Hvis krigen i Irak virkelig var »en krig om olie«, så kunne man i sidste uge se nogle af dens mere positive konsekvenser i Bagdad. Landets olieminister, Hussain al-Sharistani, holdt auktion over rettighederne til syv store oliefelter, der blev solgt efter en hård strid mellem flere internationale konsortier.

Tre omstændigheder ved auktionen er værd at bemærke. Auktionen omhandlede servicekontrakter og ikke kontrakter, hvor de udenlandske firma får del i produktet, som de store selskaber ellers foretrækker. Prisen blev fastsat til mellem 1,15 dollar og 1,90 dollar pr. tønde og ikke fire dollar, som auktionsdeltagerne oprindelig havde foreslået. Og de amerikanske selskaber blev ikke de store vindere ved en auktion, hvor konsortier med rødder i Malaysia, Rusland og sågar Angola klarede sig bedst.

Den hysteriske og vulgære udlægning af krigen som ‘en krig om olie’ er således blevet miskrediteret: Irak har beholdt sin selvstændighed, de udenlandske selskabers andel i genopbygningen er langtfra eksorbitant, og der er ingen egentlig sammenhæng mellem amerikanske interesser og udfaldet. Bortset fra at vi som amerikanere har en ægte interesse i, at genopbygningen bliver vellykket. Hvis gentilegnelsen af Iraks oliefelter fortsætter, og hvis produktionen fortsætter med at stige, vil landet begynde at genvinde, hvad det tabte under Saddam Husseins vanvittige regime, hvor olieindustriens infrastruktur blev nedslidt og indtægterne formøblet. For øjeblikket produceres der 2,5 millioner tønder om dagen, hvilket ifølge fremskrivningerne i løbet af relativt kort tid kan blive til syv millioner tønder om dagen. Hussain al-Sharistani mener, måske lidt optimistisk, at produktionen kan stige til 12 millioner tønder om dagen inden 2016. Det er dog bestemt ikke umuligt. Irak har verdens tredjestørste oliereserver, som anslås til 115 milliarder tønder, og nye undersøgelser, som er blevet foretaget efter Saddam Husseins fald og sanktionernes ophævelse, tyder på, at det tal måske er i underkanten. Det betyder, at Irak snart vil kunne konkurrere med produktionen i Saudi Arabien og Iran. Det er præcis, hvad mange af os, der gik ind for et regimeskift, dengang påpegede: Den store, skinnende præmie for et demokratisk og føderalt Irak, der ligger mellem to parasitære teokratier og er i stand til at udfordre deres dominans på oliemarkedet.

Skyggen fra diktaturet

Hvis man husker på dette, er der to andre ting, som bliver nemmere at forstå. De såkaldte ‘oprørere’, som hver dag med ufattelige ondskab og brutalitet slår irakere ihjel i de dele af landet, der ikke er under amerikanernes kontrol, er en reaktionær bevægelse, der i vid udstrækning finansieres fra udlandet. Al-Qaedas sunni-dræbere er afhængige af hjælp fra støtter i Saudi Arabien, mens de shiamuslimske bander er en del af den skygge, som Revolutionsgarden og andre paramilitære elementer i det iranske diktatur, kaster. Det er dem, der skaber blodsudgydelser og forsøger at forhindre et land, der ville udfordre deres mæcener i mere end én forstand, i at komme sig. Af lige så indlysende årsager skænker regimet i Syrien gangsterne våben, penge og et bagland og nærer måske endda en vis forkærlighed for dem, der har en fortid i Baath-partiet.

Læren fra Irak

Jeg mener, at det er meget vigtigere at hjælpe Irak med at nedkæmpe disse religiøse og politiske forbrydere i et land, som er af største vigtighed for den globale økonomis helbred, end at lade, som om Pakistan er vores ven i et område, som er domineret af klipper, bjergkløfter og opiumsmarker. Men måske vil læren fra Irak hjælpe generalerne Stanley McChrystal og David Petraeus på deres nye mission, og i givet fald vil erfaringerne med terrorbekæmpelse i Irak vise sig at være ekstremt værdifulde.

Velstand som incitament

Spørgsmålet om olien er også højrelevant for den interne situation i Irak. For to år siden var medierne enige om, at en borgerkrig i Irak var forestående hvis ikke allerede i gang. På trods af nogle forfærdelige provokationer og gengældelsesaktioner kom det aldrig så vidt. En mulig årsag er incitamentet til i fællesskab at genskabe velstand i landet. Da jeg sidst var i Bagdad, boede jeg hos et kurdisk medlem af regeringen - en mand der i årevis havde kæmpet hårdt for et selvstændigt Kurdistan. »Men nu sidder jeg i budgetudvalget og ser, hvor ufattelig velstående dette land kunne være,« sagde han: »Så siger jeg til mine venner i den nordlige del af landet: ‘I må ikke snyde jer selv for jeres andel.’«

Diskussionen om fjernelsen af regimet i Irak kører stadig fast i bebrejdelser om manglende masseødelæggelsesvåben og den slags. Men det grundlæggende og overordnede spørgsmål er og har hele tiden været: Irakerne kan få en fremtid med bandekrige, hvor deres børn kommer til at stå vagt bag barrikader af brændende bildæk, og hvor alt bliver afgjort af militserne og ondsindet indblanding fra udlandet. Eller også kan den irakiske nation langsomt blive genopbygget som en føderal stat med omfattende decentralisering af magten, hvor meningsforskelle bliver løst i forbindelse med valg og ved domstolene, og med en genoplivet økonomi, der sidste ende kan gøre irakerne lige så rige som deres naboer og tidligere ofre i Kuwait.

Det er det bedste tilbud irakerne nogensinde har fået, og de affældige men stadig farlige oligarkier i området har god grund til at frygte det. Det er da værd diskutere - og kæmpe for.

Christopher Hitchens er kommentator for Vanity Fair og Information

New York Times Syndicate © og Information Oversat af Mads Frese