Hendes fortællinger om raske drenge og pigers eventyrlige færden har gjort Enid Blyton til en af de bedst kendte og bedst sælgende børnebogs-forfattere gennem tiderne.
Historier som dem om De Fem, De hemmelige syv og Noddy er gået i oplag på til sammen over 600 millioner eksemplarer.
Siden hendes død i 1968 er Blytons ry imidlertid blevet i nogen grad plettet af jævnlige beskyldninger om racistiske holdninger i hendes bøger (hvori skurke ofte er sigøjnere eller udlændinge, red.), og nu kommer det så frem, at hun måske også kan have været nazisympatisør.
Udvandrede ikke
Ida Pollock, den 100-årige engelske forfatterinde af kærlighedsromaner - mere end 100 er det efterhånden blevet til - og som var gift med Blytons eksmand Hugh, betror nu The Independent on Sunday, at Blyton var til stede ved en middag i slutningen af 1930’erne, hvor samtalen kom ind på at finde en fredelig forståelse med Hitler.
Og mens Hugh gik ud i afsky, var Blyton kun glad for at blive og lytte til overvejelserne, hævder Pollock.
»Ved en lejlighed blev Hugh og Enid inviteret til middag på et velkendt landsted,« fortæller hun.
»Det var sidst i 1930’erne og under aftenens middagskonversation, var der flere, der talte om nødvendigheden af at formilde Hitler. Jeg ved ikke, hvad Enid Blytons holdning var, men jeg husker klart, at hun ikke ønskede at udvandre. Hugh derimod kunne ikke holde den eftergivenhedssnak ud. Hans blod kogte,« fortæller Pollock.
Hun fortsætter:
»De havde en chauffør, der ventede på at køre parret hjem, så han vidste, at Enid ville være okay, men han havde ikke tænkt sig at blive hængende i det hus, så han gik alene hjem gennem skoven.«
Ida, der nu lever på et plejehjem i Cornwall i det sydvestlige England, offentliggjorde sidste år den seneste af sine romaner sidste år, A Distant Drum, en historisk romance centreret om slaget ved Waterloo, under forfatterpseudonymet Marguerite Bell.
Konkurrenten
Hun har nu også udgivet sine erindringer - Stardust - som hun begyndte at skrive »for længe siden«.
»Privatlivet er noget personligt eller burde være det, synes jeg. Men for nyligt blev jeg opfordret til at færdiggøre denne erindringsbog og udgive den, om ikke andet for at få sat nogle ting på plads.«
Mange af disse ting omhandler Enid Blyton, da børnebogsforfatteren aldrig helt kunne give slip på sin eksmand, selv om hun gik med til at skilles fra ham.
»Jeg mødte Hugh igennem forlagsverdenen. Og forelskede mig i ham, som jeg formoder, Enid Blyton må have gjort år tidligere under lignende omstændigheder. Temmelig hurtigt indså jeg, at Hugh var gift, og at jeg naturligvis ikke kunne forvente, at noget ville udvikle sig mellem os.«
I 1943 giftede hun sig med Hugh. Han og Blyton var gået fra hinanden efter et storm-fuldt ægteskab. Men børnebogsforfatteren fyldte stadig meget i de nygiftes liv. > > > >
»Da Hugh og jeg havde været gift tre eller fire år, modtog jeg et brev fra Enid Blyton. Det var et temmelig hadsk brev, i al fald i forhold til Hugh, og jeg husker at jeg tænkte, ‘hvor besynderligt’. Trods alt havde hun jo giftet sig igen, og det så ud til, at hun var lykkelig nok.«
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Øh nu kan man jo finde temmelig mange mennesker fra 30erne, ikke mindre i borgerlige kredse herhjemme som havde sympatier overfor Tyskland, m.h.t. til skurke i gamle eller ældre børnebøger, så er det jo naturligvis altid et anakronistisk syn der kommer frem, idet bøgerne jo naturligvis reflekterer det fremherskende menneskesyn på tidspunktet for udgivelsen, prøv fx. at læse Peder Most. Men Enid Blyton har nu aldrig været nogen populær forfatter blandt de politisk korrekte. Elskede selv de fem bøgerne som barn og har genlæst enkelte som voksen og man kan da godt se, at der mangler fx. en social dimension og at den protestantiske etik er stærkt fremherskende, men sådan var det vel også i fx. Jan Bøger, Flemming bøgerne etc. Så kritikken af Blyton forkommer mig malplaceret, man må vurdere bøgerne udfra den kontekst de er skrevet i.
Ja, Europa var i 1930’erne og langt ind i krigen befolket af nazisympatisører alle vide vegne, også i Danmark.
Mange kræfter blev lagt i det evigt strandede forsøg på at forene Norden (og heri forbinde De baltiske Lande). Mens Finland og delvis Sverige gled mod øst, søgte Island, der allerede i 1.verdenskrig var blevet styret fra London, mod vest og afskrev som bekendt kompagniskabet med DK i 1944.
Stauning-regeringen vidste knapt hvilket ben, den skulle stå på. Snart forhandlede den i London, snart i Berlin. (Krakteristisk blev Harald Bergstedts politiske karriere, da han efter at have deltage i den socialdemokratiske delegation begge steder, forsøgte at fasthold lige til sin død efter krigen Stauning på sin indgåede aftale med nazisterne, og i trods meldte sig ind i DNSAP og blev tilknyttet Fædrelandet.)
Spørgsmålet var for mange, om kontakten skulle etableret mod øst, syd eller vest, og adskillige træk viser zig-zag-forløbet, handelsforbindelserne (DK havde en stor eksport af smør og svin til UK), kulturforbindelser (f.eks. Viwels og Jensens ‘Ringen’) og bankaftaler (f.eks. spørgsmålet om møntfod og stelingblok, vi gik tilbage til guldet), og hvor stod arbejderskandinavismen under arbejdsløsheden? Længe overvejede man, om et forenet Norden havde kunnet afholde Hitler fra en invasion.
Og Adolf Hitler selv, for ikke at tale om Rudolf Hess, havde krigen igennem håbet på en fredsaftale med englænderne, eftersom ærkefjenden var kommunisterne. Og mange regeringer havde i 38 indført særlove imod de spaniensfrivillige, og den danske regering kriminaliserede dem ved tilbagekomsten. Forbavsende mange danskere meldte sig under Finlandskrigen til kamp mod Sovjet, og en del senere til Waffen-SS og Frikorps Danmark. Efter besættelsen anklagede retssystemet kun nazisteer meldt ind efter 9.april for landsforræderi.
Mange andre end Blytion var om ikke nazister, så nazisympatisører, også i England, hvor den konservative regering var modstander af kommunismen. Svigter hukommelsen eller min gamle skolelærdom?
Det er godt nok en tynd kop te der serveres. Der er på ingen måde angivet indicier for at “Enid Blyton” skulle have næret nazi-sympatier. Hendes brøde består i at hun UNDLOD at udvandre (af høflighed?) fra en samtale hvor NOGLE af deltagerne argumenterede for at man skulle finde en FREDELIG løsning.
Det kan vel sammenlignes med at være modstander af den første golfkrig (hvis vi går ud fra at middagsselskabet var efter invasionen af Tjekkiet).
Jamen dog, så var Neville Chamberlain måske også skabs-nazist?
De, der er ansvarlige for nationen, har den utaknemmelige opgave at gøre det der objekt set er bedst.
I Danmarks tilfælde var det, at indgå i et samarbejde med Nazi-Tyskland. Objektivt set, var det nok den mindst ringe valgmulighed, uanset hvad man i øvrigt mener om nazisme e.a.
Storbritannien mistede deres empirie, som en konsekvens af deres kamp mod Nazi-Tyskland. Objektivt set medførte GB kamp vel indirekte, at samtlige europæiske stormagter efter WWII var blevet detroniseret af de nye stormagter, Sovjetunionen og USA.
….”den mindst ringe mulighed”, ja, det er netop der debatten har stået siden. Samarbejdet fandt mange fornuftigt, bl.a. socialdemokraterne, til trods for deres udmeldinger i 30’erne (jv.Hartvig Frischs Pest over Europa), mens andre (især nordmænd) var parat til at forsvare landet mod en angriber. Og sindelagsstillingen er antagelig den samme i dag med samme forskel mellem partierne, men på en anden udenrigspoltisk baggrund, hvor regeringen er “amerikaniseret”.
Danskerne udgjorde et brohoved til Norden og havde endog i 1940 forudsætninger for at udsætte, evt. forhindre, angrebet på Norge (Aalborg lufthavn var en af forudsætningerne).
I øvrigt talte mange i Danmark i 30’erne om et forenet Europa, en tanke, som i germaniseret udgave lå bag Hitlers invasioner. Forleden faldt jeg over en udtalelse i 30’erne af den kendte forfatter Thomas Olesen Løkken:
“Nordens enhed ville blive det store eksempel, den første begyndelse til EUROPAS FORENEDE STATER. - Besynderligt, så de samme tanker kommer fra forskellig hold i disse år!”
Per Diepgen,
der er meget i verden, der er besynderligt. Alle er enige om, at alt hvad Nazi-Tyskland stod for, er modbydeligt, men ikke desto minde stortrives det nationale sindelag, herrefolkstankegang (by proxy (USA)), xenofobi, fascistoide politikere, udhuling af retssikkerhed for de der opponerer mod tingenes tilstand, og meget andet.
Dette er ikke et billigt forsøg på at trække Hitler-kortet, men blot en trist observation.