Da Kina tirsdag morgen henrettede den engelske statsborger Akhmal Shaikh, var det første gang i mere end 50 år, at en statsborger i et vestligt land blev henrettet i landet. Selv om henrettelsen af Shaikh, som angiveligt var en psykisk syg stakkel, der blev lokket til indsmugling af heroin med løfter om en karriere som popsanger, blev fulgt af rituelle fordømmelser og appeller fra England, var de kinesiske myndigheder ikke i nærheden af at lytte. Som et symbol på det enorme riges lodrette stigning mod tinderne som en ny supermagt og resten af verdens lige så stigende som skamfulde accept af det kinesiske regimes brud på menneskerettighederne, stod henrettelsen af Shaikh ikke til at ændre.

Ved midnat siger verden farvel til 00’erne og tager hul på ikke bare et nyt år, men et nyt årti. I den anledning vover man næppe det store ved at påstå, at det vil blive et årti, hvor verden kommer til at indrette sig på, at Kina vil tromle frem som ikke bare det store rige i midten, men som verdens største økonomiske magt – sammen med et USA, der halsende forsøger at følge trop. Og man tager næppe heller munden for fuld, hvis man påstår, at det vil ske i en verden, hvor vestlig insisteren på demokratiske principper, frihedsidealer og globale institutioner vil blive trængt.

Især det sidste var helt tydeligt ved det netop overståede klimatopmøde i København, hvor den afsluttende og ikkebindende hensigtserklæring i princippet blev handlet af mellem USA og Kina, mens FN og Europa som symboler på den gamle verdensorden var sat fuldstændig uden for indflydelse.

Frygten for Kinas enorme økonomiske kraft og stigende dominans udstiller ikke bare Europas og dermed Danmarks position som en træt og afkræftet gammel dame, men også idealernes skrantende værdi. Hykleriet og knæfaldet over for Kina er i hvert fald til at få øje på, fordi frygten for at miste afsætning og eksport til et Kina med fortsat høje vækstrater og en stærkt voksende og købestærk middelklasse.

Under Muhammed-krisen var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stålsat, da han rigtigt fastholdt, at Danmark ikke ville sælge ud af sine principper over for de arabiske diktaturstater for at sikre dansk eksportindtjening.

Forud for De Olympiske Lege i Beijing i 2008 følte de vestlige lande sig stadig i en position, hvor man turde true med boykot, hvis ikke kineserne fik rettet op på menneskerettighedssituationen. Det lykkedes kineserne at overbevise verden, men Kina har i dag stadig verdensrekord i antal dødsdomme, systemkritikere fængsles i tusindvis, og politiske demonstrationer slås ned med hård hånd.

Alligevel er kritikken forstummet. Det gælder alle vestlige lande og blev senest anskueliggjort med den danske regerings aftale med Kina, hvor Danmark har skrevet under på, at selvstændighed for Tibet er udelukket. Så meget for principperne, som man åbenbart ikke har råd til at fastholde, når det gælder Kina.

Landet stormer frem, opkøber erhvervsliv i hele verden (senest Volvo), investerer massivt i Afrika, opkøber systematisk amerikanske statsobligationer og virksomheder og satser massivt på den teknologiske udvikling, det beslutter sig for at sætte sig på, for eksempel vindmølleindustrien, og er skridt for skridt ved at gøre hele verden afhængig af sig. Det store skæringspunkt for denne udvikling kan på mange måder dateres til 1989, som hele Europa netop har fejret 20-året for. For mens muren og de kommunistiske magthavere fredeligt faldt her, havde kineserne sit oprør på Den Himmelske Freds Plads. Mens de europæiske ledere så, hvor voldsomt det gik for sig i Kina og blandt andet derfor ikke gjorde noget, da masserne gik på gaderne, så de kinesiske magthavere, hvad der skete med deres europæiske kolleger, fordi de netop ikke gjorde noget. På den måde havde Murens fald også indflydelse i Kina, som gradvis reformerede sin økonomi, men uden at reformere sit politiske system. Kineserne gik deres egne veje: De ignorerede de globale finansielle institutioners råd, og de skabte markedsøkonomisk vækst uden at skabe demokratiske reformer. Denne kinesiske model har siden vist sig særdeles gunstig for Kina, så gunstig at en verden uden nogen form for global ledelse med et stærkt svækket Europa og et haltende USA kan se på et Kina, der fremstår stærkere end nogensinde, og som hele verden er afhængig af, både når det gælder teknologisk udvikling, national økonomisk velfærd og løsning af store globale problemer som klimakrisen.

På vej ud af 00’erne, der globalt såvel som nationalt har været præget af troen på, at Vestens idealer og værdier kan eksporteres, og på vej ind i det, der kan betegnes Kinas årti, må man formode, at de idealer næppe vil slå igennem i et Kina, der insisterer på sin nationale selvstændighed. Hvem havde i euforien efter Murens Fald troet, at historien ville fortsætte på den måde? Den demokratiske verden bliver i dag trukket rundt i den globale manege af en økonomisk stormagt, som er en demokratisk dværg. Men det værste, man kan gøre, er at undlade at påtale det faktum over for Kina.