at dette skulle være en overraskende konklusion, han ligger for dagen. Overraskende for hvem? Måske er min hukommelse ikke hvad den burde/har været, men der er da mange der har udtrykt en lignende holdning til filmens indhold. På IMDB forummet har en del mennesker delt denne holdning, og da dette er et elendigt forum så kan man roligt regne med at der er flere derude. Robert Ebert har ovenikøbet tænkt dette, og det er lidt af en bedrift da mandens trods hans status er intet mindre end utroligt dårlig til at forstå film (Man kan bare se hans gentagende misforståelser af film han anmelders plot). Selv har jeg set diverse blogs sige noget lignende, det eneste sted jeg ikke har set denne holdning delt i udpræget stil er den danske debat, hvor især kvinderne er tilbøjelige til at kalde den kvindehadende. Men, så skal man også lige overveje hvem det er der får lov til at føre denne debat, og så er der jo det faktum at danmark er et feministisk mareridt. En grundtanke i feminismen er at mænd dominerer samfundsbilledet og kvindens rolle, og derfor socialiseres kvinder til at være på en bestemt måde. Sjovt nok mener de danske kvinder at de er ligestillede, til trods for at der ingen indikationer er for dette (Desværre er overvægt på uddannelseinstitutionerne ikke tegn på dette, det er tværtimod et eksempel på at kvinder er bedre uddannede men alligevel har lavere løn og færre lederstillinger etc), og det er desuden muslimerner der har undertrykte kvinder ikke os. Efter min mening er det ultimative symbol på undertrykkelse ting som høje hæle, små kjoler og hvad ellers kvinder forventes at iføre sig (Bare tanken er idiotisk, forestil en kvinde i tøj der er den ultimative mandlige drøm fortælle en kvinde i tørklæde at hun er undertrykt? Hah!). Hvis man lider pga sit køn, så er det ens egen skyld, man er jo sin egen lykkes smed i vores neoliberale samfund.
Jeg synes ikke man kan fortolke Lars von Triers film Antichrist uden at inddrage moderskabet, og moderens trang til fortrydelse. Filmen er for mig en avanceret genfortolkning af temaet fra Ibsens ‘Et dukkehjem’…men også et indlæg i abortdiskussionen.
Det er en film der bør ses … een gang i livet… og her kan man i sandhed tale om, ikke at være den samme før og efter…filmen vil altid være der - som en sten i skoen.