Vi må have kærligheden tilbage i politik

Han fryser, og han er lige af det københavnske politi blevet forhindret i at mødes med meningsfæller fra Bella Center sammen med en hel demonstration af aktivister, der havde håbet på et møde om en ny, demokratisk dagsorden. Alligevel mener Michael Hardt, at kærligheden skal redde demokratiet. Ikke den sammensmeltende passion, der ligger til grund for nationalismen, men den dynamiske kærlighed.

Michael Hardt kalder sig ‘socialist’. Man skulle tro, det gjorde ham til dårligt selskab. Men sammen med den italienske filosof Antonio Negri er han blevet en intellektuel rockstjerne for demonstranter og aktivister over hele verden. De to fik et kolossalt gennembrud med Imperiet fra 2000, som sluttede med de sensationelle løfter om en ny og lykkelig kommunisme.

De talte ikke for, at stalinismen skulle genopføres globalt. Deres drøm handlede om at frigøre alle de energier, som i dag bruges på at skabe på at skabe profit. De påpegede, at der allerede i dag investeres en mangfoldighed af begær og lyst i at skabe økonomiske værdi. Og hvis man i stedet for at skabe økonomisk satsede på at gøre sig selv fri, ville man kunne gennem en ny global omvæltning af magtforholdene. Den socialisme, de to bekender sig til, skal ikke opfindes på ny. Den lurer lige under alle overfladen:

»Hvis man ser et kærlighedsforhold til et andet menneske som modsætningsfyldt, fuld af konflikter og stridende interesser, og det er i det felt, at dynamikken sker, og overfører det til demokratiet, får vi et dynamisk samfund i forandring,« forklarer Hardt, som er kommet til København med et budskab:

Genopfind kærligheden som politisk begreb, bryd parforholdets og familiens kærlighedsmonopol, og få den hevet tilbage ind i det politiske felt.

»Det er sjovt at observere, hvor urolige ellers rolige akademikere begynder at sidde på stolene, når man taler om kærlighed,« fortæller Hardt, der siden Imperiet bragede igennem har haft en helt særlig position som formidler mellem en ekstremt teoretisk politiske filosofi og et ungt, aktivistisk, til tider næsten militant, demonstrerende publikum. »Mange reagerer faktisk lidt voldsomt. Jeg er både blevet beskyldt for at være skør, religiøs eller bare, at jeg har hængt for meget ud med italienere,« griner han.

Næstekærlighed

Men det er ikke bare en genopdagelse af næstekærligheden.

»Altså på engelsk hedder det love thy neighbor. Det er et alt for svært og nært begreb, der alt for ofte bliver mere ekskluderende, end det egentlig rækker ud,« siger Hardt.

Mistanken om, at han skulle være blevet nyreligiøs på sine gamle dage, undrede den 48-årige Hardt, indtil han kom til at tænke på tidligere reaktioner på hans bøger.

»Dele af den venstrefløj, der har taget mine og Negris skriverier til sig, har virkelig svært ved, at vi har så relativt mange bibelreferencer. Men skal man beskrive samfundsmæssigheder i en europæisk sammenhæng, er der jo ingen vej uden om det. Det ville svare lidt til at bede en kunsthistoriker skrive det store værk om europæisk kunst, men ignorere alle værker med religiøse motiver. Det ville blive en ret kort og helt misvisende bog,« siger Michael Hardt og tilføjer med et grin: »Jeg er ikke et religiøst menneske. Jeg er for fanden kommunist.«

»Det er noget, jeg har tænkt over i mange år. Hvordan det kunne være, at den ‘store’ kærlighed, der blandt andet er meget udtalt i den jødisk kristne tradition, i dag er blevet henvist til det private, til familien, til parforholdet,« fortæller Michael Hardt. Hans projekt er ikke, at vi alle sammen skal elske hinanden. Eller at politikere skal tale pænere til hinanden. Han vil genintroducere kærlighed som et politisk begreb, fordi det er nyttigt i bestræbelserne på at besvare spørgemålet: Hvordan er demokrati muligt i globaliseringens tidsalder?

»Når jeg taler om demokrati, så mener jeg ikke de udvandede udgaver, som vi har set i de forskellige historiske eksperimenter, men om egentligt selvstyre. Når jeg så kigger på, hvilken ressourcer alle folk har, er jeg kommet frem til kærligheden,« fortæller Michael Hardt.

Solidaritet

Det kan nemlig meget mere end de mere klassiske fællesskabs begreber, mener Michael Hardt, der tit er blevet spurgt, hvad der er i vejen med de gode gamle begreber som ‘solidaritet’ og ‘kammerateri’.

»Dem, er der intet i vejen med. Men som jeg ser det, handler al solidaritet om rationalitet og en anerkendelse af fælles interesser. I kærlighed er der plads til passion, uden at den udelukker rationalitet. Og jeg ser ikke det samme skel mellem kammerater som i kærlighedsforhold. I kærligheden transformeres man. Opløses og bliver til noget andet igen.«

- Når jeg ser på det danske politiske landskab ligner det, at højrefløjen har evnet at få passionen ind, hvor venstrefløjen har stået og råbt, at man skulle tale pænt og ikke lade sig drive af irrationelle følelser som angst og national stolthed?

»Ja, og den skillelinje præger europæisk politik, og det er en gigantisk udfordring for venstrefløjen. Det er nemlig helt oplagt, at nationalisme er fuld af passion og en meget fokuseret kærlighed,« siger Michael Hardt og nu bliver han tydeligvis fanget af snakken.

»Men det er en meget forskruet kærlighed. Et af de største kærlighedsprojekter i historien er fascismen. Fascisme var ikke had. Den var rendyrket kærlighed, men den var som det parforhold, der sigter efter at udviske alle forskelligheder i jagten på den ultimative sammensmeltning. Det er kærlighed, som er gået galt og blevet destruktiv, som kun kærlighed kan blive,« fastslår Michael Hardt og fortsætter på det nære niveau.

»Der er ikke noget, der skræmmer mig mere end et kærlighedsforhold, der er drevet af behovet for at blive ét. Den dér ide om, at der er et andet menneske, der er ens eget missing link, at det er en brik, der kan lægges på og så er man pludselig hel og én,« siger Michael Hardt og man kan se på hele hans krop, hvordan tanken giver ham ubehag. »Hvis man overfører det til samfundsniveau, får vi et samfund, der reagerer med racisme og angst, fordi forskelligheden hele tiden ses som en trussel mod kærligheden,« siger Michael Hardt.

Forskelligheden

Det er en anden type kærlighed, der skal fremelskes. »Hvis man i stedet ser på et kærlighedsforhold til et andet menneske som modsætningsfyldt, fuld af konflikter og stridende interesser, og det er i det felt, at dynamikken sker, og overfører det til demokratiet, får vi et dynamisk samfund i forandring,« siger Michael Hardt, der mener, at kærlighed kunne være en strategi for at forandre samfundet eller faktisk direkte en træningsøvelse i overgangen til et reelt et demokratisk samfund.

Og han har netop oplevet en lille smule kærlighed på gadeplan - selv om det ikke umiddelbart så sådan ud på tv-skærmene. Michael Hardt er ankommet forfrossen til caféen lige fra aktionen ‘Reclaim Power’, hvor demonstranter forsøgte at trænge ind på Bella Centers område, mens delegerede forsøgte at trænge ud. Det gik som bekendt ikke efter planen, men Hardt er stadig opløftet over aktionen.

»Det er den slags, der nedbryder skel, som vi længe troede var for massive. Her stod de sociale bevægelser og blev mødt af de nationer, der følte sig marginaliseret i det demokrati, der hævdes at foregå i Bella Center - godt nok fik vi kun vinket til hinanden, men for mig åbner det for helt nye muligheder.«

Nye præmisser

Den store appel i Hardts og Negris skyldes uden tvivl, at den opfører den gamle alliance mellem solidaritet og frihed på nye præmisser. Den gamle kobling mellem lighed og frihed, mellem fællesskab og selvrealisering finder nye formuleringer i deres tre programmatiske værker. Den afgørende kamp står mellem ‘folket’ og ‘mangfoldighed’, mellem den fremmede styring af det menneskelige begær og menneskenes egen bestemmelse af deres fælles udfoldelser. Den, der realiserer sig selv, realiserer således også et fællesskab. Den, der gør sig fri af “folket”, åbner også en vej for de andre til at være andet og mere end bare arbejdskraft og national identitet.

Det er derfor ‘mangfoldigheden’, som er omdrejningspunktet for Hardts og Negris revolutionære visioner. »Hvis der er én ting, som alle vel kan nikke genkendende til, så er det, at kærlighedsforhold er enormt hårdt arbejde og fuld af kompromisser og forhandling. Samfund er også hårdt arbejde. Det nationalismen gør, er at prøve at opstille en konstant myte om, at der er egentlig harmonisk helhed. Det er jo bare ikke sandt.«

- Men kunne man ikke også vende den om og starte med at gøre den private kærlighed politisk og gøre op med det borgerlige parforhold, monogamiet, ægteskabet, som man rodede med i 1970’erne?

»Jo meget gerne! Det skriver vi også om. Men så bliver de religiøse også sure…«