Nytårsdags akkurat forfejlede drabsforsøg mod tegneren Kurt Westergaard er som bekendt ikke første gang en dødsfatwa bliver forsøgt ført ud i livet. Men reaktionsmønstret har forskubbet sig i forhold til for 20 år siden, da Irans islamistiske og revolutions- og statsleder, Ruhollah Khomeini, satte en pris på Salman Rushdies hoved for forfatterens udgivelse af sin romanen De sataniske Vers.Dengang var protesterne over dødstruslen og solidaritetstilkendegivelser med den fatwa-ramte fremherskende i de liberale demokratiers offentlighed.

I dag synes der at have indfundet sig lammende tavshed - eller er det massiv træthed? - over den tilsyneladende ørkesløse strid mellem på den ene side dem, som forsvarer retten til at krænke blasfemisk og på den anden side dem, for hvem sådanne grænsesøgende ytringer må kalde på fordømmelser og opfodringer til mord.

Fatwaen mod Rushdie har indtil videre har båret mindst én morderisk frugt: Det lykkedes at tage livet af hans japanske oversætter, Hitoshi Igarashi. Siden måtte også den hollandske filminstruktør og islamkritiker Theo van Gogh lade livet for sin ‘gudsbespottelse’, knivdræbt af en rasende islamist.

At et klimaskifte er indtrådt over for islamistisk intimidering er påstanden i et indlæg i det indflydelsesrige tyske ugemagasin Der Spiegel af den polsk-tyske journalist Henryk Broder, der er kendt for sine islamkritiske synspunkter - han udgav i 2006 udgav en bog om europæernes eftergivenhed over for islam, Hurra, wir kapitulieren. Også dengang med Rushdie var angsten først håndgribelig, husker Broder i sin Spiegel-artikel. For i Tyskland var der til at begynde med intet forlag, som ønskede at udgive De sataniske Vers.

I brechen for Rushdie

Men så var det, at Günter Grass og andre fremtrædende tyske forfattere tog skridt til at udsende den på et til lejligheden stiftet forlag, der fik navnet ARTIKEL 19 (paragraffen i FN’s menneskeretserklæring, der fastslår ytringsfrihed som grundlæggende rettighed, red.). Mange andre rykkede nu ud til forsvar for Rushdie, deriblandt Tysk PEN, Oskar Lafontaine, Nobert Blüm og Hans Magnus Enzensberger - ifølge Broder var det »den bredeste koalition i Forbundsrepublikkens historie«.Et principforsvar for ytringsfriheden burde vel kunne mobilisere tilsvarende bred tilslutning, uanset om den truede part er romanforfatter eller karikaturtegner? Nej, sådan gik det slet ikke i Tyskland, beklager Broder sig. For den ‘krænkede’ part var reaktionen dog den samme: I 1988 demonstrerede millioner af muslimer verden over fra London til Jakarta - uden at have læst Rushdies bog, og det gjorde millioner af muslimer igen 17 år senere - og kun de færreste havde overhovedet set Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

Men denne gang var der ingen tyske forfattere og intellektuelle, der ville være med til at danne vognborg om Kurt Westergaards ytringsfrihed - ja, flere, deriblandt samme Günther Grass, udtrykte nu ligefrem forståelse for »muslimers krænkede følelser« og de dermed forbundne voldsomheder, som ifølge Grass måtte forstås som »et fundamentalistisk svar på en fundamentalistiske handling«.

Grass gik så vidt som til at sige: »Vi har fortabt retten til at søge beskyttelse under de frie meningsytringers tag.«

Og mange, deriblandt SPD-partiavisen Vorwärts, sammenlignede JP-karikaturerne med »antijødiske tegninger fra Hitlertiden«.

Dagens parole var med teaterdirektør og medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne, Claudia Roths ord: »Deeskalation beginnt zu Hause« (konfliktnedtrapning begynder hjemme).

I tråd med dette vovede kun de færreste tyske medier at vise de ifølge Broder fuldstændig »harmløse« Muhammed-tegninger eller foretrak at vise dem tildækkede, som ville de følge psykoanalytiker Hors Eberhard Richters råd:

Vi er skræmte af terror

»Vesten må undgå alle provokationer, som kan fremkalde følelser af fornedrelse og ydmygelse i den islamiske verden«.»Uvist var det, om Richter også er den opfattelse, at Vesten fremkalder følelser af fornedrelse og ydmygelse i den islamiske verden, når den tillader sine borgere at gå med miniskørter, nyde svinekød og legalisere homoægteskaber,« polemiserer Henryk Broder.

De forstående reaktioner, fortsætter Broder, var i alle tilfælde »udenomssnak« og udtryk for, at debattørerne var »krøbet i angstens musehul«.

»For der var jo sket noget imellem Rushdie-affæren og karikaturstriden: 11. september, terroranslagene i London, Madrid, Bali, Jakarta osv. - anslag, som mange kommentatorer også tolkede som udtryk for fornedrelse og ydmygelse i den islamiske verden. På baggrund af trusselskulissen forekom det nu mere fornuftigt - og frem for alt langt mere sikkert - at forkynde ‘respekt’ for religiøse følelser frem for at stå fast på ytringsfrihed.«

Men, og her vi fremme ved en central pointe i Broders indlæg, ikke blot begynder konfliktnedtrapning i hjemmet. Den slutter desværre ved hjemmets dørtærskel:

»For den anden side har ikke tænkt sig at deeskalere. Fatwaen mod Salman Rushdie står stadig ved magt, og attentatet mod Kurt Westergaard var kun seneste forsøg på at eksekvere en dødsdom for noget, som er helt uden strafbart grundlag.«

Og Broder konkluderer: »Islam er måske i teorien en fredelig religion, men i praksis ser det ikke sådan ud«, hvorpå han supplerer med endnu et eksempel:

»Midt i Berlin bor der en tysk-tyrkisk advokat, som har måttet gå under jorden, fordi hun udgav en bog. Der var ikke en eneste Muhammed-karikatur i den, men alene titlen var en stærk nok provokation: Islam behøver en seksuel revolution.«

Plumpe tegninger

Broders præmis om at Rushdie og Westergaard befinder sig på samme principielle plan, forkastes dog af en anden tysk kommentator, Andrian Kreye fra Süddeutsche Zeitung:

»Man kan på ingen måde sammenligne et værk fra verdenslitteraturen, hvor en af vor tids klogeste forfattere (Rushdie) på højeste kulturhistoriske niveau går i clinch med religiøse spændinger fra sit hjemstavnsland, Indien, med en danske vittighedstegners plumpe løjer.«»Hvor førstnævnte er et intellektuelt mesterværk, som skal forsvares, er sidstnævnte en bevidst provokation, der er omtrent lige så intelligent som at gøre forsøg på at tæmme en tiger ved først at vifte den om næsen med en kotelet og derpå fjerne den igen.«

Kreye ser fokus for »værdidebatten« et andet sted:

»Det handler hverken om ytringsfrihed eller respekt for religiøse følelser. Det handler om Vestens manglende evne til realistisk at vurdere konfrontationen med den islamiske kulturkreds og dennes indflydelse på den muslimske diaspora på europæisk grund. I Vesten går værdidebatten principielt ud fra, at vores værdikanon - frihed, lighed, demokrati og menneskerettigheder - er noget, resten af menneskeheden sukker efter at få del i.«

Men dette er en grundlæggende misforståelse, mener Kreye:

»Islams værdikanon er slet ikke den diametralt modsatte af den jødisk-kristne, men visse værdier er grundlæggende uforenelige: Frihed og demokrati er ikke livsformer, som den islamiske verden ser som højeste udviklingstrin. En adskillelse mellem kirke og stat står heller ikke på dagsordenen.«

Ting værre end døden

Erdnu mere ømtåleligt er forholdet til ytringsfrihed, betoner Kreye og henviser til, hvordan muslimers fornemmelser for Profetens uantastelighed blev udnyttet af amerikanske forhørsspecialister i Guantánamo Bay og Abu Ghraib i Irak. I disse lejre »foregik der systematiske krænkelser af religiøse følelser: Koranskænderier, trusler om at måtte bede halvnøgen osv. Men for en from muslim er sådanne fornedrelser »værre end døden«, hævder Kreye og citerer her islam-eksperter som Bernard Haykel.Heri ligger dog ikke, må vi forstå, at så er hver en from muslim disponeret for at myrde ‘blasfemiske krænkere’. Det handler om politik.

»For de radikale strømninger i den islamiske verden er fornedrelsen fra Vesten ledemotiv for mobilisering. Den, der vil forsvare ytringsfriheden over for islam med provokerende karikaturer som Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, eller ved at recitere De sataniske Vers i en moské, som Günter Walraf planlagde for et par år siden, erobrer intet nyt land for vestlige værdier. Det leverer blot mere stof til en debat, som tilsyneladende ingen ende vil finde. For vores grundværdier er ikke til forhandling. Og med Gud kan man ikke diskutere,« mener Kreye.

Denne artikel er anbefalet af: