Napster og iPod hed de to store albumdræbere, som i the naughties - som briterne så belevent har døbt 00’erne - søsatte mp3-filen som den store albumdræber. Men trods stiv kuling har det gamle, foretrukne lp- og cd-format alligevel formået at sætte sejl.
Vort hendøende årti var, ak, blot en vårhare, da Radiohead ikke kun leverede et af årtiets bedste rockalbums, men også viste os, hvad et album som et samlet udtryk kan fortælle om et årti - samtidig med at det også indikerede, hvad resten af årtiet rockmusikalsk kom til at handle om (hvis vi fraregner retrobølgerne): åben horisont.
Kid A var ikke kun et farvel til den klynkerock, som Radiohead mod egen vilje havde dannet skabelon for, men også et goddag til den elektroniske musiks muligheder for at udfordre, udvikle og underminere rocken. Med inspirationer fra elektroniske genier som Aute- chre og Aphex Twin (men også freejazz!) løftede Radiohead deres civilisationskritik, sjælegranskning og betydningsdannelser ind i informationssamfundets højteknologiske lydunivers. Og skar dermed endnu dybere.
På mange måder har årtiet kaldt på albummet som en måde at skabe mening og betydning på. 00’erne var kun 21 måneder og 11 dage gamle, da World Trade Center styrtede i grus, og verdenshistorien fik sig et nyt kapitel. Det betød et farvel til ironien og nihilismen, farvel til årtiet med hænderne i skødet, Becks spilopper, Nirvanas depressionsspiral, den ironiske genopdagelse af Poul Kjøller.
Revolution på nettet
Det canadiske band Arcade Fire formulerede det med deres strålende debutalbum, Funeral, i 2004: »The power’s out in the heart of man/ Take it from your heart/ Put it in your hand«. Ikke mange oplevede Funeral som en revolution i mainstream - slet ikke herhjemme - men på nettet, som snart skulle blive eneherskende også i musikformidling, ramte Funeral som en iskold spand vand i synet på en yngre generation. Det kaldte på nye løsningsmodeller, på reel udfrielse - frem for en fortsat svælgen i melankoli og teen angst, som årtiets emo-bølge med bands som My Chemical Romance og Fall Out Boy ellers så dygtigt har profiteret på parallelt med vækkelsespladerne fra Radiohead og Arcade Fire.
Med Kid A og Funeral i blodet blev rocken ladet med en ny højstemt inderlighed, herhjemme legemliggjort af f.eks. Efterklang, Choir of Young Believers, The William Blakes og Jong Pang. Indiesalmer for en ny generation, der var træt af at blive fortalt, at de var des- illusionerede, og at der ikke var nogen løsninger.
Så det blev på mange måder opsætsighedens årti. Oprøret mod desillusionen og ironien og en genoptagelse af historieskrivningen. Og et belejligt nok gratis og lystfuldt oprør mod en herskende kapitalistisk verdensorden: Illegale downloadere, remixere, mashuppere og pirater blev store såvel som små helte hos en ny generation. Musikproduktion, management, promotion, formidling, kritik, distribution, salg - hele den musikalske fødekæde blev mulig at gennemføre i et amatøristisk eller i hvert fald gør-det-selv-kredsløb. Store albums blev udgivet helt uden om de multinationales magtstrukturer.
Og samtidig med nettets pivåbne adgang til musik- historien smuldrede genre-grænserne. Ikke kun for lytterne, men også for musikerne i et opbrud, der kunne minde om de sene 70’eres gør-det-selv-jordskred, hvor elektronik, rock, pop og kunst smeltede sammen i nye formationer. Ikke demonstrativt eklektisk og sammensat som i 90’erne, men sammensmeltet i nye fuldendte mutationer.
Forførende synthesizere
Og rockmusikeren tog synthesizeren til sig. Om det så var Nephew, Veto, Duné og Spleen United herhjemme, eller The Killers, Yeah Yeah Yeahs og Animal Collective derude. Det skete ikke kun på Radioheads initiativ, men også under en tung 80’er- renæssance og ikke mindst takket være 00’ernes store amerikanske hitproducere Timbaland og The Neptunes. Som i dén grad dyrkede den enkle frække synthprogrammerings forførelse og gav afgørende bidrag til albumhovedværker fra Justin Timberlake, Missy Elliott og Jay-Z. Man kunne pludselig tillade sig at elske pop, selv som feinschmecker. Farvel til snobberiet.
Og den svenske duo The Knife lynede med hittet »Heartbeats«, men især med det geniale album Silent Shout, der i 2006 satte nye standarder for, hvor kompleks, mørk, intelligent og alligevel forførende synthpop kan være.
Samtidig begyndte en moderne folkemusik at blomstre, en længsel efter dybere rødder skød blomst og blev snart podet i alskens retninger. Balkanmusikken, den engelsksprogede folkemusik, blues og mere oprindelige stammetraditioner dannede afsæt for det, som blev døbt freakfolk eller naturalismo eller new weird america. Beirut, A Hawk and A Hacksaw, Devendra Banhart, Sunburnt Hand of Man, Tunng, The Books og Six Organs of Admittance gav alle bud i hver deres retning på nye former for ægthed, på nye måder at strække rødderne ind i 00’erne. Om det så var som episk spillemand, i stammefællesskab, som b-boy-troubadour eller i psykedelisk kollektiv.
Og bydelen Brooklyn i New York City udklækkede et væld af fremragende navne. Grizzly Bear, TV On The Radio, CocoRosie, Sufjan Stevens, Liars, Dirty Projectors og Animal Collective. Sidstnævnte demonstrerede bedre end nogen andre i dekadens sidste år, at mainstream havde åbnet sig og var blevet et mærkeligere sted at være. Albummet Merriweather Post Pavillion bragte ikke bare Animal Collective på scenen hos David Letterman, men solgte også flere plader end Arctic Monkeys og Franz Ferdinand i USA. Musikken? Den var psykedelisk, organisk syntetisk, harmonisk sunget, boblende af håb og angst og nye muligheder. En åben procesorienteret, rigt spraglet musik, man kan synge med til.
Og albummet var en klokkeklar markering af, at den musikalske opsætsighed var blevet livslysten, sanselig og dermed tillokkende - som dengang for fire årtier siden.
Kommentarer