Da Nasa i 1977 sendte to sonder, Voyager 1 og 2, ud i rummet med kurs mod fremmede solsystemer, havde kloge hoveder forinden brudt deres hjerner med at nå frem til den bedst mulige måde at kommunikere med ukendte civilisationer eller en fjern fremtids mennesker på. Den løsning, man nåede frem til, var nogle piktogrammer og fotografier i kombination med en guldplade, hvorpå der var indspillet lyde fra den verden, vi kender, plus hilsner formuleret på 55 sprog.
En lignende problematik bakser man i disse år med i Finland, hvor man siden 2004 har været i færd med at konstruere et kæmpemæssigt underjordisk depot for radioaktivt affald fra landets atomkraftværker. Onkalo, som anlægget kaldes, er beliggende på øen Olkiluoto i det sydvestlige Finland og består af underjordiske gange sprængt flere kilometer ned i klippegrunden. Det forventes at stå færdigt omkring år 2100, og det er tanken, at det herefter skal forsegles og forblive uberørt, så længe affaldet er farligt. Hvilket vil sige de næste 100.000 år.
Men hvordan kommunikerer man til fremtidens mennesker, at hér skal de ikke grave i undergrunden? Der er dem, som mener, at man bevidst skal forsøge at glemme stedet og så bare håbe på, at vores efterkommere ikke vil opdage det giftige affald ved et tilfælde. Andre hælder til Voyager-modellen og sysler med at nå frem til en udformning af advarselsskilte, som må formodes at være universelt forståelige. Problemet er selvfølgelig bare, at ingen generationer hidtil har kunnet modstå fristelsen til at trænge ind i ethvert gravkammer eller ethvert andet hemmeligt sted, uanset hvor mange advarsler fortidige generationer har forsynet dem med.
Kraftwerk som film
I den eminent velgennemførte dokumentarfilm Into Eternity har instruktøren Michael Madsen opsøgt Onkalo og talt med nogle af de ansvarlige for projektet, plus diverse forskere og andre, som er involveret i spørgsmålet om atomaffald i Finland og Sverige. Men i stedet for at lave den sædvanlige flade tv-dokumentar med reportager og interview har han via en række ganske enkle, men effektive greb skabt et filmisk værk, som på én gang virker engagerende og hypnotiserende, samtidig med at de mange væsentlige - og ubesvarede! - spørgsmål, som projektet Onkalo hviler på, hvirvles op i kølvandet efter billedsidens procession af magiske motiver.
Som en ramme omkring optagelserne fra Onkalo ses instruktøren i en række vignetter, hvor han i skæret fra en tændstik henvender sig til eventuelle efterkommere, som engang i fremtiden måtte finde Onkalos depoter og - forhåbentlig - starte med at se filmen, inden de giver sig til at åbne de dødsensfarlige kobbercylindere med radioaktivt materiale. Og ind imellem disse vignetter veksles så mellem statements fra en række af de involverede parter og fabelagtigt flotte optagelser fra konstruktionen af Onkalo og håndteringen af affaldet. Optagelser, som ville være enhver science fiction-film værdige. Selvfølgelig afspilles Kraftwerks atomhymne »Radio-Activity« på lydsiden, og hvis man siger, at filmens billedside visualiserer stemningen i Kraftwerks musik, giver det måske et fingerpeg om, hvor vi er henne. Det er en film, der idé- og emnemæssigt kunne bringe tankerne hen på en Werner Herzog, og formmæssigt på en Errol Morris.
Held og lykke!
Into Eternity, der vandt publikumsprisen i forbindelse med cph:dox 2009, overdænger ikke først og fremmest sit publikum med informationer. Alligevel får man en del at vide undervejs. For eksempel at der i dag findes mellem 200.000 og 300.000 tons radioaktivt affald i verden. Eller at der skulle opføres tre atomkraftværker om dagen, hvis befolkningen i Kina og Indien i løbet af de næste 20 år skal bringes på niveau med Europa og USA. Eller at den model, man har valgt i Finland, hvor atomaffaldet indkapsles i kobbercylindere og nedsænkes i underjordiske vandbasiner, er holdbar i ti, tyve, måske hundrede år, hvorefter sikkerheden fortoner sig. Hvad der vil ske i resten af de 100.000 år, som det vil tage for den radioaktive bestråling at forsvinde, kan ingen sige med vished.
Men snarere end at dvæle ved informationerne borer filmen sig stædigt og vedholdende ned i de moralske, etiske og filosofiske spørgsmål, som omgiver de beslutninger, vi i dag træffer i vore samfund, herunder omkring energiforsyningen. Og det er i de sekvenser, hvor de medvirkende, nøgternt og uden at skælve, taler sig ud i sorte huller af gisninger og meningsløse abstraktioner, at filmens mest interessante budskaber siver ud af sprækkerne.
Dog er der én af de medvirkende, som siger det helt klart: »Det korte svar er, at ingen ved det.« Og skulle man vælge et enkelt statement, der omfatter hele den grund, hvorpå Onkalo-projektet er funderet, må det blive den kvinde, som, da hun bliver bedt om at sende en hilsen til fremtidens mennesker, siger: »Good luck!«
Into Eternity. Instr.: Michael Madsen. Danmark. 2009. 75 min. Vises den 6. januar kl. 19 simultant i 30 biografer landet over. Mere info: www.doxbio.dk
’Into Eternity’ lanceres som den første titel i et nyt tiltag kaldet dox:bio, Danmarks første biografklub for dokumentarfilm.
Initiativet kommer fra Marlene S. Rasmussen og Josephine Michau fra henholdsvis dox-on-wheels og michau+, og tanken er at sende udvalgte dokumentariske perler rundt til en række biografer i det ganske land.
Hver film vises én gang – simultant i 30 biografer – den første onsdag i hver anden måned, startende den 6. januar.
I det program, man har lagt for 2010, findes – foruden ’Into Eternity’ – titler som den danske ’Fra Haifa til Nørrebro’ af Omar Shargawi og den amerikanske ’Food, Inc.’ af Robert Kenner.
Kommentarer