»Vi er klar til at blive så længe, det skal være. Det er vigtigt, at en aftale kommer i hus,« sagde Brian Cowen, den irske premierminister, til journalister i Bella Centers vandrehal.

»Disse ting har en tendens til at blive ved længe. Min seneste COP-erfaring var Poznan-mødet, og det sluttede kl. fem om morgenen,« sagde Eric Hall, pressesekretær for FN’s klimachef Yvo de Boer, da han aflyste endnu et pressemøde sent fredag.

Der blev vandret meget hvileløst frem og tilbage, drukket megen kaffe og udviklet mange rygter i aftes i venten på, at de centrale statsledere arbejdede sig nærmere et kompromis, der kunne præsenteres for verden som ‘København-aftalen’. Kl. 20.15 var det globale pressekorps som bissende køer stimlet sammen i det store presselokale ved rygtet om, at USA’s præsident Barack Obama ville holde pressekonference. Blot for efter et kvarters nervøs venten at få besked af en venlig FN-talsmand om, at ingen - heller ikke en amerikansk præsident - havde booket lokalet til pressemøde.

Ved redaktionens slutning var en udbredt vurdering, at klimatopmødet i hvert fald ikke ville slutte med den detaljerede, ‘politisk bindende’ klimatraktat, som statsminister Lars Løkke Rasmussen for nogle uger siden præsenterede som ambitionen. Klimatopmødet i København var ved at ende som offer for global storpolitik, lød bitre anonyme vurderinger fra flere forhandlere.

Den svenske miljøminister Andreas Carlgren, talsmand for EU-formandsskabet sagde ved redaktionens slutning, at hvis den seneste foreliggende tekst blev topmødets resultat, var det en skuffelse. Mest åbenmundet kritisk var den russiske præsidents klimarådgiver Arkadij Dvorkovitj, der efter præsident Medvedevs afrejse fra København sagde til det russiske nyhedsbureau Interfax, at klimatopmødet havde været »et af de mindst succesrige møder på højeste niveau« overhovedet.

»Desværre er organiseringen sådan, at det slet ikke er muligt at opnå enighed,« sagde Dvorkovitj i noget, der lignede en bestræbelse på at lægge ansvaret for en lurende fiasko over på det danske topmødeformandskab USA’s præsident Barack Obama og Kinas premierminister Wen Jiabao indledte kl. 19 deres andet bilaterale møde om de tilbageværende, afgørende konfliktpunkter.

USA vs. Kina

»De er nødt til at nå frem til en tekst. Det er for pinligt for dem ikke at nå et resultat. Hvad vi stadig ikke ved, er, om det bliver ambitiøst og brugbart, eller om det bliver et stykke ‘greenwash’, sagde Alden Meyer, klimaekspert hos Union of Concerned Scientists, ved mødets start. En time senere drog Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, en mere kategorisk konklusion, baseret på den seneste version af aftaleudkastet:

»Det ligger fast, at vi ikke får en ambitiøs klimaaftale i København - vi får starten på en klimakatastrofe. Det, der er på bordet, er end ikke en aftale. Det er en erklæring, og den er ikke retfærdig nok, ikke ambitiøs nok og ikke bindende nok.«

Endnu mere kategorisk og forbitret blev klimatopmødets forløb karakteriseret af den britiske miljøjournalist og -forfatter George Monbiot: »Først satte de planeten i kantede parenteser, nu har de bare slettet den helt fra teksten.«

Ved redaktionens slutning var rygtet, at Lars Løkke Rasmussen på et snarligt senere tidspunkt ville kalde landenes repræsentanter sammen og orientere dem om status og søge deres vejledning.

Uanset en politisk erklærings skæbne i den konfliktfyldte forhandlingsproces, var der for nogle intet håb om, at resultatet ville bringe dem tørskoet i land.

»Det er ligesom lægen, der står over en døende patient, og man venter, at det kan ske hvert øjeblik. Lige nu venter vi på, hvornår det sker,« sagde Mahmud Murshed fra Bangladesh’ delegation. Ligesom de lavtliggende østater i Stillehavet og Det Indiske Ocean er Bangladesh en nation, der næppe sikres af det, der ved redaktionens slutning var klimatekstens overordnede mål: at øge indsatsen mod klimaforandringerne »i anerkendelse af den videnskabelige vurdering, at stigningen i den globale temperatur skal holdes under to grader.«

Stormagtsopgør

Forhandlingerne fredagen igennem var flere gange truet af sammenbrud, fordi Kina og USA stod stejlt over for hinanden. På ét niveau førtes forhandlinger mellem de godt 25 statsledere, der natten til fredag lavede det første aftaleudkast på godt to sider. Her udbyggedes teksten løbende på en række punkter, så f.eks. et langsigtet globalt CO2-mål på 50 pct. reduktion i 2050 og et tilsvarende mål for de rige lande på 80 pct. blev skrevet ind. Hvad man ikke ved redaktionens slutning havde med, var et årstal for, hvornår de globale udledningers vækst skal stoppe - tidspunktet som af formanden for FN’s klimapanel Rajendra Pachauri er blevet angivet til 2015.

På ét andet niveau forhandlede Kina og USA for sig selv om de grundlæggende konfliktpunkter de to supermagter imellem. Umiddelbart drejede det sig på den ene side om USA’s ufravigelige krav om international kontrol med, at Kina faktisk efterlever de CO2-mål, nationen måtte forpligte sig på. Hvis USA forpligter sig på et mål uden sikkerhed for, at Kina efterlever sit, så trues konkurrenceforholdet mellem de to økonomier, og så har Obama ikke mange chancer for at få Senatets accept af hverken klima-aftale eller en amerikansk klimalov.

På den anden side insisterede Kina på, at USA som verdens historisk største CO2-udleder påtager sig større reduktionsforpligtelser end de fire pct. reduktion i 2020 i forhold til 1990-niveauet, som Obama havde med til København.

Men samtidig bredte fornemmelsen sig af, at styrkeprøven mellem de to supermagter havde udviklet sig til noget mere ondartet med begrænset relation til klimaspørgsmålet

»Nu har vi brugt to uger på processnak og endeløse diskussioner på teknisk niveau i klimamødets arbejdsgrupper. Og til slut får man denne mistanke om, at det hele er sekundært. At dette handler om to supermagters opgør om deres fremtidige rolle på verdensscenen. Et opgør hinsides klimadiskussionen,« sagde en frustreret forhandler.

Måske er klimatopmødet i Bella Center endt som det historiske sted, hvor først et selvbevidst Afrika via obstruktion af forhandlingerne forsøgte at indledte et opgør efter århundreders vestlig udnyttelse af den tredje verden, herunder af dens økologiske råderum. For siden at blive stedet, hvor Kina valgte at demonstrere, at det nu ser sig selv som verdens nye stærkeste supermagt, og hvor et krisetruet USA følte det nødvendigt at forsvare sin position ved ikke at vige en tomme. Alt sammen historisk til at forklare, men måske med klimaet og verdens truede befolkninger som ofre Den politiske, ikkejuridisk bindende klima-erklæring, der syntes tæt på præsentation ved redaktionens slutning, kan næppe skjule dette.

Fakta: København-aftalen

De arbejdsgrupper, der er nedsat til at arbejde med henholdsvis Klimakonventionen og en fortsættelse af Kyotoprotokollen, fortsætter deres arbejde.
Man anerkender det videnskabelige synspunkt, at stigningen i den globale temperatur skal være under to grader.
Der er enighed om, at der ifølge videnskaben er behov for at reducere den globale udledning med 50 procent i 2050 i forhold til 1990-niveauet.
Alle skal samarbejde om, at globale og nationale udledninger når deres højdepunkt så hurtigt som muligt. Man anerkender, at det vil tage længere tid i de fattige lande end i de rige.

Rige lande skal give tilstrækkeligt med penge og teknologi, så de fattige lande hurtigst muligst kan tilpasse sig til klimaændringerne. Specielt de mindst udviklede lande, de små østater og lande i Afrika, der er berørt af tørke og oversvømmelser, skal hjælpes.

De rige lande forpligter sig til – individuelt eller sammen – at reducere deres CO2-udledning med mindst 80 procent i 2050. Derudover skal de samlet reducere med (X) procent i 2020 i forhold til udledningen i 1990 og med (Y) procent i 2020 sammenlignet med udledningen i 2005. Hvad hvert land skal reducere med fremgår af en endnu ikke offentliggjort liste. De lande, der har ratificeret Kyoto-protokollen, er stadig underlagt protokollen. FN skal overvåge, at reduktionerne sker.

De fattige lande skal implementere reduktioner ifølge en liste, der endnu ikke er offentliggjort. Hvor meget landene reducerer, skal de selv rapportere hvert andet år ifølge FN-guidelines. CO2-reduktion, som sker med hjælp fra internationale midler, skal optages i et register og underlægges international verificering ifølge FN-guidelines
Det er vigtigt at reducere udledningerne fra skovrydning og ødelæggelse af skov samt øge mængden af skov, og der skal øjeblikkeligt etableres en mekanisme, som kan rejse penge fra de rige lande til formålet.
De rige lande forpligter sig til at give de fattige lande 30 milliarder dollars – nye penge – til tilpasning i perioden 2010-2012 efter en endnu ikke offentliggjort fordelingsnøgle.

Pengene skal først og fremmest gå til de mest udsatte lande.
De rige lande støtter desuden et mål om sammen at rejse 100 milliarder dollars om året i 2020, som skal gå til tilpasning i de fattige lande. Pengene skal komme fra mange forskellige kilder, offentlige og private, bilaterale og multilaterale og alternative finansieringskilder. Pengene skal indleveres og forvaltes af effektiv struktur, hvor rige og fattige lande er ligeligt repræsenteret. FN skal overvåge, at dette sker, og fonden med pengene skal etableres som en arbejdende enhed under FN’s klimakonvention.

Der skal etableres en teknologimekanisme, som kan accelere udviklingen af ny klimateknologi og fremme teknologi-overførsler.
Aftalen skal revideres i 2016. I revisionen skal indgå en overvejelse om at styrke det langsigtede mål om at mindske den globale temperaturstigning til 1,5 grader.

Dette er aftalen, som den så ud ved redaktionens slutning. Parenteserne viser endnu ikke fastsatte mål.