Nu, netop nu går blæsten
hen over landskabet
lukker én verden ude
og åbner for en anden.
Her er synsranden
vejen rundt
kun grønne høje og havet.
(Thorkild Bjørnvig, 1918-2004)
Flyene faldt alligevel ikke ned ved årtusindskiftet som spået. Vi måtte vente 21 måneder, og da var det planlagt. Imens kunne Øresundsbroen indvies, Skåne vende tilbage til Danmark – Øresundsregionen, en ny-gammel hybrid, skulle blive et hyggeligt sted i verden. Og ordet hygge blev rehabiliteret under årtiet, hvor befolkningen vendte sig indad, mens Vesten mobiliserede, og København ekspanderede ud mod vandet med nye byggerier – en del ups-agtige. Det hed turbokapitalisme. Typiske 00-ord.
For dem, der var vokset op i det post-koloniale Europa, kom 11. september 2001 ikke helt overraskende. Som europæere havde vi levet med terrorisme i flere bølger og menneskealdre. Men aldrig før som et medieshow i Hollywood-format, der kørte over skærmen årtiet igennem. Uvilkårligt mindes man Søren Kierkegaards famøse bemærkning: Den dag teaterdirektøren træder frem på scenen for at meddele, at teatret står i brand, vil publikum applaudere. Højt seertal.
For de kosmopolitiske newyorkere og provinsielle amerikanere var den islamistiske revanchisme et chok: Fandtes der virkelig så mislykkede civilisationer derude? Var der virkelig så meget had og vrede i verden rettet mod Vesten? (Den stedfortrædende krig, man havde ført i Mellemøsten i flere generationer, talte ikke med.) Bush-Blair-Fogh-eraens svar på terroraktionens sindssyge frustration blev at eskalere vreden, føre den umulige asymmetriske terrorkrig under demokratiets feltråb. Dermed indledte den vestlige verden en ny runde korstoge i Irak, Afghanistan og Pakistan (Af-Pak), en endnu ikke afsluttet række kampagner mod terror, en guerillakrig, man formentlig er nødt til at føre, men som ikke kan vindes, fordi enhver heltemodig sejr er et yderligere rekrutteringsgrundlag for modparten.
USA valgte ved invasionen i Irak 2003 at se bort fra international lov, og da FN’s hovedkvarter i Bagdad blev bombet til pulver, understregede det kun, hvor lavt De Forenede Nationer var sunket i prestige.
Det blev aldrig helt klarlagt, hvorfor netop Danmark skulle bidrage på slagmarken. Men med Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 anede man en markant dansk mentalitetsændring. Vi var trådt ind i det militaristiske årti med skattestoppets markering af en revanchistisk ny-danskhed – iscenesat som forskudt frihedskamp mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Hverken Irak eller Afghanistan havde besat Danmark, derfor fremstod terrorkrigen i dansk regi snarere som udtryk for en mandlig kønskrise. I manglen på maskulinitetsidealer var en ny machokultur – drengerøvenes – undervejs.
Resten af årtiet var at aflæse i krigens tegn. Og som det gamle ord siger: Når krigen går ind, rykker sandheden ud. Man lod sig definere af terrorismen og udførte Osama bin Ladens dagsorden i karikatur ved at leve op til hans forsimplede fjendebillede af de vantro. Om ikke med tanks så med tegninger. Det totalt-mediatiserede verdensbillede havde muliggjort krig med visuelle midler. Det lykkedes at sætte diplomatiet ud af kraft og at ramme fjenden mediemæssigt. Mission accomplished.
Men der var også en anden række tegninger, der på et mere kunstnerisk plan prægede årtiet: Persepolis af iraneren Marjane Satrapi, der gav et indblik i den islamistiske revolution oplevet fra inde bag et sort stykke stof. Pakket ind, fra top til tå, optrådte modellerne på akademiet i Teheran for eleverne, der skulle lære at tegne efter levende model.
Da Marjane S. flygter til Vesten med sine forældre, forbavses hun over sine klassekammeraters indifferente nøgenhedskult, denne forbløffende manglen på fysisk individualitet, personlig virkelighed og selvværd. Satrapi provokerer ved at spørge til vores nøgenhedskultur, om den skulle vise sig at være en vestlig version af en chaddor?
00’erne indebar en katastrofal udbredelse af vestlige livsstilssygdomme relateret netop til krops-forstyrrelser fra anoreksi til fedme-epidemi – og truede med at få de vestlige sundhedsbudgetter til at segne under byrden. Rygning blev nærmest forbudt udendørs.
Den vestlige verden har endnu til gode at finde moralsk legitimitet til støtte for reform-kræfterne i diktaturer, der definerer sig anti-vestligt.
I 1902 havde Thomas Mann publiceret Huset Buddenbrook, der kom til at symbolisere det europæiske hus’ fallit med to verdenskrige i svøb. 100 år senere blev de europæiske sår så lægte, at Europa kunne samles som et hele, øst og vest, ved Københavnermødet 2002, fermt ledet af Anders Fogh Rasmussen – omend utroværdigt. For første gang i historien var Europa og EU blevet nærmest identiske. Men ligesom familien Buddenbrook, der bygger et pragtpalæ for at fejre slægtens triumf på et tidspunkt, hvor familien allerede er i opløsning, uden at de ved det, blev Europa samlet, mens de selvsamme nationalpopulistiske bevægelser, der engang havde igangsat verdenskrigene, igen var på spring i Ungarn, Slovakiet, Schweiz, Østrig, Italien, Holland, Belgien – og med Anders Fogh Rasmussen selv som højreradikalismens bedste garant i Danmark.
Med 00’erne var vi for alvor trådt ind i masseindividualismens tidsalder. Allerede Canetti havde analyseret massens regressive karakter. Og før ham havde Hermann Broch, flygtning fra nazismen, reflekteret over massefordærv, »selvbedøvelsens uglade jubelbrøl«. 00’ernes gennemmediatiserede virtuelle masse kunne udøve politisk pres, uden at man var nødt til at se ’de andre’ som virkelige. Det indebar, at man med stor fornøjelse kunne hengive sig til gemenhedskonceptets form for tv-underholdning. Alle former for eksklusionsprogrammer, der nedgør, ydmyger, håner og latterliggør andre mennesker, fik top-ratings. Gemenheden som underholdnings-koncept afspejlede årtiets fremmedfjendtlige politik iscenesat af Dansk Folkeparti, som havde taget sit navn fra en udbrydergruppe af det danske nazistparti i 1941.
Og det skete for »verdens lykkeligste folk«.
Parolen lød, at DF var det eneste parti, der seriøst havde adresseret det »muslimske problem«. I løbet af årtiet blev følgende tåget: at der i EU bor 13 mio. muslimer. (20 mio. ifølge skræmmebilledet). Fem procent af EU’s befolkning er muslimer. I Malmø er 20 procent af indbyggerne muslimer, mens det i Paris, London og København drejer sig om 10 procent. Muslimfrygten regnes blandt fagfolk som udtryk for en essentialistisk forståelse af religion, fantasmatiske fordomme kolporteret af tabloidpressen helt i modstrid med den viden, man eksempelvis får gennem Yale-forskeren Jytte Klausens undersøgelse af europæiske muslimer. Her fremgår det, at europæiske muslimer overvejende er fjendtligt indstillet over for extremisme, at de fuldt ud bakker op om demokratiske processer, accepterer medborgerskabets forpligtelser og i øvrigt udvikler forskelligartede lokalt bestemte muslimske identiteter. Franske undersøgelser viser, at kun 10 procent af den muslimske minoritet er religiøst praktiserende.
Med årtusindskiftet var det sekulære århundrede løbet ud. Religiøse tolkninger ændrer sig uafbrudt. Men den ateistiske fundamentalisme, der fulgte i kølvandet på religionernes renæssance, var urokkelig: Vi var faldet pladask tilbage til den mørke middelalder, lød det igen og igen – og det var ligesom at gentage, at der ikke er brug for Tjekov, siden vi har fået den elektriske brødrister.
Man måtte vel snarere sige, at hvis nogle få procent muslimer kunne true dansk kultur, måtte der være noget i vejen med dansk kultur. Forklaringen på, at 00’ernes højreradikalisme fik så god grobund, og at Danmark – som man ville have forsvoret - skulle blive en mønsternation i så henseende, skyldtes måske et extremt vellykket forudgående autoritetsoprør. Overalt i den vestlige verden havde man set en generel nedbrydning af hierarkier. Men Danmark, med sin ægte hang til lighed, havde vist sig extra effektiv, når det gælder nivellering. Ligestillingens skyggeside?
Frigørelsen på alle planer havde haft en pris. Friheden fra tro og tradition havde ikke resulteret i tilfredshed, men i frygt og vrede og et had til dem – eksempelvis muslimer – der stadig havde en tro, identitet, slægtskab og noget at dø for. Ikke overraskende fandt man de mest ivrige anti-muslimske revanchister blandt forhenværende frustrerede venstreorienterede, som havde mistet deres tro på verdensrevolutionen.
Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker. Folkebibliotekerne lukkede en masse eller solgte ud af værdierne. Og det blev trendy at tale om værdier. Men samtidig var (selv)censuren kommet listende ind i tøfler, som med et vist held bragte den forhadte elite til tavshed og fik det til enhver tid eksisterende kunsthad til at blusse op igen. Staten valgte på dette punkt at overhøre folkets røst og støttede fortsat. Det brede publikum blev spist af med kager og gladiatorkampe i tv, mens niche-avisernes weekendsektioner i stigende grad handlede om de intime veje til sjælens udødelighed.
Hundrede år forinden, 1901, var Kongens fald udkommet, hvor Johannes V. Jensen undsagde et sløvt land af fantaster. Hundrede år efter læste folk krimier en masse i ny Biedermeier-stil. Med hyggen indenfor i stuen og uhyggen uden for Velux-ruderne. Måske som udtryk for en bearbejdelse af den lammende utryghed, der gennemsyrede en stadig mere apatisk og paranoid befolkning?
Kritik – nu kaldet landsforræderi – var blevet et forgangent begreb, knyttet til gamle ideologier. I stedet for den gamle klasse af intellektuelle, hvis demokratiske opgave det havde været at tænke som modmagt, fik vi i stedet spindoktorer, magtens allierede. Vi havde forladt ideologiernes århundrede og var trådt ind i det mediatiserede samfunds emotionelle årti, hvor analysens etik blev overhalet af dramaturgiens æstetik. Jagten gik efter højdepunkter af intensitet og zapning for at fange et mål, en sejrståre eller et sammenbrud: »Hvordan føler du det lige nu?«
Sportsmetaforikken havde gjort sit indtog. Uanset om det handlede om erhverv, økonomi, kultur eller politik, talte man »på den lange eller korte bane«, noget blev »sparket til hjørne« eller var »lige til højrebenet«. Det var Orwells newspeak i fitness-tøj.
Overalt i Europa skyldtes højreradikalismens fremmarch venstrefløjens afmagt. Det var ikke lykkedes venstrefløjen at tage frygten på sig og italesætte angsten for kaos og utryghed ved overdreven privatisering og centralisering, når det gælder hospitaler, folkeskole, postvæsen, kollektive transportmidler, omsorgssfæren for børn og gamle – analfabetismens udbredelse i den ny billedverden. Hele velfærdssamfundets fundament var begyndt at smuldre bag signalerne – i foregangslandet USA var selv forsvarets opgaver blevet uddelegeret til private krigsfirmaer – og i Danmark valgte man at give indvandringen skylden for det forsvundne fællesskab.
»Tilbøjeligheden til at beundre og nærmest tilbede de rige og mægtige og at foragte eller i det mindste at overse fattigfolk på bunden af samfundet er den store og mest udbredte årsag til fordærvelse af den almenmoralske følelse,« skrev liberalismens fader Adam Smith (1723-1790), som forudså det kommercielle samfunds komme og den store menneskelige risiko, det indebar.
Men hvis menneskeheden ikke var udviklet nok til at enes om jordens fremtid som civiliseret beboelsessted, ville kloden bare selv tage over og i første omgang skille sig af med de fattige ved hjælp af naturkatastrofer og krige. Sådan lød Malthus’ løsning (1766-1834). Det planlagte klimatopmøde i København ville blive en udfoldelse af valget mellem – eller kampen om – at være dem, der sidder ved bordet, eller dem, der står på menukortet.
Katrina. Orkanen i 2005 var ventet. Alligevel blev USA taget med storm, da digerne brast i New Orleans. Katastrofen var menneskeskabt og blev samtidig katalysator for radikaliseringen af den grønne tankegang med en Al Gore som foregangsmand. Han blev aldrig præsident i USA, men i stedet præsident for en endnu ufødt verden. Thomas L. Friedmans bog Hot, Flat and Crowded med undertitlen Hvorfor vi har brug for en grøn revolution satte dagsordenen. Vi kunne aldrig blive voksne, så længe vi var olie-junkies, i lommen på atavister. Derfor skulle »helvedes brændstoffer«, de sorte, fra jorden, afløses af de evige – sol og vind »fra himlen«.
New York Times-kolumnistens anke var, at USA i den grad havde fokuseret på terrorismen udadtil, at man helt havde forsømt at investere i egen infrastruktur. Katrina blev en øjenåbner for amerikanerne, der så småt begyndte at sige, at det i høj grad var USA selv, der trængte til nation building.
Det samme kunne man sige om Danmark. Den intense fokusering på indvandrerproblemer og terrorfrygt var sket på bekostning af et tabernes udkants-Danmark, restproduktet af den stærkt øgede specialisering på arbejdsmarkedet. Det drejede sig om et sørgeligt forfald og en fattigdomsstigning, hvis implikationer ikke blev adresseret fra politisk hold. Tiårets magtslogan, »Det er grotesk!« var i realiteten afmagtens. Frem for at indkredse de fælles interesser, der karakteriserer de svage grupper, indvandrerne og fattig-danskerne, valgte man at satse på den darwinistiske hakkeorden ved at sætte de to grupper op mod hinanden.
Titlen Hot, Flat and Crowded fra 2008 med den danske titel Klimaets tidsalder og forgængeren Jorden er flad signalerede globaliseringens emotionelle aspekt, sammenpresningen af tid og rum, man også kunne kalde for-meget-hed. Det gode var, at man kunne udrydde SARS-epidemier på få måneder – et halvt sekund efter, at det første dødsfald blev kendt. Samtidig pressede globaliseringen energien ud af mennesker.
Man kunne i 2009 fejre 20-året for www. En digital revolution, der ændrede verden. Men vi ved stadig ikke, hvad world wide web gør ved mennesker på længere sigt. Er www. bare et medie? Eller er det er en ny legemsdel, der får hjernen til at fungere anderledes?
Overskudsagtig blev endnu et 00-ord. Engang havde det været nok at vågne efter nattens søvn, men nu skulle der knokles på at signalere overskud – som om livet var blevet en blanding af sportspræstation og betalingsbalance. Tidspresset var begyndt at udbrænde hvem som helst, derfor blev det en prestigesag at være overskudsagtig. Ligesom der kom prestige i at have en familie. Det blev nemlig antaget som noget nær en umulighed for den ydrestyrede, narcissistiske mennesketype at leve sammen med en anden person, da det ikke engang kunne finde ud af at leve med sig selv uden at gå til psykolog. Alle overskudsagtige tegn på sammenhæng blev prestigegivende.
Stemmerne fra medierne kom os i møde, kunstigt opstemte. De tiltalte os i stigende grad, forførende, som ’danskere’ og hele befolkningen blev omklamret med et stadigt mere indsmigrende ’vi’: »Vi fixer mindre heroin«. »Vi keder os på jobbet.«
Imens stod verden overfor at skulle tænke i et helt nyt vi – et klimavenligt et af slagsen. Resiliens, sårbarhed og kontingens blev nye begreber inden for klima-antropologien, der skulle formulere, hvilke beredskaber man har som befolkning til at imødegå katastrofer. Hvor sårbare er vi i forhold til begivenheder, vi ikke kan kontrollere?
Finanskrise og klodens klimatopmøde i København – frugten af 17 års klimakamp i FN-regi – rundede årtiet af. To astringerende styrtebade oven på årtiets udskejelser og vildfarelser.
Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?
Kommentarer
Det værste ved offentlighed, er at man skal genkende sig selv, men missionen mislykkedes.
Jeg tror aldrig det vil lykkes at kalde os vi, uden at de fleste heldigvis/uheldigvis falder af.
Indadtil er måleren gået helt i stykker.
Fin opsummering af 00*erne.
De afsluttende spørgsmål er også forbandet gode, relevante og yderst aktuelle….
Tusinde tak til Suzanne Brøgger, hvis stemme forhåbentligt bliver hørt mere fremover.
Denne kommentar er anbefalet af:
Efter at stemmeføringen i mange år er tilfaldet hadretorikken, der råbte sig til ordet, og stædigt har vedligeholdt det som et forurettet barn, er det befriende at læse Suzanne Brøgger.
Åh, det tegner til, at besindelsen måske indfinder sig, før vi ryger ud i den krig, der har indledt næsten alle århundreder. Pragtfuldt essay, der falder i tråd med det, som det tavse flertal har kunnet iagttage, mens ekstremisterne har udfoldet sig i internet-sandkassen.
Drengerøvskultur? Jo, og så alligevel ikke, for drengerøvskultur er kendetegnet ved at være en subkultur, men her er der tale hovedstolen. Løbet er kørt og det er ikke så nemt at vende tilbage til noget der minder om 70´ernes inkluderende fællesskaber, som det var at nedbryde dem - eller resterne af dem, hvis man skal være lidt inkluderende. I firserne arbejdede jeg i “Spisehuset” i Magstræde, en restaurant drevet som et kollektiv, hvor den filosofiske højde til loftet var en lige så stor attraktion som menukortet og inklusion et plusord. Idag huser lokaliteterne, som i min tid var et af ungdomsoprørets arnesteder, en fornem italiensk restaurant. Sjovt at tænke på at der gik man og serverede varm kakao for punkerne i “Galleriet”, mens venstrefløjen hygged sig med vin og ost i den lidt dyrere ende. Men som Dylan siger: “The times they are a changing”. Han brægede også noget om at ” a hard rain´s gonna fall”. Indtil videre er det heldigvis kun julesne der daler på disse breddegrader, men det kan jo også ændre sig. Blot for at sige at jeg stod af Susanne Brøgger (beklager billedet) for snart mange år siden da hun hævdede at mænd princippielt knipper hvadsomhelst, mens kvinder er langt mere selektive. Det syntes jeg var meget nedladende sagt overfor mænd generelt og jeg giver hende ikke ret. Men bortset fra de kønspolitiske overvejelser (kvinder har jo også stemmeret), må jeg siget at hun med denne artikel har vundet nogle tabte points tilbage. Glimrende analyse af 00´erne.
Søren skriver:
I firserne [var] inklusion et plusord
Var begrebet inklusion opfundet dengang? Det mindes jeg ikke.
Du har ret, lige det ord brugte man ikke, sikkert fordi, man ikke i de kredse, savnede det. Men lad mig så nøjes med at sige at man kunne score points på at være inkluderende eller for nu at bruge et andet begreb, som heller ikke lød så ofte: at være rummelig. Den slagt vidnede om menneskeligt og socialt overskud og tydede på en god og tryg opdragelse, som jo fortrinsvis tilfalder folk med orden i økonomien og således blev ringen alligevel sluttet.
Jeg deler absolut Brøggers afsky for dette omklamrende, ansvarsforflygtigende, pseudosolidariske “VI”.
Forleden erfarede jeg i radioen, at “VI smugler fyrværkeri som aldrig før”!
Jeg har sgu aldrig nogen sinde smuglet fyrværkeri, heller ikke i år, og kender ikke nogen, der gør.
Hvorfor skal jeg inkluderes i det der forbryderslæng i kraft af et vi? Det er sgu da ikke mit ansvar, at nogle tumber smugler fyrværkeri.
Ligesom jeg nægter at vedkende mig, at “vi” er i Afghanistan (for at gøre en forskel - som disse sprogligt udfordrede som regel siger). Jeg har aldrig været i Afghanistan, og stod det til mig, hvad det ikke gør, så var der i dette øjeblik ikke en eneste dansk soldat i landet.
Så er der de mere morsomme og harmløse varianter som f.eks. at “vi” kom fra Afrika for tre millioner år siden (eller hvor meget det nu var).
Og den direkte komiske: “når vi er gravide”, i en mandesammenhæng.
Ja, fin artikel Suzanne. Tak.
Mht. “Vi” - når det så drejer sig om overskrifter, så bliver det til “Danskerne” (mener, gør,….). Fx. fornyli i i en avis: “Danskerne frygter for flere indbrud juleaften”. Det viste sig nedenfor i teksten, at 14 % frygtede flere indbrud efterfulgt af knap 20 % der var en lille smule bange. Resten var ligeglade…. Også politikere og spindoktorer udtaler sig ofte og frejdigt som om danskerne er en stor, homogen gruppe. Gu’ er vi ej!
Godt Nytår!
Vi tager afstand fra brugen af ordet “vi”.
Man kunne også spørge :
Hvilket partier har den arrogance til at indlemme dem der ikke har stemt på dem ?
Hvilke typer partier bruger denne type manipulation ?
Hvad slags mennesker indeholder sådanne partier, generalt ?
Er det paranoide i dem så makabert, at de er besat af op til flere personligheder ?
Eller er deres respekt for borgeren blot så ringe, at de taler til dem som var det deres børn.
Nu skal vi i krig, for det kan far godt lide !
En tak til Susanne Brøgger for endnu engang at have ramt sømmet på hovedet rent i første hug!
Susanne viser et glimrende helikoptersyn på 0’erne, som desværre må siges at have været en skamplet på forhåbningerne om, at magtens korridorer har tænkt at gøre noget ved de essitielle problemer vi står overfor, og i stedte har brugt tiden på detailstyring og legen cowboys og indianere.
Tør vi mon håbe det skal blive bedre i det næste årti??
KULTURDRONNINGENS NYTÅRSTALE
Undskyld Suzanne Brøgger, kulturdronning er for småt et ord, men jeg ville foretrække din i stedet for dronningens, hvis jeg kunne vælge.
Den var for mig en fryd at læse - både den sproglige formulering, men så sandelig også indholdet.
Mens jeg under læsningen skiftevis næsten græd, og i hvert fald grinede, ku’ jeg ikke la’ være at tænke på: “Hvad når hun frem til?”
Det var jo så - lidt skuffende - “nytænkning indenfor alle livs-sfærer”.
På den anden side må det indrømmes, synes jeg, at med det oplæg skulle det ikke være svært at komme i gang med nytænkningen ; - )
Nu mangler der vel så bare en “spindoktoreret version” uden vanskelige ord, så budskabet kan trænge bredere igennem.
Det er i hvert fald for godt til at skulle bremses af den grund, synes jeg ; - )
M.v.h. Arne.
Det kedelige ved Suzanne Brøgger er, at hun altid vælter en masse navne på kendte personer fra litteraturen m.v. af sig, når hun skriver. Det har hun altid gjort.
Jeg ved ikke hvorfor hun gør det. Måske regner hun med at ”alle” véd hvad hun taler om og henviser til, måske er hun ligeglad med, om hun kun skriver for en lille elite, eller måske er det meningen?
Personligt ved jeg kun i ca. halvdelene af tilfældene hvad eller hvem hun henviser til. Det er en skam, selvom der er et gammelt ord der siger, at ”hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”.
Jeg forstår dog så meget, at Suzanne Brøgger altid har set sig selv som en del af ”eliten” og i en intellektuel ”klasse” for sig. Men de fine ord om ”folkets røst” klinger lidt hult, hvis denne klasse af intellektuelle ikke formår at udtrykke sig i ”folkets” sprog.
”I stedet for den gamle klasse af intellektuelle, hvis demokratiske opgave det havde været at tænke som modmagt, fik vi i stedet spindoktorer, magtens allierede.”
Sandt nok, men hvor blev de intellektuelle af? Sad de og skrev dybsindige indlæg til hinanden eller udtalte de sig i medierne så ”vi” alle forstod det?
”Overalt i Europa skyldtes højreradikalismens fremmarch venstrefløjens afmagt. Det var ikke lykkedes venstrefløjen at tage frygten på sig og italesætte angsten for kaos og utryghed ved overdreven privatisering og centralisering (…)
Er det venstrefløjens opgave at italesætte angsten?
Det intimiderende ”vi” kan ikke altid helt undgås, heller ikke af S.B., for:
”vi ved stadig ikke, hvad world wide web gør ved mennesker på længere sigt”.
Sandt nok! Men personligt er jeg ikke angst, men temmelig tilfreds med www.
Måske skal jeg tilføje, at jeg tror jeg har læst samtlige Suzanne Brøggers bøger. Med forbehold for om jeg har forstået dem, så er jeg heller ikke utilfreds med dem (;-)
Inger skriver (sådan cirka):
Suzanne Brøgger … vælter en masse navne på kendte personer fra litteraturen m.v. af sig
Det slog også mig, særligt ved denne lejlighed. Name dropping.
Umiddelbart fandt jeg det hverken inspirerende eller sympatisk.
Er det i mangel af egne tanker?
2010 er kun nogle få dage gammelt, men lur mig om ikke Suzanne Brøgger allerede på nuværende tidspunkt har skrevet årets bedste artikel. Den hører under alle omstændigheder med i top-ti.
Det er jo helt fantastisk som den artikel sidder i lige midt i skabet:
Suzanne Brøgger for President!
Ak ja, hvor må man beklage sin ’fattige forstand’.
Mangel på selvstændige tanker vil jeg helt afvise. For mig udtrykker det en utrolig evne til at ”linke” nutiden til kloge hoveder og begivenheder i fortiden. Det er bare ærgerligt at så få kan følge den røde tråd.
Min kritik går som sagt på udtryksmåden og det ”folkefjendske” ”linkeri”.
Der er dog nok af ”vitaminer” tilbage, også for mig.
Selvom de fleste af os nok kan blive enige om at et nyt “vi” er nødvendigt for at løse klimakrisen og deslignende, mener både debattører herinde og Suzanne Brøgger tilsyneladende at vi ikke bryder os om vi’et. Det er tilsyneladende både
både “omklamrende” og “pseudosolidarisk”. Men hvori består så sondringen mellem dette og det oprigtigt solidariske “vi”, som fremtiden kræver at vi etablerer?
Ansvarsforflygtigende, siger Hans Jørgen Lassen ligefrem om vi’et. Men kan man ikke også vende den om, og sige at vi’et inkluderer og inviterer til deltagelse? Eksempelvis: “Vi er i krig”. Deal with it. Måske bryder du dig ikke om det, men så er det fordi du ikke har gjort nok for at forhindre det. “Vi” er den nation som du bor i, og _du_ er en demokratisk aktør i den.
Denne kommentar er anbefalet af:
……jeg vil gerne “omklamres” af Suzanne Brøggers
sproglige elegance, igen og igen…Tak! ~~*~~
Kære Inger, jeg forstår det sådan, at Brøgger mener, at det er en ganske anden angst - som ikke bliver problematiseret - venstrefløjen skulle kere sig om. Og det, synes jeg, hun har ret i. Godt nytår!
Hmm, Inger og Hans Jørgen: har I aldrig læst essays før? De udmærker sig ved at inddrage problematiseringer og tematikker fra andre skribenter, der udlægges eller diskuteres i den nye tekst - det er det, Brøgger fremfor at name-droppe. Hun gør jo netop rede for det, der giver anledning til omtalen af den pågældende forfatter, så man ikke behøver selv at have læst vedkommende, men måske nok kan anspores til at gøre det efterfølgende. Brøgger er næsten den eneste, der på den måde stadig benytter en klassisk og internationalt gangbar intellektuel debatstil herhjemme, desværre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kristian,
hvordan i alverden skulle jeg kunne forhindre det politiske flertal, som jeg ikke har del og lod i, i at gå i krig???
Hvis du kan anvise en metode, en metode, der virker, ville jeg være dig dybt taknemmelig.
Hans Jørgen, kommer tid, kommer råd. Verden går nogle gange et skridt tilbage, det så vi i det sidste årti, men det synes nu, som om det hele retter sig igen: tv bliver bedre, politikerne pragmatiske og løsningsorienterede, danskerne mindre selvglade og mere reflekterede - jeg er allerede fortrøstningsfuld.
“Det, vi oplever, er en Kæmpemæssig Proletariseringsproces” (Johs. Hohlenberg., ca. 1937). Det er svært at være uenig, hvor politisk ukorrekt og elitært, det end lyder. Hvad så definitionen “proletar” præcist er, må henstå i det uvisse - en bestemt tænke-adfærd, måske.
På et tidspunkt for nu næsten 40 år siden begyndte jeg, og vistnok også andre, at nære den forestilling, baseret på rygter og, viste det sig, ønsketænkning, at den Tolkien-læsende DRONNING var i besiddelse af undertrykte, revolutionerende idéer - noget, der jo også kom til udtryk i ordet “dumstolt” i en nytårstale. Siden er Hun vist blevet banket på plads, eller var det hele en illusion? “Det må hun ikke sige”, hedder det som forklaring på den øredøvende intellektuelle tavshed.
Det samme med vor udenrigsminister, Per Stig Møller. Han mentes også at have særlige evner til refleksion og kreativitet; det sidste viste sig dog mest, da han opfandt Resolution 1441 som den helt enestående danske begrundelse for at gå til angreb på Irak. Det er ikke meget, der tyder på enegang i forhold til Fogh eller Fogh II. “Det går Per Stig aldrg med til”, forlød det ellers, inden Irak. “Det må han jo ikke sige”, hedder det så endnu engang.
Med Dronningen og Per Stig Møller handlingslammet, firvilligt eller ufrivilligt, er der vel intet andet tilbage end en grinende Per Larsen.
Jens Thorning:
.”… at den Tolkien-læsende DRONNING var i besiddelse af undertrykte, revolutionerende idéer (…) Siden er Hun vist blevet banket på plads, eller var det hele en illusion? “Det må hun ikke sige”, hedder det som forklaring på den øredøvende intellektuelle tavshed.”
Der var også mange, der i flere år gik rundt med en illusion om at Birthe Rønne Hornbech er retskaffen og respektabel.
Birthe Rønn Hornebech fodrer den indre svinehund og Dronningen skamroser politibrutalitet. Myten om at der skulle findes en borgerlig anstændighed hos dronningen, integrationsministeren og andre er vist desværre ikke andet en en myte…
Lidt sjovt at læse kommentarer til ‘for meget’ name-dropping, for er der noget, som også karakteriserer de forgangne 00’ere, ja så er det netop forsøget på at ramme laveste fællesnævner, så alle kan være med i et inkluderende ‘vi’ og ingen tabes pga. en eventuel for høj lix, for udbredt brug af navne eller anden form for formidling, som kræver noget af læseren; nemlig at der bygges ovenpå allerede erhvervet viden fremfor at starte fra bunden eller sandkassen hver gang.
Der er fordele ved at tale i et sprog, som alle kan forstå, men der er bestemt også ulemper. En af de største er, at der er ting, man simpelthen må undlade at formidle, fordi det ikke lader sig gøre, hvis man skal tage hensyn til laveste fællesnævner.
Det føler jeg personligt i udstrakt grad gjorde sig gældende i den offentlige diskussion, formidling, information osv. Der var ting, der blev udeladt “fordi det var for svært at forstå”. Derfor render mange rundt med en ½ version af sandheden. Derfor faldt informationsniveauet drastisk i diverse nyhedsmedier; på tv, aviser, radio, på nettet. Derfor endte det hele op med et sammensurium af ligegyldige ting, som ingen i hvert fald kunne have ondt af eller ikke kunne forstå.
Ligegyldige tv-programmer som X-factor og den udbredte brug af ‘eksperter’ som ‘kommentatorer’. Ofte fik disse oversættere mere taletid end dem, der startede med at levere et budskab.
Måske skal vi bare vente på, at en passende ‘ekspert’ oversætter og udtaler sig om et essay som Susanne Brøggers, så er det helt i det forgangne årtis ånd;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Således kan man ’elegant’ få placeret folk i de rette kasser.
Men jeg må sige, at det kommer bag på mig, at nogle af de bedste formidlere her på denne netavis benytter sig af ”laveste fællesnævner” og at de ser X-factor og får deres informationer fra de omtalte ’eksperter’.
Faktisk findes der alt fra biologer, jurister, politiske begavelser m.fl. der ikke føler sig for fine til at udtrykke sig på almindeligt dansk, både her og i medierne.
Men der er også en tendens til at højt begavede ’formidlere’ forbander og skælder ud på de formastelige dummernikker, der vover at stemme på Dansk Folkeparti, uden at de dog føler sig forpligtet til at nedværdige sig til at gøre noget ved problemet.
Man kan sige at de først pisser på folk, for derefter at sige at de lugter.
Hvis venstrefløjen ville droppe åndssnobberiet og holde op med at tale “ned” til kortuddannede, kunne de erobre den politiske magt overnight.
Der har nemlig aldrig været nogen fælles interesse mellem de kortuddannede og kapitalen. Faktisk udgør de - uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige hønseriejere - den grovest udbyttede del af samfundet.
Ved ikke at kunne gå andre steder hen end DF sætter de selv kryds ved fortsat udbytning.
Det er et rationelt valg. Udbytningen føles nemlig mindre smertefuld end åndssnobbernes foragt.
Gorm Petersen gentager bevidstløst Rune Lykkebergs håbløse tese om at det er “den kulturelle overklasse” i Danamrk der er skyld i racismen i Danmark og i Dansk Folkepartis succes. Det er og bliver noget forfærdeligt vrøvl.
Xenofobien i Danmark er opstået fordi de danske medier og de danske politikere har fremprovokeret den.
Når det står langt værre til i Danamrk end i lande vi normalt sammenligner os med, skyldes det ikke at danskerne af natur er mere racistiske og provinsielle end de øvrige befolkninger i Nordeuropa.
Kedeligt er det, at åndshovmod og fine fornemmelser er skyld i at vi i dag regeres af en flok taburetklæbende og magtliderlige jubelidioter, der ser en interesse i at holde befolkningen i uvidenhed, og benytter sig af laveste fællesnævner og skræmmekampagner.
De kan lyve og bedrage sig til personlig karrierepleje og det er nærmest en fordel at være ulden i kanten. De har ikke den mindste interesse i ”landets interesser”, kun deres egne.
Denne kommentar er anbefalet af:
PT:
Din argumentation er forkert, fordi den bygger på xenofobien. Det var ganske rigtigt den, DF kom frem på (hjulpet af BT og Ekstrabladet), men dels har alle partierne taget den til sig (selv SF), dels har den ikke specielt appel til S-vælgerne (hvis vandring repræsenterer det eneste resulterende flow mellem rød og blå stue).
Hadet mod de kulturradikale er langt, langt stærkere end fremmedhadet og går på tværs af samfundsklasser (danskhedens samlende kraft) - og det sikrer DF’s magt i meget lang tid fremover.
Selvfølgelig er medierne den helt store synder. Men hvem kan fortænke dem i at hyppe deres egne kartofler? De har jo stort set sammenfaldende interesser med regeringen i det borgerlige landskab – journalister og skuespillere og hvem som helst af dem der står for ’underholdningen’.
Det var en grim overraskelse for nogle at se sin formue på ½ mia. forsvinde og blive til gæld. Helt uforståeligt. Helt så overraskende forekom det ikke, at 1-2 mio. pludselig kunne blive til ½ mia. Realitetssansen var helt sat ud af kraft.
Det dér med den ”kulturelle (over)klasse”: - Er det noget med generne, penge, uddannelse, magt eller hvad?
Jeg har for nylig set en beskrivelse af mig selv, som jeg i et og alt kunne vedkende mig. Til min store overraskelse kom jeg i kassen med de ”kulturradikale”. - Hvad?
Jeg synes det var en vellykket artikel, men tænkte dog tanken, at jeg så frem til modsigelsen, selvom jeg ikke selv lige havde den for hånden -. Jeg synes ikke referencerne oversteg hvad der forekom mig relevant - og det må være det afgørende.
Og apropos misbrug af“Vi” - det er slet ikke nogen ny problematik! :-)
Man kan ikke påtvinge et menneske noget, uden at møde modstand. Det i sig selv burde bevise, hver gang brugen af vi forekommer, at det er et falsum.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis de der tidligere gik ind for “frigørelse” (og hører SB da ikke til disse?) nu mener at den er gået for langt så ok da. Men er det da ikke lidt en undvigemanøvre blot at anklage “den vestlige civilisation” eller “danskerne” eller “tiden” og ikke sig selv?” Jeg var en gang en slags “feminist” men det var en fejltagelse, fremover bør vi lære at underordne os”? - fint da.
Og hvad menes med “de få der havde noget at tro på og dø for blev lagt for had” . Hvem kan de være, de der ufortjent bliver lagt for had fordi de er villige til at dø for noget og tro på noget?
Jeg kender een, der døde for “noget”.
Jeg ville ønske, at det var “noget”, der var død i stedet for.
For nu at blive i hensigtsterminologien…
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Brøgger for et overblik. Og dette er ikke namedropping, det er uddeling af viden.
Mærkeligt at der ikke mere kan tages imod uden at det straks giver mindreværdsfølelser… især i tider hvor det er så utrolig let at tjekke kilderne ud… og således blive klogere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jamen, Susanne Brøgger har da helt ret i, at “vi” er et farligt ord.
“Vi” starter krige, - enten fordi “vi” er bedre end de andre, eller fordi “vi” føler os truet af dem.
“Vi” er nationalister, som blot påpeger indlysende sandheder, som “vi” derfor hverken behøver at forsvare eller dokumentere.
“Vi” tror nemlig ikke blot på det rette, men har også patent på at definere den rette tro.
Og derfor er “de andre” altid en trussel, især fordi “de” har en dårlig vane med at sige “jeg”, når de fremsætter deres mening, - den slags individualisme er hovmod, som “vi” nok snart skal få vedtaget en lov imod.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det næste årti, ja hvad skal vi, alle sammen, kalde 2010´erne? Må jeg foreslå at vi kalder dem 20X´erne, ikke kun fordi det er sandsynligt Frederik d. X. får sin trone, men fordi alt tyder paa at X faktorbegrebet for alvor slaar igennem og ikke kun paa tv-skaermen i 20X´erne?
Når X bliver nævnt kommer jeg altid til at tænke på Søren Kierkegaard.
Det har det med at tyranisere en. Bare man kunne løse dets reelle værdi, lade det give sig til kende, så man kunne råbe direkte ind i dets ansigt :
Jeg gider dig ikke !
Denne kommentar er anbefalet af:
Skete der ikke noget godt også?
SB lavede en musikalsk gang rygklapning, der vederkvægede min ene hjernehalvdel.
Lur mig om ikke der på den anden side af jerntæppet - blandt dem vi foragter - de dumme - undermenneskene (min anden hjernehalvdel - jeg bliver så gal i knolden hver gang jeg slår hovedet) kunne skrives en historie om os - de kloge og politisk korrekte - lige så musikalsk sirupsdryppende rygklappende vederkvægende for de, der hader os lige så meget som vi hader dem..
Alt synes skrevet efter samme recept som Bronsons gamle “en mand ser rødt”. Først skal man opbygge vredeshormoner - bagefter skal de forløses i en enten fysisk eller verbal blodrus.
Andet og mere har SB vel egentlig ikke bedrevet.
Glædet en flok halvgamle krypto-marxister med at “verden er af lave” fornemmelsen også deles af andre end dem selv.
På samme måde som Bronson glædede de mange som mener, at “der ikke straffes hårdt nok”.
Kære Gorm Petersen,
men jeg elsker nu Charles Bronson som eksponent for de strafhungrende og do.-forherligende klaphatte: en smålatterlig klaphat med klart underskud af vertikale væksthormoner … minder mig om typen der sidder og hænger over en bajer i hjørnet af værtshuset, og engang imellem - når branderten giver D.T., - himler op om hvor mange tæv han ville give en islamist, hvis han trådte ind ad døren.
Apropos forfatterens mange indflettede referencer:
Kierkegaard-passagen er direkte fejlagtig. Det er ikke teaterdirektøren, der træder ind på scenen, men Bajads. Og det gør en forskel.
Brøgger har åbenbart glemt pointen.
“Satrapi provokerer ved at spørge til vores nøgenhedskultur, om den skulle vise sig at være en vestlig version af en chaddor? ”
Satrapis tankegang er cirka lige så begavet som den der med, at ateisme blot er en speciel version af de øvrige religioner.
Underligt egentlig, at fru Brøgger ikke kan se, at brugen af “vi” og “danskerne” også er meget ekskluderende over for de mennesker, der bor i Danmark, bidrager til statistikkerne og ikke er/definerer sig som danskere.
- Det er et irriterende faktum ved kommentarsektioner som denne - at artiklens forfatter ikke deltager.
- Desuden er det irriterende, at funktionen ‘Send mig en mail, når der kommer nye kommentarer ’ ikke virker!
- I vore dage gør det måske det samme, om det er bajads eller direktøren, der kommer ind med beskeden?
Per-Olof skriver:
I vore dage gør det måske det samme, om det er bajads eller direktøren, der kommer ind med beskeden?
Muligvis.
Men Kierkegaard havde en pointe med at lade netop Bajads være budbringeren. Den er tilsyneladende gået hen over hovedet på Suzanne Brøgger.
En lille smule pinligt, kunne man mene, når en forfatter nu gerne vil besmykke sit skrift med referencer til kloge folk som Kierkegaard, at forfatteren så refererer klokkeklart forkert, og dermed også afslører, at hun heller ikke har forstået meningen.
Man kunne måske ud fra dette eksempel på lemfældig omgang med en stor ånds ord og tanke blive en smule skeptisk i det hele taget. Hvordan forholder det sig mon med de øvrige referencer? Er de kanske også fejlbehæftede og misforståede?
En tak til Suzanne Brøgger for at sætte intelligente ord på alt det jeg synes er gået galt i Danmark siden 2001.