FORSKELLEN mellem tolerance og ligegyldighed er, at tolerancen har en grænse; det har ligegyldigheden ikke.
Det fyndord valgte Inge & Sten Hegeler i sin tid som motto for deres sexbrevkasse i Ekstra Bladet. Ordene kan lige så vel gælde de overvejelser, som demokratisk sindede danskere må gøre sig ved de marcher, som nazister agter at gennemføre i dag.
Det er ikke ligemeget, hvad nazister foretager sig. Nazismen er et orgie i menneskets værste egenskaber. Som bevægelse er den organiseret ondsind. Den påfører andre mennesker lidelser. De selvudnævnt “raceoverlegne” kan kun gennemføre deres herredømme ved at knuse “de underlegne”.
Ved udgangen af et århundrede, hvor totalitære ideologier har kostet millioner og atter millioner af mennesker livet og endnu flere lykken, er det værd at fastholde, at nazismen ikke bare er én blandt mange frygtelige vildfarelser.
Den er i en klasse for sig, fordi dens ideal er lige så uhyrligt som dens virkelighed.

HVORFOR LÆRER vi ikke? I 1945’s ruindynger skulle man tro, nazismen lå evigt begravet.
Men nej.
Blandt forklaringerne på nazismens fortsatte tilstedeværelse er den dragning, dens overlegenhedspræk og voldsforherligelse kan øve på hankønnet i dets senpubertetsopgør med ophavet. Uden en ungdommelig frigørelsesdrift ville verden aldrig bevæge sig. Men i det kiksede sind er nazismen dynamit. Den bortsprænger den truende mindreværdsfølelse og blæser indeklemt seksualitet over i voldelig handling - eller fantasier herom.
Hvordan skal et tolerant, demokratisk samfund værne sig mod denne trussel? Herom kan - som det hedder i civiliseret britisk debat - ‘ærlige mennesker være
uenige’.
Een holdning er den, der har fundet udtryk i FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Ifølge konventionen er den racisme så uhyrlig, at den skal bekæmpes i alle sine udtryk.
Danmark har i 1971 tiltrådt konventionen. Men vi har ikke gennemført dens helt centrale forpligtelse, der lyder således:
“at erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed.”
Den manglende efterlevelse er ikke uden ironi, når der skæves til de reaktioner, det har udløst, at Danmark har set stort på en anden FN-konvention, den om flygtninge.
Forklaringen på den manglende kriminalisering af racistisk organisation og virksomhed er den gode danske, at vi kræver frihed for Loke såvel som for Thor. Også frihedens fjender tilsteder vi ret til at nyde dens goder. Vor folketro er, at det gode argument vil sejre i den fri debat.
Vi har derfor indskrænket os til at kriminalisere den konkret fuldbyrdede racisme - ikke det organisatoriske og agiterende tilløb. Selv om den danske grundlov - som påpeget i nyhedsanalysen i gårsdagens avis - ikke hindrer et lovforbud mod bestemte foreninger, sådan som FN-konventionen kræver af os.

VI SKAL VISE nazismen foragten ved at ignorere den. Det er den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsens anvisning. Han får støtte fra Dansk Folkeparti, der advarer mod “at gå i panik over ti, 15, 50 forkølede nazister”.
Den holdning kan man indtage til de sølle danske nazister.
Den bliver sværere at fastholde, når man tager med i billedet, at den danske myndighedslinje har gjort vort land til base for en international nazisme, der har fuldbyrdet mord og vold på sin samvittighed.
Værnet mod nazismen er ikke at rulle gardinet ned.
I dag står en række danske organisationer for demonstrationer, der aktivt tager til mæle mod nazismen.
Den besindelse, nazisternes march har fremkaldt, må fastholdes i den politiske debat. Vi skylder os selv svar: Er de gældende danske lovregler et tilstrækkeligt værn mod den danske nazisme - og mod den internationale? Svigter vi vore nabolandes kamp mod nazismen? Er argumentet mod nazismen mere virksomt end efterkommelse af pligten efter konventionen?
Et forbud er ikke i sig selv et værn mod den nazistiske trussel. Men ligegyldighed lægger os blottet for den. dr