Nogle vil kalde det at løbe åbne døre ind. Andre at gennemføre nye forandringer uden at vide, hvordan de gamle har virket. Men spørger man undervisningsminister Bertel Haarder (V), er det læseløfte og det medfølgende »360-graderseftersyn« af folkeskolen, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) annoncerede i sin nytårstale, kronen på værket efter en langvarig reformproces af de danske skoler.
»Det er et langsigtet mål, der nu bliver omsat til et konkret løfte til eleverne. Det er jo det, man har politikere og en statsminister til. Han vil sige, at nu har vi brugt så mange kræfter på dansk- timer og læsevejledere og efteruddannelser og elevplaner og kvalitetsrapporter. Så nu vil jeg godt have et helt konkret resultat i form af, at eleverne inden afslutningen af 2. klasse kan læse.«
Som beskrevet i Information i går, har VK-regeringen i sin otteårige levetid gennemført dobbelt så mange opstramninger og ændringer af folkeskoleloven end i den foregående regerings otte år ved magten. Langt hovedparten har handlet om at styrke fagligheden og synliggøre skolernes ansvar og resultater. Ifølge Bertel Haarder er det de tiltag, der nu gør det muligt for statsministeren at udstede sit løfte.
Nu kan det lade sig gøre
- Er det ikke lidt paradoksalt, at det store læseløfte kommer nu? Burde man ikke være startet med visionen og så begynde at arbejde sig hen imod det?
»Hvis vi ikke havde set den fremgang, som vi har set de senere år, ville det have været meget risikabelt at udstede sådan et løfte. Men nu ved vi, at det kan lade sig gøre,« siger Bertel Haarder, der mener, at løftet kan indfries »i løbet af få år«.
Bertel Haarder mener, at han tog en af de vigtigste beslutninger i sin karriere, da han i slutningen af 80’erne var undervisningsminister under Poul Schlüter (K) - nemlig da han sagde »yes!« til at bruge 10 mio. kr. på en læseundersøgelse, der sammenlignede danske børn med udenlandske.
Den kom i 1991 og viste, at niårige danske elever i forhold til 32 andre lande kun læste bedre end niårige fra Trinidad-Tobago, Venezuela og Indonesien - og det kunne ikke bare forklares med, at danske børn starter senere i skole. Det, som forskningschef Lars-Henrik Schmidt i gårsdagens Information kaldte et ‘sputnik-chok’, ramte landet. Og den betegnelse er Haarder helt enig i.
»Det handlede bare om meget mere end satellitter. Det var noget så kernevæsentligt som, om børn kan læse ordentligt. Vi fik et los i selvforståelsen. Og jeg må indrømme, at jeg sjældent har været så glad - for nu kunne jeg bevise det, jeg længe havde mistænkt.«
Enhedsskolen slog fejl
Haarders mistanke gik på, at den enhedsskole, som ofte bliver kaldt Ritt Bjerregaards (S), men som han og Venstre selv var med til at fremme og stemme igennem i 70’erne, ikke styrkede mellemgruppen af elever.
»Det har jo vist sig, at den gjorde den svage gruppe større. Det er ikke mindst den svage del af eleverne, der har betalt prisen for enhedsskolen - og det er derfor, vi bliver ved med at vende stenene igen og igen.«
- I omkring 19 af de seneste 28 år har der siddet en Venstre-politiker på undervisningsministerposten. Og i cirka 15 af dem har ministeren heddet Bertel Haarder. Så mange af de mangler, der er i folkeskolen, er vel først og fremmest dit og Venstres ansvar?
»Det er ingen hemmelighed, at da jeg var undervisningsminister første gang, var der ét felt, jeg ikke kunne røre, og det var folkeskolen. Dér sad de radikale under bordet og over bordet og førte min kuglepen. Det, der skete i 2001, var, at man pludselig kunne sætte en anden dagsorden, der i højere grad tog hensyn til det store flertal af børn.«
Og dagsordenen handlede fra dag ét først og fremmest om mere faglighed - og hele tiden orienteret mod de sammenlignende internationale undersøgelser, som Haarder selv var med til at smække på bordet i 1991.
- Den evige sammenligning med resten af verden - er det blevet den vigtigste drivkraft for undervisningssektoren?
»Det er jo lige så nyttigt som at sammenligne kommuner.«
- Og det gælder også på internationalt plan?
»Ja, selvfølgelig. Blot vi ikke kaster vrag på de indlysende kvaliteter, som vi også har i Danmark.«
- En del mennesker i undervisningssektoren er ellers bekymrede for, at vi netop er ved at kaste vrag på de kvaliteter?
»Hvis folkeskoleloven var blevet sådan, at den kun havde én målsætning - nemlig at vi skulle klare os godt i internationale kundskabsmålinger, så forstod jeg det godt. Men folkeskoleloven har jo en meget bred og alsidig målsætning. Og de undervisningsmål, som jeg har ansvaret for, er langt bredere.«
- Hele præmissen i statsministerens nytårstale er, at vi skal uddanne vores børn for at blive det rigeste land i verden. Det er ellers ikke det hovedformål, der har gennemsyret folkeskolen tidligere?
»Jeg er aldrig faldet i den grøft, at jeg kun taler om arbejdslivet. Men det at kunne læse er en lige så vigtig forudsætning i arbejdslivet, samfundslivet og familielivet,« siger Haarder.
Han mener, at modsætningen mellem kundskaber og »bløde værdier« er falsk og henviser til de 54 pct. af de tosprogede drenge i København, der kommer ud af skolen uden at kunne læse.
»De bliver ikke specielt kreative eller innovative. Nogle af dem ender desværre med at blive ‘kreative’ på nogle meget mere uheldige måder - netop fordi det aktive og skabende liv er lukket for dem.«
Erhvervslivet efterlyser reformer af folkeskolen som grobund for ny økonomisk vækst, og regeringen vil give den et 360-graderseftersyn for at sikre danske børns læseevner og en placering i den faglige top internationalt.
Men VK har siden 2001 allerede gennemført masser af ændringer, og spørgsmålet er, om det er mere faglighed, der er behov for for at forbedre skolen? Eller tværtimod et opgør med de senere års fokus på den enkelte elevs præstationer til fordel for mere fællesskab og dannelse?
Information sætter i en serie fokus på folkeskolen.
Kommentarer
Det er da en meget snæver forståelse af ‘faglighed’ der her lægges for dagen.
Adskillige fag er blevet slagtet i den højhellige jagt på ‘kvalitet’ (målt ud fra mere eller mindre arbitrære skalaer) i enkelte fag.
I en tid hvor dårlig/forkert ernæring og mangel på fysisk aktivitet repræsenterer en af de største trusler mod vores kollektive sundhed (og deraf pres på sundhedssystemets knappe ressourcer), ja der har man valgt at nedprioritere fagligheden i de fag der kunne afhjælpe netop de problemer.
Er begreberne ‘faglighed’ og ‘kvalitet’ forbeholdt akademiske fag som dansk og matematik? Det virker mest af alt som snedig spin, der får ethvert modsvar til at fremstå som et angreb på de to dejligt positive begreber.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det brede og alsidige formål for folkeskolen er ikke meget værd, hvis ikke også den følges op ad politiske prioritering. Denne er lige nu meget snæver i forhold til læsefærdigheder og resultaterne af internationale test. Den politiske styring er massiv i disse år. Hvornår bliver det mon tid at skolen får rum til at skabe resultater og tage sig af de elever, som den er sat i verden for at holde skole for og ikke bare halse efter for at leve op til politiske prioriteringer eller ny lovgivning.
Var der nogen her som fik et sputnik chok? De af os, som i modsætning til Bertel har levet i den virkelige verden har vist godt fornemmet at realiteterne ikke var i overensstemmelse med VKO’s newspeak. De af os, som har haft skolesøgende børn, i de sidste 10 år har godt vidst at noget var rivende galt med folkeskolen. Og da Fogh-Rasmussen og Bertel fra deres ophøjede positioner begyndte at skyde skylden på lærernes faglighed og dygtighed, ja så vidste vi, at problemet hovedsaglig hed: Bertel Haarder.
Man må heller ikke glemme, at undervisningsministeren fra 1982 til 1993 også hed Bertel Haarder.
Bertel Bims, sov nu bare videre, så gør du ingen skade imens.
Bertel Haarder gjorde i 1980erne det, at han personligt! rettede i de bekendtgørelser for fagene, heribland faget dansk i folkeskolen. Han gjorde derforuden op med det udvidede tekst-begreb, hvor man også læste andre tekster end skønlitterære tekster, bl.a. artikler og bl.a. også lærte om læse-strategier mm.
Og hvad er det at kunne læse?
Jeg nægter ganske enkelt at ca. 50% (55%) af eleverne, som er to-sprogede ikke kan læse, forstået på den måde, at de har afkodet læse-koden, dvs. kan sætte lyd til bogstav f.eks. forstå, at bogstavet ‘b’ udtales ‘be’.
Eller læse en enkel tekst på ligetil.nu - eller en enkel artikel rent sprogligt i f.eks. EB eller BT.
Det, der går galt for mange af de her to-sprogede og også for mange af danskerne er såmænd det, at de skal lære fag-sprog. Og at de ingen sproglige strategier (lærings-strategier) har til at lære det.
Og her nytter det altså ikke at gøre læse-under-visningen i folkeskolen bedre, her må det være sådan, at eleverne skal have at vide, hvordan de skal læse en tekst, når det er fagsprog mv.
Jeg plejede såmænd også at tro at Danmark trods alt havde det bedste i verden, både sundhedsvæsen, skolesystem og socialt system. Nu hvor jeg har boet og arbejdet i udlandet kan eg se at det har vi egentlig ikke.
Jeg tror vi på en eller anden måde ikke har lagt mærke til hvor meget det er blevet udhulet. Sammenlign bare fx sundhedssystemet med England:
Hvis du er kronisk syg og har brug for dyr medicin skal du
- i Danmark igennem en lang og tung proces for at få delvis dækning, og du skal selv punge ud i begyndelsen.
- i England siger lægen “Du behøver ikke betale, bare sig det nede på apoteket”.
Kan man få øje på forskellen? Nu valgte jeg lige lægen fordi jeg har haft det tæt på, men der gælder noget tilsvarende på alle områder; vi er meget indbildske i Danmark, men vi har ikke noget at have det i.
Tænk at den “pæne” mand vil sidde i en regering på DF’s nåde, så er man da moralsk på røven.