Efter at have drejet fire film i Europa vender 74-årige Woody Allen med Mig og Melody tilbage til sit elskede Manhattan, hvor så godt som alt er ved det gamle: Universet er koldt og kaotisk og tilværelsen meningsløs, men den eksistentielle smerte lader sig dog dulme med litterære klassikere, restaurantbesøg, rigelige mængder jazzmusik og endnu rigeligere mængder neurotisk selvoptagethed.
Efter tilsyneladende definitivt at have pensioneret sig selv som skuespiller, har Allen denne gang overladt hovedrollen til komedieveteranen Larry David, der stod bag Seinfeld og Curb Your Enthusiasm. David spiller en tårnhøjt begavet og exceptionelt sarkastisk aldrende nihilist ved navn Boris Yellnikoff, der en dag render ind i sin eksakte modsætning, en naiv og intellektuelt udfordret ung sydstatspige med det usandsynlige navn Melody St. Ann Celestine.
Deja-vu
Melody - som spilles af Evan Rachel Wood, og som er den seneste i en efterhånden halvlang række af ubegavede kvindelige figurer i Allens univers - er stukket af hjemmefra, og selvom så godt som alle Boris’ bitre oneliners ryger hen over hendes kønne hoved, giver han hende husly. Det resulterer ikke overraskende i en affære mellem den halvgamle gnavpot og den spejlblanke uskyldighed.
At manuskriptet til Mig og Melody er over 30 år gammelt, er ikke filmens primære problem, fordi Allens verden i forvejen fremstår så altmodisch. Men den levende legendes forandringsaversion stikker dybere end det: En scene, hvor Boris får et angstanfald, for så at falde til ro, da han ser en gammel film i fjernsynet, minder i påfaldende grad om en scene fra et af Allens bedste værker, Hannah og hendes søstre (1986), hvor en Marx Brothers-farce giver en selvmordskandidat livslysten tilbage. Det er ganske vist mindre uhæderligt at stjæle fra sig selv end at stjæle fra andre, men når det er sagt, havde nye idéer alligevel været at foretrække.
Trættende talestrøm
I rollen som Boris er Larry David udmærket castet som en mere varmblodet variant af den arketypiske Allen-figur, og det eneste, der for alvor virker veloplagt ved filmen, er hans velskrevne menneskefjendske tirader. Allens talent for vittig dialog er og bliver ubestrideligt, men desværre udviser han intet mådehold med de stærkt syreholdige udgydelser, hvorfor figuren bliver trættende at høre på før filmen er halvvejs - selv for denne pen, der ellers elsker menneskehadere (eller i hvert fald de af dem, som slår deres folder i fiktionens verden).
Det lykkes desuden Allen at vride moderate mængder morskab ud af kløften mellem New York Citys frisind-ede boheme-miljø og den betragteligt mindre frisindede, konservative verden, Melody er rundet af.
Svindende kræfter
Allens forsøg på at runde Mig og Melody af på optimistisk vis klinger ikke ægte, men værre er hans ofte stive og lidenskabsløse instruktion. Mange af filmens scener synes instrueret af én, der har tilbragt mere tid med at skæve til uret end med at overveje at bevæge sit kamera. Det er underligt at tænke på, at manden bag Mig og Melody er den samme, som for 30 år siden skabte så visuelt ambitiøs, inspireret og dynamisk en film som Manhattan.
Som Match Point og Vicky Christina Barcelona demonstrerede, kan Allen stadig skabe seværdige film. Men de seneste seks år er det ikke desto mindre blevet til fire decideret uimponerende værker, nemlig Anything Else, Scoop, Cassandra’s Dream og nu denne.
Normalt er denne signatur fuld af beundring for seniorer, der for enhver pris ønsker at holde sig i gang. Men lige i dette tilfælde …
Mig og Melody. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amerikansk og fransk (Grand, Dagmar, Falkoner og Empire i København samt en række biografer i provinsen)
Kommentarer
Alle film er overflødige. ;-)
Tror ikke Woody Allen ville lave film, hvis han, som der bliver impliceret, var træt af at lave dem. Jeg er dog enig i, at han har mistet potens med alderen, og laver andre film nu. Jeg kan også personligt bedre lide hans tidligere arbejde, men, filmene er ikke dårlige. Vi snakker ikke om direkte dårlige film, eller film der er andet end over gennemsnittet. Og hvor jeg kan være rimeligt enig, så laver Jonas simpelthen for mange argumenter baseret på egen præference. Vi er nok enige, men dette er intet mindre end en dårlig anmeldelse. Repetitive plots og ideer er en okay pointe, men de andre er ting som “figuren bliver trættende at høre på” og “mere tid med at skæve til uret end med at overveje at bevæge sit kamera”. Dette er jo dybt usaglige udsagn, som ikke engang ville være så slemme hvis man brugte eksempler eller argumenterede for disse synspunkter, for det er hvad de er. Hvad betyder det at han virker som om han så mere på uret end kameraet? Hvordan kommer det til udtryk i filmen? Er det fordi filmteknikken er upræcis i blandt andet klipning, eller er scenerne ikke velinstruerede, uden sammenhængskraft? Synspunkter som at figurer kan være trættende er okay, hvis ens eneste reelle pointe er at filmen genbruger ting. En sådan præference fungerer fint i en lang anmeldelse, som hos Filmland, hvor der er mange ting sagt og nævnt, og hvor det bliver præsenteret i en stil der siger “og nogle kan måske finde figuren trættende”, altså som en del af et stort billede, hvor der desuden gives reelle eksempler på en lang række kriterier for anmeldelsen. Her bliver der hængt fast i små pedanterier. Og selv hvis disse er dårlige(re), så er de stadigvæk i den øverste 10% af alle film der bliver lavet, fordi Woody Allen er en god instruktør. “Decideret uimponerende” og “udvandede” er temmeligt groft, selvom jeg kan se at udvandet skal forstås i sammenhængen af gentagelser i plot og scener og figurer hos Woody Allen.
Den er da guld værd!
Ligesom nogle anmeldere blogger og twitter, når de ikke skriver anmeldelser, laver nogle filmskabere også film mellem filmene. Sådan holder man gryden i kog.
Anmeldelses-skaberen betragter forelsket sig selv gennem sætningernes tirade, filmskaberen gennem sit genrestykke.
For Whatever er da et genrestykke, hvor Allen hylder sig selv, et stykke venstrehåndsarbejde ja, som også Trier kaldte sit mesterværk Riget, men dog et stykke venstrehåndsarbejde, som mange ville give deres højre arm for at have skabt.
Synes ikke man kan bebrejde manden at han føjer et stykke til en genre, han selv har skabt: New York-jøde-neurose-komedien.
Kom ikke og sig, at du ikke storgrinede skamløst en tre-fire gange i løbet af filmen - “What kind of man is he? Well, he has two noses and four arms” - Det kan han jo, det der; han har selv opfundet det, og han er stadig den bedste til det.
Jeg kan ved gud ikke huske alle Allens film, selvom jeg må have set de fleste, men jeg kan huske optring og enkelte gyldne replikskifter, og betragter på en måde hele korpuset som én fortsat kørende strimmel, hvor bundniveauet altså er påfaldende højt. Så altså Varsted K, læg lige hornbrillen og smut i et par bukser der ikke sidder så tæt til i skridtet, der sidder nemlig også et øje, som det er godt at se film med af og til.
Whatever er klart både tiden og pengene værd. Bør ses!
Til Gregor Samsa
Tak for din kommentar, skønt jeg nu synes, det er for stærkt at hæfte ordene “dybt usaglige” på visse af mine udsagn.
Jeg vil medgive, at jeg kunne have uddybet lidt mere, hvad angår den trætte tekniske instruktion, selvom jeg mener, at det står at læse med stort mellem linierne, at Allens statiske kamera var en af svaghederne ved filmen i mine øjne.
Og inden jeg skriver, at hovedpersonen bliver trættende at høre på, angiver jeg faktisk, hvorfor jeg synes, dette er tilfældet, nemlig fordi Allen overdoserer hans lange menneskefjendske tirader.
Det må være ret og rimeligt, at man bedømmer sætningerne / udsagnene i en given anmeldelse i deres helhed i stedet for at løsrive et brudstykke fra sammenhængen for så at kritisere det.
Endelig baserer jeg min mistanke om, at Allens
arbejdsglæde ikke er, hvad den var, på at han i et tre år gammelt interview i EKKO har omtalt sin filmgerning som en art beskæftigelsesterapi:
http://www.ekkofilm.dk/interviews.asp?table=interv…
Hertil kunne man selvfølgelig indvende, at det har den måske været fra begyndelsen, men i så fald var det ikke til at få øje på i første halvdel af karrieren, mens anden halvdel i min mening altså har været alt for rig på værker, hvor man ikke får indtryk af, at det for alvor har ligget Allen på sinde at lave dem - med Mig og Melody som det seneste
i rækken.
Gode nytårshilsner Jonas
Allens karriere minder lidt om Dylans “Never Ending Tour”. Selv har Allen sammenlignet sin filmvirksomhed med kurvefletning, som han fordriver tiden med indtil han opsluges af evigheden. Efter hans mening er det sikkert kun filmkritikere og publikum, der ikke har opdaget hvor meningsløst livet i virkeligheden er, der går op i om han laver gode film eller ej.
Hej Søren
Sjovt, du nævner det - sammenligningen med Dylan, som virkelig burde have lukket og slukket som optrædende kunstner for 6-7 år siden, da æren endnu var i behold og legen nogenlunde god, faldt mig ind just den anden dag.
Kurvefletning-udtalelsen er klassisk Allen-krukkeri, skønt også lidt komisk på den frivillige måde.
VH Jonas