Brian Mikkelsen (K) »lyver og overdriver«. Han spreder »usande postulater«. Han »tilbageholder informationer« og siger »en masse ting, der ikke holder vand«.

Sådan lyder opsigtsvækkende skarpe udtalelser om justitsministeren fra en samlet opposition, der mener, at Brian Mikkelsen ikke er til at stole på.

»Det kan godt være, at man kan grine lidt af, at han gang på gang har den her lemfældige omgang med sandheden - men det bliver meget alvorligt, når han, som den øverste ansvarlige for borgernes tryghed, går ud og taler konflikter op. Og det gør han, når han lyver eller overdriver om bomber og om børns kriminalitet,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten.

På direkte tv i søndags udtalte Brian Mikkelsen, at klimademonstranter havde angrebet politiet med »bomber«.

Efterfølgende måtte Brian Mikkelsen beklage ordvalget, der sigtede på demonstranters brug af fyrværkeri og ikke »sådanne bomber, som bliver brugt i Afghanistan«.

Mod bedre vidende

Men »fortalelsen« om bomber er ikke en enlig svale, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.

»Jeg tror, at han mener det godt - men på en eller anden måde får han flere gange sagt noget, der ikke passer,« siger hun.

Karina Lorentzen og flere af de andre ordførere henviser blandt andet til Brian Mikkelsens argumenter for at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.

Da forslaget blev lanceret sagde han, at der var en markant stigning i kriminaliteten blandt 14-årige, når man sammenlignede med 13-årige. »Det er her, at springet sker«, sagde han.

Men ifølge tal fra Rigspolitiet er der intet markant knæk i kriminalitetskurven hos de 14-årige. Den stiger helt jævnt med alderen. Samtidig har unge under 15 på denne side af årtusindsskiftet aldrig været mindre kriminelle og begået mindre voldskriminalitet.

Brian Mikkelsen argumenterede også med, at regeringens forslag »flugter med FNs anbefalinger« om en kriminel lavalder på mellem 14 og 16 år.

Men han nævnte ikke, at FN’s Komité for Børns Rettigheder samtidig anbefaler, at medlemslandene hæver lavalderen - og dét udløste i november skarp kritik fra flere af komiteens medlemmer.

»Det er lidt svært at arbejde med, når han mod bedre vidende kommer med usande postulater, der bliver spredt for det ganske land og efterhånden får karakter af sandhed«, siger Karina Lorentzen.

I november kunne Rigspolitiet oplyse, at man kun var stødt på én person i bandekrigen, der ikke kunne straffes, fordi han var under lavalderen.

Dét fik Brian Mikkelsen til at sige, at »nedsættelsen har (..) ikke noget med bandekonflikten at gøre«.

Burkaer og retseksperter

Også dén udtalelse vakte undren i oppositionen. Flere VK-politikere - såvel statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som de konservatives retsordfører Tom Behnke - har netop kædet sænkningen af lavalderen sammen med den verserende bandekrig.

»Brian Mikkelsen har sagt en masse ting, der ikke holder vand. Dermed bekræfter han et kedeligt billede af politikere. Det kommer til at gå ud over os alle sammen, og det er helt uacceptabelt,« siger de radikales retsordfører Lone Dybkjær, der også har hæftet sig ved justitsministerens argument om trafiksikkerheden som en grund til, at burkaer generelt skal forbydes.

Ifølge et svar, som tidligere justitsminister Lene Espersen tidligere har givet til Folketinget, har Rigspolitiet ellers ikke noget kendskab til, at »beklædningsgenstande som f.eks. burka skulle udgøre et særligt trafiksikkerhedsmæssigt problem«.

Da regeringen sidste år ville gennemføre den såkaldte tuneserlov, der indskrænker bevægelsesfriheden for personer på tålt ophold, blev forslaget kritiseret for at stride mod grundloven af professor, dr. jur. Henning Koch.

Til Jyllands-Posten reagerede Brian Mikkelsen med at sige, at »du skal prøve at slå op, hvor mange gange Henning Koch har taget fejl«. I et efterfølgende samråd - indkaldt af S-retsordfører Karen Hækkerup - stod ministeren ved citatet, men afviste, at han dermed stillede spørgsmålstegn ved Henning Kochs kvalifikationer.

Karen Hækkerup siger, at Brian Mikkelsen har »skuffet fælt« som justitsminister - ikke mindst i forligskredsen omkring politireformen, som også S, R og SF er med i.

Løgn og manipulation

»Der bliver holdt informationer tilbage - og det er en kamp hele tiden bare at finde ud af, hvad der foregår. Det siger både noget om, hvordan man er som minister og om den holdning, man har til magten. At det er noget, man bare ejer,« siger hun , og tilføjer, at dét er et symptom ved hele regeringen.

»Det brede, samarbejdende folkestyre er erstattet af et koldt og hårdt system, hvor løgn og manipulation er en del af dagligdagen,« siger Karen Hækkerup.

Brian Mikkelsens troværdighed har tidligere været i offentlighedens søgelys - blandt andet da han i 2003 fejlagtigt udtalte, at en senere ledende DR-medarbejder havde truet Per Stig Møller (K) med at blive hængt op i en lygtepæl - eller hævdede, at han i modsætning til venstreorienterede medstuderende var blevet forhindret i at udgive et konservativt skoleblad på sit gymnasium.

Men politisk kommentator Niels Krause-Kjær, der har en fortid som konservativ pressechef, tror ikke, at oppositionens angreb for alvor vil skade justitsministeren.

»De skruer den politiske slagsudveksling en tand i vejret og forsøger at gå ind på mandens karakter - og dét har han måske også givet dem grund til at gøre. Men de mangler den rygende pistol, der virkelig kunne gøre det alvorligt for ham« siger Niels Krause-Kjær.