Opslag til denne artikel

Emneord:finanskrisen
Personer:Claus Hjort Frederiksen
Organisationer:EU
Steder:Danmark, Holland, Island, Storbritannien

Islands finansminister, Steingrimur K. Sigfusson, regner med, at det islandske folk stemmer ja til Icesave- loven, når den bliver sat til folkeafstemning i slutningen af februar eller begyndelsen af marts.

Det siger den islandske minister under et besøg i Danmark, hvor han har mødtes med sin danske kollega, Claus Hjort Frederiksen (V), for at forklare Islands holdning til betaling af Icesave- lånet.

»Vi har intet behov for en politisk krise oven i den økonomiske,« siger Islands finansminister, der er på rundtur i Norden for at gøre opmærksom på landets holdning efter præsident Ólafur Ragnar Grimssons veto den 5. januar.

Det usædvanlige skridt betød, at Islands regering fik travlt med at forsikre om, at Island på trods af alt agter at overholde sine økonomiske forpligtelser. Icesaveloven betyder, at den islandske stat over 14 år skal tilbagebetale 28 milliarder danske kroner, som Storbritannien og Holland udbetalte i indlånsgaranti til kunder i den krakkede islandske internetbank, Icesave.

Vi har gjort alt’

Islands parlament var ekstraordinært indkaldt i går for at få drøftet rammerne for den usædvanlige folkeafstemning.

»Det, vi lægger vægt på, er, at parlamentet og regeringen har gjort det, som skulle gøres for at holde den aftale, der er indgået med Storbritannien og Holland. Vi har gjort alt som kræves, også af Den Internationale Valutafond IMF,« siger Steingrimur K. Sigfusson.

Han mener, at Island har fået alt på plads, så også anden del af IMF-lånet kan udbetales.

»Regeringen vil gøre sit for, at konsekvensen af præsidentens beslutning bliver så minimal som mulig og ikke blokerer for Islands økonomiske genopbygning,« siger Steingrimur K. Sigfusson.

Islands finansminister ønsker ikke at kommentere præsident Ólafur Ragnar Grímssons bevæggrunde for at nedlægge veto mod Ice- save-loven, men siger, at regeringen nu vil forberede den folkeafstemning, som man er forpligtet til efter grundloven.

Også oppositionen har ændret signaler i retning af et ja.

Problemet skal løses, så det ikke blokerer for Islands økonomiske udvikling, siger Sigfusson og tilføjer, at det europæiske regelværk forpligter. Han mener dog, at en del af ansvaret også ligger på Storbritannien og Holland og på EU, da det bunder i et europæisk system.

Sigfusson er meget tilfreds med de møder, han har holdt med sine nordiske kolleger, ritzau