For den store del af den danske befolkning, der kun kommer i folkekirken til dåb, bryllup og julegudstjeneste, kan fortællingerne om Jesu opstandelse og vand til vin virke uforståelige - og derfor afskrækkende. Danske folkekirkepræster har brug for et nyt sprog, hvis de skal fange flere danskere. Det mener Malene Bjerre, cand.mag. og journalist, der blandt andre står bag bogen Den Nye Aftale, der er en nyoversættelse af Det Nye Testamente på nutidigt dansk.
»Det er nødvendigt, at præsterne udvikler et sprog, der kan forklare, hvad alle fortællinger egentlig betyder, og hvad det er, man egentligt tror på, når man er kristen. Kirkens sprog er blevet et højtideligt klubsprog, som man kun kan forstå, hvis man er medlem, altså fast kirkegænger, og det koster altså medlemmer og strider imod de kristne budskaber,« siger Malene Bjerre og fortsætter:
»Den kristne religion har en særstatus i vores samfund, og derfor kan det ikke passe, at folk ikke kan læse de religiøse tekster på et forståeligt sprog eller lytte til præsterne uden at skulle have prædikenerne oversat. Kristendommens udfordring er simpelthen at kunne tale til moderne mennesker.«
Kan ikke forklare troen
Malene Bjerre holder også kurser for præster om, hvordan de kan forny det religiøse sprog. Her oplever hun, at selv præsterne kan have svært ved at forklare deres tro.
»Jeg får enormt ringe svar, når jeg spørger ind til, hvad det egentligt vil sige at tro på Jesu opstandelse. Det er ligesom, når man underviser på skoler og gymnasier: Dem, der synes, stoffet er rigtigt svært, de kan kun gengive det med lærebogsord, men dem, der kan stoffet godt, kan sagtens formulere sig på andre måder. Jeg oplever, at præsterne kun kan formulere sig i det højtidelige og gammeldags sprog, fordi de selv har svært ved at forstå, hvad kristendommen betyder for det moderne menneske,« forklarer hun.
Malene Bjerre påpeger, at det religiøse sprog på den måde får sin egen sprogkategori.
»Flere præster har sagt til mig, at dét at forstå kirkens sprog er ligesom, når man skal lære at dyrke roser eller at strikke. Så skal man lære havebegreber og håndgerningssprog. Men sådan må det ikke være, hvis kirken skal forblive en folkekirke,« siger hun.
Malene Bjerre mener, at præsternes frygt for at miste autoritet står i vejen for den sproglige fornyelse.
»De er bange for at devaluere religionen, hvis de bliver for banale og taler om kristendommen på et sprogligt niveau, som den almindelige dansker kan forstå. Det er en form for erhvervsskade blandt præster, at de ikke tør sige tingene, som de er. Men jeg synes, det er absurd, at en julekalender som Jesus og Josefine (årets julekalender på TV 2, red.) skal få mig til at føle mig mere kristen end en gudstjeneste,« siger hun og uddyber:
»Præsternes højtidelige sprog gør, at mange bliver kulturkristne, fordi ingen kan forstå den egentlige kristendom. Præsterne skal derfor til at sætte konkrete ord på i stedet for at holde sig til metaforerne, så danskerne kan lære kristendommen at kende.«
Kommentarer
Artiklen viser med al tydelighed, hvilken sump af bedrag vi betaler til, i og med vi opretholder en statsunderstøttet kristen kirke. Der er ikke et eneste begreb, der kan tåle dagens lys.
Tror man på en skabergud, må man siges at være teist, men jeg har mødt præster, der ikke ville kaldes teist. Dermed bliver a-teisterne næsten bragt til tavshed, og diskussionen bliver mudret.
Der er kun én ting, der står fast, præsternes månedsløn. Alt andet svømmer, og derfor kommer diskussionen til at stå om folkekirkens beståen, for der er ikke andet at forholde sig til.
Dermed kommer vi også til at debattere noget andet end det væsentlige, nemlig hvordan skal vi forstå ’ånd’ i dag, hvad meningen med livet er, hvad universelt ansvar består i eller hvad vi skal acceptere af holdninger, der kommer os på tværs.
Mange, mange gode debatter går i skår, fordi vi som samfund opretholder en kirke, der først og fremmest forholder sig til en form for ’åndeligt spøgelse’ og uddanner mange gode hjerner i en plørereligion, der kun kan forplumre debatterne i både Deadline, på højskoler og i familie- og vennesammenhænge.
Tak til Sabrine Drevsfelt for hendes oplysende arbejde.
Det kunne jo også eventuelt tænkes, som i det mindste en teoretisk mulighed, at det ikke er indpakningen, sproget, som er problemet.
Men at det er indholdet, selve religionen, guderiet, som folk ikke er interesseret i.
Det ligger som en ubestridt forudsætning i ovenstående artikel, at religionen, i dette tilfælde kristendommen, er helt i orden og ikke fås bedre til samme pris. Den skal bare sælges på en anden måde.
Minder lidt om, når politikere efter et valgnederlag undskyldende siger, at de ikke har forklaret deres politik godt nok.
Den mulighed, at folk ikke brød sig om deres politik, måske var lodret uenige, ja, den er aldeles utænkelig.
Jeg er da hamrende ligeglad med, om præsterne tror eller ej, og om de er i stand til at prædike, uden at menigheden falder i søvn.
Men når præsterne begynder at tale i forblommede vendinger om, at kirken ikke liiige drejer sig om at tro på opstandelsen, som sådan, eller gud, som en egentlig gud, og så videre, så bliver jeg mistænksom.
For så lyder det ikke af en kirke mere, men af en kulturinstitution, der ønsker at definere ting i vores samfund, som ikke rager dem … hvad det vil sige at være kristen, vil jeg overlade til den enkelte kristne, uanset hvilken skabelon folkekirken så ellers finder på.
Det er vist på tide at folkekirken indser, at de skal tjene deres menighed, - ikke definere den!
Problemet med kristendommen, dens formidlere og dens almindelige tilhængere, er simpelthen, at ikke en kat forstår, hvad det er, der skal formidles – ud over det helt banale, at vi skal være gode ved hinanden, hvad vi godt ved i forvejen.
Det er et mysterium (det eneste), hvordan dette cirkus (folkekirken) kan få lov at fortsætte, når den ikke kan forklare til os udenfor ’indhegningen’ (skatteyderne), hvad det hele går ud på.
Kunne vi dog bare forene vores gode kræfter i at skabe et samfund, der for det første tog bedre vare på ’enken og den faderløse’, og dernæst sikrede disses fortsatte overlevelse på den forureningstruede klode, ja, så var vi kommet længere, end vi er nu. Så ville vi se os værende til stede i samme båd og ikke som nu tæskende løs på hinanden, opdelt i døbte og udøbte.