Generationer af danske jurister er opflasket og uddannet med en barnetro på, at juridiske afgørelser i vidt omfang er et klinisk produkt, hvor dommerens person ikke spiller nogen rolle. Juraen er en kødhakkemaskine, hvor man stopper en sag ind i den ene ende og får en afgørelse ud i den anden. Så enkelt er det bare ikke i praksis.

En vigtig politisk erkendelse af det blev nået for 10 år siden, da Folketinget opsatte et mål om et bredt sammensat dommerkorps. Det er i dag påfaldende, at målet blev glemt i den igangværende modernisering af domstolene. I 2007 blev landkortet over retskredse nytegnet, hvad der ellers udløste mange nye dommerjobs. Den glemte diskussion er desto mere overraskende, da den traditionelle rekrutteringskultur på flere felter lever videre.

Hvis vi vender os mod reformen fra 1999, kan klapsalverne fra Folketinget stadig høres. Samtlige politiske partier støtter, at muligheden for en dommerkarriere skal stå åben for alle kvalificerede jurister. I den politiske debat er der stor fokus på åben rekruttering, som i kølvandet på Tamil-sagen og Justitsministeriets centrale position uden videre er et hot emne. Konkret er 95 procent af dommerne i 1990’erne er uddannet ved domstolene eller i Justitsministeriet. Det er en for snæver rekruttering, som giver risiko for systemvenlighed. Dommerne vil kunne opfattes som mere lydhøre over for myndigheders synspunkter end borgeres synspunkter. I straffesager vil dommerne kunne virke som venligere stemt over for anklageren end forsvareren. I reformen betones dommerdiversitet i generelle vendinger, og der lægges ikke op til en dæmonisering af Justitsministeriet, som utvivlsomt råder over mange dygtige jurister.

Styrk legitimiteten

Hvad er så status i dag? Det korte svar er, at der ikke er sket ret meget. Ikke desto mindre er der fra 2006 til 2008 indsluset over 100 nye dommere i landets retssale. I de travle byretter - det laveste trin i hierarkiet - kommer mere end fire ud af fem dommere stadig fra domstolssystemet eller Justitsministeriet. Der er kun 10 procent dommere med advokatbaggrund. Det er interessant, at op mod 40 procent af alle nye byretsdommere i længere eller kortere periode har haft deres gang i Justitsministeriet. En sådan erfaring er altså god at have med på cv’et, hvis man har en dommer i maven. I byretterne er der stort set ikke udnævnt jurister fra andre dele af det store offentlige juristområde end Justitsministeriet eller fra andre private områder end advokatbranchen. I relation til landsretterne har de fleste nyudklækkede dommere fortsat deres tungeste skoling fra Justitsministeriet eller domstolssystemet. Begge grupper tegner sig for 35 procent af udnævnelserne. Den resterende gruppe kommer især fra advokatmiljøet. En del advokater vælger altså at skifte attachémappen og et stort kontor ud med en dommerkappe og et formentlig lidt mindre kontor. Diversiteten er dog samlet set stadig begrænset.

I forhold til Højesteret kan det fremhæves, at der er indstillet fem jurister til prøvevotering fra 2003 til 2008. Alle er vanen tro blevet udnævnt. De fem nye ansigter repræsenterer et nogenlunde bredt udsnit af juristprofessionen. Et aktuelt problem i Højesteret er kønsfordelingen, idet 80 procent af de nuværende dommere er mænd. Den danske Højesteret ligger dermed langt bagud sine nordiske naboer. Der uddannes siden 1987 flest kvindelige jurister ved juridiske fakulteter, og det bør også afspejle sig i toppen af dommerpyramiden.

Alt i alt hentes langt de fleste danske dommere stadig ind fra domstolene eller Justitsministeriet. Tallet er i dag 85 procent mod 95 procent for godt 15 år siden. Dommerudviklingen foregår i slow motion. For at sikre en kvalificeret debat er det vigtigt at få flere fakta på bordet om rekrutteringsbarrierer. Det er en opgave for Domstolsstyrelsen. Umiddelbart har dommerjobbet med sin brede vifte af sager jo faglig appel til mange jurister. Uanset hvad der måtte være årsagerne til de langsommelige fremskridt, er det værd at holde fast i, at domstolene selv har en interesse i at styrke deres legitimitet i et moderne retssamfund.

Michael Gøtze er lektor ph.d. ved Center for Retlige Studier i Velfærd og EU Markedsintegration, WELMA, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet