Ideen er sjov: At lade mennesket være en alien, der ankommer til en planet befolket af små, grønne væsener, der taler som os og lever et liv, der til forveksling ligner vores i al sin hyggelige småborgerlighed. Og det er, hvad folkene bag den computeranimerede Planet 51 har fundet på; de har vendt det hele på hovedet, og det er et godt udgangspunkt for en mildt underholdende, men lidt slap familiefilm.
Det begynder sjovt med en scene, hvor filmens astronaut, Chuck Baker, ankommer fra jorden til titlens fjerne planet, kæk og nynnende hopper ud af sit rumskib med det flag, han har tænkt sig at plante, for så at opdage, at intet er, som det burde være.
I stedet for en øde planet er han landet midt i et fredeligt parcelhuskvarter, hvor familier griller og hygger sig. Og så begynder løjerne ellers: Beboerne på Planet 51 tror nemlig, at Chuck udgør fortroppen i en forestående invasionsstyrke, der snart vil ankomme til deres planet. I det hele taget er de små, grønne væsener ganske rædde for at blive invaderet af aliens, hvilket underholdningsindustrien spinder guld på i en verden og en tid, der godt kunne minde om 1950’ernes kommunist- og atomforskrækkede Amerika.
Lidt kedelig
Chuck har bestemt ikke ondt i sinde, men militæret tager ham i forvaring. Heldigvis har han inden da mødt en lokal teenager, Lem, filmens egentlige hovedperson, som sammen med sine venner – og pigen, Neera, han er forelsket i – sætter sig for at hjælpe Chuck.
Animationen er udmærket. De danske stemmer nogenlunde. Og indimellem er Planet 51 både sjov og opfindsom. For det meste er filmen dog ikke hverken så skarp eller original, som grundideen lægger op til. Faktisk er den lidt kedeligt og minder for meget andet, man før har set, hvor unge mænd skal træde i karakter.
Planet 51. Instruktion: Jorge Blanco, Javier Abad og Marcos Martínez. Amerikansk-engelsk-spansk (Biografer over hele landet)
Kommentarer