Omfattende demonstrationer fylder i disse dage Tehe-rans gader, og det går vanen tro ikke stille for sig. Anholdte i hundredvis, sårede og sågar dræbte demonstranter tegner billedet. Udenrigsminister Per Stig Møller har som USA’s præsident Barack Obama og resten af det internationale samfund i den forgangne uge med rette fordømt den iranske Revolutionsgardes brutale fremfærd over for de regeringskritiske demonstranter.

I en sådan situation, hvor en politistats helt åbenlyse undertrykkelse af folkelige protester foldes ud i fuld effekt, kan selv antydningen af en parallel til de hjemlige forhold virke upassende, ja, nærmest uhørt provokerende. Det må imidlertid ikke afholde os fra at stille os selv det muligvis provokerende men i lyset af den aktuelle situation også presserende spørgsmål: Er det, der foregår i Iran, i virkeligheden så forskelligt fra det, vi er vidne til herhjemme?

At påstå, at Dansk Politi kan sidestilles med den berygtede Revolutionsgarde, er at undervurdere sidstnævntes styrke og magt. Der er dog en bemærkelsesværdig lighed i måden, hvorpå de to politistyrker anvendes i de to regeringers respektive ideologiske projekter. Ud over at fungere som statens bastion overfor ‘lømlerne’ på gaden, tjener de begge som led i opretholdelsen af det herskende regimes ideologiske fundament.

I journalist Kim Bildsøe Lassens interview med Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, bragt på DR1 15. december, siger præsidenten med henvisning til masseanholdelsen af de knap 1.000 mennesker under den store folkelige klimademonstration i København et par dage forinden, at »det, der skete i København, var også det, der skete i Teheran.« For Ahmadinejad er der klar lighed mellem Dansk Politis ageren i forbindelse med COP15 og Revolutionsgardens håndtering af de massive folkelige protester, der har fundet sted i Iran siden hans betvivlede genvalg til præsidentembedet i juni måned i fjord. Som han selv udtrykker det: »Hvorfor greb politiet ind over for demonstranterne? Tåregas, knipler… Hvorfor gjorde politiet det? Fordi der er lov og orden i Danmark. Folk er frie til at protestere, men de skal respektere loven. Det skal de«.

Logikken er klar

Dagen inden, Kim Bildsøe interviewede Ahmadinejad, udtalte justitsminister Brian Mikkelsen sig i et live-interview til TV 2 Nyhederne om selv samme begivenhed. Ifølge justitsministeren har Dansk Politi med masseanholdelsen ved klimademonstrationen »forhindret, at danske og udenlandske aktionerende har smadret byen, har sat byen i brand, har angrebet politiet og almindelige mennesker«, hvorfor der for ministeren kun er grund til at »rose politiet for den indsats, man iværksatte i går aftes og i dag«.

Logikken er klar: Der hersker lov og orden, det skal politiet opretholde, og derfor er politiet ikke alene tvunget til at agere, som det gør, dets ageren må også bifaldes. Brian Mikkelsen og Mahmoud Ahmadinejad ser med denne logik begge politiets/gardens ageren som rimelig, retfærdig og nødvendig: Politiet/garden slår ned over for folkelige protester, da der er lov og orden i Danmark/Iran, og det er politiets/gardens opgave at forhindre bål og brand i gaderne.

Dette sammenfald i måden at forholde sig til politiets/gardens ageren er ikke en tilfældighed. Tværtimod er det en behændig måde at fremstille et kontrolapparat, som fungerer i den siddende regerings og dennes ideologis tjeneste. Den ‘nødvendighed’, der af magthaverne i retssamfundets hellige navn tilskrives politiets aktioner og de udvidede beføjelser, er en del af den ‘nødvendighedens politik’, som har præget 00’erne på den hjemlige bane - og dette i særlig grad på det retspolitiske område.

Med denne tilgang afskrives enhver form for kritisk stillingtagen til, hvad loven tillader, og i særdeleshed hvad den ikke tillader. Ligeledes undgås diskussionen om, hvordan politiet bruger de ‘værktøjer’ (læs: øgede beføjelser med indskrænkede borgerrettigheder til følge), som det har fået fra politisk hold. Med nødvendighedsretorikken kamufleres den konservative ‘lov og orden’-ideologi, der ligger til grund for såvel politiets ageren som de konkrete politiopgaver, der søges udført, og de kritiske spørgsmål undgås således på belejlig vis.

Som Iran-ekspert Ali Alfoneh argumenterede for i Deadline 22.30 på DR2 i den forgangne uge, må Revolutionsgarden ses som en ideologisk hær, der fungerer som forsvar for regimet og dets ideologiske fundament. Denne funktion er imidlertid ikke reserveret den iranske garde. Ud over at være afgørende for udførelsen af regeringens retspolitik og herigennem også fungere som fysisk forsvar for regimet, som vi bl.a. fik det at se med al tydelighed i forbindelse med tvangsudvisningerne af de irakiske asylansøgere, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirken, tjener Dansk Politi som vigtigt instrument i den danske regerings ideologiske projekt.

Kompromisløs tilgang

Konservative justitsministre har siden regeringsskiftet i 2001 ført en retspolitik, der har fordret konfrontative politiindsatser, mindre nærpoliti og en kompromisløs tilgang til ‘uromagere’. Dette har været kraftigt medvirkende til at skabe et modtryk rundt om i landet, som bl.a. fik luft ved de landsdækkende ildspåsættelser startet af ‘unge indvandrere’ i februar 2008, og som også har resulteret i voldsomme reaktioner på Christianshavn på baggrund af aggressive, politibårne Christiania-politik.

Samtidig med at være en (delvis) konsekvens af den hårde nultolerance-politik, der er blevet ført på det retspolitiske område, er sådanne begivenheder blevet brugt til at legitimere selv samme. Det er netop i forbindelse med disse, at politikere fra DF, K, V, S og senest også SF står i kø for at fordømme ‘ballademagerne’, ‘lømlerne’ og ‘de utilpasse unge indvandrere (og deres forældre)’ og i samme åndedrag understrege ‘nødvendigheden’ af endnu flere beføjelser til politiet og endnu strengere straffe til lovovertrædere.

I nødvendighedens navn

Med Dansk Politi som spydspids skabes de konflikter, der danner basis for den siddende regerings ideologiske fundament, samtidig med at muligheden for folkelig opposition indskrænkes. Dansk Politi bruges således som instrument i en ideologisk kamp, hvor skarpe ‘os/dem’-modstillinger og hård straf- og disciplineringsmentalitet er bærende piller.

Det er uden tvivl på sin plads med fordømmelse af Revolutionsgardens fremfærd overfor de iranske demonstranter. Samtidig er det dog vigtigt at være opmærksom på det problematiske i en binær os/dem-modsætning med forståelsen af »dem i Iran, de undertrykkende, der bruger politistyrken til opretholdelse af regimet og dets ideologi« modsat »os i Danmark/Vesten, der ikke gør«. En sådan giver et forkert billede af, hvad der i virkeligheden finder sted. Herhjemme tjener Dansk Politi i høj grad også som regimets og ideologiens vogtere - i nødvendighedens navn.

Andreas Hagedorn Krogh er stud.scient.soc, Socialvidenskab og Kultur- og sprogmødestudier, RUC, og Studerende ved Cevea 2009/2010

Denne artikel er anbefalet af: