Opslag til denne artikel

Emneord:atomvåben
Personer:Barack Obama, Dmitrij Medvedev, George Bush, Mikhail Gorbatjov, Sergej Lavrov
Organisationer:FN
Steder:København, Rusland, USA, Washington

Rusland og USA er blevet enige om en ny atomnedrustningsaftale. Det afslørede chefen for den russiske statsdumas udenrigspolitiske udvalg, Konstantin Kossatstjov, i går på russisk stats-tv ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Den ny traktat skal efterfølge nedrustningsaftalen, Start, der blev vedtaget i 1991 og udløb 5. december.

Kossatstjov sagde, at der udestod nogle enkelte tekniske detaljer, men at en underskrivelse af traktaten vil være mulig inden årsskiftet.

»Det kan dog komme til at afhænge af præsident Dmitrij Medvedevs og USA’s præsident Barack Obamas kalendere,« sagde han.

Begge præsidenter var med til de afsluttende forhandlinger om den ny aftale, da de deltog i FN’s klimatopmøde i København. På et tidspunkt var der sågar tale om, at de ville underskrive traktaten i den danske hovedstad.

Nyhedsbureauet Reuters citerede begge præsidenter for at have sagt til journalister i København, at parterne er tæt på en aftale.

Tidligere har nyhedsbureauet Interfax citeret unavngivne diplomatiske og militære kilder for, at parterne var blevet enige om hovedpunkterne i aftalen, men at der fortsat manglede nogle detaljer for at kunne færdiggøre teksten.

Det russiske udenrigsministeriums talsmand Andreij Nesterenko bekræftede Interfax’ oplysninger og sagde, at forhandlerne var nået til enighed om udkastet til en ny traktat.

Op til Duma og Senat

Blandt de ting, der var oppe at vende, var Ruslands opfordring torsdag til en enklere kontrolprocedure for de planlagte nedskæringer i atomvåbenarsenalerne, mens Washington insisterede på en aftale, der gjaldt for både Rusland og USA. Begge parter siger, at en afløser til Start-I-traktaten vil hjælpe med at ‘nulstille’ forholdet mellem USA og Rusland, der har været ganske køligt de seneste år.

Start-I-traktaten, som blev underskrevet i juli 1991 af den amerikanske præsident George Bush senior og sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, tog næsten et årti at blive enige om. Aftalen resulterede i, at både Rusland og USA har mere end halveret deres arsenaler af atomvåben. Obama og Medvedev sagde allerede i juli, at de ønskede en ny traktat, som vil mindske antallet af atomsprænghoveder til mellem 1.500 og 1.675, hvilket er en reduktion på omkring en tredjedel af det nuværende niveau.

De er også enige om, at de raketter, bombefly og ubåde, der kan medføre atomsprænghoveder, bør begrænses til mellem 500 og 1.100 enheder. Præcise tal for antallet af udstationerede atomvåben er hemmelige, men i begyndelsen af 2009 vurderedes det, at USA havde omkring 2.200 atomsprænghoveder og Rusland omkring 2.790.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde torsdag, at der stadig var problemer med nogle tekniske formuleringer i den nye aftale. Han gav USA skylden for at forsinke arbejdet.

Formålet med den nye aftale er at begrænse antallet af atomare sprænghoveder til højst 1.675 for hvert land, mens antallet af raketter skal begrænses til 1.100 for hver.

Den ny traktat skal i sidste ende godkendes af USA’s Senat og den russiske Duma.