»De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.« Det er blandt andet ordene fra Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview, der er blevet tilgængeligt på snaphanen.dk.

Under titlen ‘Islam er en hær’ kommer Hedegaard således i over en halv time med hans karakteristik af islam i modsætning til ‘vores’ kultur. Sidst i interviewet peger han på den - for ham - uovervindelige kløft, der eksisterer mellem at være muslim og være ‘os’:

»Vores livsform og deres er som ild og vand. Én må sejre og én lide nederlag. Dem eller os.«

Og spørger man rundt i Trykkefrihedsselskabet bestyrelse, er den holdning ikke problematisk. Hedegaard er nemlig en meget vidende mand, der ved, hvad han taler om.

Næstformand og medlem af DR’s bestyrelse Katrine Winkel Holm udtaler således over for politiken.dk, at Hedegaard er »en fremragende formand«.

Hedegaard bliver ligeledes støttet af et andet bestyrelsesmedlem og Folketingskandidat for DF, Jette Plesner Dali. Og også nede blandt suppleanterne til selskabet er det støtte at hente. Eva Selsing udtrykker således problemer med at få øje på ‘det kontroversielle’ over for Information.

Søren Krarup fra Dansk Folkeparti bakker ligeledes op, ligesom Søren Espersen (DF) gør det:

»Lars Hedegaard er den i Danmark - uden for den muslimske kreds - der ved mest om islam og koranen. Og jeg har ikke hørt ham sige noget forkert tidligere. Hans indgang bygger på langt mere viden, end jeg har,« siger Søren Espersen.

- Du synes ikke, at han generaliserer unødigt?

»Han har utroligt meget styr på tingene. Han har helt sikket en forklaring,« >siger Søren Espersen.

- Ville det ikke være klogt at påpege, at det ikke er alle muslimer, det handler om?

»Det må Lars Hedegaard selv svare på. Han er sin egen herre. Han må sige, hvad han vil. Inden jeg begynder at tage afstand fra Lars Hedegaard, kunne jeg først godt tænke mig at høre nogle imamer tage afstand fra alle de her ting. Det kunne være forfriskende,« siger Søren Espersen.

- Så de skal først bevise, at de ikke voldtager deres egne børn?

»Jeg ved bare, at der er masser af eksempler på, at muslimske piger står i kø for at få syet deres mødom sammen før ægteskabet. Der er masser af eksempler. Men det er jo klart, at det ikke foregår i alle muslimske familier, det tror jeg heller ikke, Hedegaard mener,« siger Søren Espersen.

- Så man har i DF ingen problemer med Hedegaards udtalelser, så længe de ikke er generaliserende?

»Jeg vil ikke gå ind i hans udtalelser. Men jeg har ikke før i hans forfatterskab eller i hans interviews oplevet, at han har sagt noget, der ikke var i overensstemmelse med sandheden. Så det må han også gøre i dette tilfælde,« siger Søren Espersen.

Sætter alle i bås

I en pressemeddelelse, som kom i går eftermiddags, skriver Lars Hedegaard, at udtalelserne ikke gælder alle muslimer. Men det er ikke nok til at overbevise de konservatives integrations- og udenrigsordfører, Naser Khader, som i går meldte sig ud af Trykkefrihedsselskabets rådgivende udvalg. Han tager ‘total afstand’ fra de udtalelser, som Lars Hedegaard fremkommer med:

»Jeg kan ikke stå inde for det her,« siger Naser Khader og tilføjer:

»Jeg føler mig personligt ramt og er rystet over hvor generaliserende, de udtalelser er. Han taler f.eks. om en global muslimsk sammensværgelse. Det kender jeg altså ikke noget til. Fordi der er nogle få tosser, der gerne vil omvende os, betyder det altså ikke, at alle danske muslimer har det på samme måde,« siger Naser Khader.

I aftes valgte også Venstres Søren Pind at forlade det rådgivende udvalg - og præst Kathrine Lilleør truede i går med at gøre det samme, hvis ikke Lars Hedegaard trækker sig fra formandsposten.

Finansmand Asger Aamund, der ligeledes sidder i det rådgivende organ, mener også, at Hedegaards udtalelser er problematiske:

»Det er jo ikke rigtigt. Jeg forstår slet ikke, hvorfor han kommer med de udtalelser, for de er overhovedet ikke dækkende for et samfund, hvor man har islam som tro. At forbinde islam med seksuelt misbrug er forkert. Dér har han nok ladet sig rive lidt med og sagt noget, som vi andre ikke kan skrive under på,« siger Asger Aamund.

-Er der behov for at korrigere de her udtalelser?

»Ja, for han trækker tæppet væk under trykkefrihedsselskabet, som ellers har sin berettigelse, når han overspiller religionens rolle, som han gør. Hans udtalelser er på ingen måde dækkende, og derfor skulle han ikke have fremsagt dem,« siger Asger Aamund.

Masken falder

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll er heller ikke begejstret for Hedegaards udtalelser, som han kalder absurde og ‘udtryk for den værste ekstremisme’.

»Det er sådan noget som det her, der giver mig en grund til at stå op og gå på arbejde hver morgen. Vi må bekæmpe den ekstremisme og de svovlfulde indlæg, som står i vejen for en god integration. Man skal se på mennesker som mennesker, hverken forbrydere eller ofre, og så bedømme dem på, hvad de rent faktisk gør,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Også Formand for Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager, tager på det skarpeste afstand fra Hedegaards udtalelser, som hun mener, er det afgørende bevis i forhold til at afsløre, at Trykkefrihedsselskabet i sin grundvold først og fremmest er antimuslimsk.

»Det her er den totale afklædning af Trykkefrihedsselskabet. Hvis nogen har været i tvivl før, må det nu for alle stå lysende klart at det eneste, det handler om, er at formidle et helt uhildet had til mennesker med muslimsk tro. Vi må finde et mere passende navn, for er der noget, det her ikke har noget at gøre med, så er det da trykkefrihed. Det er formidling for had mod muslimer. Det er, hvad det er,« siger Margrethe Vestager.

- Men politisk bliver der jo ellers støttet op fra DF. Hedegaard har aldrig sagt noget forkert før, lyder det blandt andet fra Søren Espersen…

»Det siger måske mere om Søren Espersen end om noget som helst andet,« siger Margrethe Vestager.

Information forsøgte i går uden held at få en kommentar på Dansk Folkepartis støtte til Lars Hedegaards udtalelser fra Venstre og de konservative.