Vil vore børn hade os?

»Kommer jeg til at få børn? Og hvad med børnebørn?«

Hun var 11 år, da hun spurgte første gang. Det var også på det tidspunkt, hun begyndte at slukke lyset bag mig, når jeg forlod et af værelserne i lejligheden og begav mig ind i det næste. Vi sad i små øer af lys i den ellers mørklagte lejlighed. Vi slukkede ikke bare for afbryderknappen på fjernbetjeningen, når vi slukkede for fjernsynet. Vi gik hen til kontakten på væggen og afbrød.

Min kæreste bor i London, og det medfører en del pendlen frem og tilbage over Nordsøen. Den 11-årige mente, jeg fløj for meget. Jeg forklarede mig og brugte ordet kærlighed en hel del. »Du må vælge mellem din kæreste og verden,« sagde hun i et tonefald, så jeg et øjeblik troede, jeg stod over for en hjemmegroet repræsentant for Taleban, der forklarede mig de nyeste forbud i sharia-loven.

Det var ikke sådan, at jeg havde talt meget om den globale opvarmning. Den optog mig selvfølgelig, men jeg er også af den overbevisning, at et barns grundlæggende forhold til naturen skal grundes på glæde og forundring over planetens mangfoldighed, ikke på bekymring. Så vi kunne godt tale om verdens dyrearter uden, at ordet truet dukkede op. Jeg kunne også godt sige klima uden at nævne ordet opvarmning, ligesom natur i mit ordforråd ikke var synonymt med forurening.

Hun er ligesom alle andre omgivet af en mur af informationer, og noget kom fra medierne. Alligevel syntes jeg, det var usædvanligt, at et barn på 11 bekymrede sig om, hvorvidt den klode, hun boede på, overhovedet havde plads til hendes børn og børnebørn. Et eller andet sted følte jeg, at det var noget andet og mere end bare et ekko af tidens diskussioner, der talte gennem hende. Det var, som om det var et overlevelsesinstinkt på artens vegne, der dikterede hendes adfærd og spørgsmål.

Normalt tænker børn på 11 ikke på deres mulighed for at få efterkommere. I dag er det måske nødvendigt, at de gør det, i hvert fald hvis de vil have nogen, eller i det mindste give dem muligheden for et liv, der handler om andet end overlevelse.

Forbrydere mod fremtiden

Polerne smelter, havenes temperatur stiger, ørkenerne breder sig, skovene fældes, og det hele sker med en accelererende hast, der gør alle videnskabelige forudsigelser til skamme. Vi har mistet kontrollen over vore livsvilkår. Vil der stadig være en verden med plads til os? »Vil jeg få børn og børnebørn?« Hvad skulle en 11-årig ellers spørge om?

Det er uvægerligt sådan, at vi gør nogle ting rigtigt som forældre, mens vi griber andre ting helt forkert an. Det er en uomstødelig kendsgerning, og hvis vi ikke indser det, vil vi en dag læse sandheden om vores fejltagelser i vores børns øjne eller høre den direkte fra deres mund. Der findes ikke noget sandere spejl end den dom, vore børn fælder over os, og alt, hvad vi kan håbe på, er tilgivelse.

Der er forældre, som i historiens løb, har gjort utilgivelige ting. De har ofret deres sønner i meningsløse krige. De har kvalt deres døtre i klaustrofobiske tvangsægteskaber. Alligevel tror jeg ikke, at nogen tidligere generation vil blive dømt så hårdt som vores, til trods for den påstand, vi så selvtilfredse smykker os med, at vi overdrager dem en verden, der hvad angår velfærd og komfort er uden sidestykke i historien. Men prisen for denne verden er alt for høj. Vi er forbrydere på en ny og uforudset måde, og ofrene for vores forbrydelse er vores egne børn og de endnu ufødte generationer, hvis liv vil blive reduceret til en forbitret kamp for overlevelse. Vi er forbrydere mod fremtiden, og derfor kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Vil vore børn hade os?

Egentlig er det jo sådan, at ens forhold til fremtiden ændrer sig afgørende i det øjeblik, man får børn. Fremtiden er ikke længere noget privat, den er ikke engang et nationalt anliggende, du indser pludselig, at der består et kollektivt ejerskab til planeten, og at den ikke længere tilhører dig. Den tilhører dine børn. Det er den indre mening med generationsopgør. Planetens nye ejere melder deres ankomst, og hvis døren ikke allerede står åben, sparker de den ind. Det betyder ikke, at de unge altid vinder, fordi tiden er på deres side, og graven venter på de gamle. Der er mange måder at gå i graven på, og magtstrukturer kan være så etablerede, at de overlever dem, der skabte dem.

1960’erne var det et af de øjeblikke i historien, der kan sammenlignes med den oplevelse en bjergbestiger har, når han omsider når toppen. Han kan både se den strækning, han har tilbagelagt, og de nye tinder, der venter på ham. Videnskab og teknologi havde bragt hele menneskeheden sammen på en aldrig før set måde, og planeten blev sammenlignet med et landsbyfællesskab: den globale landsby.

Men den herskende følelse var meget lidt landsbyagtig: Den rummede både triumf og det modsatte, en skrækblandet ærefrygt for det potentiale for ødelæggelse, som menneskeheden havde demonstreret ikke blot i to verdenskrige, men frem for alt i opfindelsen af atombomben. Planetens skæbne befandt sig for første gang nogen sinde i vore hænder: vi blomstrede som art og legede på samme tid med tanken om vores egen udslettelse i et atomart ragnarok, og der var endda dem, der allerede dengang advarede mod den uhæmmede vækst, som kunne ende med at undergrave vores eget naturgrundlag.

En søgen efter optimisme

Den aldrende amerikanske antropolog Margaret Mead gav i 1969 en på samme tid smuk og bevægende tale, hvor hun udtrykte de blandede følelser, som menneskehedens umådelige fremskridt indgav hende.
Jeg læste den for første gang for ganske nylig, og når den gjorde så stort indtryk på mig, skyldes det ikke så meget, at den handler om generationskløfter, et fænomen, som vi jo ikke for alvor har oplevet siden 60’erne, som de tanker, hun gør sig om børnenes rolle i et samfund, der er inde i voldsomme forandringer.

Der er noget paradoksalt over Margaret Meads overvejelser på netop dette tidspunkt i historien. Det har aldrig gået så godt, og alligevel er det betingelserne for vores overlevelse, hun bekymrer sig om. Det spørgsmål, hun stiller, er, om vi er i stand til at ændre vores adfærd, når vi konfronteres med en dødelig trussel. Hun leder efter grunde til at være optimistisk.

Der er, siger hun i sin tale, som hun kalder Culture and commitment (Kultur og engagement), tre forskellige former for kultur. Den første er den fortidsrettede kultur. Den hersker i et samfund, hvor livet er statisk og styret af tradition. Bedsteforældrene er de store autoriteter, den visdom, de overleverer til de yngre generationer, vil være brugbar mange slægtled frem, fordi basale livsmønstre ikke forandrer sig. Den anden kultur er samtidsrettet. Tradition og sædvane er inde i et opbrud, og det gælder om at tilpasse sig helt nye situationer og adfærdsmønstre. Det er emigrantens situation. Han har bevæget sig fra et gammelt kontinent til et nyt og udskiftet en kultur med en anden. De overleverede leveregler gælder ikke mere, og han og hans børn befinder sig i samme situation, hvor de er tvunget til ikke blot at tage ved lære af hinanden, men også af fremmede, hvis de skal kunne begå sig.

Endelig er der, hvad Margaret Mead kalder den fremtidsrettede kultur. Her ser hun en helt ny type kultur uden historiske fortilfælde, skønt også dens medlemmer er emigranter. Det er blot ikke i rummet, de bevæger sig. Det er i tiden. De er på vej ind i en helt ny type fremtid, hvor truslen om menneskets udslettelse er overhængende.

Det var ikke kun en atomkrig, Margaret Mead tænkte på. Det var også den stadig mere dramatiske ødelæggelse af naturen. Ansvaret for planeten er fra nu af i vores hænder, og i en sådan situation er der ingen voksne, der kan udpege vejen frem for den opvoksende generation. Det er barnet, ikke forældrene eller bedsteforældrene, der har nøglen til fremtiden.

Det var 60’ernes oprørere, hun beskrev. Hendes synspunkt var ikke, at den generation, der voksede op i 60’erne, var i besiddelse af et specielt oprørsk temperament, sådan som dens aldrende repræsentanter i dag ynder at hævde. Der var i stedet tale om en helt ny historisk situation, som krævede helt nye og radikale svar. Hvilke svar kom der så?

»We want the world and we want it now,« sang Jim Morrison fra det amerikanske rockband The Doors. De to nøgleord er want og now. Det var en hedonistisk revolution med fokus på nuet, der meldte sin ankomst. Dens svar på udfordringen fra en ukendt fremtid var simpelthen at vende ryggen til den, og fra modkultur blev oprøret snart til forbrugerkultur med en selvdyrkende fokus på ungdom og livsstil.

Eksemplet Lomborg

I dag eksisterer der en global middelklasse, som forfængeligt har udnævnt sig selv til den kreative klasse, mens andre, som den amerikanske sociolog David Brooks, mere nøgternt har peget på klassens indre modsætninger ved at benævne den bobo’erne. Betegnelsen er sammensat af ordene bourgeois og boheme. Den nye globale middelklasses medlemmer er en blanding af begge dele: De er kreative konservative i cowboybukser. Deres livsstil og retorik er radikal, men deres politiske krav er ikke. De er nuets selvdyrkende børn med en vældig og konsekvensløs sympati for en række globale mærkesager, inklusive miljøet, men i deres eget liv modsætter de sig enhver forandring. Individualisme og frihed er deres eneste værdier, og min datters spørgsmål »Kommer jeg til at få børn?« vil være dem fuldstændigt uforståeligt, eftersom de aldrig på nogen alvorlig måde har bekymret sig om fremtiden.

På spørgsmålet »Hvad vil vi med verden?« kender de kun et svar. Den skal fortsætte, som den hidtil har gjort, muligvis med mindre justeringer, der dog aldrig antager et omfang, så de for alvor truer deres livsstil. Det er det svar Vestens middelklasse, der stadig styrer planeten, vil give. Det er det svar, den opkommende middelklasse i Kina, Indien og Brasilien, som snart tager magten fra os, vil give, den samme desperate fornægtelse, den samme blindhed over alt. Rør ikke ved vores livsstil.

Hvis De vil se en typisk repræsentant for denne herskende middelklasse, som vi i de veluddannede eliter alle sammen tilhører, så se på Bjørn Lomborg, når han i kropsnær t-shirt og sorte jeans, med aktivistens energi og engagement afleverer den mest virkelighedsfornægtende, småtskårne konservatismes budskaber.

Vi lever stadig midt i det, Margaret Mead kaldte en fremtidsrettet kultur. Også for vores børn gælder det, at de intet kan lære af os, men i stedet må finde ud af helt på egen hånd at navigere i en verden på vej mod dramatiske forandringer.

Vi står et lignende sted, som Margaret ­Mead gjorde for 40 år siden. Blot er bjergtoppen denne gang højere, udsynet endnu større – og lige så skræmmende, om end på en ny måde. Vi ved mere om os selv og den planet, vi bebor, end nogen sinde før. Lytter vi til videnskaben, kan vi også se ind i fremtiden, og det klimaforskerne fortæller os, er, at der ikke er meget tilbage af den. Hvis vi fortsætter ad vores nuværende kurs, vil den smule menneskehed, der er tilbage om hundrede år, være ugenkendelig for os.
Få dage før starten på klimakonferencen i København annoncerede 26 af verdens førende klimaeksperter i en fælles udtale, at den globale opvarmning foregår med langt større hast end forudset, og at temperaturen, medmindre vi inden for de næste fem år foretager os noget drastisk, vil være steget med syv grader i år 2100.

Permtidens afslutning

Jeg læser Mark Lynas’ bog Six Degrees. Baseret på den hidtil mest omfattende indsamling af den viden, der står til vores rådighed, når det gælder konsekvenserne af den globale opvarmning, beskriver Lynas grad for grad den fremtid, der venter os, når kloden opvarmes. Fire grader: Fra nu er alt definitivt ude af kontrol. Vi er for alvor reduceret til passive ofre for vores selvskabte katastrofe, og fire grader vil takket være opvarmningens feed-back-effekter uvægerligt blive til seks grader: De enorme mængder af frossen metangas, der dækker kontinentalsoklerne smelter og stiger op mod havoverfladen, hvor de bryder i brand og forårsager supersoniske eksplosioner af en kraft, der er 10.000 gange større end verdens samlede lager af atomvåben, samtidig med at de sammenskrevne kontinentalsokler forårsager tsunamier i bjergstørrelse. Planeten vil blive forvandlet til en blanding af Hiroshima og New Orleans. Det er sket før i jordens historie: ved afslutningen på permtiden for omkring 250 millioner år siden, hvor 95 procent af alt liv på Jorden uddøde.

Jeg læser Mark Lynas’ kapitel om de seks grader, og jeg genlæser artiklen om forskernes advarsel. Hvis vi ikke tager drastiske skridt inden for de næste fem år, vil den globale temperatur være steget med syv grader i løbet af de næste 90 år. Jeg forstår, at vi nærmer os permtidens afslutning.

Jeg ved ikke, om spørgsmålet, hvad vi vil med verden, længere giver nogen mening. Vi er i færd med at miste kontrollen over planeten, og det korte øjeblik, hvor vi holdt planetens skæbne i vores hænder, er forbi. Fra nu af vil andre, voldsomme kræfter diktere os vores livsbetingelser. Det er kapitulationens former, vi diskuterer på klimatopmødet, selv om vi stadig anser os for naturens overmænd, og som sejrherrer, der har fortrudt visse, uheldige aspekter ved voldtægten af en overvunden fjende, nådigt overvejer førstehjælp. Vi synes ude af stand til at forstå vores situation. Fornuftens stemme når os ikke: Det er ikke planeten, der skal frelses. Det er os selv. Naturen er ikke truet. Det er os, der er den truede art. Livets former har skiftet igen og igen, og den ene dyreart efter den anden er trådt op på sejrsskamlen kun for efter kort tid at blive stødt ned. Vi er ikke andet end intelligente fortidsuhyrer, og den eneste forskel på os og de dumme dinosaurer er, at vi aktivt bidrager til vores egen udslettelse.

Frygt for naturen, dens ukontrollable magt, dens ubarmhjertighed, dens uforudsigelighed er roden til al religion. Da videnskaben og teknologien lagde Fenris-ulven i lænker og tæmmede den, mistede religionen også sin magt over vores fantasi. Hvis vi overhovedet bekymrede os om naturen, var det, fordi vi ønskede at passe på den, næsten som man passer på et svageligt barn, der er truet af skoldkopper. Naturen var ikke længere et monster. Den var den panda, der blev brugt som logo for Verdens Naturfond. Vi var kede af det, når arter uddøde og mente i vage termer, at det på en eller anden måde gjorde vort fælles liv fattigere.
Sådan kan vi ikke længere se på naturen. Den er ingen panda, intet kæledyr, der kalder på vores beskyttelse og omsorg. Naturen er ikke god i nogen menneskelig forstand. Vores overlevelse er den ligegyldig, og søger planeten en balance, der fortsat muliggør liv, er det mest sandsynligt, at vi ikke er en del af den. Fenris-ulven har brudt sin lænke. Monstret sov, og vi vækkede det, da vi med vores mangelfulde viden pillede ved de love, der styrer livet på planeten.

Vi får snart brug for et gemmested

Vi drømmer måske om en ny harmoni med Jorden, men enhver harmoni er blot en pause i en krig, vi ikke kan vinde. Greenpeace hedder en organisation, der tror på harmonien mellem os og planeten, men vi er midt i en grøn krig, hvor det er os og ikke naturen, der er dømt til at blive taberen. Vi er ikke Jordens ejere. Vi er blot en art, der snart vil have brug for et sted at gemme sig.

Jeg forstår klimaforskernes advarsler sådan, at medmindre drastiske ændringer indtræffer i vores levevis, så vil den tid snart komme, hvor vi akkurat som det forhistoriske menneske vil se op mod himlen og lytte til tordenen med øjne, der er opspærrede af frygt. Intet rovdyr vil ganske vist jagte os, ingen tigre, ingen ulve, ingen løver, de vil alle være uddøde, og vi vil følge dem, når tordenen bebuder, at klimatiske og geologiske ændringer hinsides enhver menneskelig kontrol er på vej til at knuse den civilisation, det tog os 5.000 år at opbygge.

Vi er ikke den første civilisation, der står over for truslen om et sammenbrud. Det kan godt være, at vore forgængere i selvødelæggelsens skødesløse kunst, højt udviklede civilisationer som mayaindianernes eller de cambodjanske khmerers, anså sig selv for at være de eneste sande mennesker og derfor troede, at afslutningen på deres samfundsform var afslutningen på verden. Forskellen på dem og os er blot, at denne gang er det sandt.

Historisk har der været to grunde til, at et højtudviklet samfund pludselig bryder sammen. Dets livsstil er i konflikt med naturgrundlaget, og det nægter at ændre sig eller tilpasse sig nye omstændigheder. Den socialt avancerede og kreative Maya-kultur kunne ikke længere brødføde en hastigt voksende befolkning. Skovene forsvandt, og landbrugsjorden blev eroderet, mens et samfund på permanent krigsfod brugte løs af hastigt svindende ressourcer. Vigtigst af alt: En herskende klasse blændet af sin egen grådighed viste sig ude af stand til at tænke fremad.

Nordboerne og svinet i Stillehavet

Historien om nordboerne på Grønland, der forsvinder sporløst engang i det 15. århundrede, er endnu mere sigende. Den populæreste forklaring på deres forsvinden er klimaforandring, den såkaldte lille istid, der gjorde de grønlandske kyster så meget koldere, end de havde været ved nordboernes ankomst 400 år tidligere. Men nordboerne uddøde ikke på grund af klimaforandringer. De uddøde, fordi de nægtede at tilpasse sig. Deres kulturelle identitet var vigtigere for dem end deres overlevelse. De så sig selv som europæiske kristne. De nægtede at lære af deres naboer, inuitterne, som de hverken handlede eller giftede sig med. Frem for alt vendte de ryggen til de fangstmetoder, der kunne have sikret deres overlevelse. Da deres køer, som var helt uegnede til polarklimaet, døde, sprang de med ned i graven.

Der findes også eksempler på det modsatte, civilisationer, som så muligheden af deres egen undergang i møde og foretog en radikal ændring af deres levevis. Det mest opløftende eksempel er måske den lille Stillehavsø Tikopia med kun 1.200 indbyggere. Ikke blot var øens indbyggere i stand til gennem 3.000 år at begrænse deres eget antal til omkring 1.200, hvilket var, hvad deres ø med dens begrænsede ressourcer kunne bære. Men da der pludselig indtrådte en alvorlig ubalance i øens skrøbelige økologi, en ubalance, de selv var årsag til, var de også i stand til at foretage drastiske justeringer af deres egen kultur.

På et tidspunkt i deres historie blev svin introduceret på øen, og svinene indtog snart en helt fundamental rolle ikke blot i deres spisevaner, men også i deres kultur. Svin blev en målestok ikke blot for rigdom, men også for social prestige, og svinene endte med at spille samme rolle på Tikopia som forbrug og penge i vores kultur. Besiddelsen af svin var status- og identitetsgivende. En dag indså øens indbyggere, at den hastigt voksende bestand af svin ødelagde øens naturgrundlag, og de tog derpå en beslutning med vidtrækkende konsekvenser: De slog samtlige øens svin ihjel. De reddede deres eget samfund fra en økologisk katastrofe, som det aldrig ville have forvundet. De gjorde det modsatte af nordboerne. De ændrede deres kultur.
Der er et vigtigt aspekt ved denne beslutning.

Den kom ikke oppefra, den kom nedefra og op. Tikopia havde ikke noget stærkt hierarki. Det ville være forkert at sige, at øens høvdinge var svage. Det ville være mere rigtigt at konstatere, at de på grund af øens ringe størrelse delte deres undersåtters livsvilkår, og at der derfor var et nærmest naturbestemt fællesskab mellem høj og lav. De havde samme erfaringer og derfor var de også i stand til at blive enige om de beslutninger, der var nødvendige.

Slagmarken kan ses i spejlet

Der er mange vigtige ting at lære af disse historier om samfund, der vælger at forandre sig for at overleve eller må bukke under, fordi de stædigt tror på evigheden. Læren fra mayaindianerne har meget at gøre med lederskab og en autoritær elites mangel på fremsyn og fantasi. I Tikopias tilfælde er det fraværet af en herskende elite opsat på at bevare sine privilegier, der sikrer fællesskabet overlevelse.

Nordboernes undergang har derimod ikke noget at gøre med lederskab. Den har alt at gøre med identitet og uvildigheden til at opgive den. Den handler om det meningsløse i at skelne mellem højere og lavere, mellem udviklede og udviklede civilisationer. Nordboerne så utvivlsomt sig selv som repræsentanter for en overlegen civilisation, ja, endog en overlegen race sammenlignet med de primitive inuitter. De var europæere og kristne, de var i besiddelse af et skriftsprog, de byggede stenhuse og havde mosaikruder i deres kirker og langt mere slagkraftige og avancerede våben. Inuitterne anså de for primitive vilde, og tanken om at lære af dem eller endog på visse måder at efterligne dem, må have repræsenteret en utålelig ydmygelse for nordboerne.

Men inuitterne var hverken vilde eller primitive. De kunne ikke læse i Bibelen, til gengæld kunne de læse i naturens bog og var perfekt tilpasset et stadigt koldere klima. De repræsenterede i virkeligheden en langt mere sofistikeret kultur end nordboerne, når det drejede sig om klimaforandring og den afvisende polarkulde. Nordboerne kunne ikke leve uden den tanke, at de var de overlegne. De spændte brynjen og stod fast på deres værdier. Den stædighed døde de af.

München havde været mere passende

Det er læren af nordboernes undergang. Når vi bliver udfordret af noget så fundamentalt som en klimaforandring, er det vores egen identitet, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Slagmarken er i spejlet foran dig. Overlevelseskampen finder også sted på den kulturelle identitets indre fronter. Vi er nødt til at se på os selv og gøre den ubehagelige opdagelse, at spørgsmålet om, hvem vi ønsker at være, i stigende grad er ude af vore hænder og erstattet af et andet: spørgsmålet om, hvem vi er nødt til at være.

Det antages uden videre, at et globalt problem også vil skabe et globalt fællesskab. Man kan se det i den tyske sociolog Ulrich Becks bog om Weltrisikogesellschaft (Verdensrisikosamfundet), hvis uudtalte præmis er, at den truende økologiske katastrofe vil samle planeten. Læser man andre bøger om forsøget på at undgå katastrofen, ser verden lige så splittet ud, som den altid har gjort. Thomas L. ­Fried­man ser i sin berømmede, robust-optimistiske bog om klimaproblemerne Hot, flat and crowded først og fremmest den globale opvarmning som en enestående chance for, at USA kan genvinde det moralske lederskab, verdens stærkeste nation tabte under den fatale præsident Bush.

Den 90-årige James Lovelock, manden bag Gaia-teorien om jorden som et organisk, selvregulerende system, tror i sine sidste to bøger slet ikke, vi har nogen fremtid. Tiden er løbet fra os. Alt, hvad vi kan gøre er at tilpasse os, en ændret klode med meget lidt plads til os. Og så overvældes han pludselig af gammel-imperiale drømme på Storbritanniens vegne. England vil ligge isoleret i havet som civilisationens redningsbåd, mens Europa går under, og et nødregime, der har set sig nødsaget til at opgive det ineffektive demokrati, må lade sig styre af redningsbådens ubarmhjertige etik: Der er ikke plads til alle.

Der er altid en dagsorden bag dagsordenen, som det også illustreres af klimakonferencen i København, hvis dage er plaget af splittelse i stedet for samling. Det er selvfølgelig en misforståelse, at klimakonferencen finder sted i København. I hvert fald viser valget af værtsby en slående mangel på fornemmelse for historiske paralleller. Havde vi haft bare en vis sans for selvironi – en måske upassende følelse i denne sammenhæng – havde vi i stedet valgt München som værtsby, byen, der er gået over i historien, som det sted, hvor en politisk blind britisk premierminister Chamberlain i 1938 mødtes med den tyske nazifører Adolf Hitler, der som motor i en af historiens største og mest fatale militære oprustningsprocesser hyklerisk strakte hånden frem til forsoning.

Chamberlain rejste hjem til Storbritannien med det hjerteskærende misforståede budskab, at han nu havde opnået fred i vor tid, skønt hans forhandlingspartner var et krigsgalt monster. I dag venter der ingen Hitler på den anden side af vores grænser, men der er en planet, der opruster imod os, fordi vi uansvarligt har blandet os i dens love og sat dens selvreguleringsmekanismer ud af kraft uden at tænke over konsekvenserne.

Mayacivilisationen brød sammen, fordi dens almægtige ledere var ude af stand til at se fremad. Tikopias indbyggere overlevede, fordi deres ledere var svage og derfor ikke formåede at blokere den modige beslutning, hvis nødvendighed øens kyndige indbyggere indså. Det taler alt sammen til demokratiets fordel. En beslutningsmodel, der fungerer nedefra og op, ser ud til at være mere effektiv – og virkelighedsnær – end en beslutningsmodel, der fungerer den modsatte vej.

Livet som verdensanliggende

Vores problem i dag er ikke demokratiet, og heller ikke vore ledere, skønt flertallet af dem er så inkompetente, at de synes at fortjene vores foragt i højere grad end vores stemmer. Vores problem er, at det netop er den type ledere, vi ønsker. Vi ønsker ledere, som ikke stiller krav til os, som er uambitiøse indtil det selvudslettende, og så snæversynede, at de ikke virker, som om de går ind for andet end, at dagen i morgen ikke er til at skelne fra dagen i dag.

Klimakonferencens vært, den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen er netop sådan en mand, hvis formatløshed er nærmest monumental, men han er nøjagtig det, hans vælgere ønsker: en garanti for, at deres komfortable liv aldrig vil forandre sig. Han har en eneste historisk opgave, som han vil blive husket for: med sit fumlegængeri at få klimakonferencen til at gå i kage. Han er den globale klimakrises Chamberlain.
Vi elsker vore børn. Vi ønsker alt det bedste for dem. Vi har sørget for, at de har en opvækst, der hvad angår komfort, tryghed og uddannelsesmuligheder er uden sidestykke i historien. Men vi forstår ikke, at vi ikke kan ønske alt det bedste for vore børn uden samtidig at ønske det bedste for planeten. Det er vores skæbnesvangre blinde plet, og det er på grund af den, at vi er i færd med at stjæle fremtiden fra de børn, vi påstår, at vi elsker så højt.

Et privat, lokalt eller nationalt liv, isoleret og uafhængigt af den omgivende verden findes ikke mere. Hver eneste private eksistens, et hvilket som helst liv, uanset hvordan det leves, har globale konsekvenser. Det er ikke et valg, vi har. Det er et vilkår, og hvis vi ikke indser det, risikerer vi bogstaveligt talt at forkæle os selv og vore børn til døde.

Verden er altid større end summen af dens enkeltdele, og det er denne glemte indsigt, vi er nødt til at genfinde, hvis vi skal blive de globale borgere, klimaforandringen kræver, i stand til at give et fælles svar på den største udfordring, vi nogen sinde har stået over for som art.

Frygt kan være en stærk, motiverende kraft. I krigstid kan hele befolkninger uventet stå sammen og give eksempler på uhørt mod, disciplin og opfindsomhed. Det er den form for motivation, vi har brug for nu. Problemet er blot, at på det tidspunkt, hvor konsekvenserne af den globale opvarmning bliver tilstrækkeligt voldsomme til for alvor at skræmme os, vil det være for sent.

Et før og et efter

Alle, der tager den globale opvarmning alvorligt og bekymrer sig for dens konsekvenser, er enige om, at vi kun kan motivere hinanden for de nødvendige forandringer, hvis vi gør det med en entusiastisk og optimistisk stemmeføring og mere end antyder, at den nye verden, vi snart vil befinde os i, ikke kun vil være anderledes end den, vi kender, men i en eller anden forstand også menneskeligt bedre. Jeg kan ikke være andet end enig. Men det kan ikke nytte noget at benægte, at den globale opvarmnings konsekvenser ender med at skabe et før og et efter, et afgørende skel i vores levevis, og at verden efter aldrig vil kunne blive lige så komfortabel og velstående som verden før. Vi vil blive udfordret i det, der er kernen i vores hedonistiske forbrugerkultur, vores forestillinger om en ukrænkelig frihed og en lige så ukrænkelig individualitet. Vi bliver nødt til at gøre, hvad indbyggerne på Tikopia var i stand til, og nordboerne på Grønland ikke var. Vi må ændre vores identitet og skabe en ny.

Vi behøver ikke at opgive demokratiet til fordel for en ny type autoritært samfund, men vi bliver nødt til at føre demokratiet i en ny retning og forestille os en helt ny klasse af politikere med tilstrækkeligt udsyn og mod til også at kræve afkald og ofre af os. Vi må indse, at de politikere, vi i dag vælger til at tage vare på vores fælles fremtid, er livsfarlige drømmere hjemsøgt af den forestilling, at alting kan fortsætte som før. Det er den mest virkelighedsfjerne utopi af alle: at vi kan nøjes med at bestyre verden, som den er. Den, der nøjes med at se på sine skosnuder og ikke kender skyernes sprog, er fortabt i en verden, hvor himlen over os hver dag melder om nye, voldsomme forandringer.

Klokken er syv om aftenen. Det er den 16. december, to dage før klimakonferencen slutter. På tv-skærmen annoncerer Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard, at byens borgere nu slukker for det elektriske lys i en time i en symbolsk anerkendelse af alvoren i de problemer, den globale opvarmning stiller os over for.

Min datter går en runde og slukker for lamperne i stuen og i køkkenet. Også for fjernsynet. Så stiller vi os hen til vinduerne. På den anden side af gaden er der lys i hver eneste lejlighed. Et par gader væk, ned mod havnen, er en 16 etager høj kontorbygning et lyshav, skønt personalet for længst er gået hjem. Også i gården brydes vintermørket af vinduernes hyggelige firkanter af lys.

Det er spisetid i de mange hjem. Eller der er vigtige og interessante programmer i fjernsynet. Man kan ikke bare sådan afbryde mennesker midt i deres hverdag. Livet må jo gå videre.

Min datter skriver små gule sedler, en for hver lejlighed i opgangen. Så går hun ud på trappen og smider sedlerne ind gennem brevsprækkerne. »Sluk lyset! Tænk på klimaet.«

Vil vore børn hade os?Skønt vi giver dem masser af gode grunde til at gøre det, vil de sikkert bruge deres energi på vigtigere ting end os.

Uanset, hvor trist det er at måtte indrømme det, så tror jeg, at det eneste håb, vi i dag har, er den foragt, vi allerede nu ser i vore børns øjne, når deres bekymrede blik et øjeblik strejfer os.