Politiske præster skal redde kirken

Omkring 20 mennesker i dynejakker og tætte frakker har fordelt sig på de brunslidte bænke i det lille kirkerum. Ansigterne er vindblæste og røde. Næserne løber. Det samme gør øjnene efter en hel dag i decemberfrosten.

Mariakirken på Vesterbro i København er mest besøgt af hjemløse fra området. Dagens gudstjeneste, den fjerde søndag i advent, er ingen undtagelse.

På en af de forreste bænke lægger en mand sig ned og lukker øjnene, idet orglet brummer op til den første salme.

Han vågner først med et »Amen!«, da præsten afslutter en bøn og bevæger sig mod prædikestolen.

»Kirken mener ikke noget om antallet af irakiske asylansøgere, der skal sendes hjem, men kirken mener så bestemt noget, når det enkelte menneskes værdighed er truet,« lyder det fra prædikestolens taler, korshærspræsten Heiner Ank. Og han fortsætter:

»Ja, når politikerne går for vidt og putter folk i kasser som afviste, tabere, udviste og svage, så har kirken en pligt til at løfte sin stemme. Det var der en præst og en kirke på Nørrebro, der gjorde. Amen.«

Rundt på bænkene høres et rungende »Amen«.

Synligt budskab

For Heiner Ank er politiske budskaber blevet en naturlig del af at prædike i den danske folkekirke:

»Det kristne budskab skal relateres til det liv, vi lever som mennesker, ellers er det ikke relevant. Og det liv, vi lever, er politisk betinget, ligesom menneskerne her i Mariakirken oplever det på egen krop. Derfor er politiske ytringer en helt normal del af en prædiken.«

Og mange af de danske præster er enige med ham. En undersøgelse foretaget af Dagbladet Information blandt 700 folkekirkepræster viser, at 51 procent synes, det er »i orden« at blande politiske holdninger ind i en prædiken.

Ifølge Heiner Ank vidner det om en folkekirke, der har forstået at lege med på de spilleregler, der findes uden for Guds hus.

»Rent kommunikativt har vi lært, at vores budskab skal vises frem, for at der er nogen, der bakker op om det. Og i dag er den offentlige kommunikation politisk, så det er helt naturligt, at vi også bruger det redskab for at gøre kirken mere gældende. Målet er ikke i sig selv at være politisk, målet er at gøre det budskab, vi tror på, synligt, så det kan blive fremmet,« siger Heiner Ank.

Offentlig debat

Ifølge Informations undersøgelse mener 56 procent af de 700 præster også, at præster »i højere grad skal deltage i den offentlige debat«.

Ifølge Marie Vejrup Nielsen, teolog ved Århus Universitet, er der tale om et »voldsomt skift« i den måde danske præster tænker på.

»Før har mantraet været, at politik og religion skulle adskilles for enhver pris, men nu oplever præsterne, at kirkens naturlighed er under pres, og det har fået dem til at indse, at kirken ikke kan eksistere uden samspil med samfundet. Derfor begynder præsterne at spille med på de regler, der er i samfundet generelt - og her kan de se, at de aktører, der er synlige, det er dem, der har indflydelse. Den politiske præst skal på den måde sikre kirkens berettigelse,« siger hun.

Lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet, Hans Raun Iversen, mener også, der er sket et skift i Folkekirken.

»Præsterne har indset, at medierne og den politiske form for kommunikation hører med, hvis kirken skal fungere i det samfund, vi har i dag. Og især hvis samme evangelium og betydning skal fastholdes,« forklarer han.

Og kirken kom i mediernes søgelys, da Brorsons Kirke med Per Ramsdal i spidsen husede afviste, irakiske asylansøgere tilbage i maj.

Her viser Informations undersøgelse, at 53 procent af præsterne ikke mener, sagen har skadet Folkekirken, og 23 procent synes ligefrem, den har gavnet Folkekirken.

Marie Vejrup Nielsen mener, at det igen er et udtryk for, at mange præster gerne ser en mere profileret kirke.

»Vi vil se kirken arbejde på en helt ny måde med underskriftsindsamlinger, facebookgrupper og så videre. Det vil kun blive intensiveret, og nogle dele af befolkningen vil blive glade for det, og andre vil ikke kunne lide det,« konkluderer hun.

Uadskilleligt

Tilbage i Mariakirken er kirkegængerne budt på mad i kirkens sakristi. Et lille rum, der lyses op af et skravlet juletræ og fyrfadslys på borde og stole, som hurtigt bliver fyldt op. Her er der ingen tvivl om, hvad folk synes om Heiner Anks politiske ytringer under prædiken.

»Han har så evigt ret,« lyder det fra Thomas, hvis sidekammerat supplerer: »Nogen skal jo sige noget til al den uretfærdighed.«

Over ostemadderne og de cigaretter, kirketjeneren har delt ud, kommer diskussionen af prædiken hurtigt til at handle om COP15, Obama og kommunisme.

Heiner Ank påpeger, at det er umuligt at skille religion og politik ad.

»Kirken skal udfordre menneskers syn på tingene, og det en egenskab, der er uløseligt forbundet med politik - men derfor behøver det ikke være partipolitisk,« forklarer han.

Det er Inger Margrethe Andersen, præst i Solbjerg Sogn i Østjylland, enig i.

»Jeg kan sagtens ytre mig med politisk kant, men ikke ud fra et bestemt partiprogram. Men for mig er det vigtigt, at folk ved, hvor jeg står, så jeg skjuler ikke, at jeg hører til på venstrefløjen,« siger hun.

Inger Margrethe Andersen er ikke alene. 66 procent af præsterne i Informations undersøgelse stemte til venstre for midten ved sidste folketingsvalg. 29 procent stemte på SF.

Interesseorganisation?

Trods den store overvægt af venstreorienterede præster vurderer teolog ved Århus Universitet Svend Andersen, at man ikke vil se en »ensrettet kirke« med »bestemte politiske signaler« i stil med en interesseorganisation, der arbejder for et bestemt mål.

»Der er så mange modstridende holdninger i kirken, og så længe folkekirken ikke har en uafhængig forfatning og en tilsvarende ledelse, så vil kampen for at få flere til at interessere sig for kirken komme til at virke kaotisk og ikke føre i én bestemt retning,« siger han.

Marie Vejrup tvivler på effekten af den »samfundsrelevante kirke«:

»Konsekvensen af synlige, politiske præster vil afhænge af, hvordan staten reagerer på det. Jeg tror, der er en grænse for, hvor lang tid politikerne synes, det er sjovt, og hvor lang tid kirken er pengene værd, især hvis de synlige præster bliver ved med at tale mod den førte politik.«

Heiner Ank tvivler dog på, at den politiske præst vil betyde, at staten skiller sig fra kirken.

»Men det kan måske betyde noget for befolkningens forhold til kirken. Det kan få flere til at bruge kirken, som vi ser her i Mariakirken i dag - og det så jeg gerne.«

Efter franskbrødsmadder og kaffe begynder kirketjeneren at samle brugte kopper og tallerkener sammen. Der er ikke en krumme kage tilbage. Hun giver folk et kram, inden de forlader kirken: »Tak for i dag - husk at komme igen.«