Anders Fogh Rasmussens-regeringen får dumpekarakter af et stort flertal af landets førende økonomer i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel. 56 procent af økonomerne - svarende til 25 personer - mener, at regeringen førte en uansvarlig eller meget uansvarlig økonomisk politik under det buldrende opsving fra 2005 til 2007.

Dermed er de på linje med Nationalbanken og de økonomiske vismænd, der gentagne gange har kritiseret regeringen for at føre en for slap finanspolitik, der pustede unødigt til den økonomiske vækst. Det gjorde, at den økonomiske krise i Danmark blev mere hård og dyb end i andre lande, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Politikerne kunne have behandlet dansk økonomi bedre. I en vis fase var det som om, at nogen havde en tyrkertro på, at de økonomiske love, der har gjaldt de sidste 200 år, på tre-fire år var sat ud af kraft, og de økonomiske lærebøger skulle skrives om. Men det viste sig, at de klassiske love gjaldt endnu engang og ikke var sat ud af kraft,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

Det var tidligere statsminister, økonomen Anders Fogh Rasmussen (V), der mente, at udviklingen i dansk økonomi krævede en omskrivning af de økonomiske lærebøger.

»Vi kan kun takke os selv for, at krisen i Danmark blev langt mere dyb end i andre lande. Fastfrysningen af boligskatten i kroner og ører var med til at puste boligpriserne op, og indførelsen af de afdragsfrie lån har givetvis også haft en betydning, selv om det er svært at skønne hvor meget. Men ved fastfrysningen af boligskatten i 2001 afmonterede man en ellers dæmpende faktor,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Oppustede boligpriser

Krisen var en realitet i Danmark sent i 2007 - altså før den for alvor kom til os udefra i 2008.

»De hårdt oppustede boligpriser, hårdt oppustede aktiepriser samt en masse udlån fra den finansielle sektor på disse oppumpede værdier var ikke kun fænomener, der kom til os udefra. Vi havde dem i vores egen variant i slutningen af 2007,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Samtidig voksede overskuddet på de offentlige finanser til over 60 milliarder kroner, og vi var så rige, at vi med en tidligere finansministers ord næsten kunne købe hele verden. Overskuddene gjorde, at politikerne i perioden fra 2005 til 2008 førte en alt for lempelig finanspolitik - det blev godt skjult af de ekstraordinært store indtægter fra Nordsø-olien og pensionsafkastsbeskatningen - men det var med til at bringe dansk økonomi op på kogepunktet. Økonomien nåede grænsen for sin kapacitet allerede inden, den internationale krise skyllede ind over os.

»Den medløbende finanspolitik fra 2005 og frem til 2007 stimulerede den økonomiske vækst, så derfor har man selv bedt om problemerne. Den pressede efterspørgslen i samfundet op på et uholdbart niveau,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Netop den udvikling har både vismændene og Nationalbanken advaret politikerne om flere gange, men der blev kvitteret med, at økonomer blot er nogle mørkemænd.

Kun 22 procent - svarende til ti økonomer - i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel mener, at den økonomiske politik var ansvarlig.