Pia Kjærsgaard har været tavs. Indtil hun sagde noget, som ikke var noget alligevel. Det lød som tale, men det var bare snak. Det var en fortsættelse af tavsheden med andre midler. Hun plejer ellers at være klar med klare udmeldinger. Selv politiske modstandere roser normalt Kjærsgaards evne til at levere en replik til enhver situation, og selv kritiske journalister anerkender Kjærsgaards evne til at ringe tilbage og svare igen. Hun har opnået en vis anseelse på aldrig at gemme sig bag strategisk tavshed.

Om nogen er Pia Kjærsgaard ikonet på en forandring i offentligheden: Hun var den, som ingen ville være med i 90’erne, og hun er den, som ingen andre end Enhedslisten og de radikale har haft mod til at være imod i 00’erne. Hun er blevet til en figur på noget, der roses som en dansk dyd: »Vi siger, hvad vi mener, og vi mener, hvad vi har lyst til at mene«. Denne kultur omtales som en national frigørelse: Vi skulle have gjort op med tyranniet og korrektheden. Ytringsfriheden skulle kulminere i selveste lille Danmark. Og hver eneste sommer siger man om Kjærsgaard: Man kan mene, hvad man vil om hende politisk, men hun er dygtig til at erobre dagsordenen. Men denne gang er det ikke Pia Kjærsgaard, som styrer dagsorden. Det er den offentlige dagsorden, som styrer hende. Det er derfor, hendes stilhed er en sensation.

Den frygtløse ridder

Det handler ellers om alt det, hun elsker at slå til og på: Muslimer, ytringsfrihed og voldtægt. Allerede inden jul kom det frem, at formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, havde udtalt, at islam retfærdiggør voldtægt, og »at når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget etcetera, etcetra, er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv«. Han sagde»de voldtager deres børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Det skulle være både principielt og praktisk acceptabelt for muslimske mænd at voldtage deres børn. Nu skulle man tro, at denne vanvittige vurdering straks ville blive afvist som en af de udtalelser, der kun siger noget om den, der taler, og ikke det, der tales om. Den udstiller en type, der sætter sig selv i scene som de åbne samfunds frygtløse riddere, som med løftet sværd forsvarer alt, hvad vi har kært. Denne skikkelse har efterhånden promeneret gennem vores offentlighed i adskillige år: Den modige kæmpe, der fører den farlige kamp mod de forfærdelige fjender. Og igen viste denne helt sig som en don Quijote, der med hævet lanse buldrer ind i sine egne fordomme. Mens andre med samme latterlige lanser kastede sig i felten sammen med Lars Hedegaard: Søren Krarup udråbte Hedegaard til en helt, der sagde sandheden. Søren Espersen udtalte ydmygt, at han jo ikke selv var islamekspert, men han stolede på den store islam-kender Lars Hedegaards domme. Politikere fra Dansk Folkeparti gjorde Lars Hedegaards synspunkt til deres standpunkt.

Det er din mening og det er min

Nu skulle man tro, at Pia Kjærsgaard ville melde sin mening ud og markere, hvad der var Dansk Folkepartis politik. Hun har som regel travlt med at afkræve alle andre, at de skal tage afstand fra alle mulige holdninger, som de aldrig har tilsluttet sig. Flygtninge fra lande med islamiske ledere regnes for muslimer, og de skal gang på gang tage afstand fra holdninger, som de hele deres liv har været imod. Og venstreorienterede og humanister bliver evindeligt afkrævet afstandtagen fra afsindige foreteelser som stening og selvmordsterrorisme. Reglen for dette spil er: Hvis du ikke tager afstand, er du enig. Og hvis du tager afstand offentligt, afslører du dig som én, der faktisk kunne have været enig, og derfor er det også en ydmygelse.

Men konfronteret med disse urimelige, uretfærdige og urigtige beskyldninger mod en befolkningsgruppe kunne Pia Kjærsgaard ikke selv sige noget. Enten havde hun ikke nogen mening, eller også turde hun ikke sige den. Til sidst - endelig - kom hun så en parodisk melding: Hun sagde, at hun ikke selv ville udtale sig som Lars Hedegaard havde gjort. Akkurat ligesom Anders Fogh Rasmussen under tegninge-krisen trådte i karakter ved at træde ud af karakter, da han udtalte, at han ikke selv ville have lavet de tegninger. Denne scene afdækkede præmisserne for Pia Kjærsgaard: Hun kan ikke byde på noget, hvis hun ikke kan byde over. Hvis hun ikke kan overhale højre om, står hun stille. Hun savner simpelthen sproget til at markere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hun har selv ført an i kampen mod alle markører for rigtigt og forkert, som henviser til ‘tonen’, ‘racisme’, ‘anstændighed’ og ‘dem-os-tankegangen’. Men hun har ikke noget at sætte i stedet. Hun har ført en aggressiv kampagne mod dem, der ville opdrage andre med henvisning til ‘tonen’, ‘anstændigheden’, ‘humanismen’ og ‘menneskerettigheden’. Og hun har svinet andre til for at være relativister, der bare sagde, at ‘det er jeres kultur, som vi ikke må blande os i’, og ‘vi har vores kultur, som vi ikke vil pådutte andre’. Episoden afslører en fundamental relativisme. Hun kan altid udpege de selvretfærdige, men hun kan ikke redegøre for, hvad der er retfærdigt. Hun kan sige fra og fra og fra, men hun kan ikke sige til. Når det kommer til stykket, ender hun med at sige ‘det er din mening’, og ‘det er min mening’, og ‘det er Sørens mening’ uden at kunne henvise til fælles grunde og en fælles fornuft, som sætter os i stand til at afvise vrøvl som vrøvl og urimelighed som urimelighed. Det står tilbage som en falliterklæring, at Pia Kjærsgaard ikke kunne sige noget, da hun skulle sige det mest indlysende.

Denne artikel er anbefalet af: