Kort før jul kom det frem, at Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et tv-interview til den højrenationale blog Snaphanen, havde ytret sig i meget kontroversielle udtalelser om muslimsk kultur og islamisk kvindesyn, idet han blandt andet hævdede, at store grupper af muslimske mænd regelmæssigt voldtager deres egne og familiens børn. Den 5. januar bragte Information en kommentar af Thue Kjærhus, som er højskoleforstander og medlem af selskabet, hvor han tager afstand fra disse udtalelser.

Efterfølgende kritiserer Kjærhus Berlingske Tidendes politiske kommentator Niels Krause Kjær, som har afkrævet medlemmer af foreningen at tage afstand fra Hedegaards udtalelser, idet han mener, at kritikken ignorerer selve foreningens formål.

Dorte Sørensen mener, at det umiddelbart er glædeligt, at Thue Kjærhus tager afstand fra Hedegaards påstande, og at det er fint, at han bemærker, at Hedegaard ikke kan verificere påstanden. »Men,« følger hun op, »så kommer forargelsen over Niels Krause-Kjærs blog på berlingske.dk, hvor Kjær bare afkræver Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ at tage afstand fra Hedegaards udtalelse. Er det ikke det alle muslimer bliver bedt om gang på gang, når en rabiat muslim har gjort dit og dat?,« spørger hun.

Lars Hansen tilføjer, at en formand tegner det parti eller den forening, som vedkommende er formand for, i offentligheden, og han mener, at det »derfor i princippet ikke er muligt at udtrykke rent private holdninger i den offentlige debat, når man er formand for en både kendt og højtprofileret forening som Trykkefrihedsselskabet.«

Thue Kjærhus uddyber sine udmeldinger i en kommentar: »Lars Hedegaards holdninger til politik, kultur og kønspolitik er ikke foreningens opgave at forholde sig til. Foreningen skal alene forholde sig til formålsparagrafferne.« Han forklarer, at når han tager afstand fra Lars Hedegaards horrible stigmatiseringer af muslimer, så er det Hedegaards holdninger som en fremtrædende privat aktør, han forholder sig til og ikke til Trykkefrihedsselskabet eller Hedegaard som formand.

Troels Ken Pedersen mener, at det ville styrke selskabets rolle, hvis fokus var bredere: »Hvis for eksempel Trykkefrihedsselskabet var ude at kæmpe for universitetsansattes ret til at udtale sig offentligt uden at blive straffet for det af deres ledelse, eller talte imod det selvcensur-opfordrende hylekor, der stemmer i, hver gang nogen sætter spørgsmålstegn ved vore militære eventyr, ville jeg tro, at absurde løgne om islam og muslimer bare var en enlig svale fra et hadsk og forvirret individ.«

Information bringer hver fredag et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk