Jeg er lige hjemkommet fra Amsterdam fra juleferien og ser derfor først den 26. december, at formanden for trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, er fremkommet med nogle rabiate udtalelser kort før jul, om at muslimer bl.a. voldtager deres børn. Påstande han ikke verificerer.
I et vestligt samfund som det danske, er det vigtigt, at vi kan verificere vore påstande - særligt når konsekvenserne af påstandene stigmatiserer en hel kultur. Vi kan således ikke tillade os at kritisere hele den katolske kirke, fordi den irske kirke eller dele af den har været vidne til, at tusinder af børn er blevet misbrugt seksuelt. Hvis vi ikke kan verificere vore påstande empirisk, så bør man holde sin mund, når emnet berører ømtålelige kulturelle generaliseringer.
Det, der imidlertid irriterer mig i debatten om trykkefrihedsselskabet er, at medlemmerne af selskabet ifølge kommentator Niels Krause Kjær (Berlingeren) er hæftet op på, hvad formanden for selskabet mener politisk og moralsk om dette og hint.
Trykkefrihedsselskabet er i min optik ikke en politisk organisation, men et selskab, som alene har til opgave at forsvare ytringsfriheden. Lars Hedegaard er jo heller ikke ansvarlig for, at jeg som rådsmedlem i selskabet advokerer for zionismen.
I den aktuelle sag om Lars Hedegaards idiosynkratiske udtalelse om muslimer har politisk kommentator Niels Krause Kjær som sagt forsøgt at gøre medlemmerne af trykkefrihedsselskabet ansvarlige for Lars Hedegaards rabiate udtalelse om muslimer.
Hvis vi accepterer Lars Hedegaard som formand for trykkefrihedsselskabet, er vi, ifølge Krause Kjær, islamofobiske og slette mennesker, og omvendt hvis vi fjerner ham, er vi nogenlunde ordentlige mennesker. Lars Hedegaards tåbelige udtalelser kan selskabet imidlertid aldrig være ansvarlige for.
Vi er alene som medlemmer ansvarlige for selskabets formål. Hvad Lars Hedegaard, Katrine Winkel-Holm eller Thue Kjærhus mener om politik, moral og religion er således ikke selskabets sag. Hvis vi valgte at følge Krause Kjærs anbefalinger, reducerede vi jo netop selskabet til at være en politisk klub, som skal forsvare moralen og politiske standpunkter.
Det var netop det, som skete med PEN under Muhammed-konflikten. PEN forholdt sig politisk og moralsk til en sag, som alene var et spørgsmål om ytringsfriheden.
Kommentarer
Endnu en gang den samme dårlige undskyldning om at Trykkeselskabet er en blandet organisation. Undskyldningen mangler dog stadig at blive bakket op af handling, dvs at Trykkeselskabet beskæftiger sig med andet end Islam og Muhammed.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det ærede medlem af selskabet siger noget om, at man ikke bør stigmatisere en trosretning som f.eks. den katolske kirke og dens medlemmer, men at man gerne må have sin holdning, f.eks. den holdning, som kommer til udtryk i de beskrivelser, som et andet medlem af selskabet fremfører, og som går ud på at stigmatisere en anden trosretning, dvs. den milliard muslimer vi har her på kloden, ved at påstå at de spiser børn og går med bomber i skæget…
Det ærede medlem af selskabet har en udpræget fin sans for manglende logik eller også har det bare en ekstremt selektiv omgang med begrebet ”kulturelle grupper”.
Man er jo nødt til lige som at ekskludere muslimerne fra selve kategorien, det begreber refererer til, når man ikke kan se at stigmatiseringen af muslimerne falder ind under det, man ifølge medlemmet af selskabet ikke bør gøre i det hele taget som medlem af selskabet.
Ræsonnementet er enten bare arrogant, eller også er medlemmet ude af stand til at se logikken i sit eget indlæg.
Denne kommentar er anbefalet af:
Forfatteren skriver, at ” Vi kan således ikke tillade os at kritisere hele den katolske kirke, fordi den irske kirke eller dele af den har været vidne til, at tusinder af børn er blevet misbrugt seksuelt. ”
Jo det kan vi nemlig, for kirken, dvs. hele præstehierarkiet … op til og med ham i de hvide gevandter, har siden guderne må vide hvornår, dengang en eller anden fandt på at katolske præster ikke må “gifte sig” vidst at den var gal med kønslivet. Irland er ikke det første eksempel og problemerne går langt, langt tilbage i tiden. Jo KIRKEN, organisationen, hierarkiet, er at skamme, … men vel ikke den enkelte præst, der måske på en eller anden måde klarer at holde sig på måtten.
Formandens udtalelse svarer til at beskylde alle katolske præster for at misbruge børn, bare fordi der er tusindvis af forbrydelser, og det er jo dog nok næppe tilfældet.
Alle de lystige historier om de katolske præster, der til tider befinder sig i den forkerte seng, stuepigens, nabokonens … , er jo en helt anden sag end det omfattende børnemisbrug.
PS : Der ville sikkert være tilfælde af børnemisbrug selv om de katolske præster kunne “gifte sig”, men de ville vel formodentlig holde sig på et passende (statistisk) niveau.
PPS : Med udtrykket “gifte sig”, mener jeg her, at have officiel adgang til at have et seksualliv.
Når jeg er sammen med Hitler og Stalin,
spiller vi kun Bridge…Hvad er problemet?
Denne kommentar er anbefalet af:
Selskabets rådgivende organ er proppet med politikere, kommentatorer og debatører.
At sige at selskabet ikke har politiske interesser er det samme som at sige at en hest har vinger.
Åbenlyst forkert.
Først er det glædeligt at Thue Kjærhus tager afstand fra Hedegaards påstand om at muslimer voldtager deres børn og fint bemærker, at Hedegaard ikke kan verificere påstanden.. Så langt så godt.
Men så kommer forargelsen over Niels Krause-Kjærs (NKK)blok i berlingske.dk , hvor NKK bare afkræver Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ om at tage afstand fra Hedegaards udtalelse. Er det ikke det alle muslimer bliver bedt om gang på gang, når en rabiat muslim har gjort dit og dat.
Ligeledes hopper kæden også af for mig, når Kjærhus påstår , at JP- krisen KUN gjaldt ytringsfriheden.
Denne kommentar er anbefalet af:
… det var netop det, som skete med PEN under Muhammed-konflikten. PEN forholdt sig politisk og moralsk til en sag, som alene var et spørgsmål om ytringsfriheden …
Man kunne fristes til at sige: Som alene for Trykkefrihedsselskabet og den danske regering er et spørgsmål om ytringsfriheden
For alle andre er sagen et spørgsmål dels om krænkelse af andre menneskers religion dels om tilstandene i Danmark efter systemskiftet i 2001. De tegner ikke Profeten i USA eller Israel og kunne ikke drømme om det. Spørgsmålet er udelukkende: Hvorfor netop Danmark? Hvad ville I egentlig med de tegninger? Vi forstår det ikke (det spørger amerikanere dagligt danskere om).
Thue Kjærhus mener, at der er områder som man kan forholde sig til, uden at tage hensyn til moral (“PEN forholdt sig politisk og moralsk til en sag, som alene var et spørgsmål om ytringsfriheden.”), og dermed er hans indsigelse et velkomment og klart udtryk for, hvad Trykkefrihedsselskabet står for, og en lille påmindelse om Venstrefolks forhold til moral.
Der er to ting i Thue Kjærshus’ indlæg, der er værd at hæfte sig ved:
1. At TK bruger sin stol i selskabets rådgivende organ til at advokere for zionismen. Den slags vil Over-Lars og hele DF-falangen stensikkert bifalde.
Det er en gratis omgang når TK skilter med en holdning, som alle i selskabet bakker op om.
2. TK er forstander på en hard core Grundtvigansk højskole. Det er tankevækkende, at fremmed-fjendskheden er trængt ind i det, der betrragtes som noget af den allermest ærkedanske kulurarv: højskolerne og grundtvigianismen. TK er jo ikke
den eneste Grundtvigianer, der bevægerer ssig rundt i det antimuslimske univers. Slå selv efter på Google.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg tror mange danske kvinder og piger vil skrive under på at deres far ikke var muslim … også de to piger fra Tønder
Tåben har måske valgt sig selv til formand for
Tyrkerfrihedsselkabet Thue ?
I øvrigt har jeg nogle rigtig sjove karikaturtegninger
der gør grin med Judaismen, men der er ingen der tør trykke dem !
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære debattører;
Mange af kommentarerne til mit indlæg er “noch einmal” præget af, at man reagerer som Pavlos hunde på ord som Trykkefrihedsselskabet, zionismen eller DF.
I reagerer i så henseende på samme måde som mange på højrefløjen. Jeg vil derfor bede om, at I læser det, som står i indlægget i stedet for at digte en ny sammenhæng ind i teksten, som det er tilfældet for flere indlæg.
Når jeg hævder, at man ikke kan stigmatisere den katolske kirke, fordi dele af den irske kirke har været vidne til, at præster har sexmisbrugt tusinde børn, så skal eksemplet alene illustrere, at det samme må være kravet, når vi omtaler muslimske kulturer. Hvad der gælder for Thor, må også gælde for Loke.
Derfor retter jeg en kritik af Lars Hedegaards generaliseringer. Han kan nemlig ikke empirisk dokumentere, at muslimske familer i højere grad end andre familer voldtager deres børn. At man omtaler muslimske familier, som det er tilfældet for Lars Hedegaard finder jeg således smagsløst, når alle ved, at det er umuligt at dokumentere.
Et af indlæggene undrer sig over, hvorfor Trykkefrihedsselskabet primært er orienteret mod islam. Det er selvskabet, fordi vi mener, at islam aktuelt er den største trussel mod Vestens ytringsfrihed. I 30’erne var Vestens frihedsværdier truet af fascismen og efter 2. verdenskrig af kommunismen. Hver tid sin djævel som det hedder i en af salmerme.
I 50’erne var alle ikke enige i, at kommunismen var til fare for demokratiet. Sådan forholder det sig også i dag vedrørende islam. Nogle mener, at islam er en trussel - andre er ikke overbeviste. Det er derfor, vi har brug for en frisindet debat om emnet. En debat, som aktuelt udfolder sig med fuld styrke i Forbundsrepublikken blandt intellektuelle. DK og Holland bliver her i Tyskland opfattet som frisindede, fordi vi tør tage debatten. Både i Sverige og Tyskland forholder den almindelige svensker og tysker sig langt voldsommere til islam end her i landet.
Hvad angår ytringsfriheden, så må det være sådan, at Anders Jerichow - formanden for Pen kan ytre sig om hvad som helst politisk og kulturelt. Det er ikke medlemmerne af Pen, der skal bestemme, om han har et positivt syn på Israel. Det er hans private sag. Medlemmerne skal ene og alene forholde sig til, om Pen lever op til dets formålsparagraf. Sådan er det også i trykkefrihedsselskabet.
Hvad Winkel-Holm, Lars Hedegaard eller Thue Kjærhus mener om politik og religion er en privat sag, ihvertfald sålænge holdningerne ikke er i strid med loven.
Siden begyndelsen af det 19. århundrede har de såkaldte progressive dvs. dem som hylder oplysningsideerne/ kulturradikalismen haft til formål at kritisere og latterliggøre en række religioner. Derfor rettede Feurbach og Marx en sønderlemmende kritik af jødedommen og kristendommen.
Nietzsche fulgte linjen med bogen “anti Krist” .
Religionskritikken og lalterliggørelsen af jødedommen og kristendommem har været ekstremt skarpt op gennem modernitetens historie. Hvis man som troende læser anti-krist, så er Muhammed tegningerne det rene vand.
Kritikken og latterliggørelsen af kristendommen har gjort ondt på mange kristne, hvilket man vil forstå, når man læser om opgøret mellem de kristne og ikke-kristne i Europa i det 19. århundrede.
Men kritikken har været nødvendig. Den iltede hjernen hos os troende.
Sådan skal det også være, når emnet handler om islam. Hverken kristendommen, jødedommen eller islam skal have særrettigheder, så de kan undgå satire, religionskristik eller latterliggørelse. Vi må acceptere det, fordi der faktisk er folk, som er overbeviste om, at islam og kristendommen er i modstrid med al sund fornuft .
Vi må derfor skelne mellem ytringsfriheden og moralen. Hvad der er god tone (moral) i middelklassen eller i Vestjylland er ikke nødvendigvis god tone i Sønderborg.
Med andre ord moral, politisk opfattelse eller hvad der er den sande gud, er en individuel sag. Det er ytringsfriheden derimod ikke. Det er en ret, som alle kan benytte sig af, hvis ytringerne ikke er i strid med lovgivningen. Vi kan derfor ikke forbyde
JP i at offentliggøre anti-muslimske tegninger.
Der er flere af kommentarerne, som forholder sig idiosynkratiske til begrebet zionisme. Jeg må derfor spørge, hvilken af de zionistiske udgaver vi taler om. Taler vi om Arendts, Bubers, Ben Gurions, Begins eller Sartres udgave af zionismen. Eller bedre - er det den samme zionisme, vi taler om?
Afslutningsvis vil jeg notere, at jeg ikke advokerer for zionismen i regi af trykkefrihedsselskabet. Nej, mine politiske og kulturelle holdninger ytrer sig i pressen og i foredrag. Trykkefrihedsselskabetr opgave er ene og alene at forsvare ytringsfriheden. Selvskabet er derfor åben for både højre og venstre fløjen. At jeg i sin tid meldte mig ind i trykkefrihedsselskabet skyldes, at Pen ikke i tilstrækkelig grad forsvarede JP’s ret til at bringe Muhammed tegningerne.
Pen reducerede foreningen til et politisk selskab for en særlig udgave af den gode tone.
MVH Thue Kjærhus
Denne kommentar er anbefalet af:
… vi må acceptere det (satire, religionskritik eller latterliggørelse), fordi der faktisk er folk, som er overbeviste om, at islam og kristendommen er i modstrid med al sund fornuft …
Ja, det er der i allerhøjeste grad, herunder sikkert en del buddhister og alle de tilbageværende socialister verden over. De tegner ikke noget. Desuden var det ikke en protest over krænkelse af fornuften, der skabte Mohammed-tegningerne, men en enkeltstående begivenhed - 11-9 - hvilket Westergaard selv omhyggeligt har forklaret. Altså er der hverken fornuft på den ene eller den anden side, og jeg er alvorligt bange for, at Oplysningstiden - trods Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt - efter 200-250 år ikke står til at genoplive; det kan man da måske godt beklage. George W. Bush virkede for eksempel ikke specielt fornuftsbetonet og rørte da heller ikke en finger for at forsvare sin selvopofrende allierede under tegning-krisen.
Jamen, kære Thue Kjærhus,
når du selv erklærer at netop Islam er det primære fokus for Trykkefrihedsselskabet, og samtidig konstaterer af selskabets formand fremsætter nogle uvederhæftige udfald imod samme religion, hvordan kan du så mene at det ikke kompromitterer selskabet?
For kernen i problemet er jo ikke formandens ret til at sige hvad han vil, men at når han udtaler sig om et emne som er foreningens kæphest, så må man nødvendigvis konstatere at hans holdninger næppe har været ukendte i foreningen, på det tidspunkt hvor han blev valgt, og at medlemmerne derfor ikke ser noget problem i at lade sig repræsentere af en person med et ret asymmetrisk syn på deres fælles hovedinteresse.
Men det er da muligt at Trykkefrihedsselskabet er anderledes end de foreninger jeg er og har været medlem af, hvor et valg til en formandspost udtrykte en generel tillid til, og respekt for, den person der vælges som formand, - i så fald er det dog en ret enestående situation i foreningsdanmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Thue Kjærhus,
Jeg mangler stadig dit svar på Dorte Sørensens vældigt gode spørgsmål:
Hvad er problemet med, at Trykkefrihedsselskabet bliver bedt om at tage afstand fra et ledende medlems rabiate udtalelser, når muslimer gang på gang bliver bedt om tage afstand fra rabiate muslimers udtalelser?
Jeg gentager lige mig selv:
Formålet med tegningerne var ikke at lade Fornuftens stemme høre, men at udsætte en minoritet for “hån, spot og latterliggørelse”.
Da denne begrundelse imidlertid er for absurd til at tages alvorligt (sorte, indianere m.fl. skulle så også finde sig i det, og hvad får man i øvrigt ud af det bortset fra at vise, at man kan tage det - altså et helt uhyrligt pubertetspræget barnagtigt argument, som ingen uden for Danmark kan tage alvorligt) resterer der en sidste begrundelse, som Westergaard også tilslutter sig:
Hævn for 11-9 over alle muslimer uden undtagelse.
Det er det intellektuelle niveau, man søger at besmykke med begreber som oplysning og fornuft.
@Thue Kjærhus
Niels Krause-Kjær har da ikke forsøgt at gøre Trykkefrihedsselskabets medlemmer ansvarlige for formandens udtalelser. Han har blot sagt, at udtalelserne er så ekstreme i sin karakter, at medlemmer af Trykkefrihedsselskabet i praksis har følgende muligheder:
a) Finde sig en anden formand
b) Melde sig ud
c) Erklære sig enige med Hedegaard i de ekstreme udtalelser, han er kommet med
Du mener så, at det på ingen måde kommer medlemmerne af en forening ved, hvad deres formand udtaler sig om i offentligheden.
Det er jeg helt uenig i. En formand tegner det parti eller den forening, som vedkommende er formand for, i offentligheden.
Og derfor er det i princippet ikke muligt at udtrykke rent private holdninger i den offentlige debat, når man er formand for en både kendt og højtprofileret forening som Trykkefrihedsselskabet.
Den almindelige dansker vil nemlig uundgåeligt opfatte det på den måde, at formanden udtaler sig på foreningens vegne, og vel at mærke med rette.
Og det er naturligvis derfor, at formænd fra andre upolitiske foreninger er ganske forsigtige med ikke at udtale ting i den offentlige debat, som en del af deres medlemmer måske vil være voldsomt uenige i.
Det ærede medlem af selskabet påstår, at det kan verificeres, at der er grund til at stigmatisere islam, netop fordi islam er en trussel imod ytringsfriheden.
Men det at stigmatisere den katolske kirke generelt, for forhold der har fundet sted i Irland og så mange andre steder, er derimod utilstedeligt. Hvad der er sket i USA, i Latinamerika, hvor tusindvis af katolske præster har misbrugt deres mindreårige trosfæller, kan således ikke bruges som verificeret grundlag for at stigmatisere hele den katolske kirke eller trosretning.
Det faktum, at man tvangsindlemmer nyfødte og umyndige børn i den danske folkekirke, døber dem, lader dem indoktrinere af præsterne op til konfirmationen, for her at presse dem til at berkæfte medlemskabet af en trosretning, længe før de er blevet myndige, kan sikkert heller ikke bruges til at stigmatisere den mere ”reformerede” udgave af kristendommen.
Det faktum, at præster som Søren Krarup og Jesper Langballe render rundt og fylder uskyldige unge mennesker med religiøst vås og påstande om, at de unge mennesker er født syndere og udelukket fra skaberens kærlighed og tilgivelse, hvis de ikke æder frelserens legeme og drikker hans blod, kan sikkert heller ikke bruges som verificeret grundlag for at stigmatisere den danske folkekirke. Det ville også erodere selskabets åndelige støtter øjeblikkeligt.
Det faktum, at staten Israel længe har haft den praksis at tvangsfjerne oprindelige palæstinensere fra deres traditionelle besiddelser, ejendomme, jord og gods, kan sikkert heller ikke bruges som verificeret grundlag for netop at stigmatisere staten Israel, eller de israelske jøder i det hele taget.
Trykkefrihedsselskabet kan desværre ikke verificere kriterierne for at stigmatisere Islam frem for andre trosretninger, og således heller ikke afvise, at grundlaget for at stigmatisere netop trykkefrihedsselskabets selektive omgang med kriterierne for at diskriminere, skabe had forskellige grupper imellem er i orden.
Lad vær med at tage selskabet alvorligt. Spring op og fald ned på det, de siger. De gør det nemlig bare for at føre debatten der ud, hvor de selv trives.
Og lad os tage ved lære af dem, der hvor vi kan. Lad os beskrive dem, som de i ytringsfrihedens navn vælger at beskrive andre. Lad os provokere deres kristne selvgodhed alene for at demonstrere vor demokratiske ret til det, fuldstændigt lige som Jyllandsposten, der voldtog profeten Muhammed, alene for at demonstrere sin ret til det i trykkefrihedens hellige navn.
Lad os beskrive medlemmerne af dette selskab som dem, der behøver det, der kommer fra dem selv. Lad dem møde deres egen metode. Lad dem mærke, hvor destruktiv fuckfingeren virker på den demokratiske debat. Lad dem fremstå i karikaturen, der er skabt alene med det formål at markere retten til frit at karikere dem selv såvel som alt andet i ytringsfrihedens og demokratiets navn. Lad dem mærke på deres egen krop, hvor destruktiv den provokationen er, der er fremført alene med det formål at demonstrere retten til at provokere i trykkefrihedens og demokratiets hellige navn.
Lad dem således nyde hinanden i karikaturen, forenet i deres egen kreds, den fuldendte cirkulære bevægelse, hvor hvert medlem har sit erigerede lem oppe i ham foran, og bagboens lem oppe i sig selv. Lad lugten og glæden herfra spredes i det lukkede selskab. Lad dette billede stå på nethinden, frit, som billedet på deres trykkeselskab, deres demokrati, deres kristne Danmark. Og le så ad dem, tilgivende og forstående. Det er nemlig sådan vi er. Glade, tolerante, kærlige og forstående, i dette lille land, hvor friheden til selv at vælge hvilke kriterier man vil verificere stigmatiseringen på er det eneste interessante. Og os glædes over, at ikke alle er som det selskab, vi her ser for os.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg har lige hoert interviewet med Lars Hedegaard paa snaphanen (http://snaphanen.dk/2009/12/17/lars-hedegaard-isla…).
Lars Hedegaard bliver praesenteret som : Mister Lars Hedegaard, who is the chairman of the Free Spech Society of Denmark and various other countries of the world.”
Det er vel derfor naturligt at antage at Lars Hedegaard udtaler sig paa vegne af Trykkefrihedsselskabet.
Og det er mig derfor komplet ubegribeligt hvordan du, Thue, kan antage det standpunkt at udtalelserne ikke har noget med selskabets virke eller formaal at goere. Det er meget muligt at det ikke staar eksplicit i formaals paragrafferne at det er en racistisk organisation, men Lars Hedegaard bruger selskabet som platform til at fremsaette racistiske udsagn.
Lars Hedegaard er ikke een-eller-anden rabiat imman i Mellemoesten, hvis holdning bliver gjort til alle muslimers holdning. Han er din valgte formand. DU har valgt HAM. Selvfoelgelig boer du tage stilling til hans udsagn - Isaer naar han bruger jeres selskab som platform
Derfor boer du - som medlem af selskabet - enten medvirke til at faa Lars Hedegaard under kontrol eller tage afstand fra hans synspunkter - paa vegne af selskabet.
I oevrigt er din overskrift fornaermende og irriterende.
Venlig hilsen
Kære debattører;
Først en kommentar til Lars Hansen. Konsekvensen af dine betragtninger må så være,
at Anders Jerichow - formanden for Pen ikke længere kan advokere for et positivt syn på israel, uden at komme i klammeri med rigtig mange læsere på venstrefløjen.
.
Jeg må derfor spørge, kan en zionist være formand for Pen eller Trykkefrihedsselskabet?
Generelt. Det problematiske ved mange af indlæggene er, at man partout vil blande folks politiske observans sammen med et selskabs hvis formål er af principielt karakter..
Hvis man fulgte flere af indlæggenes tankesæt, så vil man således ende med at reducere Pen og Trykkefrihedsselskabet til en subjektiv klub, som skal forsvare den gode tone. Dermed bliver foreningerne politiske og subjektive.
Det vil være en ulykke for al principel tænkning.
Og så et svar til Dorte Sørensen og Lasse Schmidt. De problematikker, I rejser er delvis besvaret ovenfor. Lars Hedegards holdninger til politik, kultur og kønspolitik er ikke foreningens opgave at forholde sig til. Foreningen skal alene forholde sig til formålsparagrafferne. Når jeg tager afstand til Lars Hedegaards horrible stigmatiseringer af muslimer, så er det Lars Hedegaards holdninger som en fremtrædende privat aktør, jeg forholder mig til og ikke til trykkefrihedsselskabet eller Lars Hedegaard som formand for selskabet..
Og så et svar til Jens Thorning.
Jeg håber så sandelig ikke, at du mener, at religionskritik, satiere og latterliggørelse af kristne, jøder og muslimer ikke må forekomme i den offentlige debat. Hvem skal f.eks bestemme, hvad der en krænkelse. Er det Indre Mission eller Wahid Pedersen?
I UK var der kræfter i kølvandet på Muhammed konflikten, som vil forbyde Monty Pyton, fordi det var enforhånelse af kristendommen. Dit argument ligger på mange måder i forlængelse af de kristne politiske partier i 50’erne og 60’erne i Italien og Tyskland, som så sekularister og kommunister som krænker af kristendommen. De mente, at kommunister og socialister forhånede det nationale og kristendommen. I Irland forbød man endog James Joyse samt anden god litteratur. At du advokerer for så yderliggående synspunkter skyldes givet vis, at du ikke synes om den politiske fløj, som det politiske højre står for. Du er derfor endt med at smide barnet ud med badevandet.
Generelt 2: At medlemmerne i trykkefrihedsselskabet finder, at islam er den største trussel mod ytringsfriheden, er
ikke nødvendigvis en højre politisk position. I Tyskland er der mange venstreorienterede intellektuelle, som nu åbent drøfter problematikken islam. Hvorvidt analysen vedr. islam og demokratiet er ædruelig eller ej, vil tiden afslører
Jeg har tidligere i en klumme refereret til, at Knud Erik Løgstrup og Knud Hansen (forstander Askov højskole) drog til Kbh. for at protestere mod kommunistlovene i 1941, som var et brud på Grundloven. De handlede ikke politisk, men principielt. De to herrer var således begge borgerlige. Hvorvidt det er Enhedslisten, DF eller Jehovas vidner, der forsvarer Ytringsfriheden eller opretter en forening, som principelt vil bekæmpe de anti-demokratiske kræfter og forsvarer ytringsfriheden, er ganske enkelt ligegyldigt.
MVH Thue Kjærhus
Kære TH.
Jeg er så desværre en af Pavlovs hunde, men man må da reagere når usandhederne bliver for grove.
Du ytrer jo selv at LH’s udtalelser er udokumenterede altså usande.
Skal det så forstås, at Trykkefrihedsselskabet beskytter alle ytringer også direkte løgne?
Trykkefrihedsselskabet har endnu ikke verificeret kriterierne for at stigmatisere Islam frem for andre trosretninger, og kan således heller ikke afvise, at grundlaget for at stigmatisere netop trykkefrihedsselskabets er i orden.
Lad derfor vær med at tage selskabet alvorligt. Spring op og fald ned på det, de siger. Alt hvad de vil, er at føre debatten der ud, hvor de selv trives.
Lad os tage ved lære af dem, der hvor vi kan. Lad os beskrive dem, som de i ytringsfrihedens navn vælger at beskrive andre. Lad os provokere deres kristne selvgodhed alene med det ædle formål at demonstrere vor demokratiske ret til det, fuldstændigt lige som Jyllandsposten, der voldtog profeten Muhammed, alene for at demonstrere sin ret til det i trykkefrihedens hellige navn.
Lad os beskrive medlemmerne af dette selskab som dem, der behøver det, der kommer fra dem selv. Lad dem møde deres egen metode. Lad dem mærke, hvor destruktiv fuckfingeren virker på den demokratiske debat. Lad dem fremstå i karikaturen, der er skabt alene med det formål at markere retten til frit at karikere dem selv såvel som alt andet i ytringsfrihedens og demokratiets navn. Lad dem mærke på deres egen krop, hvor destruktiv den provokationen er, der er fremført alene med det formål at demonstrere retten til at provokere i trykkefrihedens og demokratiets hellige navn.
Lad dem således nyde hinanden i karikaturen, forenet i deres egen kreds, den fuldendte cirkulære bevægelse, hvor hvert medlem har sit erigerede lem oppe i ham foran, og bagboens lem oppe i sig selv. Lad lugten og glæden herfra spredes i det lukkede selskab. Lad dette billede stå på nethinden, frit, som billedet på deres trykkeselskab, deres demokrati, deres kristne Danmark. Og le så ad dem, tilgivende og forstående. Det er nemlig sådan vi er. Glade, tolerante, kærlige og forstående, i dette lille land, hvor enhver frit kan vælge sine kriterier at stigmatisere og diskriminere på baggrund af.
Her har enhver lov til at vælge de kriterier, han eller hun vil verificere det berettede i sine provokationer på baggrund af. Således er den fundamentalistiske kamp for ytringsfriheden endt i den rene kulturrelativisme, helt ude af kontrol. Velkommen til kære venner.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad er et selskab, hvis ikke blot en sammenslutning af mennesker med et fælles formål? Særligt de ledende mennesker afskriver sig muligheden for at kunne udtale sig offentligt som privatpersoner, da trediepart ikke kan forventes at kunne skelne imellem selskabets og repræsentanternes holdninger. Skizofreni er en sindslidelse, ikke en metode til ansvarsforflygtigelse og tvetunget tale.
Det er vel derfor vi har ytringsbegrænsning for embedsmænd, der ikke må tale om, imod eller for organisationens anliggender?
Nu vi er ved ytringsfriheden, så er selskabet påfaldende tavse om problematikken, at det i erhvervsmæssigt øjemed er ren standard at underlægge sine medarbejdere tavshedspligt. Er betalt båndlægning ikke lige så bekymrende som andre former? Vi har da masser af eksempler hvor det skader almenvældet, hvad der gøres i smug.
Angående det med at latterliggøre, så mangler der i sammenligningen at det ene er en humoristisk selvkritik (af egne forhold eller fortid), mens det andet er fornedrelse af en fremmed gruppe, fra et udefrastående perspektiv.
Hvis vi trækker det ned på folkeskole niveau, så er det forskellen på morsomheder og mobning.
Du glemmer også omkring ytringsfriheden, at der er flere måder at underkue den på. Den ene er igennem lovgivning, og den anden er ved at skabe en forventelig og negativ reaktion fra det omkringværende samfund.
For at bruge nazi-eksemplet, så kan vi vist begge forestille os effekten hvis en tysker under Hitler fremturede at jøder som flest er flinke, produktive og gode mennesker.
Din fejlslutning synes at være at du dækker en kulturkamp ind under nogle vidtløftige principper, med fordomsfyldt og forskellig behandling af stridens parter.
PS: Alle ovenstående udtalelser er KUN som lillebroder. Andre tilhørsforhold og identitetsfragmenter bør ignoreres.
Det er lettere surrealistisk at opleve, at Thue Kjærhus - det ellers er både opvakt, velartikuleret, vidende og i besiddelse af mod til at sige sin mening - ikke formår at rette en seriøs og nødvendig kritik af Lars Hedegaard. Det er oplagt, at den skade Lars Hedegaard har påført Trykkefrihedsselskabet, vil bestå, indtil der er taget nogle omfattende konsekvenser.
Det, Lars Hedegaard har postuleret, er så rablende afsindigt og hadsk, at det tydeligt indikerer, at manden har sluppet realitetssansen. Det kan ingen være tjent med.
Thue Kjærhus’ indlæg, er måske et forsøg på damage control, og opbakning til Lars Hedegaard. Det er såmænd ærligt nok, at bruge de midler man har fået stillet til rådighed, men det er ualmindeligt tyndbenet at hævde, at problemet skulle have at gøre med manglende dokumentation (underforstået: at det måske nok skal være sandt, men ikke kan bevises p.t.).
Andre opvakte personer med tilknytning til Trykkefrihedsselskabet - Søren Pind, Kathrine Lilleør - var ikke sene til at drage nogle konsekvenser. Hvorfor er det så vanskeligt for Thue Kjærhus?
Kære Peter; dit indlæg er så fyldt med modsigelser
og besynderlige fordrejninger og misforstelser vedr.
frihedsiderne . Jeg ved derfor ikke hvor jeg skal begynde kritikken i dit miskmask af forvirrede fortolkninger.Det vil ganske enkelt kræver en grundlæggende indsats at komme til bunds i dit indlæg.Måske jeg vil afse tid hertil imorgen
MVH Thue Kjærhus
I øvrigt er det besynderligt, at Lars Hedegaards “Trykkefrihedsselskabet” påstår at stille sig på skuldrene af et tidligere Trykkefrihesselskab, stiftet i 1835.
Formålsparagrafferne for de to selskaber har ikke meget til fælles. Det oprindelige selskab talte ikke om ubetinget trykkefrihed, med om dennes rette brug, der skulle styrkes, ligesom selskabet havde til formål at fremme oplysning og dannelse.
–
Trykkefrihedsselskabets formål og virke
(beskrevet af dem selv)
Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug (stiftet i marts 1835) har til Formaal: ved de Midler, der staae i dets Magt,
at fremme Trykkefrihedens rette brug,
modarbeide dens Misbrug i hvilkensomhelst Retning og saaledes
virke til Folkeoplysning.
Selskabet foranstalter Udgivelsen af et ugeskrift “Dansk Folkeblad”, hvis Hovedformaal er at udbrede saadanne Kundskaber, som kunne tjene til at oplyse Folket, og danne dets Dom over Gjenstande, der maae være vigtige for alle.
Selskabet søger fremdeles ved Belønninger at fremkalde populaire Skrifter, skikkede til i alle Borgerklasser at forædle Sindet, forbedre Smagen og udbrede Kundskaber, fornemmelig om Communalvæsen, Handel og andre Næringsgrene, samt hvad der overhovedet griber ind i Borgerlivet.
Saadanne Priis-Skrifter, saavelsom andre Bøger tjenlige til samme Øiemed, foranstalter Selskabet udgivne til muligst billig Priis og udbredte i Folket; de bortgives efter Anmodning til Sognebiblioteker paa Landet, til Sygehuse, Fattighuse, Straffeanstalter og lignende Steder.
Hvis Trykkefrihedsselskabet rent faktisk beskæftigede sig på nogen væsentlig måde med andre emner end islam, ville jeg måske tro på, at Hedegaards udtalelser i det famøse interview ikke har noget med selskabet at gøre.
Hvis for eksempel Trykkefrihedsselskabet var ude og kæmpe for universitetsansattes ret til at udtale sig offentligt uden at blive straffet for det af deres ledelse, eller talte imod det selvcensur-opfordrende hylekor, der stemmer i hver gang nogen sætter spørgsmålstegn ved vore militære eventyr, ville jeg tro at absurde løgne om islam og muslimer bare var en enlig svale fra et hadsk og forvirret individ.
Men det er ikke tilfældet, desværre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ud fra en længere tids læsning af meddelelserne fra selskabet som de bliver bragt i Danmarks dagblade, tegner der sig det tydelige mønster at selskabet udelukkende udtaler sig om ytringsfrihed når Islam er indblandet. Jeg vil tro at det kan underbygges kildemæssigt temmelig enkelt ved en faktuel gennemgang af selskabets pressemeddelelser (ville det ikke være noget for Informations factfinders?). Den eneste undtagelse fra dette jeg mindes var da de blev konfronteret af en usædvanlig vågen journalist (fra denne avis?) om en udtalelse i forbindelse med Jægerbogssagen. Så vidt jeg husker syntes selskabet ikke at der var noget at komme efter vedrørende ytringsfriheden i den sag.
En anden temmelig vigtig sag som selskabet heller ikke offentligt har ytret sig om er diskussionen om hvorvidt lømmelpakken er et indgreb i den politiske ytringsfrihed. Det er let at blive ved, listen over relevante sager selskabet ikke udtaler sig om er nærmest uendelig, til gengæld kan man tælle emnerne i selskabets interessefelt med én finger, hvilket som sagt er når det drejer sig om Islam på den ene eller anden måde (tilsyneladende helst generaliserende og forvrængende for at udtrykke det mildt).
Denne kommentar er anbefalet af:
Thue Kjærhuus:
.”Kære Peter;… .Det vil ganske enkelt kræver en grundlæggende indsats at komme til bunds i dit indlæg. Måske jeg vil afse tid hertil i morgen.”
Hvis Thue Kjærhuus virkelig ønsker at forsøge at give et seriøst og sagligt svar på kritikken, synes jeg det er meget klogt, at han har sat tid af til det i morgen. Det får han nemlig brug for.
Når man læser indlæggene i denne tråd, er der efterhånden en lang række kommentatorer, der kommer med en meget velargumenteret og substantiel kritik af både Trykkefrihedsselskabet og Kjærhuus´ egne formuleringer. Det er faktisk nok at tage fat på.
Heinrich R. Jørgensen:
Ja, jeg kan supplere lidt:
“Trykkefrihedsselskabet er blevet kaldt Borgerskabets Oplysningsorgan, men paradoxalt nok virkede det ikke for borgerskabets oplysning, men for landalmuens. Det var ikke bare skalkeskjul at Selskabet havde oplysning i formålsparagraffen, det ønskede virkeligt at oplyse bønderne, vel at mærke i en bestemt retning. Nu bort med alskens landbrugsfaglig litteratur, og ind med “Dansk Folkeblad” og anden litteratur der kunne få bønderne til at tænke borgerligt-liberalt, og få dem til at lade sig lede af de borgerlige førere.”
Citeret fra Svend Bruhns glimrende (og trods titlen) yderst læseværdige bog “Bibliografiens historie i Danmark, 1700- og 1800-tallet”, s. 251. der har en god gennemgang af Selskabets virksomhed. Bruhns kalder det endda Danmarsk første politiske forening.
Prøv lige at se på det hele i et andet perspektiv:
Danmarks politiske leder er Statsministeren, der for tiden hedder Lars Løkke og indtil da Anders Fogh.
Hvis de kom med udtalelser (det kunne være Foghs kendte før Irak-krigen eller mange, mange andre), som vi ikke er enige i, ja så burde vi for at følge et tidligere indlæg
a) finde os en anden statsminister
b) gå i eksil
c) erklære os enige med Statsministeren i de ekstreme udtalelser, han er kommet med
Hvor mange har nu gjort det blandt dem, der helst så en anden statsminister?
Og sådan kunne man jo blive ved.
Da Thue Kjærhus ikke magter at forholde sig til sagens kerne, - at han lader sig repræsentere af en formand, som fremsætter uvederhæftige påstande, og at disse påstand, eftersom de er fremsat under titel af formand, falder tilbage på selskabet - er der jo ingen grund til at forfølge diskussionen yderligere …
Mærkelig påstand, kære Erik Karlsen … jeg synes da nok at både jeg - og andre, som er utilfredse med at være repræsenteret af den siddende regering - gør hvad vi kan, for at skifte statsminister?
Og kritikken af Kjærhus går heller ikke på, at han ikke har meldt sig ud, men blot at han ikke tager afstand fra sin formand, når denne - implicit i Kjærhus’s navn - fremsætter påstande, som Kjærhus selv forkaster.
Sven Karlsen:
“Da Thue Kjærhus ikke magter at forholde sig til sagens kerne […] er der jo ingen grund til at forfølge diskussionen yderligere …”
Du har ret, men det er jo en dyd at tro det bedste om ens medmennesker, herunder at de er i stand til at blive klogere…
For mindre end to måneder siden evnede Thue Kjærhus at kritisere Trykkefrihedsselskabets tætte bånd til Geert Wilders, af nogenlunde samme grunde som det nu ville være passende at tage afstand fra Lars Hedegaards udtalelser.
Først til Tue Kjærhus al respekt for at ville debattere .
Med stor appetit læste jeg de første afsnit, der handler om en forpligtelse til empiri fordi vi er det som vi er . Dette synspunkt er jeg enig i, selvom det netop vil være svært at udbygge regelret hvorfor det er sådan . Snarere er det for mig et a priori, og mere vildfarent skrevet også en skæbne vi har kastet os ud i . Det er virkelig velvalgt at se en kulturel begrænsning her, istedet for en universel forpligtelse til alle klodens mennesker . Dette skrevet uden at ville tillægge TK dette synspunkt .
I TK’s kommentar nævnes et (retrospektivt) forbud mod JP’s emblematiske tegnings-serie . Derfor finder jeg det svært at kaste mig ud i en kritik af nogle delargumenter hos TK der skulle lede mod der netop ikke er grund til et forbud . Jeg mener heller ikke der er grund til et forbud .. Dog med hensyn til idiosynkrati, så er det vel netop idiosynkratisk at kalde Marx, Nietszche og Feuerbach for kulturradikale ?
Det må også være på sin plads TK tager til genmæle efter han bliver påduttet Lars Hedegaards mening eller holdning . Jeg er ikke klar over Trykkefrihedsselskabets virke iøvrigt . Ideen om at medlemmerne alene er ansvarlige for foreningens formål er ligså begrænsende som at ville sige medlemmerne kun er ansvarlige for foreningens formål . Det er enten et meget seklusivt eller et meget mekanisk synspunkt . Der må da også have været en vis ansvarsfølelse forbundet med TK’s debatindlæg ? Det ligner en juridisk formulering, og i det aspekt har TK sikkert ret i at medlemmerne ikke kan bære ansvaret . I TK’s anden kommentar er det igen vedholdende dette mekaniske synspunkt der skrives, og principielt set er der også en god raison heri . Hvad der åbenlyst modtaler denne raison er at Trykkefrihedsselskabets enkelte medlemmer profilerer sig ‘privatsligt’ i et offentligt rum ved temaer der kreder om eller er sammenfaldende med de for hvilke selskabet vil beskæftige sig med . Isåfald er det vel kun det juridiske ansvar der formelt kan isoleres ? Og igen, dette debatindlæg er netop ikke-isolerende - et genmæle . Det er måske en ulykke for al principiel tænkning .. men det er en gammel ulykke - siden den tid i løbet af 1800-tallet hvor offentlig politisk debat populariseredes . (Ja, ytringsfrihed er et politisk tema .)
@Thue Kjærhus
Jeg missede to vigtige forhold i mit første indlæg i denne debat, nemlig at Lars Hedegaard:
1) som andre allerede har omtalt, faktisk bliver præsenteret som ”formand for Trykkefrihedsselskabet” i det pågældende interview. Og dermed har han naturligvis udtalt sig på foreningen vegne, det kan umuligt tolkes anderledes.
2) udtaler sig om noget, som netop er Trykkefrihedsselskabets fokusområde.
Man kan sammenligne det med, at formanden for FDM (Forenede Danske Motorejere) bliver interviewet i radioen og præsenteret som netop formand for FDM. Hvis anledningen til interviewet er, at han har skrevet en bog om sine kultursociologiske studier blandt sydamerikanske indianere, så kan man godt hævde, at han udtaler sig som privatperson, og at de holdninger, han giver udtryk for, er hans rent private holdninger, som ikke kommer foreningen ved. Med mindre de er af en sådan natur, at de giver anledning til overvejelser om, hvorvidt han er generelt værdig til at repræsentere foreningen.
Men hvis formanden for FDM derimod bliver interviewet om trafiksikkerhed og i den forbindelse giver udtryk for, at både fartgrænser og promillegrænser bør afskaffes helt, da de udgør en urimelig begrænsning i den personlige frihed, så må man antage, at man udtaler sig på FDM´s vegne.
Og i den situation har de øvrige medlemmer i FDM så det samme valg, som Niels Krause-Kjær ridsede op for Trykkefrihedsselskabets medlemmer, nemlig:
1) Vælge en anden formand
2) Melde sig ud
3) Erklære sig enige i, at fartgrænser og promillegrænser bør afskaffes helt
Hvis medlemmerne af FDM i den situation vælger 3), så bliver konsekvensen, at FDM ikke længere kan fremstå som en bred forening for alle, der ønsker rimelige vilkår for danske bilister. I stedet vil FDM i den nævnte situation være blevet til en ”smal” forening for fartbøller og spritbilister.
Og det er netop det, der allerede er sket med Trykkefrihedsselskabet. Eller som er blevet tydeliggjort ved Lars Hedegaards udtalelser samt andre bestyrelsesmedlemmers opbakning til disse, hvis man mener, at Trykkefrihedsselskabet hele tiden har været en ”smal” forening for antimuslimer. For nu at bruge den pænest mulige betegnelse for de synspunkter, Lars Hedegaard har givet udtryk for.
Hvis FDM´s bestyrelse vedtog, at foreningen skulle arbejde for en total afskaffelse af fartgrænser og promillegrænser, er jeg sikker på, at det ville medføre et betydeligt tab af medlemmer, idet mange ikke ville ønske at være medlemmer af en forening med en så ekstrem dagsorden.
Og det er også præcis det, der er sket for Trykkefrihedsselskabet i denne sag. Ikke i form af et stort antal udmeldelser. Men i form af udmeldelser af et antal kendte debattører og politikere, som ikke ønsker eller af hensyn til deres offentlige omdømme ikke kan tåle at blive sat i forbindelse med en rabiat og yderligtgående antimuslimsk forening.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære debattører;
Lad mig klargøre hvad debatten principielt handler om. Opgaven for bestyrelsen er at have fokus på trykkefriheden og ytringsfriheden. Når Lars Hedegaard udtaler sig om politik, kultur mm. som ikke vedrører ytringsfrihedens genstandsfelt, så har det principielt intet med selskabets opgave at gøre.
.
Det er imidlertid vigtigt at holde fast i det principielle. Det ville jo være paradoksalt hvis f.eks. Pen diskvalificerer formand Jerichow på grund af hans venlige Israel holdninger.
Hvis en formand for et trykkefrihedsselskab skal tage hensyn til, hvad befolkningen mener om hans politiske standpunkter, som jo intet har med ytringsfriheden at gøre, så har man jo netop renonceret på selskabets opgaver. At selskabet kun skal forholde sig til at tage sig af ytringsfriheden, gør det således muligt at divergerende politiske, religiøse og moralske holdninger kan repræsenteres i selskabet. Det var dette forhold som Pen overtrådte, da de ikke umiddelbart ville optage Lars Hedegaards i Pen. Under Muhammed konflikten fortsatte de den linje dvs. Pen forholdt sig moralsk til en begivenhed, som handler om ytringsfriheden.
Mange af jer hæfter sig ved at selskabet primært er optaget af islams angreb på ytringsfriheden. I mit set up så er Kina, Rusland og islam de største trusler mod ytringsfriheden.
På europæisk plan er det imidlertid islam. Derfor beskæftiger selskabet sig primært med islam i relation til moderniteten.
Hvis vi bevæger os ind i det moralske felt og det er jo her jeres diskussionsfelt befinder sig, så er jeg enig i, at Lars Hedegaards udtalelser har skadet
selskabets troværdighed i offentligheden. Spørgsmålet er derfor om selskabet skal forholde sig principielt til sagen eller politisk/moralsk.
Når jeg læser jeres indlæg med undtagelse af Sten Engholm, som har blik for dilemmaet mellem det principielle og moralske, så befinder I jer i det politiske og moralske regimente. Hvilket er ok, men ikke tilstrækkelig .
PS: Hvis vi ikke fastholder en principiel betragtning til Pen og Trykkefrihedsselskabet, kan det så f.eks. ikke ende ud i, at mange borgere vil finde det vederstyggeligt, at man havde en formand, som var Israel venlig og zionist eller medlem af Enhedslisten.
.
MVH Thue Kjærhus
Denne kommentar er anbefalet af:
Thue Kjærhus
Jeg er enig i, at medlemmerne i Trykkefrihedsselskabet ikke SKAL tage afstand eller beklage et andets medlems udtalelser, hvis de ikke er foretaget i foreningens navn. Men det afkræver mange også en del fra Trykkefrihedsselskabets medlemsskare og tilhænger ofte muslimerne at gøre, hvis en rabiat muslim i landet eller sågar en muslim i udlandet har sagt eller gjort dit og dat.
Kære Dorte Sørensen
Det er jo netop derfor jeg kritiserer Lars Hedegaards idiosynkratiske udsagn hvilket principielt intet har med Trykkefrihedsselskabet at gøre .Selskabet skal alene kritisere Hedegaard når det vedr. forhold vedr. ytringsfriheden.
MVH Thue Kjærhus
Fundamentalisme af enhver art er en vederstyggelighed, også trykkefrihedsfundmentalisme.
Er der overhovedet nogen, der ville have ineresseret sig for Hedegårds udtalelser, hvis han ikke havde været formand for dette selskab?
@Thue Kjærhus
Du modsiger sig selv, hvilket de to nedenstående citater vist illustrerer med al ønskelig tydelighed:
”Når Lars Hedegaard udtaler sig om politik, kultur mm. som ikke vedrører ytringsfrihedens genstandsfelt, så har det principielt intet med selskabets opgave at gøre.”
”I mit set up så er Kina, Rusland og islam de største trusler mod ytringsfriheden. På europæisk plan er det imidlertid islam. Derfor beskæftiger selskabet sig primært med islam i relation til moderniteten.”
Når ytringsfrihedsselskabet ”primært beskæftiger sig med islam i relation til moderniteten” fordi ”islam på europæiske plan er den største trussel imod ytringsfriheden”, så har Hedegaards udtalelser om, at muslimer voldtager deres børn og at voldtægt ifølge koranen er mandens ret, da i meget høj grad ”med selskabets opgave at gøre”.
Det er jo ikke èt eller andet tilfældigt politisk eller kulturelt emne, Hedegaard har udtalt sig om, men derimod lige præcis det, som Trykkefrihedsselskabet med dine egne ord ”primært beskæftiger sig med” nemlig ”islams rolle i de moderne europæiske samfund”.
Og dermed er dit eksempel om, at Jerichow godt kan være formand for PEN, selvom han er israelvenlig, heller ikke relevant. For PEN beskæftiger sig jo netop ikke specielt med Israel, og dermed kan de fleste medlemmer naturligvis godt leve med, at deres formand måske har et anderledes syn på netop Israel end de selv.
Men hvis Anders Jerichow begyndte at misbruge sin platform som formand for PEN til massiv zionistisk agitation og måske endda argumenterede for oprettelsen af et ”storisrael”, som ville forudsætte deportation af et par millioner palestinensere fra de besatte områder, så tror jeg da rent faktisk, at han ville blive væltet. Og med rette.
Kære Lars;
du har ikke forstået hvad der er principelt og hvad som er politisk i relation til problematikken. Derfor ender du ud i noget vrøvl. Nemlig at hvis PEn udtalte sig om Israel så var sagen helt anderledes vedr. formand Jerichow. Dermed relativere du problematikken dvs renoncerer på det principielle. Jerichow kan naturligvis udtale sig om hvad som helst også Israel til trods for, at han er formand for Pen. Du er derfor nødsaget til at tænke dilemmaet melelm det principelle og politisk til bunds.
MVH Thue Kjærhus
MVH Thue Kjærhus
Kære debattører; Jeg er på vej til KBH. fra Flensborg til en bogudgivelse på Cepos. Jeg kan derfor ikke længere deltage i vores debat som jeg har glædet mig over, fordi mange af jer har forholdt jer sobert til problematikken.
MVH Thue Kjærhus
Jeg forstår simpelthen ikke diskussionen, for de citerede udtalelser er jo totalt hen i vejret !
Problemet er for mig, at se - at vi bliver tvunget til at forholde os til sådanne forrykte udtalelser. Uden nogen som helst logik, bevisførelse eller andet.
Det er ren og skær bagvaskelse af en befolkningsgruppe - og egentlig - burde vi have mulighed for at sætte enkeltindivider for en menneskerettighedsdommer, når de kommer med udtalelser der BEVIDST - forurener det menneskelige klima.
Især når det sker med uhyrlige påstande og dæmonisering af en bestemt befolkningsgruppe. Uanset hvilken…
Thue Kjærhus:
“Jeg er på vej til KBH. fra Flensborg til en bogudgivelse på Cepos.”
Hvis du når frem inden kl. 19, kunne du bruge aftenen på at opleve Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt give Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm verbale stryg.
@Thue Kjærhus
Jeg ser godtnok et dilemma, men skulle jeg vælge ord, så ville det blive til etik versus juristik, hvor etikken inkluderer bidragene til den offentlige debat og juristikken såvel indbefatter foreningens interne styrelse som et egentligt juristisk søgsmål . I sidste ende kommer Trykkefrihedsselskabet også selv, som forening, til at forholde sig på dette plan, givet nu engang det ekstreme i Lars Hedegaards ord . Det er såvidt jeg forstår også Lars Hansens indstilling, og det er selvfølgelig ikke nogen ‘overholdelse’ af skellet mellem etik og juristik .
I sociologisk og moderne forstand er det nok muligt for dig at hævde dette skel må opretholdes . Verden skabes jo som bekendt hver dag . For mig ligger denne tanke noget ukomfortabelt . Selvfølgelig p.g.a. sammenfaldet mellem Lars Hedegaards ekstreme udtalelser og Trykkefrihedsselskabets - såvidt jeg har forstået - markante virke . Ligesom Lars Hedegaards udtalelse kommer til at virke definerende på Trykkefrihedsselskabets offentlige omdømme, så er dit genmæle også et slags genmæle på vegne af Trykkefrihedsselskabet, selvfølgelig p.g.a. indholdet og temaerne her .
Er det ikke sådan i Danmark, at formanden i en forening tegner foreningen, dvs. hvad han siger, uanset hvad, er foreningens holdning, jvf. eksemplet med FDM og formanden for FDM.
Karsten Aaen:
“Er det ikke sådan i Danmark, at formanden i en forening tegner foreningen”
En forenings vedtægt nævner ofte, hvem der tegner foreningen. I Trykkefrihedsselskabets tilfælde står der:
§8.
“Foreningen tegnes af 5 medlemmer af bestyrelsen, herunder formanden eller næstformanden. […]”
Bestyrelsen er på 9 medlemmer.
Jeg må indrømme at jeg endnu håber på en lidt stærkere gendrivelse af mine fejlslutninger end en gentagelse af princip og moral, samt din, naturligvis korrekte, henvisning til at vi er tilladt divergerende meninger.
Hvis princippet er at kæmpe for ytringsfriheden, hvilket jeg ubetinget støtter, så virker det sært vrangfokuseret kun at pege på én trussel, og blindt ignorere at også andre forhold udfordrer den frie tale. Min skepsis for metoden med at dæmonisere muslimer skyldes heller ikke alene moralske opstød, men en frygt for at mytedannelsen skaber netop det vilkår at muslimer ikke tør ytre sig i frygt for omgivelsernes reaktion. Så selskabet ender med at virke imod egne hensigter, men indledningsvis kun for den gruppe.
Jeg citerer her fra selskabets egenbeskrivelse:
“Én ting er nemlig at have ytringsfrihed på papiret, en anden at have den i virkeligheden, og hvis trusler, frygt og selvcensur hindrer ytringerne i at komme frit frem, er §77 ikke meget værd.”
Pointen i denne sætning synes, vurderet ud fra selskabets udtalelser, åbenlys hvis truslen er en gal øksesvinger. Men lige så mangelfuld, hvis truslen ‘kun’ er social stigmatisering eller omgivelsernes despekt.
Lars Hedegaard, du og alle andre i verden har ret til jeres meninger om alt fra blomsterbede til storpolitik. I/vi må have forskellige præferencer inden for politik, samt vælge side i diverse konflikter så frit i lyster. Men når man påtager sig ansvaret som formand har jeg en, måske naiv, forventning om at man handler med den omtanke der er påkrævet for den tillidspost. Det indebærer at når man udtaler sig offentligt er man sig bevidst at man taler, ikke alene som privatperson, men også i kraft af den titel man bærer. De private fordomme kan luftes når kameraet er slukket.
Særskilt når man fremlægger en stereotyp vurdering af en gruppe som man ikke selv tilhører.
Det er måske fint for ytrings(ansvars)friheden, men ikke godt for forståelsen, at indlægge disse falske skel om hvornår det er moralsk/principielt, privat/formand eller politik/apolitisk. Ytringsfriheden er allerede blevet et politisk gidsel når befolkningen er splittet i, om en tegning er en fornærmelse eller forløsning, og politikerne udnytter dette i deres kamp om vælgerne.
God tur.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg citerer her fra selskabets egenbeskrivelse:
PBJ: “Én ting er nemlig at have ytringsfrihed på papiret, en anden at have den i virkeligheden, og hvis trusler, frygt og selvcensur hindrer ytringerne i at komme frit frem, er §77 ikke meget værd.”
Pointen i denne sætning synes, vurderet ud fra selskabets udtalelser, åbenlys hvis truslen er en gal øksesvinger. Men lige så mangelfuld, hvis truslen ‘kun’ er social stigmatisering eller omgivelsernes despekt.”
Eller som det også ses i lignende tilfælde hvor ytringer ikke falder et tørt sted; mobning, chikane og eksklusion fra viden.
Og dermed forstærker følelsen af outsiderrolle, frihedskæmper- og lonely rideridentitet.
Alt sammen yderligere skærpende for tonen eller som effektivt mundbind.