Kulturminister Carina Christensen (K) præsenterede den 2. december 2009 sit nye kulturpolitiske udspil Kultur for alle. Udspillet lægger op til, at de kulturtilbud, som findes på museer, teatre og andre kulturinstitutioner, i langt højere grad end nu skal integreres i danskernes hverdag.
Børnefamilierne skal have kulturkufferter, så forældre og børn sammen kan gå på opdagelse i nye verdener, der skal rekruteres unge til ungekorps for at få ungdommen til at gå på museum, og forhærdede ‘ikke-brugere’ som nydanskere og socialt udsatte skal kunne møde kulturen dér, hvor de befinder sig, f.eks. i boligkvarterer, på strande eller i indkøbscentre.
Den bagvedliggende tanke om at gøre kultur til et fælles anliggende for os alle er både relevant og væsentlig.
Kunst og kultur bør ikke isoleres fra dagliglivet, men bør være noget, der foregår mellem mennesker, som ønsker at dele deres indbyrdes forskellighed med hinanden. Gennem det at skabe og det at opleve kunst og kultur kan vi i det mindste lejlighedsvis forme et fælles rum. At sætte fællesskabet i centrum må derfor ses som et positivt og fremsynet træk fra ministerens side.
Det er også positivt, at ministeren har været rundt i landet for at se på de eksperimenterende tilbud, som allerede findes. Blandt andet i kunst- og museumsverdenen har begreber som social inklusion og medborgerskab allerede været i fokus et stykke tid, men det har være svært for institutionerne at få goodwill og penge til andet end få og små projekter, som kun har berørt ganske små grupper af deltagere.
Med det nye udspil lægges der op til langt bredere og mere eksperimenterende satsninger, noget kulturinstitutionernes ledere forhåbentlig ikke vil sidde overhørig.
Set fra en pædagogisk synsvinkel rejser Kultur for alle imidlertid nogle grundlæggende spørgsmål, som der ikke gives svar på: For det første fremstiller udspillet sig, som var det baseret på en allerede eksisterende fællesskabsfølelse, der blot skal synliggøres. I stedet for at vedkende sig opdragelse og dannelse som en af kulturens klare forudsætninger og pege på samspillet mellem pædagogik og kulturbrug, problematiseres disse forudsætninger slet ikke.
Enøjet opfattelse
For det andet placeres ‘kultur’ som udgangspunkt som noget, der alene befinder sig inde bag kulturinstitutionernes tykke mure, hvorfra den så skal bevæge sig ud. Mere antropologiske kulturbegreber, som omhandler de kulturformer, der i forvejen praktiseres på skoler, i boligkvarterer og i allehånde lokale grupperinger og foreninger tænkes slet ikke ind i udspillet, hverken som forudsætning, middel eller mål.
Jørn Langsted, leder af Kulturpolitisk Forskningscenter i Aarhus Universitet udtaler i en artikel i Information (den 5. december 2009) om Kultur for alle, at »… hvis projektet for alvor skulle have en chance for at lykkes, så skulle det i virkeligheden have været et skoleprojekt, der handlede om at gøre os alle sammen til mere kreative mennesker«.
Skolen giver ikke indsigt
Hermed foregriber Langsted denne kroniks pointe, nemlig at skolen udgør samfundets måske vigtigste kulturinstitution, og at kulturministeren derfor burde gå aktivt ind i arbejdet med at gøre kulturel kompetence til et centralt mål i skolens undervisning. Gennem sin daglige kontakt til elevere kan skolen nemlig, i højere grad end de traditionelle kulturinstitutioner, tilbyde at give alle borgere de nødvendige redskaber til at kunne engagere sig i kulturlivet - ikke blot som publikum, men som kreative kulturskabere.
I Danmark beskæftiger børn og unge sig desværre langt mindre med kunst og kultur i skolen end børn i de andre nordiske lande, både når man ser på undervisningen inden for de såkaldt æstetiske fagområder: billedkunst, sløjd, håndarbejde, drama og musik, og når man ser på samarbejde mellem skolen og kulturlivet.
Hvor billedkunst, designfagene og musik i Norge, Sverige og Finland er obligatorisk på alle trin i grundskolen, undervises børnene i de danske folkeskoler kun i disse fag i 1.-6. klasse. Det betyder, at når danske børn for alvor er modne til at kunne engagere sig refleksivt og kritisk i, hvad kunst og kultur kunne betyde for dem samfundsmæssigt og personligt, bremses de i deres kulturfaglige læring, ligesom de hindres i selv at udvikle sig til aktive kulturproducenter.
Desuden signalerer de æstetiske fags placering i de små klasser, at kunst og kultur primært kan og bør forstås og praktiseres af de mindre børn. Herefter tilbydes kultur kun til de særligt interesserede, nemlig den lille del af eleverne, som enten går på musik- eller billedskole, eller som tager et æstetisk fag som valgfag i 8.-9. klasse. Danmark har også problemer, når det kommer til lærernes kompetencer.
Efter den seneste reform af læreruddannelsen har linjefagsundervisningen i de æstetiske fag oplevet en nedgang i antallet af studerende på 60-80 pct. I forvejen sker det meget ofte, at eleverne i folkeskolen undervises i æstetiske fag af lærere uden linjefag, og denne situation vil nu blive endnu mere udbredt. Lærere uden linjefag har sjældent andre forudsætninger end et generelt praktisk-musisk ugekursus samt erindringer fra den formningsundervisning, de modtog, da de selv gik i skole.
Derfor er det svært at forestille sig, at de skulle kunne mestre, den svære kunst det er, at få eleverne til at opleve sig som kompetente kulturdeltagere og aktive kulturbrugere.
Signalerer hobbysysler
Går man videre frem i skolesystemet, er Danmark det eneste nordiske land, som ikke tilbyder en æstetisk studieretning på ungdomsuddannelserne. På de fleste danske gymnasier er det muligt at vælge musik på A- eller B-niveau som del af en studieretning, hvorimod billedkunst, design, medier og drama ikke indgår i nogle studeretninger, men fungerer som en slags valgfrit supplement, som kan fuldføres på C- eller evt. B-niveau.
Det signalerer, at disse fag må betragtes som hobbylignende beskæftigelser og ikke som prioriterede samfundsanliggender.
Men hvad så med samarbejdet mellem skolerne og kulturlivet? Også her ligger Danmark desværre langt bagud i forhold til vores nordiske naboer: I Norge er det landsdækkende program Den Kulturelle Skolesekken på finansloven med 167 millioner norske kroner i 2009-2010, men også det lidt mindre svenske program Skapande skola har i år fået 55 millioner. Disse programmer er oprettet med henblik på at sikre, at eleverne oplever en kontinuerlig udveksling mellem deres egen verden og kulturverdenens tilbud.
Desuden tvinger ordningerne kulturinstitutionerne til at udvikle projekter i samarbejde med målgrupperne i stedet for, som det oftest sker i Danmark, alene at basere sig på egne forestillinger om målgrupperne.
Sammen med undervisningen i æstetiske fag på alle klassetrin, gøder programmerne jorden for, at de kommende generationer af nordmænd og svenskere - i modsætning til danskerne - vil opleve et reelt ejerskab til de eksisterende kulturformer og for, at de selv vil engagere sig i at udvikle nye måder at tænke ‘kultur’ på.
Kræver samarbejde
Så kære kulturminister, hvis du virkelig vil have, at vi danskere skal engagere os mere i den del af kulturlivet, som vores kulturinstitutioner står for, så er det - som du selv skriver i forordet til Kultur for alle - nødvendigt, at alle træder i karakter og udfylder deres rolle.
Det gælder også dig selv som minister, og her bør du én gang for alle bryde ud af rollen som den pæne minister, der passer sit eget ressortområde og tager en meget alvorlig snak med såvel undervisnings- som finansministeren.
Kultur er ikke bare noget, der foregår på kulturinstitutionerne, og som man ved hjælp af forskellige snedige greb skal ‘påføre’ befolkningen. Kultur er meget vigtigere. Det er noget, man ikke blot oplever, men udvikler, i fællesskab. Og kultur for alle bør udvikles med udgangspunkt i de spændende forskelligheder, det moderne samfund rummer. Skolen er ikke blot et blandt mange steder, hvor man lærer at engagere sig i kulturlivet. For rigtig mange børn og unge er skolen stedet. Derfor er det ikke nok at sende kulturkufferter til børnefamilierne. Det er nødvendigt at skolerne og kulturlivet udvikler kulturen sammen - Nu!
Helene Illeris er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) ved Aarhus Universitet
Kommentarer