Uenigheden om efterlønnen er blusset op igen både i den røde og den blå lejr i lyset af den økonomiske krise.
Den konservative leder Lene Espersen opfordrede i går til, at aftalerne om senere efterløn og folkepension begynder at træde i kraft langt tidligere end i 2019, som det ellers blev aftalt i 2006 mellem regeringspartierne, Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti.
Den radikale leder, Margrethe Vestager, vil gerne afvikle efterlønnen, mens både Socialdemokraterne og Venstre afviser at diskutere det.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, mener, at den økonomiske krise kræver, at folk arbejder, til de når en højere alder.
»Hvis vi havde sørget for, at flere danskere blev lidt flere år på arbejdsmarkedet, havde vi faktisk løst den udfordring, vi står over for,« sagde hun i går på det radikale nytårsstævne i Nyborg.
»Hvis vi ønsker at løse det langsigtede økonomiske holdbarhedsproblem, ville det fornuftige måske være at sige til de partier, der står bag velfærdsforliget, at det kunne indføres - indfases - hurtigere, end vi havde lagt op til,« siger Lene Espersen, der understreger, at hun ikke er ude på at afskaffe efterlønnen.
Men det kommer aldrig til at ske, at velfærdsforliget bliver genåbnet, fastslår Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, der er klar i mælet af sin kritik af Lene Espersen.
»Jeg siger nej. Det kommer ikke til at ske. Det er halsløs gerning, når Lene Espersen er ude med et emne, som, hun udmærket godt ved, ikke kan gennemføres. Tværtimod skaber Lene Espersen stor utryghed i befolkningen specielt i en tid, hvor arbejdsløsheden og statens underskud stiger. Det er meget drastisk, og det viser, at der er uenighed i regeringspartierne. Det gør ikke trygheden større,« siger Pia Kjærsgaard, der opfordrer regeringspartierne til at sætte sig ned og blive enige.
Hvad er linjen?
Den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, mener, at Lene Espersen har skabt total forvirring om regeringens politik. Thorning-Schmidt presser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for en opklaring, efter at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har afvist at sige noget.
»Enten må vi tro, at det er hele regeringen, der ønsker at åbne velfærdsaftalen, eller også må statsministeren på banen og forklare, hvad regeringens holdning egentlig er. Regeringen er én regering,« siger Thorning-Schmidt.
»Vi vil ikke åbne velfærdsforliget, for det skaber maksimal usikkerhed for alle de mennesker, der planlægger deres tilbagetrækning,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Den radikale leder Margrethe Vestager peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister og retter en sønderlemmende kritik mod den borgerlige regerings økonomiske politik. Men Vestager er helt på Lene Espersens side lige netop i sagen om velfærdsforliget.
»Jeg synes, at det er helt oplagt at indkalde velfærdsforligskredsen og give aftalen et eftersyn og se, om den matcher den udfordring, der er,« siger Vestager.ritzau
Kommentarer
Efterlønnen som blev sin egen.
Ideen om efterløn opstod hos SID som en et svar på 1970’ernes arbejdsmiljøproblemer. De nedslidte skulle have en anden exit-mulighed end de allerede etablerede førtidspensionsordninger – og gerne med et højere ydelsesniveau.
De seneste 5-12 års efterlønsdebat har stort set udelukkende handlet om efterlønnen som et finansielt og politisk problem. Baggrunden for denne efterløns-pessimisme er imidlertid en succes-historie. Historien om en ordning der i overvældende grad blev en succes. En succes som så på længere sigt skabte lock-in effekter, skabte en massiv interessemobilisering bag efterlønnen og skabte efterlønnen som et selvstændigt politisk felt i den danske velfærdsdebat.
Kunne man have forudset den store succes?
Der er flere advarsler om det undervejs. Men reelt så har det været meget svært at komme med kvalificerede bud. Og så sent som i juni 1978, kunne Jyllands-Posten på baggrund af en Observa-undersøgelse, som viste, at tilslutningen til efterløn var lavest hos de ældre, slå fast: Det antyder måske, at forslaget vil få behersket succes, hvis det vedtages.
”Sådan gik det ikke. Efterlønnen blev en succes – og dermed både et problem og et symbol. Et symbol for så vidt som, at arbejderbevægelsen i stigende grad skulle se efterlønnen som
velfærdsstatens lakmusprøve. For socialdemokratiske efterlønstilhængere som Svend Auken var efterlønnen i 1991 ”den største menneskelige succes i årtier”, mens partiets daværende næstformand Lene Jensen erklærede: ”Jeg elsker efterlønnen, og den skal vi for Guds skyld beholde.”. For modstanderne var det lige omvendt – ikke så snart havde Venstre forladt SV-regeringen i 1980 før partiet slog pjalterne sammen med De Konservative og stille krav om stramninger af adgangen til efterløn og på længere sigt (fra midten af 1990’erne) om dens afskaffelse. Efterlønnen fik dermed et overnaturligt liv – den fik en betydning ud over sin egen institutionelle repræsentation.
I det hele taget dukkede diskussionen om efterlønnen op gang på gang i 1980’erne og 1990’erne i forbindelse. Nogle ville sikre den og andre ville godt af med den. For ”tilhængerne” blev den et symbol på de gode sider ved den danske model – på ”modstandere” og kritikere, så blev den et symbol på af velfærden var blevet for dyr. Tilhængerne snakkede om nedslidte arbejdsmænd og rengøringskoner, men modstanderne pegede på sygeplejerskemangel og golfspillende tandlæger. På den måde vedblev efterlønnen at fylde på den politiske scene: Som symbol, som finansielt problem, som en social rettighed – og som et element i det taktiske spil mellem partierne. Efterlønnen er en social landvinding for samfundet og en solidarisk håndsrækning til de ældre på arbejdsmarkedet”.
På LO’s kongres i 1979 slog formanden Thomas Nielsen fast, at ”I samarbejde med Socialdemokratiet lykkedes det os også at få gennemført efterlønsreformen, som jeg anser for det største fremskridt for lønmodtagerne siden dagpengereformen fra 1971.” Også i Anker Jørgensens indlæg på kongressen blev det gode samarbejde mellem parti og fagbevægelse i netop denne sag trukket frem, og statsministeren konstaterede, at ”efterlønsordningen er gennemført næsten helt efter den model, som SID og LO lagde op til.”
Efterlønnen er og bliver sin egen og bliver ved med at være dette takket være bla Svend Auken. Den bliver aldrig afskaffet så længe at Socialdemokratiet og SF eksisterer. Dertil er denne ordning for vigtig for de to partier, og for os nedslidte der ser frem til at kunne gå på efterløn.
Og til de partier som fortsætter med at sætte spørgsmålstegn ved ordningen begår de et gigantisk selvmord som kan aflæses ved næste valg.
Det er da udmærket at diskutere Efterlønnen og ganske underholdende at læse de mange spruttende indlæg om samfundsnassere, overvintrede 68’ere, bomber under velfærdssystemet (de reaktionære sku da være glade for at få en undskyldning for at forværre velfærden på en række områder - som om den ikke var blevet forværret alligevel!)
Efterløn er jo bare en måde at flytte ledigheden inden for et fag - især positivt hvis unge arbejdsløse kan overtage ens job og efterlønneren overtager den arbejdsløses situation. Det kan kun være et problem i fag hvor der ikke er nogen arbejdsløshed overhovedet. Og så er det vel snarere et uddannelsesproblem. Også fint at mange således accepterer at indskrænke livsstil og forbrug og undvære en række unødvendige luksusgoder (bil, hus, fladskærm osv…)
Man kan være nedslidt på andre måder end fysisk - man kan være udbrændt og demoraliseret af dårlige forhold på arbejdspladsen. Jeg er sikker på at Efterlønnen har været den gulerod som gjort arbejdet udholdeligt for en del især offentligt ansatte i denne sorte tid fra 2001, hvor VKO dårligdommene har metastaseret overalt med elendig og kontrolfikseret arbejdsledelse uden faglig begrundelse. Og med en happy go lucky indførsel af købmandshandel over alt som en slags kvalitetskontrol: ‘hvis de køber ydelsen så må der da være noget ved den’. Jow, godav do!
Så Efterlønnen er osse god for systemet som en slags sikkerhedsventil, der får de elendige arbejdsforhold i DK til at blive bare nogenlunde acceptable i en periode for en del mennesker. Det ville selvfølgelig være bedre hvis man ændrede disse dårlige forhold, i stedet for at ty til sikkerhedsventiler. Og her repræsenterer en del EL’er en positiv reaktion mod det dårlige arbejde, som ikke kan ændres ‘indefra’ for tiden!
Mange efterlønnere benytter friheden til at arbejde på en mere tilfredsstillende måde, som osse har været nævnt i flere debatindslag her i bladet i den senere tid: EL’ere kan være aktive i socialt nyttige funktioner, med eller uden løn, som regel uden: fx undervisning i en række fag og på en mere uformel måde, en slags aftenskolesystem uden for det officielle, håndværksmæssig undervisning til en række mere eller mindre hobbybetonede fag (bygning af cykler, højtalere, musikinstrumenter, møbler, tøj, keramik, træarbejde osv hvor kommercielle interesser ikke har nogen berettigelse) eller social arbejde (gode råd, juridisk bistand, hjælp med økonomi, terapi). Alt sammen en slags alternativt arbejdsmarked, som regel udført ulønnet og uden de begrænsende administrative kontrolmekanismer som det offentliges tilsvarende ydelser begrænses af. Og efterlønnerne er en vigtig del af denne udvikling, som gerne skulle fortsætte og udbygges yderligere.