Clemens Stubbe Østergaard (CSØ) satte i et indlæg i sidste uge lighedstegn mellem respekt for Kinas styre i Tibet og politisk klogskab: Vi burde forlængst have føjet os efter Kina og undladt at tage imod Dalai Lama.
Men skal vi sælge ud af vore idealer for at imødekomme de ledere, der ifølge Kinas grundlov er »folkets demokratiske diktatur«, og som efter 60 år fortsat ikke tør bede deres egen befolkning om lov til at regere?
Den kinesiske regering opbygger med sine menneskerettighedskrænkelser et stort demokratisk underskud til fare for både Kina, Tibet og os selv i form af et potentiale for uro og konflikt. Hvis vi mener at have et alternativ til et sådant system, må vi stå fast på vore principper. Vi har ikke råd til at sælge vores sjæl. Det fører blot til, at vi i fremtiden må indskrænke vore egne rettigheder.
Et slaraffenland
Vaclav Havel advarede i et interview med Foreign Policy Magazine den 9. december mod den type kompromiser ved at sammenligne Obamas nylige afvisning af Dalai Lama med Frankrigs appeacementpolitik over for Tyskland i 1938: »det var begyndelsen på en kæde af ondskab, der siden førte til millioner af dødsfald«. I Kinas tilfælde medfører en sådan leflen kun yderligere krav. Som Havel påpegede: Kina »respekterer, når man står fast, når man ikke er bange for dem. Når nogen gør sine bukser snavsede på forhånd, respekterer de dem ikke mere for det.«
Kina er et slaraffenland for de, der ikke gider menneskerettigheder og demokratisk medbestemmelse. Derfor ser man her en alliance mellem gamle marxister og hardline kapitalister, der gerne vil agere uden hensyntagen til folkets kritiske røster, miljøkrav eller frie fagforeninger.
CSØ er altid rede til at forsvare den kinesiske regering, og medierne bruger ham helt ukritisk som ekspert, selv i spørgsmål om Tibet, som han ikke har forstand på. I CSØs og mange danske sinologers perspektiv er Tibet blot en irriterende sten i skoen, der gør deres lange march mod Kinas storhed en smule mere ubekvem. De nægter at sætte sig ind i Tibets historie fra andet end et kinesisk perspektiv, selvom der i dag er en righoldig videnskabelig litteratur om Tibet og internt blandt sinologer er flere, der dekonstruerer den kinesiske nationalisme, som opstod omkring qingdynastiets fald, og hvis forsøg på at omdefinere Kina til hele qingemperiet er årsag til bl.a. konflikten med Tibet.
Mere almennyttig kritik
Tibet var i 1720-1911 nominelt et protektorat under manchurernes qing-kejserdømme, men blev aldrig som CSØ påstår en del af Kina, heller ikke i datidens kinesiske perspektiv. At ingen andre lande end Mongoliet anerkendte Tibet ændrede intet ved landets reelle uafhængighed i 1912-1950 (eller før 1720), da Tibet opfyldte folkerettens krav om reel magtudøvelse på et afgrænset territorium og havde diplomatiske relationer med naboer. Ligesom Taiwan kan stater godt være uafhængige uden at være anerkendt.
Burde lektor CSØs skattefinansierede forsvar for den kinesiske ledelse ikke vige for en mere almennyttig kritik af denne selvbestaltede magtelites politik og en alliance med de kræfter, der forsøger at gøre Kina til et retssamfund, modvirke censuren og styrke pluralismen? Det ville være klogere end at støtte den kinesiske nationalisme.
Anders H. Andersen er fmd. for Støttekomiteen for Tibet
Kommentarer
Nu betviler jeg ikke der findes bode religios og politisk unddertrykkelse sted i Kina.
Men Nor Anders H Andersen taler om den frie organisations ret for fagforeninger, so tro neppe den vil vare at finde i Tibet hvis de var selvstadige.
Jeg har ikke viden nok til at udtale om Tibets historie, men ved at Kina ikke bare undertrykker deres miniriotets befolkninger, hvor minioriterne har ret til fo mere end en et barn.
At Kina har haft en blodig historie og der har fundet overgreb sted imod menneskeheden skal jeg po ingen mode forsvare.
Men jeg forholder mig til FN tal om fattigdoms bekampelse so er Kina et af de fo lande i verden der foet tallet til falde med op imod 300 millioner. Samt har de med deres familie politik skabt grobund for foraldrene har haft okonomisk overskud til stotte deres borns uddannelse.
PT er jeg po Philippinerne og oplever med egne oje fattigdomen og det at leve i armod og hverdag er kamp for tjene penge for fo mad po bordret for millionerne af mennesker her i landet.
Philippinerne er et demokrati men du vil finde en storre undertrykkelse af lon arbejder her i landet end i Kina. Og havde Philippinerne ikke varet styret af kristne og muslimske familie og samfundsvardier men den kiniske so havde det po inghen mode varet nodvendigt at so mange mennesker her skulle go sulten i seng eller skulle arbejde 7 dage om ugen i vise tilfalde ned til 160 kr. i moned med kosten.
Verden er ikke bare et rart sted at vare for mange mennesker der lever urimelig menneskelige forhold. Der har Kina tros alt udvist denne medmenneskelige ansvarlig i at erkende problemet med overbefolkning og fattigdom.
Og er du fattig og ikke har penge til sende dine born i skole og give dem den nodvendig kost de brug for er demokrati en by i Rusland.
Du har jo ikke set den nedgang af fattige mennesker i feks Indien tros de ogso er et land der igennem det seneste ortid har haft en massiv okonomisk vakst.
Men ellers er Philippinerne et fantastisk land at vare i bortset for varmen, og det gor mig ondt nor jeg moder mennesker der har so hordt et liv po grund af en manglende politisk styring og befolkninges manglende tillid til det politisk system.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Jeg kan ikke se nogen underbyggelse i artiklen af det synspunkt at danske sinologer generelt er normativt indstillet overfor den konforme kinesiske statsytring .
Hvis man ikke kan se, at Clem ens Stubbe Østergaard støtter det diktatoriske kinesiske regime, så må man være blind.
Hvem er de Kina-regimekritiske sinologer i Danmark?
Jeg har ikke lagt mærke til nogen (kan være min fejl).
Tibet er en del af Kina og er ligesom med grænserne andre steder i verdenen et resultat af tidligere tiders magtudøvelse og konflikter. Næppe mere undertrykt end millioner, måske endda end milliarder af andre af verdens borgere, og man kan spørge sig selv, hvor udgangspunktet med dag nul skal placeres, hvis man begynder at spole historien tilbage med selvstændighed for alle disse. Der er stadig stort behov for arbejde for menneskerettigheder verdenen rundt, men boykot og stærke fordømmelser er desværre hovedsageligt kontraproduktivt og hvad nationalisme angår blot politisk wellness for de lande, der udfører den slags.
Jo, men juridisk sikkert også med divergerende opfattelser om definitioner, erobrede eller besatte områder, folkeret, ønsker om selvstændighed etc.
@JT > “Hvem er de Kina-regimekritiske sinologer i Danmark?”
Alle andre end Clemens Stubbe Østergard ? Jeg ved det ikke . Det er heller ikke noget der findes oplyst i artiklen .
Jeg vil gå udfra danske sinologer, ja vel næsten sinologer i det hele taget er regime-kritiske . At der faktisk findes en udbredt konsensus i sinologiske kredse af regime-konformitet er nyt for mig . Mit indlæg var måske for skråsikkert .
Jeg vil gerne stadig se det underbygget at det skulle forholde sig sådan, på trods af at jeg altså åbenbart beder om noget der for dig og Anders H. Andersen er helt indlysende .
Til Steen: Min hensigt var på ingen måde at beklikke en hel faggruppe eller påbegynde en hetz mod navngivne personer. Derfor vil jeg heller ikke komme med yderligere kildehenvisninger, men må henvise til aviserne og de øvrige medier, hvis debat om Tibet jeg har fulgt i de seneste 20 år. Når jeg brugte et upræcist udtryk som “mange danske sinologer” var det alene for at påpege, at det er påfaldende, at flere toneangivende sinologer i Danmark i så høj grad udtrykker støtte til centrale punkter i den kinesiske nationalistiske historieomskrivning, der gælder Tibet og landets politiske status - også selvom de er kritiske overfor krænkelser af menneskerettigheder.
Til Henrik: Voldelige annektioner blev forbudt med FN-pagten i 1945. I §2 Stk. 4 står der: “All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state”. Så 1945 markerer i mine øjne en passende “dag nul” i den sammenhæng. Eftersom Tibet blev invaderet af Kinas hær den 6. oktober 1950, må besættelsen siges at være ulovlig.
Det faktum, at Tibet på det tidspunkt i praksis var uafhængigt, var noget som de lande, der havde diplomatiske forbindelser med Tibet, herunder UK, Indien, Kina, Nepal, Bhutan m.fl., anerkendte (men som p.g.a. rent politiske interesser aldrig førte til en formel anerkendelse af Tibet). Det danske udenrigsministerium beskrev også den kinesiske invasion af Tibet som ulovlig i et notat den 4. december 1950. Støttekomiteen for Tibet overvejer pt at offentliggøre dette og andre dokumenter på vores hjemmeside, www.tibetkomite.dk.
Derfor er det et svigt af dimensioner, at den danske regering nu anerkender Tibet som en del af Kina.
Til Claes: Det tibetanske eksilsamfund er i dag demokratisk og har frie, private organisationer.
….ja det undrer også mig, at man har så travlt med,
at bakke op omkring et KOMMUNISTISK DIKTATUR!
….Så indrøm da ligeud, at menneskerettigheder
rager jer en høstblomst.
Tibet fortjener vores opbakning!!
Anders,
Så langt mit engelske rækker lyder det da flot med §2 stk. 4, men uden at være jurist endsige have læst pagten i sin fulde ordlyd så er det svært at få øje på, at den slags bliver praktiseret i stor stil, og hvad er det så værd andet end nogle hensigter på et historisk tidspunkt. Desværre er der nok også mange. som stadigvæk ville føle sig besat, revet over eller frarøvet på forskellig vis, hvis et givet verdenspoliti kunne spole alle grænser tilbage til nogle faste fra 1945, men hvad var meningen også, hvis ikke en domstol bakket op af en fælles magt kunne tvinge det igennem.
Ellers er det da påfaldende, at dengang den nuværende regering var i opposition så var der ikke grænser for hvad man skulle gøre og sige i forhold til det onde Kina, hvorimod man pludselig blev mere pragmatisk eller måske rettere økonomisk anlagt, da man selv kom til fadet. Som antydet er det min holdning at kampen er håbløs, og næppe værd at beskæftige sig ret meget med for en buddhist (forstå mig ret) samt i sig selv en slags nationalisme ligesom at forskellige boykots gennem tiden bl.a. har skabt nationalisme, sammenhold blandt ‘fjenden’ og langt dårligere betingelser for dem som populistiske politikere i andre lande har hævdet at de ville hjælpe, når de benyttede alverdens sager som redskaber til at erobre eller bevare magt. Og nej, jeg tvivler ikke på at forholdene er ideelle i Kina, når man kan blive buret inde i mange år for at have en anden holdning end systemet.