For mange mennesker? Nej, for mange dommedagsprofeter

I år 200 var der 180 millioner mennesker på Jorden. Det var dengang den kristne filosof Tertullian noterede:

»Vi er en byrde for verden. Ressourcerne rækker knapt nok til alle (…) I dag kan naturen ikke opretholde vort liv.«

Med andre ord: Der var for mange mennesker til, at planeten kunne klare det. Som snyltere udsugede vi Moder Natur for liv.

I dag bor der 180 millioner mennesker alene i den østlige halvdel af USA, dvs. i de 26 stater øst for Mississippi. Og uden at være konfronteret med sult eller forarmelse har ganske mange af disse mennesker - især de 1,7 millioner på den lille ø Manhattan - en høj livskvalitet.

I det tidlige 1800-tal var der 980 millioner mennesker på Jorden. En af dem var Thomas Malthus, som hævdede, at blev der født ret mange flere, så ville »utidig død hjemsøge menneskeheden«. Der ville opstå fødevareknaphed, »epidemier, pestilenser og plager«, som ville »rive mennesker bort i titusindvis«.

I dag lever der alene i Kina flere mennesker end på hele Jorden på Malthus’ tid. Og langt fra at lide under pest, plager og hungersnød er mange kineseres levestandard blevet enormt forbedret på få tiår. I 1949 lå den forventede levetid i Kina på 36,5 år - i dag er den på 73,4. I 1978 havde Kina 193 storbyer, i dag er der 655. På 30 år har Kina løftet 235 millioner af sine borgere fra absolut fattigdom til rimelig levestandard - en bemærkelsesværdig bedrift.

Befolkningsbomben

I 1971 var der 3,6 milliarder mennesker på Jorden. Det var dengang Paul Ehrlich, forfatter til bogen Befolkningsbomben, skrev om sit »chokerende« besøg i New Delhi i Indien:

»Gaderne forekom fulde af liv, fulde af mennesker, der spiste, mennesker, der vaskede sig, mennesker, der sov, mennesker, der skændtes, mennesker, der råbte, mennesker, der rakte hånden igennem taxiens rude for at tigge, mennesker, der udtømte deres afføring, mennesker, der hagede sig fast i busser, mennesker, der gennede med dyr. Mennesker, mennesker, mennesker, mennesker. Mens vi langsomt bevægede os igennem den uhyre mængde, blev vi nervøse for, om vi ville nå frem til vores hotel …«

Det vil glæde Informations læsere at høre, at Paul Ehrlich klarede at komme igennem mængden af mærkelige brune mennesker, der sked på gaden, og finde sit hotel. Han skrev kort efter i sin bog, at overbefolkning ville medføre »hundredvis af millioner menneskers død«. Han konkluderede, at Indien umuligt kunne brødføde alle sine indbyggere og ville opleve en form for sammenbrud før 1980.

I dag nærmer verdens befolkning sig det dobbelte af, hvad den var i 1971 - dengang var vi 3,6 milliarder, i dag vi oppe på 6,7. Og selv om der stadig er store sociale problemer, fattigdom og underernæring - så findes der hundredvis af millioner, som ikke sulter ihjel. Da Ehrlich nedskrev sine iagttagelser, var der 550 millioner indere. I dag er der 1,1 milliard. Og jo, der er stadig dyb fattigdom mange steder, men inderne sulter ikke. Faktisk har den vældige nation gjort enorme økonomiske og sociale fremskridt i retning af højere forventet levealder og forbedret levestandard.

Mere, mere, mere …

Af dette historiske rids burde følgende fremgå: Malthusianere tager altid fejl.

Omfanget af deres vildfarelse kan vanskeligt overdrives. De har vedholdende insisteret på, at ‘for mange mennesker’ fører til mere sult og elendighed - alligevel er det modsatte sket. Verdens befolkningstal er vokset eksponentielt over de sidste 40 år. I samme periode er mange menneskers levestandard og forventede levealder blevet enormt forbedret. Selv i Den Tredje Verden er der sket forbedringer - ikke nok, bevares, men dog forbedringer.

Historiens lære ser altså ud til at være, at stadig flere mennesker er en god ting, som giver stadig flere hjerner, der kan tænke, og stadig flere hænder, der kan bygge stadig flere byer, mobilisere stadig flere ressourcer, skabe stadig flere ting og dermed blive ophav til et stadigt sundere og mere velstående samfund.

Men selv om alle vidnesbyrd peger i den retning, har befolkningspanikmagere i vor tid travlt med at konkludere modsat. Aldrig har der været en politisk bevægelse, som har taget så spektakulært fejl, og som uanfægtet insisterer:

»Denne gang sker det! Denne gang vil overbefolkningen virkelig udløse det helt store sociale og politiske gennembrud!«

Ny sprogbrug

Der er en grund til, at malthusianerne altid tager fejl. Det er ikke, fordi de er dumme. Nej, på et mere fundamentalt plan er det, fordi de - skønt de udgiver deres synspunkter for at være faktabaserede og videnskabelige - drives af en dyb misantropi, som overser menneskehedens evne til bestandig at overvinde problemer og skabe nye verdener.

Den sprogbrug, der anvendes for at retfærdiggøre deres befolkningspanik, har ændret sig i århundredernes løb. På Malthus’ tid, sidst i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, var bekymringen fattige menneskers høje fertilitet. I begyndelsen af det 20. århundrede var der et ‘racehygiejnisk’ anstrøg over argumenterne om befolkningsreduktion. I dag har malthusianerne overtaget miljøbevægelsens sprogbrug.

At de fremførte argumenter kan forandre sig så fundamentalt over tid, mens den grundlæggende tro på ‘for mange mennesker’ består, afslører, at vi står over for en fordomsfuld anskuelse, som søger social og videnskabelig retfærdiggørelse i skikkelse af de seneste, mest trendy ideer. Men bag den nye sprogbrug, som de tillægger sig og udskifter med årtiers mellemrum, drives de af det samme snæversyn, af samme foragt for menneskets gennembrud, af samme påtagede uvidenhed om menneskets evne til at forme sine omgivelser og fremtid.

Malthusianernes første fejltagelse er at undervurdere, i hvor høj grad et samfund kan tilpasse sig flere mennesker. De begår den elementære fejl at antage, at befolkningstal er den eneste variabel, det eneste, der vokser og vokser, mens alt andet - herunder samfundet og videnskabelige fremskridt og opdagelser - forbliver omtrent de samme. Derfor tog Malthus fejl: Han troede, at en overbefolket planet ville løbe tør for mad, fordi han ikke kunne forudse, hvor massivt og gennemgribende den industrielle revolution ville omforme samfundet og de måder, hvorpå vi producerer og transporterer mad og andre ting. Befolkningsstørrelse er ikke eneste variabel. Menneskehedens visioner, vækst og evne til at nytænke og tackle problemer er også variable.

Fantasiløshed

Malthusianernes anden fejl er at antage, at ressourcer er fastsatte, begrænsede ting, der før eller siden løber tør. De anerkender ikke, at det, vi opfatter som ressource, ændrer sig over tid, i takt med hvor avanceret samfundet bliver. Derfor tog Tertullian fejl, da han skrev, at »ressourcerne rækker knapt til os alle«. For i 200 var der stort set ikke andre ressourcer end dyr, planter og enkelte metaller. Tertullian kunne ikke forestille sig, at også oceanerne, olie og uran ville blive ressourcer. Når samfundet ændrer sig, ændres også ressourcernes natur. Det, vi i dag anser for ressourcer, vil ikke nødvendigvis være det i fremtiden, fordi andre og bedre ressourcer, der er nemmere at udvinde, vil blive opdaget og opfundet.

Vore dages kulttilbedelse af det begrænsede og opfattelse af planeten som et spisekammer af knappe ressourcer, som menneskene æder op, vidner om en tænkning, der selv er dybt begrænset og uden fremtidsorienteret fantasi.

Malthusianernes tredje og værste fejl er at undervurdere menneskehedens genialitet. Befolkningspanik udspringer af et forfejlet syn på mennesker som rene forbrugere, som opbrugere af ressourcer, som ødelæggere af ting og snyltere på ‘Moder Natur’, når sandheden er, at mennesker først og fremmest er producenter, opdagere og opfindere af ressourcer, skabere af ting og skabere af historien. Foragteligt kalder malthusianere nyfødte for lige så mange ‘nye munde at mætte’, selv om nye mennesker i den virkelige verden også er nye hjerner, der kan tænke, nye hænder, der kan arbejde og nye personer, der har behov og ønsker, som må imødekommes.

Vi opbruger ikke bare endelige ressourcer. Vi er i stand til skabe uendelige ideer og muligheder. Vi 6,7 milliarder mennesker på Jorden har ikke voldtaget og ødelagt planeten, vi har menneskeliggjort den. Og får vi bare en halv chance - og lægger vi os i selen for at overvinde fattigdom og udvikle nye fremskridt - vil vi menneskeliggøre den endnu mere.

Brendan O’Neill er redaktør for onlinetidsskriftet Spiked © Spiked og Information Oversat af Niels Ivar Larsen