Ét år er normalt kort tid i politik, men i amerikansk politik er det omtrent så lang tid en nyvalgt præsident har til rådighed til at få begyndt på at føre sine eventuelle løfter om store forandringer ud i livet. Mindre forandringer kan gennemføres når som helst, men de store forandringer må nødvendigvis føres igennem, når præsidentens magt er på sit zenith, hvilket den er i månederne umiddelbart efter magttiltrædelsen. For det er her, at omkostningerne ved at tage opgør med præsidenten er størst, og de mægtige særinteresser i amerikansk politik står svagest.
Størst er muligheden for forandring, når den nye præsident har vundet en overbevisende jordskredssejr, dvs. har fået et stærkt folkeligt mandat og desuden kan støtte sig til egne flertal i begge Kongressens kamre. Endnu større er de, når den nye præsident er en lysende retorisk begavelse, som til fulde kan udnytte mulighederne for at appellere direkte til vælgerne - hen over hovedet på kongrespolitikere og lobbyister.
Barack Obama gik til valg på løftet om store forandringer - ja, forandring, change, var selve kernebudskabet i hans kampagne, og tilsyneladende blev han valgt med de bedst tænkelige forudsætninger for at gennemføre dem. Selvsagt blev der allerede fra første færd advaret imod overdrevne forventninger, og formentlig indså de fleste, at retorik er ét, men politik noget andet. Alligevel er det vanskeligt at forestille sig en præsident med et stærkere mandat for forandring, end det Barack Obama fik, da han for snart et år siden tog Det Hvide Hus i besiddelse.
Yes we can - ja, vi kan - var det politiske mantra, som mere end noget andet elektrificerede Obamas kampagne, og selv om de fleste af hans tilhængere og vælgere nok forstod, at mantraet ikke skulle tages alt for bogstaveligt, og at Obama selvfølgelig ikke kunne alt, findes der mange, som efter et år stiller spørgsmålet: Hvad kunne Obama så?
Mindre end forventet
Og her er udgangspunktet almindeligvis dette: At Obama kunne mindre end forventet. At han alt for hurtigt lagde sig i det amerikanske politiske hovedspor, dvs. til højre for midten. At han alt for tidligt gav efter for de mægtige særinteresser (Wall Street, sygeforsikringsindustrien, det militærindustrielle kompleks osv.) At han på alt for mange områder har svigtet ikke blot sine løfter, men også sine principper.
Hvad angår kritikken af Obamas uformåen i indenrigspolitikken, har jeg svært ved at forstå den. Amerikansk indenrigspolitik er notorisk svær at forandre, radikalismen i den amerikanske opinion er som oftest overvurderet, og Obama har givetvis udrettet langt mere, end hvad der er umiddelbart synligt for øjet. Desuden er det på vigtige områder endnu for tidligt at sige, hvad Obama har kunnet eller ej. Virkningerne af indsatsen mod den økonomiske krise står endnu tilbage at se, det samme gælder virkningerne af den kommende sygesikringsreform. Det bliver ganske vist ikke til den omfattende reform, som mange havde håbet på, men det bliver dog en reform, som med hjælp fra statslige bidrag kommer til at give millioner af uforsikrede amerikanere råd til sygesikring under en eller anden form, hvilket er mere end, hvad der nogensinde lykkedes for præsident Clinton.
Lettere er det at forstå skuffelsen hos dem, som havde ventet sig større forandringer af USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Optrapningen af endnu en amerikansk krig i Asien var ikke just, hvad de havde regnet med. Det samme må man sige om det veltalende forsvar for krig, som Obama valgte at holde, da han modtog en pris for fred.
Man kan naturligvis mene, at skuffelsen bygger på ønsketænkning. Obama lovede allerede i sin valgkamp, at krigen i Irak skulle flyttes til Afghanistan, og at han - til forskel fra sin forgænger - i al fald nok skulle besejre al-Qaeda. At han så på denne vis forsøger at gennemføre sit løfte kan muligvis kritiseres for at være forfejlet tænkt, men er næppe noget man kan tillade sig at være skuffet over.
Retorik og praksis
Ikke desto mindre findes der netop her en voksende kløft mellem Obamas retorik og praksis. Med den militære optrapning af krigen i Afghanistan opfylder Obama i praksis Bush-doktrinens teser om nødvendigheden af præventiv krig (krig for at forhindre krig), om nødvendigheden af, at Amerika fører krig imod »et omfattende netværk af vold had« (Obama i tale den 2. januar 2010.). Hvad der herefter i praksis adskiller Obamas krig fra Bushs krig er dermed svært at se.
Dette er unægteligt en smule forstemmende med tanke på de store forskelle i retorik. Hvad Obama lovede, var intet mindre end en ny start for Amerika efter Bush, a new beginning. Han talte om den militære magts begræsninger, om vigtigheden af ydmyghed og tilbageholdenhed i magtudøvelse og om behovet for en international retsorden. Hvad dette i praksis skulle betyde, forblev uklart, men at det signalerede forandringer i udenrigs- og sikkerhedspolitik forekom åbenlyst. Om ikke andet forekom det både rimeligt og nødvendigt for den nye præsident at forsøge at tilpasse USA’s militære ambitioner og interesser til USA’s økonomiske og politiske begræsninger.
Men sådan er det indtil videre ikke gået.
I stedet er en stadig dybere kløft begyndt at vokse frem mellem praksis og retorik.
En del siger, at dette blot er, hvad man kunne forvente, eftersom USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik nu engang styres af mægtigere kræfter end præsidenten, og at præsident Obama hurtigt har måttet lære, hvad han kan, og hvad han ikke kan.
Hvilket i så fald må være tilstrækkeligt gyldig grund til at stille spørgsmålet: Hvad kan Obama overhovedet?
Göran Rosenberg er uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Ja, det er spørgsmålet:
Hvad kan Obama overhovedet?
Her er desværre svaret fra Democracy Now - The World´s Most Sophisticated TV Station:
Barack Obama - From Beacon of Hope to Murderer & Terrorist - click on:
http://www.democracynow.org/2010/1/6/obama_has_kep…
Forces Accused of Executing Schoolchildren in Afghanistan - click on: http://www.democracynow.org/2010/1/6/us_led_forces…
Best Regards,
Troels Schmidt, TV producer Copenhagen
Hvad kan en amerikansk præsident rent udenrigspolitisk?
Spørgsmålet burde være, hvordan er verden ved at ændre sig.
Senest ved udgangen af dette århundrede ( måske allerede om 15-20 år) er verdens supermagt nr 1 både økonomisk og militært Kina. Nr 2 er nok Indien og som en mindre nr 3 har vi USA. Europa/EU og Rusland er helt ude som globale spillere ( medmindre EU får integreret sig 100% til en supermagt, hvilket er usandsynligt).
Hvad der sker i Afghanistan og Irak idag er sådan set uden betydning i forhold til den ændrede supermagtsfordeling,som ubønhørligt er på vej, og som vil påvirke også Danmark ( Danmark har for nylig klogt nok gjort knæfald for Kina i Tibet-sagen, og det er bare begyndelsen).
Det er for snæversynet , når man glemmer “det store billede” og fokuserer på dagens konflikter - de amerikanske tænketanke beskæftiger sig på det udenrigspolitiske område meget mere med Kinas og Indiens forventede nye roller end med Europa og de aktuelle konflikter.
Obama bliver til sin tid målt på hvordan han medvirker til at forberede USA’s fremtidige magtstatus i forhold til Kina og Indien.
Jeg tænker straks på en uforglemmelig scene fra “Life of Brian” hvor spørgsmålet “What did the Romans ever do for us?” bliver stillet.
Med venlig hilsen Lennart
Jeg er så evig træt at folk, der anser Obamas valgkampagne som et løfte om at han nu alene ville kunne ændre verdensbilledet og at det billede i øvrigt var helt stationært, i det at USA præsident(og dermed Obama) påvirker og kan ændre alt, blot ved at følge den rigtigte -og i dette tilfælde måske lovede politik.
Hvad med at komme ned på jorden? Hvad med en smule proportioner?(snakker generelt og ikke denne artikel)
Obama havde to krige, en finanskrise, forhold til Kina og Rusland som skulle genopbygges og så selvfølgelig den evige pælestina-Israel konflikt.
Et utaknemmeligt job. Men en job som han selv har ville besidde, men hvis folk dog bare gad at give manden noget tid.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er jo blevet mere og mere tydeligt at Obama ikke fik et stærkt folkeligt mandat. Han vandt over en kandidat, der nok var kvalificeret, med som stod i spidsen for et parti der var slidt helt ned af 8 års uduelig regeringsførelse. Om demokraterne så havde stillet op med en spands fyldt med gydning hvad de sandsynligvis stadig vundet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Willam
“Det er jo blevet mere og mere tydeligt at Obama ikke fik et stærkt folkeligt mandat”
Ikke nødvendigvis. Og faktisk er det meget plausibelt, at det ikke forholder sig sådan.
Først og fremmest er amerikanske præsidenter(i deres første år) almindeligvis aldrig ligeså populære som de var, da de blev valgt.
Og så kommer hele spørgsmålet om konteksten. Hvor mange præsidenter har før skulle rydde et så gevaldigt rod op som tilfældet er med Obama? Helt seriøst. Manden står over for et gardin af udfordringer(jvf. blandt andet dem jeg nævnte tidligere)
Man bliver nødt til at sætte ting i kontekst, og det gør du bare ingenlunde.
…..ja det er jo mere end bare en efterladt opvask,
som han har overtaget…..nok at se til!!
Yes you can clean up the house……….~~*~~
Opvasken er vel så stor, at de fleste ikke ville kunne magte den og enten ringe efter hjælp eller smide porcelænet ud.
Desuden: Give a brother a chance.
Han er så tæt på at få en sundhedsordning igennem. Selvom den måske ikke er alles kop te, så er det en præstation at det i det hele taget lykkes…
Men det er jo også en hypotetisk diskussion, det er først til næste valg at det betyder noget, hvad amerikanerne synes.
Med venlig hilsen Lennart
Robert Kroll, du siger: Senest ved udgangen af dette århundrede ( måske allerede om 15-20 år) er verdens supermagt nr 1 både økonomisk og militært Kina
Det tvivler jeg på. Først og fremmest af demografiske grunde. Hvis man ekstrapolerer den nuværende demografiske udvikling til slutningen af det 21. århundrede vil USA sandsynligvis have en større befolkning end Kina. Dette skyldes to ting: dels at etbarnspolitiken i Kina bevirker en exceptionelt hurtig aldring af befolkningen, og dels at USA ser ud til at fortsætte med en befolkningstilvækst på omkring 1%, hvilket nærmest må beskrives som en befolkningseksplosion.
Det er naturligvis umuligt at fremskrive befolkninger så langt ud i fremtiden, men USA adskiller sig fra den øvrige verden, dels ved en en stabil og relativ høj fertilitet, men først og fremmest ved en evne til at tiltrække immigranter.
Jeg er fuldstændig uenig med denne artikels kritiske indramning af Obamas år som præsident. Jeg støtter kritiske artikler fuldt ud, men er samtidig stærkt overbevist om at hans aktiviteter er meget mere end den rigtige vej.
Hans sundhedsreform er måske ikke så rød som europæere generelt ville holde af, men vi taler Amerika her, hvis reformen havde været for voldsom ville republikanerne have haft for let adgang til at lave mudderkast om hvor ineffektiv den ville være pga deres mikrostatsideologi.
Der skal også mindes om at manden har spenderet adskillige milliarder dollars på at forsøge at rydde op efter det rod, Bush efterlod. Så har man ikke specielt mange midler til at fortsætte, og det endda uden det naturlige retoriske pres han får fra amerikanske konservative.
Og så boykottede han personligt Fox News. :D
Obama klarer det ganske udmærket.
Enig med Joakim. Forløbet af sundhedsreformen viser med al tydelighed hvor vanskeligt det er at navigere i amerikansk indenrigspolitik.
Tidligere forsøg på at få gennemført en sådan reform viser jo hvor vanskeligt et emne det er i USA, så hatten af for hvor langt han har formået at drive det - indtil videre, der mangler fortsat lidt i at være i mål.
Og selv om vi med danske øjne ikke anser det opnåede resultat som værende særligt fremragende, sammenlignet med vores eget sundhedssystem, så er hvad der sker i USA noget nær en revolution.
Desuden er det min overbevisning, at finanskrisen har været fødselshjælper hvad angår amerikanernes mere positive holdning til reformen. I et USA med en sund og stærk økonomi, ville egoismen være langt mere dominerende og sandsynligheden for en folkelig opbakning, ville være langt mindre.
I forhold til Kina og Indien, må vi nok sande, at deres mulige fremtidige indstabilitet til trods, så vil deres eksplosive fremmarch på verdens scenen, ændre de nuværende globale spiller regler blandt stormagterne. Dette giver sig også udtryk i Obamas nye strategier, men også i hans mangel på resultater. Desværre, for hvad verden har brug for er ikke et nyt sæt af imperialistiske våbenkapløb, men global nedrustning.
Vi ved endnu ikke hvad Kina og de andre lande i BRIC samarbejdet vil med deres nyvundne magt position. Måske er vi som tidligere nævnt, så forblændet af nutiden, at vi har svært ved at se tegnene på at vi er på tærsklen til en nye æra.
Men en ting er sikkert, tiden med en global supermagt, fra 1990-?, bliver meget kortere, end antaget for blot et par år siden.
Men er multipolaritet et gode eller et onde?
Steven Wensley:
“Men er multipolaritet et gode eller et onde?”
Traditionel visdom tilsiger, at det vil føre til flere krige og konflikter samt en generel voldsommere og mere hensynsløs interessevaretagelse i lande udenfor tilstrækkelige afskrækkende forsvarsalliancer.
Det siger vel nærmest sig selv. Dog vil diktaturstaterne rundt om i verden helt sikkert profitere på en kommende multipolaritet, så de bliver nok glade.
Multipolaritet plejer ganske rigtigt til at føre til alliancer, våbenkapløb og i sidste ende krige.
Hvis man er kynisk/realist, vil man nok mene at det er den verden vi skal forberede os på. At EU bør vælge side og at nationalismen også i fremtiden vil være den drivende kraft bag udenrigspolitiken.
Hvis man er naiv/optimist, vil man mene at mennesket efter 5.000 år snart bør have lært at samarbejde og diolog i sidste ende bedst kan betale sig. Det er den linje som Obama har advokeret for. Det betyder ikke at de enkelte lande ikke skal beskytte deres egne interesser, men at vi mennesker i kraft af vores egen styrke kan tilintetgøre vores eget eksistensgrundlag.
Det er en kraf alle bør indtænke og derfor at en styrkelse af et stærkt og leve dygtigt internationalt samfund bør være USA første prioritet, inden de med stor sandsynlighed bliver en blandt mang.