Danmark havde Flammen og Citronen. Norge havde Max Manus.
Jeg ved ikke, om man kan udlede noget om de to landes folkesjæl af, at hvor den moderne filmudgave af den danske modstanddskamp under Anden Verdenskrig er fuld af gråzoner, moralske dillemmaer og usikkerhed om, hvem der er ven og fjende, også hos hovedpersonerne, er man i den norske aldrig i tvivl om, hvem der er gode og onde. Og begge film er baseret på virkelige begivenheder.
Måske har det at gøre med, at nordmændene med kongen i spidsen faktisk førte væbnet kamp mod de indvaderende tyske styrker, inden de blev besat, mens den danske regering og kongehuset bad befolkningen om at lægge våbnene og overgive sig uden kamp.
I hvert fald præsenteres den unge Max Manus i filmen, der bærer hans navn og solgte 1,2 mio. billetter i Norge, som en næsten renskuret spejderdreng og frihedskæmper, der efter frivilligt at have deltaget i den kortvarige krig mod tyskerne i Finland kaster sig med liv og sjæl ind i modstandskampen.
Til at begynde med uden det store held – han og kammeraterne er mest af alt en flok uforsigtige drengerøve, men en dristig flugt giver Max et navn. Og siden bliver han uddannet på en kaserne i Skotland og sendt tilbage til Norge for i engelsk uniform og sammen med sin gruppe at bekæmpe besættelsesmagten, hvilket de gør gennem en lang række bemær-kelsesværdige aktioner.
Sympatisk og menneskelig
Som rendyrket genrefilm klarer Max Manus sig på flere måder bedre end Flammen & Citronen. De to instruktører bag den norske film, Espen Sandberg og Joachim Rønning, har flair for spænding og iscenesætter de mange sabotageaktioner og shoot outs mod tyske soldater og norske politifolk med energi og visuel tæft.
Hvor historisk korrekt den er, ved jeg ikke, men som portræt af, hvad krigen gør ved mennesker, og hvor svær besættelsestiden var at navigere igennem menneskeligt og moralsk – vel også i Norge – er Max Manus til gengæld ikke så vellykket.
Man forsøger og har da et vist held med at nuancere portrættet af Max Manus – overbevisende spillet af et af norsk films største navne, Aksel Hennie – ved at lade ham have onde drømme om tiden i Finland og dårlig samvittighed over de modstandskammerater, der dør omkring ham, mens han selv overlever.
Og det gør selvfølgelig Max Manus-figuren mere sympatisk og menneskelig, trods den helte-fernis, Sandberg, Rønning og manuskriptforfatter Thomas Nordseth-Tiller smører ud over ham. Men dybere stikker det heller ikke – både Max og hans kammerater er noget ferske i det – og det ændrer altså ikke ved, at Max Manus er og bliver en blankpoleret spændingsfilm om den store folkehelt, der reddede Norges ære – og som måske er en del af forklaringen på den nationale stolthed, mange nordmænd i dag bærer uden på tøjet, ikke mindst i sportslige sammenhænge.
Max Manus. Instruktion: Espen Sandberg og Joachim Rønning. Manuskript: Tho-mas Nordseth-Tiller. Norsk (Falkoner, Metropol og Pa-lads i København og en halv snes biografer i provinsen)
Kommentarer
En ny Sinklear-vise, som havde sin berettigelse skraks efter krigen, og nu som en stump visetradition. Kunne man have fremstillet heltene, som de vitterligt var engang, i en film anno 2009 ved at medtage ‘tiden efter døden’?
Hvad var resultatet af den indsats, som Bent Faurschou-Hviid og Max Manus præsterede? Hvad skete personligt bagefter, for der var mange andre medvirkende end de to, og hvilken indflydelse på samfundsudviklingen, om overhovedet nogen?
Fik deres arbejde en blivende virkning, eller genopstod de samme sindelagsforskelle i ny forklædning med en tilsvarende udenrigspoliitisk situation, blot med nye aktører?
Tillad mig at indskyde, at
yderst få har rede på de finske krige og den finske politik. Finland var o.1920 ligesom DE baltiske Lande og efter krig blevet selvstændigt ved fælles finsk (Mannerheim) og kommunistisk (over for szarregimet) mellemværende. og Finland var op igennem mellemkrigsårene i stor udstrækning kommunsitisk (med en markant fascistisk opposition), hvilket gjorde det store arbejde for et fælles Norden (evt. med De baltiske Lande) meget vanskeligt.
For mig at se, skete det ulykkelige (- og modsig gerne min opfattelse), at da nazisterne blev krigeriske og russerne ville sikre indsejlingen gennem Den finske Bugt, fik de alslag på at besætte kystområdet og i stedet en krigserklæring,. Det udløste et nordisk sammenhold (ala 1848), og det kan undre, hvor mange forskellige danskere (og nordmænd), der gerne ville deltage , hvilket antagelig kom af , at krigen var ikke en krig mod kommunismen, men mod besættelsen af et nordisk land..
Den næste vinterkrig (da tyskerne brød ikke-angrebspagten) var derimod en politisk krig mellem nazisme og kommunisme, og må have været meget ubehagelig for mange finnere, hvor tysksindede og antikommunistiske danskere deltog og faktisk kom i ilden (og senere flyttede til Østfronten, eks.vis Ole Høst).
Finland forblev i nogen udstrækning kommunistik, ludfattigt og underlagt Moskva, og år gik efter krigen, før vi kunne genoptage det nordiske fællesskab (kulturbesøg). Det har givet mange af os (og sikkert også nordmænd, der havde fælles grænse med finnerne) et sindelags dilemma, der ofte betyder, at vi endnu ikke har bearbejdet historien.
Et eksempel på sammenholdet blandt nordmænd, finnere og russere ved Ishavet er det mandskor fra den lille by Berlevaag (tidligere kendt fra Blixens Barbettes Gæstebud), hvis korsang Heftig og Begejstret gik verden om. Og flere af os havde under besættelsen forbindelse til finnerbørnene, der symboliserede en tværgående politik. “Sagen er spejet”.
Ja, jeg indrømmer at have begået en mindre fejl – eller en stor brøler – og forvekslet russerne med tyskerne: Max Manus var frivillig på finnernes side i krigen mod russerne i 1939-40.
Jeg beklager.
Ja, sagen er let speget.
Fra det nordiske heltekvad:
Jætten Vaftruddnir sagde til Odin,
Vi vil sidde sammen og tale.
I hallen vædder vi hovedet på,
hvem af os er ypperst i visdom. V.h.