Det er nødvendigt at tage et initiativ til at forsvare ytringsfriheden. Både fordi det er en menneskerettighed, og fordi den er grundlæggende for forsvaret og promoveringen af andre rettigheder.

Det er nødvendigt at tage dette initiativ nu, hvor ytringsfriheden og dens legitimitet er under pres forskellige steder i verden, og hvor de to organisationer i Danmark, der påkalder sig dens forsvar, tendentiøst bruger den til fremme af hver deres politiske dagsorden.

Dansk PEN har ikke på troværdig vis set sig i stand til moralsk eller på anden måde at støtte hverken tegnerne og redaktører under karikaturkrisens forskellige faser, heller ikke engang i forbindelse med de seneste terrorplaner, og ej heller i forbindelse med mordattentatet mod Kurt Westergaard første nytårsdag.

PEN kan derfor ikke længere siges at spille nogen meningsfuld rolle i forsvaret af ytringsfriheden i forhold til de islamistiske anslag.

Trykkefrihedsselskabet, der fremtræder som en frontorganisation for Dansk Folkeparti, synes at have mange andre interesser at fremme end ytringsfriheden i sig selv.

Og nogen gange må den endog vige, når andre overordnede partimæssige hensyn taler derfor, så som når personer vil bringe relevant information til pressen, der ikke passer Dansk Folkeparti (Hans Jørgen Bonnichsen-sagen f.eks.), eller når Dansk Folkeparti fremsætter forslag til beskæring af ytringsfriheden (Burkaforbuddet).
Selskabets fanatisme

Desuden er Trykkefrihedsselskabet skæmmet af en forblindet religions­fanatisme, som på visse måder får nogle af selskabets ledende medlemmer – først og fremmest formanden Lars Hedegaard – til at ligne de islamistiske fanatikere, hvis mål og midler de foregiver at bekæmpe.

Men lad os tage et retrospektivt blik på, hvordan vi overhovedet er endt i denne situation, hvor vi igen ser os nødsaget til at forsvare en så grundlæggende menneskerettighed som ytringsfriheden.

Den fatwa, som ayatollah Khomeini udstedte imod den britiske forfatter Salman Rushdie i 1989, har senere vist sig at være paukeslaget for en kampagne mod ytringsfriheden i hele verden. Man lancerede et helt nyt og hidtil ukendt argument om krænkelse og religiøs følsomhed, som retten til ytringsfrihed måtte tage hensyn til.

Men i revolutionsåret, hvor totalitarismen faldt, og Rushdie-sagen kom på dagsordenen med den statslige iranske dødstrussel, var religiøs følsomhed ikke en dimension, som formåede at tiltrække sig seriøs opmærksomhed.

Karikatur var anderledes

Det kan skyldes det forhold, at truslen dengang kom fra en religiøs stat, der allerede var kendt for politiske mord på venstreorienterede dissidenter og andre afvigere samt at truslen var begrundet i en roman, som man dengang som noget nyt fandt ’krænkende’ over for staten Irans religiøse-ideologiske grundlag.

Desuden var truslen rettet mod en forfatter med indisk-muslimsk kulturbaggrund, og med et holdningsmæssigt engagement i anti-racisme og venstrefløj.

Det var med andre ord ikke svært for venstrefløjen, som overvejende tegner PEN (i hvert fald i Danmark) at finde sine ben i den konflikt.

Senere er det blevet mere indviklet for PEN. Med karikaturkrisen var det således en anden konstellation af modstandere. Her var det danske islamister, der med international støtte fra OIC- landene (Den islamiske konferenceorganisation) rettede deres krænkelseskampagne mod en borgerlig-liberal avis.

Og ikke mod et kunstnerisk udtryk, men et polemisk udtryk som karikaturtegningerne. Der blev således tilføjet nye dimensioner i krænkelsestemaet, der gjorde, at det blev accepteret, og først fra dette øjeblik begynder man på venstrefløjen at overveje ytringsfrihedens moralske gyldighed.

Det polemiske udtryk i bl.a. Kurt Westergaards tegning overtræder tilsyne­ladende et internt muslimsk forbud mod billedgørelse af en hellig skikkelse som Profeten.

Dette forbud, hævder den krænkede part nu, at også ikke-muslimer skal respektere. Og krænkelsen skyldes ikke, at man føler sig udsat for angivelig racisme – det er noget, de krænkedes støtter har fundet på.

Krænkelsen skyldes ene og alene, at tegningen overtræder et internt islamisk forbud.

Uhåndterligt dilemma

I Rushdies tilfælde drejede det sig for PEN om at alliere sig med en meningsfælle på venstrefløjen mod en terroristisk stat.

I karikatur­sagen får man valget mellem at støtte sine borgerlige modstandere – som oven i købet har regeringen i ryggen – mod islamistiske talsmænd, der beskylder Jyllands-Posten for at krænke deres religiøse dogmer. Og det er et dilemma, man ikke intellektuelt kan håndtere.

På den ene side kan man ikke give køb på ytringsfri­heden, og da slet ikke i en forening, hvis formål er at promovere den. På den anden side ser man sig fanget i et taktisk spil, hvor man opfatter det sådan, at det borgerlige JP udfordrer ikke blot islamistiske fundamentalisters anti-liberale dogme, men også et dogme, der er bredt respekteret blandt muslimer, og som man nu vil hævde skal gælde for alle – også ikke-muslimer. Ellers kan man ikke leve fredeligt sammen i Danmark, hævder man.

Insinuationerne om racisme over for et mindretal i befolkningen er noget man selv digter til i sin fortolkning af tegninger, og tankefiguren »ytringsfrihed, men…« er født.

Konklusionen bliver dog, at man forsinket og kun med besvær får udsendt en for­kølet støtte til folkene på JP og tegnerne over for de trusler, de er oppe imod.

PEN bliver splittet. Nogen melder sig ud. Andre bliver og vil fastholde foreningen på ytringsfriheden, og andre igen vil ændre den til en forening, der skal moderere ytringsfriheden.

Og helt uden for nummer dannes der den konkurrerende forening, af bl.a. folk, der nægtes optagelse i PEN, Trykkefrihedsselskabet, der sætter sig helt uden for PENs dilemma.

De har efter foreningens opfattelse ikke noget at gøre i PEN, idet de promoverer
hate speech over for muslimer.

Disse nye bannerførere for ytringsfriheden er for en stor dels vedkommende højrekulturalister. Dette giver sig overordnet udtryk i en bizar historieforfalskning, hvor ytringsfriheden lanceres som noget, der er naturgroet ud af kristendommen.

Intet er naturligvis mere forkert: Ytringsfriheden er en del af den internationale oplysningstradition og er tilkæmpet i en blodig strid med kristendommen og den enevældige stat.

Som to partier

Denne sekteriske historiekonstruktion kunne synes ganske uinteressant, som en skurril (grov, farceagtig, red.) forenings eget ideologiske skabsdrama. Men den bruges som propagandistisk afskydningsrampe for en religionsstrid mod islamisk troende. Dette giver sig udtryk i en allestedsnærværende ideologisering af alle spørgsmål og konfliktpunkter, hvor indvandrere er involveret og en beredvillighed til at lade sig ensidigt spænde for et partipolitisk program, når situationen byder det.

Selskabets formand, Lars Hedegaard, har i et meget omtalt interview givet udtryk for, at indvandring af muslimer til Vesten sker som led i en konspiration for at overtage magten i Europa samt at muslimer konstitutionelt ikke er i stand til at tale sandhed, når det tjener deres religiøse interesser – helt i modstrid med kristne.

De voldtager også deres børn i flæng. Og de fleste i selskabets ledelse bakkede øjeblikkeligt formanden op i disse antagelser.

Trykkefrihedsselskabet har med sin reaktion på Lars Hedegaards interview vist sig at have visse træk til fælles med kultiske sekter, hvor man samles om egne konspiratoriske ’sandheder’.

Hos den gamle ytrings­frihedsorganisation PEN har vægtningen af ytringsfrihed en stærk tendens til at forsvinde i det taktiske politiske spil.

Derfor har man så nu i realiteten to politiske partier. PEN mobiliserer sig bredt bag venstrefløjen og Trykkefrihedsselskabet bag Dansk Folkeparti. Og det er, som man kan se, en situation, der afspejler det større politiske billede i Danmark.

Der er derfor brug for et alternativ, der er befriet for de kulturalistiske ideologiseringer – og som ikke ligger under for hverken højre- eller venstrekulturalisme.

Jens Martin Eriksen er forfatter