Det konservative norske tidsskrift Minerva har netop offentliggjort Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen som dokumentation og i sympati med det nylige attentat i Kurt Westergaards hjem. På samme baggrund har Norges næststørste avis den konservative Aftenposten nu også valgt at trykke fem af tegningerne. For 50 eller 100 år siden var en sådan udmelding med al sandsynlighed kommet fra et tidsskrift, hvis politiske observans lå til venstre for midten. Det mener den norske professor i idéhistorie ved Universitetet i Oslo, Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Han står netop nu over for at færdiggøre et forskningsprojekt - der skal blive til en bog - omkring 1900-tallets kulturkamp mellem de værdikonservative og de kulturradikale i Norge. Og for ham er der ingen tvivl. Ytringsfriheden har i størstedelen af 1900-tallet været de venstreorienteredes kæphest. Forankret i naturvidenskabens rationale og den franske oplysningstid og i opposition mod traditionerne og religionen har man frem til 1980’erne set en stærk bevægelse blandt de venstreorienterede intellektuelle om individets ret til at ytre sig. En bevægelse der startede med danske Georg Brandes og senere i 1900-tallet blev videreført af norske forfattere som f.eks. Helge Krog, Arnulf Øverland og Sigurd Hoel. Blandt politikerne spillede helsedirektør Karl Evang en central rolle. Folk der troede på det frie menneskes udfoldelsesmuligheder og på, at vores moral skulle forankres i virkelighedens verden og relatere til virkelige problemstillinger. Med videnskaben i hånden i form af rationel argumentation skabte man således meget af det, man i dag forstår ved det moderne oplyste samfund.
»Man kan ikke overvurdere betydningen af det naturvidenskabelige udgangspunkt rent politisk. Det står som et kæmpe springbræt for samfundet i en udvikling væk fra troen på fordomme og traditioner. En udvikling som venstrefløjen stod i spidsen for og som har defineret det politiske landskab,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
I nyere tid skulle det billede dog vise sig, at blive en del mere broget, selv om det kulturradikale tog kørte for fuld damp i starten af forrige århundred. I 1920-30 tog man således kampen op mod den traditionelle moral og kristendom og tog således syvmileskridt i forhold til individets frigørelse. Efter krigen kom turen så til den seksuelle frigørelse. En begivenhed var i den sammenhæng skelsættende. Den debat der fulgte oven på Agnar Mykles - der i dag regnes som en af Norges største forfattere i det 20. århundrede - bog Sangen om den røde rubin. En bog der indeholder realistiske og ganske drastiske skildringer af sex. De udpenslede beskrivelser gjorde, at Agnar i 1957 blev anmeldt af Rigsadvokaten og sammen med sit forlag, Gyldendal, blev trukket igennem en lang og opslidende retssag.
»Den retssag skabte en enorm polarisering mellem dem, der forsvarede det traditionelle samfund, religionen og hvad de så som evige værdier, den kulturkonservative position, hvor traditionen var noget helligt, der skulle værnes om med respekt, over for dem der i højere grad vægtede ytringsfriheden,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Det var altså kristendom, tradition og gud i det ene hjørne og de kulturradikale i det andet. I den kamp brugte førnævnte Karl Evang den videnskabelige forskning som et centralt argument. Det skete konkret i form af den berømte Kinsey-rapport - en omdiskuteret opgørelse over faktiske seksualvaner i USA. Evang understregede således med dette udgangspunkt i debatten, at der ikke måtte være for stor afstand mellem den faktiske virkelighed - den virkelighed som folk lever i - og de moralsk krav, man stiller over for befolkningen.
»Rationaliteten må være det gennemgående princip, der er styrende. Vi kan ikke bygge vores samfundsmæssige normer på videnskaben, men vi kan med afsæt i videnskabens udfoldelse af faktiske forhold orientere vores moral, så den ikke eksisterer uafhængigt herfra. Ideal og virkelighed, skal gå hånd i hånd, mente Evang,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Radikal liberalisme
Man indledte således et hårdt angreb mod evige værdier i form af den traditionsbaserede moral. Men man stod samtidig på venstrefløjen for en meget radikal form for liberalisme, som ikke er set i samme udstrækning siden. Herfra lød det dengang, at selv det værste, mest afskyelige, man kunne forestille sig blev nødt til at komme frem i offentligheden, ellers ville det fungere som en destruktiv understrøm i forhold til den frie debat. Der var ikke noget, der ikke skulle se dagens lys, heller ikke selv om man fandt det direkte frastødende.
Og det var måske netop den indbyggede liberalisme, der i samspil med en række andre faktorer gjorde, at man pludselig på venstrefløjen senere vente sig væk fra det rationelle som det mest værdifulde argument. Et skift som Ebbestad Hansen så ske i 1980’erne i takt med, at samfundsvidenskabelige forståelsesformer fik stadig stærkere gennemslagskraft i samfundsdebatten. Idéen om ‘den anden’ - respekten for de fremmede - bliver nu central. En tendens der f.eks. var meget fremtrædende inden for antropologien. Fremmede kulturer og mentaliteter skulle forstås på egne præmisser. Samtidig så man i postmodernismen en stigende kritik af den almene fornuft som argument. Denne kulturrelativisme og fornuftskritik fik alvorlige følger for den kritiske fornuft og det kulturradikale oplysningsprojekt.
»I mødet med fremmede kulturer som ofte har, hvad man kan kalde stærke førmoderne livsformer og mentaliteter, fastholdt man ikke den kritiske indgangsvinkel. Henvisningen til evige værdier, traditioner og religion, som de kulturradikale har kæmpet så hårdt imod inden for den norske kultur, bliver nu pludselig forsvaret ud fra tanken om, at ‘den anden’ skal have ret til at være, som hun er. Man skal vise ‘respekt’,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Venstrefløjen laver således, præcist som den kritiserede højrefløjen for, et skel mellem ‘dem’ og ‘os’. Ganske vist med et andet fortegn, men stadig et skel, der stod i vejen for, at man kunne forlange en tilpasning til de værdier, som man på venstrefløjen ellers har kæmpet så hårdt for. Man blev fanget i dilemmaet mellem den kritiske rationalitet og accepten af den andens ret ud fra idéen om det frie menneske.
»Man er gået alt for langt i en misforstået accept af forskellighed på venstrefløjen. Således ser man nu i Norge, at de kulturradikale forsvarer den katolske kirke. I Klassekampen (norsk venstreorienteret avis, red.) viser man nu forståelse for klart reaktionære samfundsdebattanter og en katolsk præst har fået en fast klumme. Det virker i en historisk optik mere end almindeligt paradoksalt,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Ytringsfrihed
Samtidig ser man i Norge, at også ytringsfrihed nu pludselig bliver problematiseret. Det er ikke længere en selvfølge, at man kan sige, hvad man har lyst til. Og måske endnu mere overraskende er det ikke, som det var tidligere, de intellektuelle på venstrefløjen, der står vagt om den frie ytring. De holder derimod deres mund. Det gør de, ifølge Ebbestad Hansen, fordi de er låst fast i en gordisk knude, hvor den liberale del af det venstreorienterede udgangspunkt er i en tilsyneladende uløselig konflikt med den undertrykkelse som denne liberalisme medfører. Den konflikt lammer venstrefløjen. Derfor kommer den direkte kritik fra en kultur til en anden aldrig rigtig til udtryk, selv om man ved at tie, ifølge Ebbestad Hansen, accepterer de undertrykkende mekanismer og de irrationelle og traditionsbundne strukturer, andre kulturer indeholder.
»Spørgsmålet, man må stille sig, er, om det er godt nok at sige, at en modernisering skal komme indefra, eller om det er vores pligt at blande os - også selv om det står som en direkte kritik af en given kultur,« spørger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Ser man på det historisk, er svaret, ifølge Ebbestad Hansen, et rungende ja. Det er en klassisk venstrefløjssag at formulere en kritik over for dem, der vil begrænse det moderne menneske på baggrund af traditioner og religiøs metafysik.
- Men i både Norge og Danmark er det vel højrefløjen, der nu primært taler om f.eks. ytringsfrihed, som noget vi skal slås for?
»Det er akkurat det, der er sket. Det er en mærkværdig udvikling. For selvfølgelig skal vi respektere hinanden som mennesker, men vi må samtidig formå at forbinde det med en kritisk rationalitet. De to ting skal indgå i et dialektisk forhold, hvis det moderne samfund skal lykkedes,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Farlig tavshed
Respekten for andre må således aldrig skygge for kritikken af undertrykkelse eller umenneskelige traditioner i andre kulturer. En kritik som Ebbestad Hansen mener er ‘farlig’ at overlade til henholdsvis det højreorienterede Fremskrittspartiet i Norge og Dansk Folkeparti i Danmark.
Men man kan simpelthen ikke finde sin ben i Norge. Venstrefløjen har haft store problemer med at udvikle en måde, hvorpå man kan tale kritisk om ‘det fremmede’. Og den tøven man har set, har åbnet banen for, at højrefløjen kunne komme ind og sætte sig tungt på de værdiområder, som venstrefløjen tidligere har været stærke forkæmpere for.
»Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig også er den kritiske rationalitet, der driver højrefløjen. Men eftersom der ikke fremstår noget egentligt modsvar fra venstrefløjen, så er den rationalitet, der ligger indbygget de facto i den kritiske position gået til højrefløjen,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Den udvikling er så blevet yderligere forstærket af, hvad man kan kalde den politiske logik. Når man ikke har klargjort, hvad man selv synes, så ligger det naturligt i det politiske spil, at man stiller sig i opposition til, hvad ens politiske modstandere gør. Så når højrefløjen råber ‘kritik’, så er det naturlige politiske svar på venstrefløjen ‘accept’. Det bliver så yderligere forstørret af det faktum, at der i kritikken af andre kulturer ligger en holden fast ved det man har, hvilket venstrefløjen jo længe havde kæmpet imod. Det man, ifølge Ebbestad Hansen, bare ikke har fattet er, at traditionen, man kæmper for her sådan set er den, som venstrefløjen i stor udstrækning selv havde været med til at skabe. Men den indre politiske dynamik gør altså, at man agerer Rasmus modsat.
- Men kritikken gik og går vel også meget langt? Det er vel stadig venstrefløjens opgave at påpege, når højrefløjen går over stregen - at kritisere kritikken?
»Jo. Men de andres kritik må ikke eliminere ens egen. Respekten skal være der, men ikke betingelsesløst. Derfor skal det ske i et dialektisk forhold. De vestlige samfund bygger jo på en evig dialog og kritik af undertrykkende mekanismer. Det er en grundsten. Den skal ikke opgives, fordi nogle siger noget, som vi ikke kan lide at høre,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Udfordringen
Det er netop udfordringen ifølge Ebbestad Hansen. Holdninger skal også kunne holde til modvind. Og som Evang er inde på, er det bedre, at alt kommer på bordet, end at noget får lov at ligge skjult. Det er kernen i vores kultur, noget som andre kulturer må lære at acceptere.
»Det er klart, at når det bliver en grov, vulgær hetz, så skræmmer det. Det vækker associationer, og man har - med jøderne i baghovedet - lyst til at lægge afstand. Det er 100 procent forståeligt. Men man må bare som kulturradikal alligevel stå fast og sige, at undertrykkende mekanismer, der tager udgangspunkt i religion og tradition ikke er noget vi bryder os om,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Men højrefløjen argumenterer ud fra det nationale og henviser til ‘vores’ værdier som noget evigt gyldigt, som noget traditionelt. Dermed bliver deres argumentation ikke rationel.
- Når et begreb som ytringsfrihed bliver bøjet ind under den parole, så mister det vel reel mening?
»Det er jo præcist det, der er farligt. Og præcis derfor er der behov for en anden form for kritik. En der komme fra venstrefløjen. Men man er paralyseret. Derfor kan højrefløjen lykkes med at gøre ytringsfrihed til et spørgsmål om tradition og frihed til et spørgsmål om nationalitet og så dække det hele ind under et angreb på islam,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Og så kan man ifølge Ebbestad Hansen lige pludselig, som i Schweiz, se et forbud mod minareter ud fra et spørgsmål om traditioner, hvilket ifølge Ebbestad Hansen blot viser, at rationaliteten mere er taget til fange af højrefløjen end egentlig elsket. Undskyldningen er hele tiden en rationel kritik af islam, en kritik som venstrefløjen ikke magter at matche.
Kan en sidste forklaring på den manglede kritik være, at Norge i lighed med Danmark har været så homogent et samfund, at tankerne omkring det rationelle aldrig før er blevet til et nationalt spørgsmål. At vores ideologi har været mere teori end praksis i et mere globalt perspektiv?
»Det er klart, at når man i Norge - som i Danmark - lige pludselig bliver et multikulturelt samfund, hvilket i sig selv er en positiv udvikling, så bliver mange ting kastet op i luften. Og vi skal nu håndtere en helt ny mangfoldighed samtidig med, at vi stadig kritisk og kontinuerligt diskuterer, hvordan vores samfund skal hænge sammen,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Kampen for frihed og demokrati stopper således ifølge Ebbestad Hansen ikke pludselig i det multikulturelle samfund, tværtimod. Den bliver nu bare udfordret fra to fronter, både de mere konservative kræfter med udgangspunkt i vores egen kultur, og i de traditioner og forestillinger om grænserne for menneskets udfoldelse, som ligger i mange fremmede kulturer. Der eksisterer således nu både reaktionære kræfter med udgangspunkt i islam såvel som den kristne tro, der hævder en ret til at fastholde deres traditioner omkring begrænsningen af menneskets frihed.
- Og i den sammenhæng har man som kulturradikal sat respekten før rationaliteten, hvor det måske burde være omvendt?
»De to ting skal gå hånd i hånd. Respekt og kritik er to sider af samme sag. Det har venstrefløjen glemt. Herved har man svigtet det mål, man oprindelig kæmpede for,« siger Jan-Erik Ebbestad Hansen.
Kommentarer
Enormt interessant interview med J-E E Hansen:
”Det var altså kristendom, tradition og gud i det ene hjørne og de kulturradikale i det andet”.
Det var lige til at male et billede af dengang. I dag vil det blive abstrakt til ukendelighed. Bare det at finde et parti at stemme på, er svært. Det er lige før jeg først finder ud af det, når jeg står i stemmeboksen, for hvor i alverden hører man til med alle de enkeltsager, der kommer op?
Alligevel er det en god øvelse at prøve at definere sin politiske holdning. Jeg kan ikke se andet, end man må støtte en hel masse: Kurt Westergaard, unge indvandrers ret til at bestemme over eget liv, ofre for voldtægt, et røgfrit miljø, overgangen til vegetarkultur og sunde madvarer lokalt produceret, totalt sekulært samfund, bygning af klimavenlige beboerhuse som led i kvarterløft, renovering af byer til øko-samfund, militæret som rene hjælpetropper, hvor alle kan deltage, i stedet for de nuværende supersoldater, en landspolitik der har et ordentligt tankegrundlag, som det er muligt at tænke videre på.
Tænk bare på, hvor megen ballade tobak og sund mad kan give mellem venner og bekendte. Vi har langt igen, før vi kan samle os om en venstrefløjspolitik.
Rejs jer fordømte her på Jorden,
rejs dig, du sultens slavehær …
Og når man lever i et militær-diktatur
(skabt, finansieret og kontrolleret af “Os”)
der forbyder alle andre partier end “Partiet”, bliver “Den religiøse elendighed på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold.”
Måske er det derfor vi ikke har så travlt med at fortælle 1.5 milliarder mennesker at de alle er “terrorister” ??
“de er låst fast i en gordisk knude, hvor den liberale del af det venstreorienterede udgangspunkt er i en tilsyneladende uløselig konflikt med den undertrykkelse som denne liberalisme medfører.”
….majed , majed klogt sagt
.”Alt det man kæmpede for er glemt igen”
Ak ja, hvor er det sørgeligt at tiderne og samfundet forandrer sig.
Jan-Erik Ebbestad Hansen ekan vel nærmest betegnes som nordmændenes svar på Karen Jespersen, Ralf Pittelkov, Erik Meier Carlsen og hvad de nu hedder alle sammen.
Der er tale om personer som siger præcis det samme som de gjorde i halvffjerdserne og somblot har udskiftet deres stereotype fjendebillede.
Tidligere var busssemanden en led kapitalist med høj hat og sort habit og i dag er det en indvandrer med snabelsko, skæggestuppe og krumsabel der kun har en ting i hovedet, nemlig at dunke os alle sammen på maven lige efter at vi har spist…
“Skal vi ikke bare lade dem være i fred ?”
sagde den ene islamiske terrorist til den anden.
“Hvis vi nu lader være med at terrorisere deres samfund, lader de måske være med at tæppebombe vore”
“NEJ” svarede den anden islamistiske terrorist. “Vi har en moralsk forpligtelse til at blande os”
og han fortsatte:
“Respekten for andre må således aldrig skygge for kritikken af undertrykkelse eller umenneskelige traditioner i andre kulturer.”
(Sidstnævnte citat er sakset fra trådens hovedartikel).
Denne kommentar er anbefalet af:
Bortset fra at AB åbenbart vil genoplive en venstrefløj som den var en gang til forskel fra undertegnedes større tvivl om det meningsfyldte deri, er der megen fornuft i hvad der skrives. Nok mere end i 80-90 % af debatten, i særdelesheds Informations. Husk på at gevinsten ved “mere ærlighed” snarere er, ja netop mulighed for ansats gensidig respekt eller agtelse , end det nødvendigvis er en konsensus som vi nok alligevel ikke når. Erosionen af den gensidige agtelse er jo nok efterhånden i høj grad udbredt også mellem forskellige “lejre” blandt landsmænd, fuldt så meget som mellem etniske grupper (så kan nogen jo råbe “hurra” hvis de vil over at modsætningerne, den manglende forståelse og det der er værre skam slet ikke kun er “etnisk”!)
Man hører, hvad man vil høre.
Venstrefløjen er ikke, hvad venstrefløjen var, alt efter hvor man antager, at socialismen befinder sig.
Forbrugersamfundets kamp om massrne har forlængst vundet masserne og sløret ideologierne, så både socialdemokrater og SF’ere er fulgt med strømmen og har forvansket ideerne.
Liberalismens ytringsfrihed er blevet en afdeling af anarkiet, end ikke som engang påstået i Sovjet, at dommerne dømte ifølge masserne og derfor måtte følge ytringsfriheden. Dommerstanden er blevet en klasse i samfundet, der dømmer efter flertalsretten.
Det største hukommelsestab for Jan-Erik Ebbestad Hansen og andre, der åbenbart ikke tager fjernynsudsendetser lil efterretning, er, at klassesamfundet stadig består med en forbrugermasse og en overklasse, der udnytter de svage og de fattige.
S-SF gentager blot, hvad højrefløjen siger. For de svage asylansøgere, siger man som Steincke sagde eller som Birhte Rønn Hornbech med DF:
Asylret “er ikke en ren juridisk ret for flygtningen…. men en ret for tilflugtsstaten…. højst en forhåbning hos emigranten om, at tilflugtsstaten vil benytte sin ret til ikke at udlevere ham” (Steincke 1937).
Og hvad de fattige angår, gik den socialistiske venstrefløj også i rette med Steinckes socialreform (1933) omtrent som i dag over for S-SF og regeringen sociale profil: Den forsikrer staten imod revolutioner og skaber ro til fortsat udbytning. Disse ideolgifornægtere må dog afvise, at underklassen og fattigdommen findes. I dag har vi oven i fået en tredje verden lige ind ad døren, men som vi under klimamøder overser, og som får S-SF til at gå i krig imod sammen med højrefløjen.
Til den skarptskuende men konverterede nordmand: Uden socialisme ingen venstrefløj, og uden venstrefløj intet demokrati!
Denne kommentar er anbefalet af:
Fremragende kommentar af Per Diepgen, der straks får min anbefaling.
Per Diepgen får også en anbefaling herfra.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over den ringe kvalitet i denne tråd. Nogle indlæg er kryptiske, forvirrende ironiske og ikke særligt gennemtænkte. Flere er fulde af fejl, der tyder på, at folk ikke respekterer deres læsere så meget, at de gider skrive kladde.
Per Diepgen får anbefalinger. Tillykke med det! Jeg spørger mig selv, om anbefalingen går på denne:
”Uden socialisme ingen venstrefløj, og uden venstrefløj intet demokrati!”
Jamen dog! Hvad er det for en socialisme? Den vil jeg da gerne høre lidt mere om. Det må være en, der ikke er opfundet endnu, for det, der har været opført indtil nu, har ikke haft så meget held i sprøjten - ud over socialdemokratismen.
Prøv lige at være konkrete!
Gotfred Appel (Blekingegade bandens mentor) havde en pointe m.h.t. den velbjærgede danske arbejderklasse.
Uligheden på tværs af nationer var langt større end mellem klasserne inden for samme nation.
DF-rationalet mod den danske underklasse er:
“Hvis vi ikke holder de andre ude, bliver der mindre til jer. Kapitalisterne kan i aldrig vinde over - de er for smarte - sæt jer realistiske mål - spark ud efter dem, der er endnu længere nede i hierakiet.”’
En borgerligt domineret presse gør det umuligt at modsige dette.
Skal vi sige “skakmat” ?
(i hvert fald indtil venstrefløjen får adgang til en presse, der ses af andre end dem selv)
”Uden socialisme ingen venstrefløj, og uden venstrefløj intet demokrati!”
@ Niels-Simon Larsen
Selv i USA har man 2 partier. Det må vel være et minimum for at kunne kalde sig for et demokrati?
Her i Danmark har man adskillige partier. Har vi demokrati, hvor mindretallet har noget at skulle have sagt?
Er det demokrati?
Venstrefløjen har altid lidt af sygdommen: ”Det er forfærdelig synd for os. Vores modstandere er rige giganter, der hele tiden snører os, fordi vi er så dumme”.
Venstrefløjen har ingen presse, og mindretallene bliver ikke hørt. Det er jo det, Inger og Gorm siger.
Der er endvidere en tendens i trådene til, at man skal være antiracist. Det er ganske gratis. Nogle gør så meget ud af forbandelserne over de der racister, at det virker helt racistisk, men hvis en antiracist ikke gider overveje sit indlæg, men bare fyrer det af i vrede, giver jeg ikke meget for det.
Hele artiklen gik ud på, at vi skulle tænke over, hvad ’venstrefløj’ er i dag. Jeg har givet nogle forslag i mit første indlæg og regnede med, at det var den vej vinden skulle blæse, men der var jeg åbenbart naiv.
Ja, du er naiv, og heldigvis for de endnu naive.
Niels-Simon Larsen
Tænk bare på, hvor megen ballade tobak og sund mad kan give mellem venner og bekendte.
Come on.. havde du forventet at blive taget alvorligt
Dine forslag - og en hel del flere - er naturlige fokusområder for et socialistisk menneske, men vi går ikke på gaden for dem…
Det der presser socialisterne er at højrefløjen besidder magt- og medieapparatet (og det er et problem uanset hvad du siger) og at højrefløjen bruger denne magtposition til at pådutte socialisterne en moralsk mission i islambekæmpelsen.
Socialisterne er klassekampsorienteret og vi angriber overklassens privilegier og ikke undertrykte befolkningsgrupper ..og når socialisterne støtter oprørsgrupper ude i verden bliver de dømt efter terrorparagrafferne
Til NSL:
Manglende protest over allerførste indlæg skyldes manglende uenighed. Rammer meget godt den kvalme, der kan være over det “politisk korrekte”.
Forskellen på sports-elite og kultur-elite er, at ved sports-eliten er der en uvildig kampdommer til at dømme.
Kultur-eliten har kun sig selv til at udråbe sig selv til at være eliten.
Almindelige mennesker vil ikke vide af dem, og uvildige dommere har vi ikke.
Inger dog.
Du som plejer at være vagthund over en saglig debat.
Tsk tsk
@Bill: Det er blevet et traume for os, at højrefløjen kan banke løs på islam, så at enhver, der taler mod politisk-islam, bliver skubbet over i favnen på Pianisterne. Det er en af de ting, artiklen nævner. Når jeg tænker tilbage på arbejderne (dengang de rigtigt fandtes), mindes jeg ikke, at de havde noget til overs for nogen, der tog religion alvorligt.
Når nu folk her erklærer sig som antiracister, betyder det, at de ikke giver fx islam fingeren af frygt for at blive kaldt racister. Det lammer venstrefløjen, for hvis der er noget, vi er imod, så er det fordummelse på ethvert plan, og derfor skulle vi have kridtet banen op fra starten, venligt men bestemt. Straffen følger af sig selv. Jeg sidder i bussen og ser ganske små piger i en kulturel-religiøs fangedragt. Hvad ligner det?
Venstrefløjen har et uldent forhold til vores egen religion. Villy Søvndal blev for ikke så længe siden gift i en kirke. Paris var måske en messe værd, men alligevel.
Jeg gider ikke deltage i amokløbet på højrefløjen. Det er venstrefløjen, det er galt med. Selvransagelse og storvask er der brug for, men hvem gider?
@G.P.: Nå, og hvad så? Hvad vil du gøre ved det? For ikke længe siden talte du varmt for selvmordet, og jeg regnede med, at du ville foregå os andre med et godt eksempel, men du skriver stadig, har jeg lagt mærke til. Godt gået!
Både C, V og A har i tidens løb stået for “reformer”, der har stabiliseret det borgerlige samfund, straf styrker det etablerede klassesamfund, sociallove sikrer ro til udbytning, og når man forsøger en kulturrevolution på venstrefløjen (som stadig pågår) forarges borgerligheden over kulturradikalisme. Lovene er skruet sammen, så de svage og fattige selv kommer til at betale for deres egen forsorg, og hvem andre end manden på gaden kan tænkes at stå med følgerne af finanskriser, for de ansvarlige er forsvundet. Regeringen kræver, at regeringens overforbrug betales af arbejdsløn, efterløn, hjemmepleje og andre sociale værdier, At skære i alle de andre store udgifter, f.eks. krigsførelse, siges at være ‘uansvarlige’.
Socialisme er stadigvæk solidaritet og tolerance, uanset tro, køn osv.
Tsk, tsk!
Ak ja, hvor kan man tage fejl.
Hvem siger at det ikke kunne være et fremskridt at vi måske reelt ikke længere rigtig har en venstrefløj “classic”?
På den anden side virker det der til dels har afløst, ikke særlig afklaret. Det virker lidt som et sæt “modsat” eller “anti” holdninger - i forhold til “vesten”, “kapitalismen” , “nationen” og alt hvad de står for - og så er det i øvrigt revnende ligegyldigt hvem man kaster sig i armene på?
Hvis det “nationale” eller “etniske” ses som så negativt her hvorfor i øvrigt dyrke det på afstand?