Det er en verden af hensynsløshed. En 6. klasse skal af sted på hyttetur, og en af pigerne, der har det svært, siger, hun ikke har lyst til at tage med. Det har hun selvfølgelig. Hun har bare brug for, at nogen siger, »ah, kom nu«. Men det er der ingen, der siger. Derimod er der to veninder, som udgør en dominerende gruppe i klassen og åbent baserer deres magt på at tryne andre. De overtaler outsideren til at blive hjemme. Så kan de få et værelse for sig selv, som de ellers skulle have delt med en tredje. På dagen, klassen skal af sted, dukker pigen ikke op, vupti, venindeparret får deres vilje og nå ja, hun ville jo selv blive hjemme. Læreren aner intet, opfatter bare pigen, der er blevet hjemme, som enormt besværlig og asocial, selv om hun om nogen havde brug for at komme med på den tur og åbne døren ind til fællesskabet.
Det er dén verden af sociale strategier og forhandlinger om identitet, som udviklingspsykolog Ditte Winther-Lindqvist, Institut for Psykologi, Københavns Universitet, giver et sjældent indblik i sin nye ph.d.-afhandling. Den begyndende pubertet kan være en rå og utryg tid for de 12-13-årige, som Ditte Winther-Lindqvist har sammenlignet med de fem-seksårige i indskolingen. For selv om børn i dag, både de små og de lidt større, manøvrerer fermt mellem forskellige strategier til at fremstille sig selv, så er de 12-13-årige, modsat hvad lærere og forældre tror, slet ikke modne til at danne gode og trygge klassefællesskaber. Og de får modsat de yngre børn i indskolingen, hvor der er fokus på trivsel og klassedannelse, heller ikke megen hjælp.
Individualiseringen i den danske folkeskole er trykket helt i bund, konstaterer psykologen, og skolen og lærerne er slet ikke opmærksomme nok på børnenes sociale liv til at kunne skabe et velfungerende fællesskab til gavn for indlæringen og inklusionen af børnene.
Så når nu folkeskolen er et af hovedpunkterne for regeringens nye Vækstforum, og samme regering har bebudet et 360 graders eftersyn af folkeskolen for at få danske børn placeret i top 5 internationalt i læsning, dansk, matematik og naturfag, er psykologen ikke i tvivl. Der skal gøres noget ved de skrøbelige fællesskaber i folkeskolen.
Vigtigt for læring
»Fællesskabsfølelsen er noget af det vigtigste i forhold til at skabe et bedre læringsmiljø, og lærerne og skolelederne skal have meget mere fokus på det,« lyder den faglige anbefaling fra Ditte Winther-Lindqvist, hvis forskning i øvrigt har ført til ansættelse på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole fra næste måned.
Og den anbefaling står hun langt fra alene med. Sidste år opfordrede en samlet skoleverden i et nyt udspil til, at der bliver lagt mere vægt på fællesskabet i folkeskolen. Det var Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforeningen, BUPL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederne og Forældreorganisationen Skole og Samfund, der stod bag opgøret med de senere års markante fokus på den enkelte elevs præstationer. De konkluderede på baggrund af ny forskning om børn og unges læring, at netop fællesskab og relationer til andre børn og voksne er afgørende for, hvor meget eleverne lærer. Og om det i sidste ende bliver muligt at opnå målsætningen om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. I mandags kunne Information desuden berette om Danmarks hidtil største forskningsprojekt om vilkårene for læring i folkeskolen. Det projekt viste, at motivationen for at lære falder i takt med, at eleverne rykker op i klasserne. Det kan til dels forklares med, påpegede forskerne, at ord som fællesskabsfølelse og social ansvarlighed er fremmede for børnene i landets skoler.
»Der findes skoler, som er gode, fordi de er i stand til at skabe en fælles ånd og identitet for hele skolen. Her vælger lærerne at være, fordi de gerne vil være på netop dén skole. Nogle lærere er også gode til at skabe et fællesskab i klassen, hvor alle kan føle sig trygge og accepteret. Men generelt gør man meget ud af klassefællesskab, når børn starter i skolen. Problemet er, at man lader det sejle efter indskolingen, fordi man går ud fra, at børnene kan selv, og det kan de ikke,« siger Ditte Winther-Lindqvist, der også konstaterer, at der desværre er mange lærere, som slet ikke burde undervise på det krævende 6.-7. klassetrin. Eller som simpelthen har mi-stet det engagement, de engang havde i børn, fordi de er slidt ned.
»Hvis lærerne skal være ledere ikke bare for det faglige, men også for klassens sociale miljø, så kræver det, at de giver meget af sig selv og vil børnene noget. Det engagement er mange lærere for nærrige med,« siger hun.
Endelig spiller det også ind, at der sker et skift i 6.-7. klasse, hvor der kommer meget mere fokus på det faglige. Og hvor lærerne bevidst spiller på, at børnene nu er elever, der skal forberede sig på deres videre uddannelsesforløb.
Anti-aktiviteter
Det er ikke fordi, lærerne ikke tager bestik af det sociale liv, uddyber Ditte Winther-Lindqvist. Det gør de selvfølgelig. Så holder man krisemøde i klassen, og drengene sidder og himler. Men det kører som en form for justering af det sociale hjul og er ikke en grundlæggende integreret del af pædagogikken. Det sociale liv foregår bag lærernes ryg.
Et eksempel er spisepausen i den 6. klasse, Ditte Winther-Lindqvist har fulgt i en ganske almindelig jysk by, hvor forældrene typisk bor i parcelhus med have og har cirka samme socioøkonomiske baggrund.
Læreren forlader klassen, modsat hvad der sker i indskolingen, hvor hun bliver og spiser med børnene. Anna og Mary, venindeparret igen, er sultne, men har ikke selv medbragt noget. Mad er ikke forbudt, men det er fastfood og ikke madpakker, der er in. I stedet tigger pigerne om mad, og når de får det tilbudt, er et af deres mest udspekulerede tricks at latterliggøre giveren.
»Må jeg få noget af din juice,« spøger Anna Jenna, der villigt deler. Anna tager et sip, og udbryder:
»Adrr, det er ulækkert, er det fra i dag?«
Jenny ser flov ud og svarer ikke.
»Det smager virkelig underligt … som toast,« siger Anna, smiler og tager en slurk mere.
Efter spisefrikvarteret kommer læreren tilbage, som en rar hyggetante, der ikke aner, hvilken dårlig stemning, der udspiller sig i klassen, mens hun er væk.
Emily, der har været en del af Anna og Marys venskabsgruppe, har efter en bitch-figth med de to været tvunget til at distancere sig. Det gør hun blandt andet ved at begynde at medbringe virkelig lækker mad, hjemmelavet pastasalat, pizza slices og små bokse med frugt og andre delikatesser. Forskeren spøger hende hvorfor.
»Derhjemme spiser jeg også mere almindelige ting, som brød med ost.«
Men det kan du ikke spise herovre i skolen?, vil Ditte Winther-Lindqvist vide.
»Nej! Folk vogter over, hvad der bliver spist, og hvis det er ulækkert, vil de fortælle dig det. Jeg har det, som om jeg skal dække min mund, fordi ellers vil de kommentere på, hvor ulækkert det ser ud, og hvordan det stinker. Når jeg tager virkelig lækker mad med, så lukker det munden på dem… Nej, jeg er ikke sikker. De snakker sikkert om, at det stinker, eller jeg stinker bagefter,« siger Emily.
Afvisningen af maden kalder forskeren for en anti-aktivitet. I 6. klasse er deltagelse i forskellige anti-aktiviteter vigtige måder at definere identitet på. De 12-13-årige er nemlig kendetegnet ved, at de kun lige har fået foden inden for i det kommende ungdomsliv. De orienterer sig tydeligt efter at være mest fremme i skoene og afprøver forskellige voksenting, mens de udstiller de mere tilbageholdende og barnlige, der prøver at være tro mod deres egne værdier. Disse er klart yt i klassens veldefinerede, sociale hierarki. Og de 12-13-årige har ikke andre muligheder. De kan ikke bare finde et andet fællesskab, fordi de er ikke store nok til selv at opsøge det. Derfor anti-aktiviteter så som ikke at lave lektier, bevidst ikke at gøre, hvad læreren siger, og se ned på dem, der stadig leger. Drengene leger sport og computerspil, og kaster med ting i klasseværelset. De fleste piger vil gerne lege, men det bliver afvist og nedgjort af bestemte piger i gruppen, som en identitetsmarkør.
De onde er ok
De onde piger i klassen, som de også omtaler sig selv, er der imidlertid ikke noget galt med. Det handler ikke om dårlig opdragelse, og de er ikke psykopatiske tilfælde, understreger psykologen. Børnene befinder sig bare i et bestemt socialt system, hvor det spil, de spiller, er fuldstændig usanktioneret og ureflektivt. Og pigerne kunne være forsat, hvis ikke de nye klassekammerater, de får som følge af en skolesammenlægning, ændrer de sociale spilleregler. Den nye gruppe børn har nemlig andre værdier, hvor det giver pote at være en god kammerat og ikke bagtale hinanden. De værdier vinder til sidst.
»Der ér meget uro og disciplinproblemer i skolen, og det handler selvfølgelig også om forældrenes opdragelse og lærernes generelle autoritetstab. Men det, der foregår på 6.-7. klassetrin, drejer sig i høj grad også om gruppepsykologi. Der nogle almene træk i, hvordan en gruppe fungerer, som jeg kunne finde hvilket som helst sted i landet, i hvilken som helst 6. klasse. Det er jo bare ikke det samme som sige, at man ikke skal arbejde med det og undgå, at det kammer helt over,« siger Ditte Winther-Lindqvist. Hun påpeger desuden, at balancen mellem det individuelle og det kollektive er blevet voldsomt forskudt i løbet af de seneste årtier:
»I dag er det sådan, at jo mere du kan gøre opmærksom på dig selv, des mere omsorg, plads og opmærksomhed får du. Men det er et paradoks, som viser sig i den svære balance mellem at træde frem som individ hvilket man er jo nødt til, fordi man bruger selvfremstilling for at undersøge sin identitet og så ikke at lade det ske på andres bekostning. Hvis du byder for lidt ind i klassen, bliver du svinet til af dine klassekammerater, og lærerne tror du er dum. Og stikker du næsen for langt frem, risikerer du at få en næsegrus rutchetur en dag.«
»Grænsen, lærerne skal identificere, går der, hvor der tale om en form for fællesskab eller ej. Det var ren krig for de børn i den klasse, jeg fulgte. De var hensynsløse spillere på en kampplads, der hed 6. klasse, og sådan skal det jo ikke være.«
Det er heller ikke decideret mobning, pigerne har gang i. For der er ikke udset et bestemt offer. Det er tilfældigt. Det er snarere et system baseret på at tale ondt om andre. Som da de dominerende piger prøver at fastholde deres position i den nye 7. klasse, og derfor virkelig er nødt til at give deres strategier gas. De udnævner en dreng til at være Bøsse-Jørgen og spreder rygter om ham. Det kunne være hvilken som helst anden dreng, han bliver bare brugt i et spil om forsat at få så meget opmærksomhed som muligt.
Ditte Winther-Lindqvist understreger, at hun ikke ønsker, at voksne skal overbeskytte børn. Det hører med til at vokse op at handle ondskabsfuldt ind i mellem, og børnekultur vil til alle tider været rå. I dag betyder de sociale fællesskaber bare langt mere for børn end tidligere, fordi de jævnaldrene betyder så meget for deres identitetsarbejde: »Det skal ikke være curlingbørn. Men masser af de konflikter, børn er i, er ikke spor udviklende. Jeg var en ny-spændende i de klasser, jeg besøgte. Derfor fik jeg mange ting at vide, som jeg godt kunne ønske mig, at andre voksne også vidste. Det foregår så indestængt, og de bliver sådan ladt i stikken.«
Ud over at lærerne ville få meget mere arbejdsro og frigive positiv energi til det faglige ved at integrere det sociale i deres pædagogik, så har det manglende klassefællesskab også konsekvenser for de børn, det går skævt for.
»Selvfølgelig klarer de fleste sig igennem den her periode. Nogle får måske deres skolegang reddet ved at møde én rigtig god ven, og senere i livet har deres erfaringer ingen negativ betydning. Men det handler om at optimere muligheder for at udvikle sig både personligt og fagligt. Og lærerne skal være meget bevidste om, hvilken form for fællesskab deres pædagogik fremmer. Ellers kan de nemt komme til at køre med på de fremmelige elevers dagsorden. Og de kan selv være med til at latterliggøre og udstille nogen. Konsekvensen er børn, der er ensomme, usikre og utrygge. Det kan være startskuddet til en social marginalisering og langvarig skæv social udvikling,« advarer Ditte Winther-Lindqvist.
Kommentarer
Man kan aldrig have for lidt fokus på børns sociale adfærd, så det er da prisværdigt at Ditte Winther-Lindqvist har lavet en ph.d. over det.
Desværre får jeg det indtryk ud fra artiklen (hvilket naturligvis kan være uberettiget), at hendes mission nærmere er at undskylde og forklare mobbelederne.
De piger der styrer, “afprøver voksenting”, mens de piger der leger, er de “mere tilbageholdende og barnlige”, og “de onde piger (…) er der ikke noget galt med”.
Den dreng der bliver udnævnt til “bøsse-jørgen” og udsat for en smædekampagne, er bare en “hvilkensomhelst dreng”, så der er ikke tale om “decideret mobning”.
Endelig kommer hun med et mærkeligt udsagn om, at de sociale fællesskaber betyder mere for børnene idag end tidligere, og så står jeg tilbage med indtrykket af en person der arbejder ud fra egne fornemmelser og følelser, og ikke anser empirisk bredde for særligt relevant. Trist.
Sven,
du mente “for meget”, ikke?
Jeg forstår ikke rigtig meningen med artiklen. Første del læser jeg som en kritik af Haarders ensidige krav om faglighed. Men så skifter artiklen karakter.
PS: Hvis der blev indført en heldagsskole med tid til l eg og læring samt med et sundt måltid mad i middagspausen så ville mobbesituationerne som omtales i artiklen forsvinde.
Jeg finder det besynderligt at Ditte Winther-Lindqvist slet ikke forstår sig på kilden til mobning, den kommer jo som bekendt oppefra, nemlig fra læreren. Ikke alene i dennes fravær men så sandelig også i dennes måde at være tilstede i gruppen på.
Dorte Sørensen:
“PS: Hvis der blev indført en heldagsskole med tid til l eg og læring samt med et sundt måltid mad i middagspausen så ville mobbesituationerne som omtales i artiklen forsvinde.”
Næppe. Heldagsskole og sund frokost får også min fulde opbakning, men mobberierne har snarere at gøre med en usund kultur ungerne imellem. En kultur, der måske i vid udstrækning er bestemt af de individer, ungerne selv har fået gjort til magtfulde rollemodeller?
Som det også nævnes i artiklen, skete der først en ændring idet nogle andre rollemodeller blev udpeget i stedet for de gamle.
Det ville have været interessant, hvis Ditte Winther-Lindqvist e.a. beskæftige sig målrettet med emnet rollemodeller. Hvordan de vælges, hvordan disse kan påvirkes, hvordan disse kan erkende deres ansvar som ledere, og måske hvordan egne ledere med gode egenskaber vælges.
Hvis skolegangen kunne involvere et extra-curriculum pensum i god og ansvarlig ledelse, og det kan ses i praksis, ville meget være vundet. Både mobbekultur og dårlige ledere er noget der typisk fortsætte også i voksenlivet, og enhver positiv indsats der kunne gøres for at bedre forholdende, ville være i alles interesse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, det er svært med artikler som ikke følger den stadigt voksende trend med at skulle pege fingre af nogen. Total forvirring… hvem er det vi skal kritisere? Hvilke love er det vi skal have strammet?
Jeg synes artiklen er god fordi den sætter fokus på et problem i folkeskolen, og belyser problemstillingen ved forklaringer på hvorfor hvem gør hvad, uden at banalisere den komplekse situation det hele udspiller sig i.
@Andreas Trägårdh: Ja, besynderligt ikke? Eller måske hendes mange års forskning har fortalt hende at problemstillingen er en anelse mere kompleks end som så.
Load of bullshit, det kommer sig af, at børn ikke via deres forældre har tillært sig nogen moral eller selvstændige værdier. De kører løs ligesom deres forældre hævder sig selv ved at tryne andre. Men det er jo god latin her i Danmark. Som herren er, så følger hans svende.
Det, der beskrives i den artikel, var nøjagtig det samme, der foregik, da jeg gik i folkeskolen fra sidst i 70’erne til sidst i 80’erne. Den eneste forskel er, at jeg kommer fra en lille by, hvor vi ikke havde en McDonalds, så det kunne vi ikke spise til frokost. Men det betød sandelig ikke at folk ikke blev mobbet med deres mad og med alt mulig andet. Året efter kunne dem, der fortsatte på Handelskolen i den nærmeste større by så sidde der og skille de rige fra de fattige, de gode fra de onde, de smarte fra de kiksede osv. på baggrund af, hvem der havde råd til at køre på McDrive i frokostpausen og hvem der måtte tygge på en rugbrødsmad.
Hvad jeg savner i den artikel er en bevidsthed om at mobning altid hænger sammen med hvor skillelinierne i samfundet omkring ungerne går. Skældsordet HeteroJørgen findes ikke og der er vel en grund til at Mette Line Thorup bruger det sexistiske skældsord bitch…gad vide om hun kalder drengenes kampe for “køterslagsmål”? Næppe… Gammel juice signalerer at man ikke har en mor, der passer sin kvinderolle “ordentligt” (dvs er husmoderlig) og/eller at man ikke har særlig mange penge derhjemme osv osv.
Kort sagt - det er lodret løgn at antiaktiviteterne og mobningen er tilfældige størrelser. Et spadestik dybere, næste gang. Refleksion, ja tak. Og så et bud på, hvad man kan gøre, når lærerne, ja, selv de phd-studerende og journalisterne er så involverede i at sætte urimelige skel med sproget eller ignorere åbenlyse magtstrukturer ved at påstå at de beror på rene tilfældigheder….
Denne kommentar er anbefalet af:
Heinrich R. Jørgensen
Vi er ikke uenige om at,
” mobberierne har snarere at gøre med en usund kultur ungerne imellem. En kultur, der måske i vid udstrækning er bestemt af de individer, ungerne selv har fået gjort til magtfulde rollemodeller?”
Men det er de eksempler som, der skrives om i artiklen jeg mener at helhedsskolen og et sundt måltid mad kan afhjælpe.
Gorm Casper som jeg læser artiklen, er den både kritisk over at de individuelle hensyn er skærpet over for de kollektive hensyn samt en kritik over at læreren ikke griber ind ved mobning.
Her er der ingen mig bekendt, der kræver lovstramninger. Min personlige mening er at politikerne skal vise større tillid til lærerne og minimere alle de administrative byrder politikerne har væltet over på den enkelte lærer, så de får tid til undervisningen og dermed tid til at løse konflikter når de opstår i klassen.
Næ, hvis det ikke ender i team-building og lean-projekter så er Ditte Winther-Lindqvist’s perspektiv helt ok . Det er vel stadig en form for nyskabelse at være så institutiionaliseret et samfund som det danske . Børn har brug for levende adfærdsmønstre at forholde sig til, ikke kun de adfærdsmønstre der findes gennem tv-shows og konsol-gaming . Eller kanon-indlæring . Hvis bare mobning var det værste ..
Børn kan ikke opdrage sig selv, men har brug for voksnes støtte. Retfærdige voksne, som løser deres konflikter uden at gøre den ene part ked af det.
Sådan skal forældre være overfor deres børn. Til stede og løse konflikter, når der er brug for det.
Og lærerne i skolen har samme opgave. Derfor må de spise sammen med eleverne og påtale det, når der bliver talt grimt til nogen eller om nogen. Præcis på samme måde som forældre også gør.
Dårlig opførsel bør ikke være til diskussion. Det bør straks påtales, hvis nogen håner andres mad og forældre til den skyldige bør informeres via de meddelelsesbøger, som bruges meget i kommunikationen mellem lærere og forældre skolen i dag.
Forældre skal ses som medspillere, da langt de fleste forældre selvfølgelig vil påtale deres eget barns dårlige opførsel.
På alle tidspunkter, hvor der ikke er undervisning, men hvor eleverne opholder sig på skolen, må lærerne være til stede og tilgængelige som gårdvagter, gangvagter osv, så børnene straks kan få hjælp, når de har brug for det.
Nanna Gersov
Selvfølgelig bør/skal der være en voksen når børn har brug for det. Men børn har altså også brug for et fri rum.
Dorte,
jeg kan ikke med min bedste (eller værste) vilje indse, hvordan længere åbningstid og en obligatorisk kantineordning afhjælpe de grundlæggende fænomer artiklen nævner som problematiske.
Rationalet for længere åbningstid har at gøre med større sammenhæng i aktiviteter, et større udbud af aktiviteter, ekstra hjælp til de der har behov for det, en afløser for hjemmearbejde, og måske meget andet. Elever skal, som alle andre, selvfølgelig have noget ordentligt at spise, så kroppe og hjerner overhovedet kan fungere, og skolemad kan (ligesom nogle firmafrokostordninger) være en god og praktisk løsning.
God hygiejne, fornuftige sengetider, sundt fodtøj og usigeligt meget andet er sikkert også fornuftigt, for skoleelever som for alle vi andre, men heller ikke det har ret meget med sildesalat at gøre.
Skal jeg vove et bud, har mange af skolernes udfordringer at gøre med at tilbyde både demokratisk dannelse og ledelsesmæssig dannelse, i teori og praksis. At få medindflydelse og medansvar til at fungere, i teori og praksis. En disciplin, lærere og andre voksne måske slet ikke har nogle fornuftige bud på?
Dorte Sørensen:
“Men børn har altså også brug for et fri rum.”
Også det. Børn har i hvert fald ikke brug for total voksenstyring (læs: voksenrepression), hvis det er meningen at de skal lære selv at tage ansvar engang.
Hvad der slår mig er: Hvad gjorde den rare phd-studerende for at hjælpe Bøsse-Jørgen? og den trynede pige og hvad gjorde hun for at ændre de styrende pigers adfærd ??? Nada???
Jeg tror alle lærere kender problemet mobning, som er særlig slem i 5.,6. og 7. klasse. Modbydelige mails,sms’r og bagtalelser, tilsvining og udgrænsning osv osv. Det ville være dejligt om der fandtes en opskrift på hvordan man kom den til livs, men det har Ditte ikke givet og det er vel også for meget forlangt. Nu har hun fået en stilling på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og tillykke med det, det var vel når alt kommer til alt hensigten med phd’en. Så kan hun gå ud og observere degnene og puste ud mellem slagene. Mon ikke hun priser sig lykkelig over ikke at skulle undervise nogle 6. klasse 26 timer om ugen ??
Og lærerne kan sige velkommen til virkeligheden!!
Dorte
Men børn har altså også brug for et fri rum.
Ja, men det handler ofte om, at voksne oversætter deres egne “behov” til at være børnenes behov.
Men i virkeligheden snyder de voksne sig selv, for de får et meget bedre forhold til børnene, når de møder dem i øjenhøjde og når tiden ikke er alt for rationeret.
Mobning er kompleks og artiklen er rimeligt overfladisk efter min mening. Men den sætter da et lille fokus på problematikken.
jeg har selv haft begge roller som mobberen og den mobberamte i folkeskolen, dog mest den sidste.
Så jeg forstår dynamikken, men konsekvenserne af mobning er brutalt undervurderet. Det skal bare ikke være okay, at opføre sig chikanerende overfor andre.
Det starter tidligt.
I en børnehave, i en frugtpause - bad en pige indtrængende og flere gange om mælken.
Pigen ved siden af hende rakte langt om længe ud efter den og hældte op til sig selv. Hvorefter hun fuldt bevidst satte kanden udenfor rækkevidde af den pige, der længe havde bedt “pænt” om mælk.
Jeg vil ikke fortælle min egen reaktion - men overlade det til jer selv, at vurdere, om I synes det er groft nok til at reagere på ?
Men ungerne spiller de små “SPIL” hverdag og hele tiden. Nogle gange så sublimt, at pædagogerne kun ser konsekvenserne, når de kommer og brokker sig - men man kan aldrig være sikker på - hvem der har handlet først.
SÅ det er vel en form for sublim selvopdragelse i magt, status og social dynamik.
DET MÅ og skal vel være de voksne, der lærer dem nye metoder. Men børnene ser jo hvordan verden omkring dem ser ud og den forråelse - kan vi ikke fjerne fra deres bevidsthed.
Kære Hans Jørgen Lassen,
lidt sent jeg kommer ind igen, men ja: min indledning skulle være “Man kan aldrig have for meget fokus…”, - tak for hjælpen ;-)
Simpel voksentilstedeværelse kan kun dæmpe det åbenlyse mobberi, - ikke ændre kulturen. For personer af min alder (50+) kan jeg nævne gårdvagterne, som ofte egentlig kun havde to formål: at stoppe de åbenlyse slagsmål, og at tage sig af eventuelle skader.
Det starter nemlig ikke med “læreren”, men med hele skolens ledelse. Det er principperne for undervisningen og den daglige omgang der er bestemmende for, om det er muligt for mobberi at opstå.
For drenge er den fysiske præstationsevne f.eks. et meget yndet mobbeemne, men det forhindrer ikke, at man selv i dagens verden har ranglister over præstationer i idræt hængende på klassens opslagstavle … hvor mange klasser har en liste over de senest opnåede karakterer i f.eks. dansk og matematik hængende?
Den slags er et tydeligt udtryk for en lærers manglende evne til atse klassen som en social helhed.
Og det bliver ikke afhjulpet, ligegyldigt hvor mange ekstra timer den lærer er til stede i, eller om man spiser eller ej imens, - så skulle der jo f.eks. aldrig have været problemer med mobberi på kostskoler.
Kare Landsmand
Mobning har til alle tider fundet sted i skolen og en lare kan sku ikke tage sig af alle problemer som born kommer med hjemme fra.
Angoende trivslen og det sociale miljo i skolen/klassen so tager undersogelsen ikke hojde for hvor skolen ligger om det er i et omrode med mange social belastede indvandre og dansker, eller i omrode med mange rige der mere tanker po tejne penge end at drage omsorg for deres born.
Det er en grundlaggende manglende socialogisk forstoelse Ditte Winther - Lindquist udviser i sin undersogelse.
Men dog er de fallesskabs vardier som hun onsker i folkeskolen drabende for den personlige udvikling, de er en af hoved orsagerne til hvorfor so mange i Danmark bliver fatsholdt i behandling systemmet hvor man netop ikke giver rum for den personlig udvikling, ved man konstant skal have alle med.
Men angoende larring so lare man endnu engang bedre fra en person der kan sit faglig stof og nor jeg som andre har so stor faglig udbydte af vare po hojskole er netop fordi man der moder lare der ved noget om det de underviser i.
Derfor bor man sevfolge ogso indfore det finske uddannelse system af lare i Danmark, som netop ogso vil give larene et storre socialt overskud til drage omsorg for det sociale miljo i skole klassen.
Samt spiller forhold i hjemmet selvfolgelig ind po hvor godt man klare sig i skolen om foraldrene kan stotte deres born. Derfor nor vi snakker undervisning i Danmark er det vigtigt at fremme undervisningen af den voksende befolkning.
Samt vil noget so enkelt at have 5 timers motion i skolen om ugen vare med til skabe bedre trivsel blandt blandt eleverne, som selvfolgelig ikke kun galder i folkeskolen.
Nor man for mad i de svenske folkeskoler so var en af orsager til den svenske regering indfordte denne lov, var at fattige elever ikke skulle folge sig uden for i skolen, man kunne so onske at vores politiker kunne udvise samme omsorg for danske folkeskole elever.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Personlig udvikling forhindres af mobning og social pression.
Mennesker udvikler sig bedst i miljøer, der har en balance mellem udfordring og fordybelse.
Der bliver IKKE plads til den enkeltes udvikling, når der eksisterer en dårlig kommunikation og et socialt foragtende klima.
Udvikling bliver i pressionsmiljøer til afvikling - hvilket ikke er sundt for nogen.
…Og en stærkt lærerstyret og lærerautoritetsfokuseret undervisning, gør blot klimaet endnu dårlige, da det giver grønt lys for en hierakisk opfattelse af eleverne indbyrdes. Ulighed er kun godt for dem - der er mere lige end andre. Men går ud over alle andre.
Hvor mange timer børn går hjemme i dag - kan ikke være mange. Det meste af deres sociale udvikling foregår under konstant pression/tilstedeværelse fra både andre børn og de voksne.
Kare Claes Pedersen,
mobning er ikke et resultat af problemer som børnene har med hjemmefra, men derimod en effekt af mødet imellem børn, som kommer fra mange forskellige baggrunde, som faktisk kan være sunde nok, hver for sig.
Og selvfølgelig skal læreren tage sig af emnet, for hvis der er konflikter i klassen, så er det ensbetydende med, at der er et antal elever der ikke får noget ud af undervisningen. Det fremgår så tydeligt af dit indlæg, at det er et faktun du er hamrende ligeglad med, men som skatteyder foretrækker jeg faktisk at få så stort et udbytte som muligt af de, af mine skattepenge, der går til undervisningssektoren.
Jeg vil give dig fuldstændig ret i, at man lærer et fag bedst, af en person der både interesserer sig for det, og er dygtig til det. At det så desværre kan betyde, at en god matematiklærer ikke har særligt gode sociale kundskaber, er desværre ikke et problem som er unikt for uddannelsessystemet, - det er blot en parallel til erhvervslivet, hvor en leder ofte udnævnes på baggrund af faglige kvalifikationer, og uden hensyn til vedkommendes evner til at lede en gruppe medarbejdere.
Men erhvervslivet har dog, - i nogle virksomheder - nået til en erkendelse af at dette er et problem, og har ansat medarbejdere i personaleafdelingen (eller HR-division hedder det vel idag), som ikke bare skal vedligeholde CVer, men også skal tilse et ordentligt arbejdsmiljø.
Og faktisk er vi nået så langt i Danmark, at det psykiske arbejdsmiljø nu er blevet tilstrækkeligt anerkendt til at komme ind under Arbejdstilsynet, og det i en grad, så mange større virksomheder har medarbejdere ansat, som er specialiserede i dette område.
Verden er altså nået så langt, at voksne kræver at deres arbejdsgiver tager ansvar for den sociale gruppe de sammensætter, når de ansætter medarbejdere med vidt forskellig baggrrund, - er det så ikke rimeligt at vise de samme hensyn til børn?
Denne kommentar er anbefalet af:
Og så er der selvfølgelig en del mennesker, der ser på mobning som en del af det at være barn. Især hvis de selv har været så heldige selv at gå igennem hele deres barndom og pubertet som mobbere eller medløbere (begge typer kommer ofte med det fantastiske argument for deres indsigt “jeg er da også blevet mobbet engang”).
Så lad mig lige slå én ting fast: rigtig mobning er det samme som tortur! Og børn der vokser op med flere års mobning, ender som voksne mennesker med PTSD.
Og børn der voksede op med at mobbe andre børn, bliver voksne, der mobber andre voksne, - det eneste positive (set fra mobbeofrenes side) er, at der er ligeså mange mobbere, som mobbeofre, der får et dårligt voksenliv, fordi de ikke passer ind i et erhvervsliv hvor fokus er på produktivitet og udvikling.
… begge dele er et trist spild af ressourcer.
Ditte Winther’s efter min mening glimrende artikel illustrerer på eksemplarisk vis at mennesket er et flokdyr der ved alle midler forsøger at placere sig selv øverst i fødekæden.
Dette kan man gøre ved at være mere MORALSK end de andre eller ved at være mere PSYKOPATISK end de andre. I nogle sammenhænge kan det betale sig at være moralistisk, i andre ikke.
Det det handler om er at være mere af det der er accepteret som højeste norm. F.eks. den bedste snigmorder eller den der sætter den moralske standard for 1 milliard mennesker såsom Paven.
Når det handler om børn i 12-13 års alderen er det totalt uacceptabelt at lærerne ikke aner hvad der foregår, selv om de samme udstødelses og skamme mekanismer florerer blandt lærerne selv.
Eftersom MENNESKET altid har været, og altid vil være et flokdyr er der ingen endelig løsning. De der påstår dette er kun ude på at stige op i flokkens hierarki.
Den eneste løsning er en øget bevidsthed om de mekanismer der styrer os alle, og i dette perspektiv er artiklen bevidsthedsudvidende.
Nanna Gersov.
Born har po ingen brug for voksens tilstede varelse helle tiden, kun at visheden af vide de er der nor de har brug for dem.
Som Marc Faltfod her i huset der er 20 moneder grader nor mormor eller vi andre forlader hjemmet, da han endnu ikke har visheden/bevistheden om vi kommer hjem igen.
Born har ikke brug for konstant at blive afrettet og korrigeret derved skaber vi middelmodigheden.
Men vi alle brug for hinandens stotte som mennesker, og ikke kun born selvom de selvfolgelig har brug for en storre stotte i deres personlig udvikling.
Som der kommer masser af unge og born her i hjemmet i Callocan Philippinerne for at spille bordtennis so har de netop ikke brug for at blive irettesat helle tiden, de ved udmarket godt selv hvornor de gor fejl nor de forst har lart reglerne i bordtennis.
Og at larrene skal skrive til foraldrene fordi et barn ikke vil give en anden malk er for langt ude og som vi sloges i min tid i skolen so var vi i de fleste tilfalde gode venner dagen efter.
Men det er klart hvis en eller flere elever igennem en periode udsatter andre for mobning udstodelse so skal der tages hond om det.
Personlig var mine storste nederlag i skolen var ikke vare so boglig dygtig og den konstante irettesattelse fra larene og den form for samfunds mobning hvor der ikke tages hensyn til enkelts elevs gode og dorlige sider glemmes i denne diskution.
Derfor bor vi Danmark ogso indfore det finske uddannelse system af lare som giver larene en meget storre faglig viden og forstoelse af forskellige moder at lare po.
Men pt. er jeg po Philippinerne og med hensyn til deres skole system for langt den storste del af befolkningen, so er det danske dog langt bedre.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Claes Pedersen: “Og at larrene skal skrive til foraldrene fordi et barn ikke vil give en anden malk er for langt ude og som vi sloges i min tid i skolen so var vi i de fleste tilfalde gode venner dagen efter.”
Du forvrænger min beskrivelse, og det gider jeg egentlig ikke gøre mere ved.
Sven
Jeg er enig. Børns arbejdsmiljø er bestemt mindst lige så vigtigt som voksnes!
Claes
Born har ikke brug for konstant at blive afrettet og korrigeret derved skaber vi middelmodigheden.
Selvfølgelig “afretter” man ikke børn - man korrigerer dem og er rollemodel og nærværende, hvilket ikke skaber middelmådighed, men rolige, velafbalancerede og velfungerende børn.
Man skal tage børn alvorligt og tage deres følelser alvorligt og ikke afvise nogen følelser som værende “forkerte”.
Skolen skal også løfte fagligt og udvide elevernes horisont. Her kan vi lære af Finland, som du skriver.
Jeg mener at det er vigtigt at skolen meddeler til forældrene, hvis barnet behandler andre børn dårligt, så forældrene kan tage sig af problemet. Det er lige så vigtigt som at fortælle, at en dreng har forstyrret undervisningen ved at kaste med papirsflyvere!
Ofelia
Jeg er meget enig i dine betragtninger. Børn er mange timer sammen med andre børn, hvorfor det er meget vigtigt, at de alle trives med hinanden, da mobning er destruktiv. Voksne MÅ bare ikke løbe fra dette ansvar.
Kare Sven Karlsen.
Nu husker jeg selv et tilfalde hvor jeg som 13 14 orige udsatte en pige for grov mobning dette forgik uden for skolen, det var direkte aflob af de problemer der var i min familie med min mormors demens og min morfar havde opfort sig groft udretfardigt over for mig.
Pt. for 2 dage siden oplevede jeg de drenge jeg til tider lader spille bordtennis her for ingen penge der driver omkring i bolig omrodet for finde affald de kan salge. Begynde at mobbe en skole dreng po vej hjem, hvor jeg var over dem med det samme, men hvad handler deres grundlaggende folelser om Sven om netop det fole sig uden for nor man har foraldre, der i dette tilfalde er fattige og ikke rod til skole uniform eller transporten til skolen til deres born.
Men som jeg snakker med del veluddannede mennesker der har langere skole uddannelse so medfore det jo ikke at de kan se de orsagerne og sammenhange, hvorfor der er en so massiv fattigdom her i landet.
Som skyldes overbefolkningen og en total mangel po tiltro til det politisk system og udviklingen af offentlig sektor der tager sig de overordnet samfunds opgaver.
Men at blive ved med at skyde skylden po folkeskolelare er po ingen mode iorden og vi ser hvordan mange lare ikke trives og lider under for stress og so magter man endnu engang ikke bode at skulle vare omsorgs arbejder og underviser po en og samme tid.
Men nu lever psykologer jo ogso af at se problemer alle steder de so ikke selv sarlige gode rolle modeller, hvor de lare jeg omgos i Danmark har endnu engang mere at byde ind med.
For hvis man endnu engang kun bliver oplart i at beskrive og iaktage omverden og andres adfard so blive tilvarelsen og livet nok so kedelig.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Mobning er en naturlig del af det forhold at mennesker fungerer i fællesskaber.
Hvis alle mennesker var isolerede væsener ville der ingen mobning være.
Alle flokdyr, inklusive mennesket, har udstødnings- og inkluderingsmekansimer. Forestillingen om at dette kan elimineres er ekvivalent med forestilingen om paradis på jord. Hvis man tror på mobningens afskaffelse kan man ligeså godt melde sig ind i Jehovas Vidner, hvor lam og løver lever i fred og harmoni.
Bjørn
Overalt er vores samfund reguleret med love og spilleregler, som sikrer, at man ikke behandler nogen uretfærdigt. Og så vil du overlade umyndige børn til jungleloven?
Hvorfor tror du først børn bliver myndige som 18 årige? Det er nok fordi de ikke fødes som små voksne, men skal udvikles og nyde godt af forældres og andre voksnes kærlige omsorg og pleje.
Faktisk forholder det sig sådan, at jo mere man lægger vægt på lighed, jo større er mobningen.
Derfor mobber kvinder mere end mænd. Kvinder er ekstremt lighedsorienterede mens mænd er mere orienteret imod hierarkier.
Mobning udspringer af jalousi og misundelse hvilket er komplementære følelser. Jalousi er angsten for at miste til en anden og misundelse ønsket om at have noget en anden har. Disse følelser kan ikke afskaffes uanset pædagogik, hvorfor mobningen heller ikke kan elimineres.
Det der adskiller mennesket fra dyrene er bevidstheden, hvorfor erkendelsen af mobningens eksistens som en del af menneskets vilkår er den eneste mulighed for en lille smule bedre verden.
Kære Claes Pedersen,
hvis du med dit indlæg prøver at sige, at børn mobber fordi de føler sig udenfor, så kan jeg da godt give dig ret. Men de mobber såmænd ligeså ofte for at holde andre udenfor, og begge dele er uafhængigt af, om de kommer fra et rigt eller fattigt hjem.
Mobning opstår i de fleste tilfælde, fordi børn oplever nogle følelser, som de ikke selv kan forstå og bearbejde. Jeg gider ikke at skrive en større afhandling, men lad mig tage følelsen “misundelse” som eksempel:
Hvis et barn ser et andet barn have f.eks. det sidste nye legetøj, så er det ret naturligt at føle begær efter det legetøj. Men når et barn oplever en følelse, vil det næsten altid sætte det i relation til et menneske, og derfor bliver begæret efter legetøjet rettet imod ejeren, og den negative oplevelse af et begær der ikke kan opfyldes (ønsket om at eje legetøjet) bliver til en negativ modvilje - misundelse - rettet imod den der ejer legetøjet.
Den slags komplicerede følelser har man - som barn - brug for voksne til at forklare.
Det største problem er bare, at det langt fra er alle forældre der magter det. At man får børn, betyder ikke at man lige pludselig bliver fantastisk klog og får en masse indsigt, så der er mange børn der vokser op med forældre, der allerede bliver deres mentalt jævnaldrende når de kommer i 7-8.-klasse.
Derfor vil det være til fordel for os alle, hvis de havde nogle indsigtsfulde voksne, som kunnehjælpe dem videre end dette niveau, og det nemmeste sted at placere disse voksne, ville være i skolen.
Og såer jeg da ked af, hvis du synes at jeg skyder skylden på skolelærerne, for det er ikke min hensigt. Min kritik er altid rettet imod systemer, og i dette tilfælde altså vores skolesystem. Som jeg skrev tidligere, så er det ikke den enkelte lærer der er skyldig, hvis der forekommer mobning i en klasse, men derimod hele den pågældende skole, og dermed altså skolens ledelse (inspektør og forældreråd).
Nanna Gerskov.
Du har overhovedet ikke forstået en millimeter af hvad jeg forsøgte at sige.
Prøv igen.
Iøvrigt er love og regler netop fordi mobning er på linie med en naturlov.
Hvis du ikke fatter hvad jeg siger så lad være med at kommentere ud fra en position hvor du tror du har fattet hvad jeg siger.
Du er derimod velkommen til at bede om uddybning.
Kære Bjørn Herring,
i naturen dør de svage dyr før de når til det der, for mennesket, kaldes puberteten, og hvis du anser det for et acceptabelt princip at tage udgangspunkt i for samfundets holdning til børn, så er vi meget uenige.
Den adfærd, som du anser for naturlig, fungerer i naturen nærmest som en barmhjertighedsgerning, - den fremskynder den svages død.
Men når det drejer sig om mennesker - istedet for ørneunger i en rede - så kan/må de jævnaldrende ikke slå den svage ihjel, og dermed er der en stor forskel på effekten af den kollektive forfølgelse af det svage individ. Menneskets kultur afviser at slå det svage barn ihjel, og dermed må mennekset altså også tage den fulde konsekvens og beskytte det svage barn imod den primitive reaktion fra dets jævnaldrende.
Og mobning udspringer ikke kun af jalousi og misundelse. hvilket enhver kan indse ret simpelt, ved at betragte det faktum at det dårligt stillede barn har større risiko for at blive mobbeoffer, end barnet i designerklude fra det rige hjem. Den primære karakteristik for et mobbeoffer er svaghed, - fysisk, mentalt, materielt eller socialt.
At forklare mobning som en naturlig reaktion, er ingen undskyldning for ikke at modarbejde den, - trods alt er det også ret naturligt at skide på gulvet, men at vi ikke ønsker at vores børn gør det til en vane, er en del af det der gør, at vi påstår at mennesket har en højere kultur end andre dyr.
Til Nanna Gersov.
Din beskrivelse af hvordan velopdragede mennesker opfore sig er som en monster person her po Philippinene, som er en udbredt karektar trak blandt mange her i landet.
Men som ogso er orsagen til hvorfor so mange mo arbejde under totalt udrimelige arbejds forhold da de ganske enkelt ikke evner at gore opror.
Da jeg kom her havde vi hus hjalp 7 dage om ugen mondlig indkomst 2000 piso og kosten 225 danske kr. Og det er vil vare resultatet af denne menneske type du skaber at de virkeligheden vil komme til lide meget mere under for undertrykkelsen end det du giver udtryk for at ville forebygge.
Da man kan enkelt ikke har lart at slo i bordret du er fodt i Danmark Nanna, og nor vi har et so godt et samfund, der kan po mange omroder kan gores bedre, so skyldes det nogle brod normer og granser, og gjorde opror imod den herkende klasse, der netop havde dit menneske syn som idial.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Kære Claes Pedersen,
det virker mere og mere for mig, som om du ikke aner hvad det vil sige at blive mobbet.
Din egen undskyldning for at mobbe pigen, var meget søgt, og kommer under det, der kaldes irrationel efterrationalisering … bundlinien er, at du opførte dig som et dumt svin, og fordi du ikke kan erkende det, så leder du efter en undskyldning i dit bagland.
Alle mennesker kommer ud for at opføre sig som dumme svin, - nogle oftere end andre. Det vigtige er imidlertid, at erkende at det ikke er noget man kan give andre skylden for. Ligesom at stjæle, at lyve, og at myrde er noget man gør for sig selv, så er man også kun et dumt svin for sin egen skyld.
Og et samfund, hvor den der bliver behandlet dårligt af en overmand, trøster sig selv ved at lade det gå ud over en der er svagere, bliver bestemt ikke et bedre samfund, - det er tværtimod den type samfund der blev forkastet, da kongers og adelsmænds mobberet blev forkastet af folket.
) for selve mobberiet som et naturlig og undskyldeligt (del af livet,
ups, - sidste linie i foregående indlæg er bare en rest af en kladde ;-)
Sven.
Mobning er et forsøg på udstødelse. Hos mennesket som hos dyrene kan det føre til døden. Det tager blot forskellige former.
Hos de andre dyr (mennesket er jo også et dyr) som drab og hos mennesket som dødelig sygdom eller selvmord.
At man mobber de svageste, som du påpeger, er et multidetermineret fænomen. For det første demonstrationen at man ikke identificerer sig med vedkommende, men har et andet tilhørsforhold (blandt de stærke), og for det andet at man er farlig.
Blandt alle flokdyr findes der udstødelsesmekanismer og inkluderingsmekanismer.
At mennesket igennem evolutionen har givet disse mekanismer en mere ‘civiliseret’ facon ændrer jo ikke på at de er en integreret del af det at være menneske.
Det jeg opponerer imod er forestillingen om at man kan eliminere udstødelsen. Jeg synes ikke den er noget der BØR være. Ligesom jeg ikke synes tyngdekraften bør være. Den ER.
Derfor er min løsning erkendelsen af at disse processer fungerer på linie med en naturlov, så at sige en del af den lod det er at være menneske.
Som salig Luther sagde: “Der er intet guddommeligt ved mennesket.”
Jeg siger: “Der er intet ved mennesket som ikke er en konsekvens af at mennesket er et flokdyr.”
Og eftersom alle flokdyr benytter sig af udstødelsesmekanismer såsom mobning og andre former, så kan disse ikke fjernes uden at mennesket ophører med at være menneske.
I religionen forestilles dette som Paradis.
Kare Sven
Jeg har for tilkende givet det er vigtig med undervisning tilbud til voksende so jeg giver dig ret med voksende som jeg selv bor/skal po skole banken.
Dog ser jeg helst en del af denne undervisning, bliver med bevagelse og motion, da mange som er uden for samfundet for alt for lidt motion.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Kære Bjørn Herring,
mennesket er det eneste dyr, der modarbejder de naturlige instinkter.
Det er muligt at Luther sagde: “Der er intet guddommeligt ved mennesket.”
Og jeg læser at du mener at: “Der er intet ved mennesket som ikke er en konsekvens af at mennesket er et flokdyr.”
Men dertil kan jeg kun svare: “der er ingen del af den menneskelige natur, som ikke kan kultiveres til noget bedre”.
Kære Bjørn Herring,
mennesket er det eneste dyr, der modarbejder de naturlige instinkter.
Det er muligt at Luther sagde: “Der er intet guddommeligt ved mennesket.”
Og jeg læser at du mener at: “Der er intet ved mennesket som ikke er en konsekvens af at mennesket er et flokdyr.”
Men dertil kan jeg kun svare: “der er ingen del af den menneskelige natur, som ikke kan kultiveres til noget bedre”.
Til Bjorn.
At havde vi mobber de svageste som mennesker vil jeg ikke bare give dig ret i og for min egen klasse husker jeg det var meget den klogeste dreng i klassen der var udsat for grov mobning.
Mobningen kan lige so vel vare rettet imod nogle der anderledes end os selv, og er af den orsag ikke nodvendigvis svage.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
“Men dertil kan jeg kun svare: “der er ingen del af den menneskelige natur, som ikke kan kultiveres til noget bedre”.
Det er jeg jo ikke uenig i. Hvad jeg sagde med erkendelsen.
Mennesket har evnen til identifikation, sympati, medfølelse og empati.
Men dette betyder ikke at udstødelsen ikke altid vil være en del af menneskets natur. Eller at mennesket kan hæve sig selv over flokdyrets forbandelser.
Lad os fortsætte imorgen hvis du vil. Nu går jeg i seng.
Men indtil videre tror jeg forskellen i vores positioner går på nødvendighed snarere end ønskelighed.
Man kan sige at vores kultur på mange måder starter med udstødelsen som startskud i og med Adam og Eva.
Jeg har svært ved tro på artiklens case stories skulle være dækkende, jeg kan ikke genkende dem.
Bjørn Herring:
“Alle flokdyr, inklusive mennesket, har udstødnings- og inkluderingsmekansimer.”
Det har du sikkert ret i…
I ulveflokke er der f.eks. altid én “underdog”. Én ulv, alle andre lader deres frustrationer gå ud over, således at sammenholdet mellem de øvrige ikke svækkes.
Det er nøgternt set den vigtigste funktioner noget medlem af flokken har. Hunder, der kan snappes ad og hundses med, uden at der bides igen. En slags biologisk lynafleder.
Rollen som prügelhvalp tildeles dog ikke den grimmeste, den svageste eller den med de mest kiksede hjørnetænder, men en fra flokken der kan tåle mosten, mentalt og fysisk.
Derfor bor vi Danmark ogso indfore det finske uddannelse system af lare som giver larene en meget storre faglig viden og forstoelse af forskellige moder at lare po.
Findes der ikke mobning i Finland??Finske børn er blandt de dygtigste i verden, men blandt dem der hader deres skole mest.
Artiklen er en øjenåbner og viser virkeligheden, men den phd-studerendes konklusioner tror jeg ikke på.
For det første synes jeg det er helt ude i hampen at konstatere at de to piger kommer fra pæne hjem. Jamen hvad ved hun om hvilke forhold, der hersker i deres pæne hjem. Druk, vold, incest eller følelseskulde, mangel på empati eller hvad ved jeg.
For det andet påstår hun, at læreren ikke ved, hvad der foregår. Selvfølgelig ved læreren det, men orker måske ikke at gøre noget ved det. Dårlig undskyldning , men sådan er det også.
Det interessante er, at ved skoleskiftet bliver de to piger nødt til at lægge stilen om. Deres metoder dur simpelt hen ikke mere. Den naturlige tanke ville da være. Hvorfor var de to ikke for længst blevet opfordret til at flytte skole??
Hvis man vidste hvor meget almindelige lærere lægger sig i selen for at få en klasse til at fungere ville man korse sig. Undertiden giver de op. Flere af dem har også et liv uden for skolen.
En almindelig udvikling kunne være:
Første forældremøde i 1. klasse. Omkring 1/3 af forældrene møder op. I de følgende år kommer en fast kerne på 4-5 forældrepar resten er ikke tilstede.
De problemer, der er i klassen kan de fleste forældrer altså ikke tage sig af.
De velfungerende børn bliver efterhånden taget ud og flytter til andre skoler eller til privatskole. Klassen bliver fyldt op med overflyttere fra andre skoler . En god del af disse har massive problemer. Klasselæreren giver op, ny lærer på. Raseri blandt forældre. Den gamle lærer var meget bedre osv. Den ny lærer tænker:jeg skal også overleve og kikker gennem fingre med den dårlige stemning i klassen.
I løbet af 8. -9. klasse ændrer klassen sig meget. De dominerende elever afvises af de mere artige og de dominerende får et liv uden for skolen. Pjæk hører til dagens orden. Det betyder at de mere tilpassede får plads. Forældrene til de hårde hunde er nu meget bekymrede og trygler om at skolen skal gøre noget.
Når andre klasser fungerer meget bedre skyldes det i høj grad også elevsammensætningen. Hvis de artige har magten i klassen er det naturligvis in at kunne sine ting, være den bedste og få gode karakterer, men hvis man tror at der ikke i denne klasse er en undertrykkelse er man naiv. Her passer hierarkiet blot langt bedre læreren og psykologen.
Mens det i den barske klasse er en evig kamp op ad bakke er det i den velfungerende nærmest gratis. De svage elever flytter selv, fordi de ikke bliver lukket ind i varmen af de dygtige. Klassen bliver altså bedre og bedre. Her er ikke vold, her er ikke svinske bemærkninger, her er det den usynlige og synlige udelukkelse som gør så ondt.
En klasse er ikke en naturlig størrelse. Det er en tvangsforanstaltning. Hvordan man har det i skolen hænger naturligvis sammen med hvor i gruppen man hører til. I gamle dage hvor barske overlærere knaldede øretæver ud var der måske mere sammenhold. Hadet var rettet mod én. Læreren.
Klassen betyder for de fleste børns vedkommende når de kommer op i 5. klasse langt mindre end tidligere.
Nu er det vennerne der tæller. Og venner er ikke nødvendigvis skolekammerater. Den hyttetur der omtales i artiklen er formentlig et forsøg på at få rystet klassen sammen. Jeg ville have givet min højre arm for at have fået sådan en i 50’ernes skole.
I dag er det ikke sikkert at børnene lige gider, for der er så meget andet.
Det er ikke børnenes skyld eller for den sags skyld forældrenes. Hvis forholdne skulle være optimale skulle elever, lærere og forældre være sammen om det hele, hele tiden. Men hvem fanden orker det.
En historie er en uge gammel. En kollega får en mail lørdag i sin juleferie( alle lærere kan nås med mails, sms og telefon døgnet rundt). I mailen skriver to forældre at hun straks skal tage problemet med at pigerne i hendes 7. klasse lyver om hvor de er henne om aftenen og i juleferien har det været helt galt. Som den rare lærer hun er svarer hun at det skal hun tage sige af. Mandag 1. dag i det nye år kommer der en mail der forarget spørger til hvor initiativet bliver af. Den rare lærer har nu inviteret til et forældremøde,hvor forældrene kan snakke om hvor deres børn skal være om aftenen. Gud ved hvor mange der dukker op??
Dette blot for at vise, hvilken hverdag langt de fleste lærere oplever.Er det mærkeligt at nogle siger. Rend mig et vist sted??
Super-informativ kommentar, Jens Peter. Godt at få brugbare fakta om adfærdsmønstre o.m.a. lagt på borden :-)
Super-informativ kommentar, Jens Peter. Godt at få brugbare fakta om adfærdsmønstre o.m.a. lagt på borden :-)
Til Jens Peter Hansen.
Nu har jeg ikke last at finske skoleelver skulle hade deres skole mere end andre.
Men jeg ved fra mig selv og min egen erfarring med lare er jeg endnu engang har haft det bedste udbydte af undervisning, fra de lare der havde en dybere viden og lidenskab for de fag de underviste i.
Men jeg tror da mobning ligesovel finder sted i Finland som i Danmark, men foretrakker at vi for mere fagelige uddannede lare i Danmark der har en grundlaggende viden om indlarring hos mennesker og er inde i deres faglig stof de underviser i.
Men hvis unge i skolen hader deres skolegang, skal man selvfolgelig tage dette problem alvorligt, som du siger de gor i Finland.