Jeg røg lige ind i en udsendelse, hvor Klaus Rothstein interviewede Naja Marie Aidt og Benny Andersen om deres nye digtsamlinger Alting blinker og Kram. Det var sådan en værkstedssamtale af den forsigtige slags, hvor studieværten ville vide, hvorfor bøgerne hed, som de gjorde, og hvordan digterne kommer i gang med at skrive, hvis de ikke lige er i stødet, og den slags.
Begge er optaget af alder. Andersen er fyldt 80, men betragter stadig kærlighed som et vigtigt brændstof. Det er tilmed »økologisk co2-renligt,« sagde han med sit underspillede smil. Aidt er optaget af barnet i forskellige aldre som lyrisk figur. Børn er nogle gange lykkelige, men også afmægtige, når de skal adlyde de voksne, selvom de ofte oplever det, de skal, som absurd.
Det kunne hun bruge til at digte på, for efter at være flyttet til New York oplevede hun som voksen lidt af det samme, når hun skulle prøve at forstå de koder, der hersker der.
Når man præsenterer sig som forfatter, er det vigtigt at sige »published writer«, ellers tror de, man er rengøringsassistent, som drømmer om at få en bog ud. Alle i New York vil nemlig være kunstnere.
Det sensationelle er, at Danmarks Radio har fået et program, der handler om nye bøger. Forfatterstemmer kan ses på den nye kulturkanal, der gik i luften for små to måneder siden.
Steins hjertesuk
I mange år stod det mildt sagt meget sløjt til med DR’s interesse for kunst. Magasinprogrammer om film, teater, musik og litteratur døde simpelthen, uden at der kom noget i stedet. Billedkunst havde man helt givet op overfor. Men så er det langsomt kommet snigende ind igen, først med debatprogrammet Smagsdommerne, så med et program om de nye film. Kunstnere og kunstinteresserede har brokket sig jævnt hen over elendigheden.
Det samme gjorde Jes Stein Pedersen, redaktør af Deadline 2. Sektion, i Lasse Jensens radioprogram Mennesker og Medier. Han hjertesukkede over, at regnedrengene med deres regneark og seertal alt for længe har fået lov at tyrannisere DR. I en tid, hvor unge bruger 10 timer om dagen på medier, må der gerne være noget, man kan tænke over, ind imellem den underholdning, vi alle føler os forført af, og det behøver ikke at være programsat hen under midnat. I andre lande kan man godt finde ud af at anbringe det i prime time.
Måske bliver hans bønner hørt. Den nye bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har dekreteret en tilbagevenden til public service classic med programmer, der er oplysende, og som tager kunsten alvorligt, ligesom den nyansatte kulturchef Morten Hesseldahl med en fortid som forlægger på Lindhardt & Ringhof gør. Vi får se.
Kulturens Charlie
En hel kanal med kultur! Den har der været store forventninger til, og DR kunne prale med, at den tiltrak hele 278.000 seere i den første uge. Men fanden til måde at måle seertal på. Alle, der bare fem minutter havde været inde på DR K, som den hedder, blev talt med. Det kunne jo være de fem minutter, det tog at finde ud af, at man ville zappe væk igen … Til gengæld er der sikkert mange, som ikke har fundet frem til den endnu.
Kommentatorer og anmeldere har med vanlig ildhu kastet sig over den ‘lille nye’ og frakendt den enhver hæder og ære. Der er alt for mange genudsendelser, hedder det, og den er en skraldespand for kedelige historieprogrammer og dumping af kulturelt affald.
Genudsendelser
Men hvad er der egentlig galt med at genudsende? Der ligger store værdier i DR’s arkiver, og hvorfor skal de ligge der og mugne? Jeg er da sikker på, at mange har glædet sig over et gensyn med Fassbinders serie Berlin Alexanderplatz .
Hvad, der (endnu) mangler, er nyskabt kunst i sig selv, og orientering om det nyskabende. På den måde er Kulturkanalen indtil videre en slags kulturens TV 2 Charlie. Undskyldningen er, at kanalen fattes penge til at producere nye programmer for. Den er selvfølgelig regulær nok, men så kan man jo passende lade sig inspirere af Dogme-filmene med de lave budgetter og den store opfindsomhed, som var innovativ.
Kommentarer