Salige er de enfoldige, hedder det i bjergprædiken, thi de skal arve jorden. Men hvor naive er de enfoldige? Og bliver de straffet for deres naivitet? Noget kunne tyde på det.
Ny amerikansk forskning just offentliggjort i onlinemagasinet Evolutionary Psychology viser en klar sammenhæng mellem 17 vestlige demokratiers socioøkonomiske velbefindende og graden af sekularitet. Kort sagt er både de rigeste og de lykkeligste lande dem, hvor indbyggerne er mindst religiøse
Forsker Gregory S. Paul kombinerer 25 indikatorer for samfundsmæssig og økonomisk stabilitet, f.eks. graden af kriminalitet, antallet af selvmord, misbrug af narkotika, arbejdsløshedstal, gennemsnitlig indkomst, antallet af aborter, skilsmissetal, korruptionsgrad og uddannelsesniveau, med graden af samfundenes ‘religiøsitet’ målt ved at undersøge antallet af kirkegængere, og hvor stor en procentdel af det pågældende lands borgere, der tror på religiøse fænomener som skabelsesmyten, jomfrufødsel, Helvede og Paradis.
Undersøgelsen anbringer USA solidt på sidstepladsen som det rige, vestlige demokrati, hvor indbyggerne er mest religiøse og samtidig har mindst og dårligst velstand sammenlignet med lande som Holland, Danmark og Sverige.
Lykkelige lande
Paul understreger, at hans undersøgelse ikke siger noget om kausalsammenhænge. Om indbyggerne med andre ord er rigere i de mindst troende lande, fordi de ikke er religiøse, eller om det er den anden vej rundt: At borgerne i et land først bliver velstående, og derefter mister deres eventuelle barnetro. Paul er selv mest tilbøjelig til at tro det sidste: At de fleste mennesker er mere fristet til at droppe både religiøs tro og praksis, når de ikke føler de har brug for lindring.
»Religion,« skriver han, »er først og fremmest en mekanisme, folk tyer til, når de skal lære at leve med eller komme overens med et dysfunktionelt socialt og økonomisk miljø«. Phil Zuckerman er sociolog ved Pitzer College og ekspert i sammenhængen mellem religion og samfundsforhold. I 2008 skrev han bogen, Society Without God: What the Least Religious Nations Can Tell Us About Contentment. Bogen var et portræt af Danmark og Sverige, to af verdens mindst religiøse lande. Han er enig med Paul og siger til hjemmesiden alterman.net, at »det vigtige budskab er, at progressive og særdeles velfungerende samfund kan tackle deres problemer inden for en sekulær ramme«.
Ifølge Rotterdams Erasmus Universitets årlige lykkeindeks - samlet i the World Database of Happiness - er de skandinaviske lande samtidig verdens mest lykkelige nationer. Men er der en sammenhæng? Forskerne advarer mod at drage forenklede konklusioner. »Man kan ikke bare konkludere, at religion er dårligt, eller at USA ville blive et bedre sted at bo, hvis kirkerne og de religiøse samfund, der spiller en stor rolle i mange lokalsamfund, forsvandt. Sammenhængen er kompleks og det er mere sandsynligt, at de nordlige, økonomisk stærke og socialt velfungerende lande er resultatet af solidariske og velfungerende fællesskaber end af sekularitet i sig selv,« siger Zuckerman til alternet.com.







Kommentarer