'Så kan det være de vågner og vi får svar'

De fire unge somaliske mænd har fået et utaknemmeligt job. De skal fortælle mig, hvordan en ung mand kan komme så langt ud, at han jagter en anden mand i hans eget hjem med en økse på grund af en tegning. Og det skal de, fordi de selv er unge somaliske mænd lige som Kurt Westergaards overfaldsmand og fordi de ved siden af deres studier arbejder med unge somaliere, der blandt andet kommer fra belastede kvarterer i København.

Men modsat, hvad andre somaliere har sagt i pressen i den forløbne uge, er de faktisk taknemmelige for debatten om somaliere i det danske samfund.

»Det er på en måde godt, at somalierne er kommet frem i lyset, selv om det er på en meget sørgelig baggrund. Jo flere stemmer, der kommer i debatten, des mere nuanceret bliver billedet. Og jo sværere bliver det også at generalisere. Debat er godt, kom med den. Så kan det være de vågner, alle de somaliere, der sover, og så kan vi måske få et svar på, hvordan sådan noget som det med tegneren Knud Westergaard kan ske,« siger Hasan Ibrahim, der er bestyrelsesmedlem i Somalisk Ungdoms og Udviklings Netværk (SUUN).

Det var netop ønsket om at hjælpe andre unge somaliske mænd og undgå, at de kommer i uføre, der fik 25-årige Abdirashid Artan til at stifte klubben SUUN, da bandekrigen for cirka halvandet år siden blussede op, og bydelen Tingbjerg stod i brand. Abdirashid Artan, der nu er formand for klubben, mente, at der måtte gøres noget for at forhindre, at somaliske unge skulle blive rodet ind i den konflikt.

»Det er klart, at vi gerne vil give noget tilbage til samfundet. Vi er kommet hertil, vi har fået asyl og er blevet hjulpet videre med vores liv. Så føler vi også, at man skal give noget tilbage,« siger Abdirashid Artan. Han smiler meget.

Det virker, som om han på kort tid er blevet vant til det at tale om bladtegneren fra Århus og overfaldet. Han er de sidste par dage blevet kimet ned af både udenlandske og lokale medier. På samme naturlige måde veksler hans venner fra bestyrelsen i SUUN mellem snakken om deres arbejde med unge, deres venner, og det der er sket alt i mens de drikker kaffe og tjekker beskeder på deres iPhone. Nogle gange taler de somalisk, andre gange dansk. Samtalen veksler mellem planlægningen af et kommende seminar, en bekendt der er ved at tage kørekort, og så, hvad der egentlig skete i Kurt Westergaards hus.

Hvor var de mennesker, der kunne have hjulpet overfaldsmanden til, at det ikke kom var kommet så langt?

»Det er jo altid svært at forstå, hvordan de lukkede miljøer fungerer. Hvad enten det handler om hjemløse, narkomaner eller andre udstødte. Og det er da noget, vi som et samlet samfund skal blive klogere på,« siger Huseen Ibrahim.

»For at det skal ske, må man så også bare komme dertil, hvor man forstår, at flertallet af dem, der f.eks. flygter fra en krig i deres hjemland kommer hertil, fordi det danske system er et system, der fungerer. At vi sætter pris på det. Pris på freden, pris på stabiliteten. At det faktisk er noget, vi gerne værner om og støtter op omkring,« siger Abdirashid Artan.

»Det er fordi mennesker ikke snakker sammen, at der sker sådan noget, som det der er sket. De tror, de ved, og så handler de derefter. Vi bliver i stedet nødt til at høre på hinanden,« >siger Huseen Ibrahim.

Hasan Dahir Ibrahim funderer over, hvor gammel Kurt Westergaards barnebarn, der var til stede under overfaldet, egentlig var.

»6-7 år? Jeg kan simpelthen ikke forstå, at han ikke tog det med. Jeg havde altid taget det med, også selv om jeg derved risikerede mit eget liv,« siger han og slutter med et 100 procent.

»Men han var jo ikke ude efter barnebarnet,« siger Abdirashid Artan.

»En mand med en økse i dit hus? Jeg tror, jeg havde taget barnet med for en sikkerheds skyld Har du for resten brug for et job? Det er et rengøringsjob i Hundige,« siger Hasan nu henvendt til et tredje bestyrelsesmedlem, Mohamed Omar.

Survival Academy står der på døren ind til det lokale i Verdenskulturcenteret på Nørrebro, hvor jeg møder de fire unge mænd. Klubben, der består af cirka 150 medlemmer, har for øjeblikket ingen faste lokaler, så vi skulle egentlig have mødtes i et andens klubs lokaler i Tingbjerg, men den aftale satte en nytårsbrand en stopper for, så nu er vi her.

Uden GPS

»De mangler en GPS,« siger Hasan Ibrahim.

Han er som Artan også 25 år og giver som den første sit bud på, hvilke problemer unge somaliske mænd slås med. Problemer, der kan ende med et overfald på en dansk bladtegner.

»De unge somaliere mangler tit retning. Det skal man forstå. Mange føler sig danske, men oplever fra forældrenes side en angst over for det danske. Derfor bliver de tit splittede i forhold til, hvem de egentlig er. Det er så der, vi går ind og siger: Det er ok, Mustafa. Det er godt nok at være dansker. Det skal du bare være stolt af,« >siger Hasan Ibrahim.

Derudover er der en masse praktiske ting, man som ung somalier slås med, og som man ifølge de fire mænd ikke umiddelbart kan få hjælp til.

Ting som lektiehjælp, at forberede sig til indfødsretsprøven og generelt at få at indsigt i det danske samfund. Ting som SUUN går ind og hjælper med. Derudover arrangerer man også sociale tiltag, som f.eks. en hyttetur til Langeland, en tur på Bakken, fodbold og svømning. Tiltag, der giver tid til at pjatte sammen det er som Hasan Ibrahim understreger teenagere, de arbejder med. Men derudover også at få snakket om den splittelse, de unge mænd følger, og om hvordan man finder sig til rette med den.

»Det handler om viden og indsigt. Det er det, vi prøver at opbygge. Det gælder sådan set også i forhold til Somalia. Mange unge taler jo kun dansk. Så vi tilbyder også de 7-14-årige modersmålsundervisning, så de også får den del af dem selv med som noget positivt,« >siger Abdirashid Artan.

»Vi er 90 procent danske, men de sidste 10 procent er vigtige 10 procent at få på plads for de unge,« >siger Hasan Ibrahim.

Men I er jo i den offentlige debat i høj grad karakteriseret som muslimer og fremmede, mere end noget andet. Hvor meget fylder det religiøse for jer?

»Det er jo svært. Hver gang, der er nogen, der laver noget dumt i eller uden for Danmark, bliver der henvist til vores religion. Der er lidt et had, føler mange,« sige Abdirashid Artan.

Og hvordan reagerer man så?

»Jamen, det er jo svært at forholde sig,« siger Abdirashid Artan.

Hvordan har I det med Kurt Westergaard?

»Det er jo både på godt og ondt. Han har jo såret mig dybt ved at gøre grin med noget, der er vigtigt i mit liv. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man i en så veludviklet del af verden, hvor man har så meget viden, ikke har indsigt nok til at se, at det er en dårlig ide. Men derfor går jeg jo ikke rundt og slår andre mennesker ihjel. Jeg vil jo gerne bidrage til at skabe dialog og forsoning,« >siger Huseen Ibrahim, der er tvillingebror til Hasan.

Ikke et forsvar

»Det skal jo på ingen måde forsvares, hvad der er blevet gjort « skynder Abdirashid Artan sig at tilføje.

»Der er jo sikkert nogen, der bruger tegningerne som en undskyldning. Ligesom etniske danskere bruger islam som en undskyldning. Både islamistiske ekstremister og Dansk Folkeparti finder jo hele tiden på undskyldninger for at stramme deres retorik og for at bekræfte dem selv i deres fordomme,« >siger Hasan Ibrahim og broderen Huseen tager over:

»Det er tale om uvidenhed fra begge parter, og det bliver til vrede og angst. I stedet for at sætte sig ind i tingene, så vælger man den nemme løsning og peger fingre i stedet.«

I debatten er de konflikter, vi ser, jo i vid udstrækning gjort til et spørgsmål om religion, hvor vigtig er religionen i jeres og andre somalieres liv?

»Min religion er jo en del af min identitet. Det gør mig til et bedre menneske, der udviser respekt for mine medmennesker,« siger Hasan Ibrahim.

Herfra drejer samtalen blandt de unge mænd over i et spor, der handler om, hvem man må gøre grin med, og hvem man ikke må gøre grin med. Om jøder og kristne ikke ville blive sure, hvis man tegnede karikaturer af jøder og kristne præster.

Det bliver også gjort grin med andre religioner princippet bag ytringsfriheden er jo, at man kan sige, hvad man vil. At man gerne må træde folk over tæerne også med hensyn til deres religion. Diskussionen, om det så var klogt eller dumt, må man så tage efterfølgende. Den skal vel ikke virke som censur i forhold til at ytre sig?

»Nej, fair nok. Men så lad os så få en ordentlig diskussion. I stedet for som Fogh gjorde bare at lægge låg på med henvisning til ytringsfriheden. Så lad os snakke om det,« siger Hasan Ibrahim.

»Ytringsfriheden er jo ikke en ret, der er skabt for at gøre ting mere besværlige, end de er i forvejen. Eller for at kunne provokere et mindretal,« siger Abdirashid Artan.

Men der bliver jo gjort forfærdelige ting rundt omkring i verden i islams navn. Er det så ikke naturligt at gå ind i, hvor stor sammenhængen i virkeligheden er?

»Terrorisme har jo eksisteret altid. Også uden for islam. IRA, ETA osv. Hvem bekymrer sig om deres religion. De muslimer, der gør sådan noget, er jo på ingen måde repræsentanter for islam. Det er enkeltstående grupper,« siger Abdirashid Artan.

»Det fører igen tilbage til uvidenheden. For hvorfor gør de det? Er det virkelig, fordi, det er fundamentet i islam? Er det virkelig handlinger, der kan forsvares ud fra koranen?« siger Hasan Ibrahim.

»Et eksempel: I koranen står der eksempelvis, at man ikke må vande naboens have. Det betyder ikke, at man bare skal lade ens nabos have tørre ud, mens han er på ferie, men at man ikke må være utro med hans kone. Og sådan er det jo tit. Det er misforståelser og fejlfortolkninger, der gør, at de gør, som de gør,« siger Abdirashid Artan.

Al-Sha-hvad-for-noget?

Hvordan tror I, sådan en handling, som vi nu har set, kan forhindres?

»Det er let. Uddannelse og viden,« siger Hasan Ibrahim.

Hans bror mener dog med den langvarige danske debat in mente ikke, at det er helt så nemt. Begge er dog enige i, at det ville hjælpe, hvis flere muslimer kendte deres religion bedre. Det samme mener Abdirashid Artan:

»I Koranen står der f.eks., at hvis du redder et menneske, så har du reddet hele menneskeheden.« >

»Det kører jo op omkring misforståelser, der bygger oven på hinanden. I stedet for at man indgår i en god dialog og prøver at forstå, hvordan islam skal praktiseres. Det kører jo bare islam, islam, islam >uden man forstår, hvad det betyder. Ekstremister, al-Qaeda og de der hvad hedder de Al-Shabab?« siger 22-årige Mohamed Omar.

»Jeg siger til alle, jeg møder, at det her er mit land, at jeg ikke har andre lande, og jeg skal begraves her. Jeg elsker Danmark. Det kan faktisk godt lade sig gøre, selv om jeg har en anden hudfarve og religion,« siger Hasan Ibrahim.

Måske er problemet, at mange ser religioners udgangspunkt som evige værdier, der historisk har ledt til mere end en krig, og som derfor ikke har nogen plads i en diskussion omkring, hvordan samfundet skal indrettes?

»Selvfølgelig er der ting i Koranen, som man ikke kan diskutere, som f.eks. at man skal bede fem gange om dagen. Det skal man bare. Men der er altså også ting, der er til diskussion,« siger Abdirashid Artan.

»Det, du refererer til, er sådan set en af de mest almindelige misforståelser i Vesten omkring islam >eller religion som sådan. Man tror, at det bare er noget, man får smidt i hovedet, og så kan man tage det eller lade være. At der ikke er noget at diskutere. Intet kompromis. Men selv om man har en tro, kan man godt være tolerant. Selvom man ikke er enig, kan man godt leve ved siden af hinanden,« siger Huseen Ibrahim.

Det er bare mudder

»Der er lidt, som når en politiker ikke vil gå ind i en moske. Hvis vi f.eks. i skolen bliver tilbudt at komme med ud i en kirke, så gør vi da det. Det er bare en bygning, der er lavet af mudder. Den har et andet navn end en moske, men hvad er egentlig forskellen?« >siger Mohamed Omar.

»Jeg prøver jo ikke at pådutte andre min religion, men kun at løse de fordomme og misforståelser, der er. Hvorfor spiser du ikke svin hvorfor drikker du øl? Man skal bare snakke sammen om det,« siger Hasan Ibrahim.

»Man vælger selv, hvordan man vil leve,« >siger Huseen Ibrahim.

Men flere føler måske ikke, at muslimer gør nok for at komme frem med det budskab, derfor har man jo også foreslået, at muslimer skulle gå i demonstration i protest mod det, der skete med Kurt Westergaard.

»Jeg synes, det er sørgeligt og katastrofalt, det der er sket, og jeg kan på ingen måde stå inde for det, han har gjort. En demonstration? Fint, jeg vil gerne gå med, men hvorfor skal der komme nogen og bestemme, at jeg skal gøre det?« siger Hasan Ibrahim.

»Men over for minoriteter bliver det hurtigt meget generaliserende, som når Pia Kjærsgaard mener, at nu skal alle somaliere i Danmark undersøges og hende der ellers er så klog hun burde jo blive stillet til regnskab for at splitte samfundet og skabe had,« >siger Muhamed Omar.

Et alternativ

De fire unge somaliere ser i høj grad deres arbejde som et forsøg på at modgå generaliseringer. Flere med høje uddannelse betyder, at flere med en anden hudfarve bliver repræsenteret i politik og samfundet generelt.

Jo mere klart bliver det jo, at det var ham, den mand dér, der gjorde noget dumt. Det har altså ikke noget at gøre med Mustafa, som jeg arbejder med og ser i min fritid, eller den religion, som han har valgt at tro på,« >siger Abdirashid Artan.

Det irriterer dog stadig de unge mænd, at det kun er skyggesiden, man interesserer sig for, og ikke det gode integrationsarbejde, der foregår i mange klubber og foreninger.

Hvordan kommer man væk fra det generaliserende sprog omkring hudfarve, religion og nationalitet?

»Det kræver sådan set udvidet dialog fra alle sider. Muslimer, medier og politikere. Folk må komme på banen og få ryddet ud i misforståelserne. Der er ikke nogen få, der skal have lov at ødelægge det for os andre. Vi skal lære at trække vejret, tænke os om og lade fornuften sejre,« siger Abdirashid Artan.