Allerede annoncerede skatte- og afgiftsstigninger skal være med til at lukke det hul i statskassen, der truer, når krisen er overstået og de store generationer trækker sig fra arbejdsmarkedet. Ikke en afskaffelse af efterlønnen.
Det siger socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, efter en weekend, hvor først de radikale og senere Konservative prikkede eftertrykkeligt til ét af de ømmeste spørgsmål i dansk politik ved at kræve efterlønsordningen afskaffet for at sikre langsigtet holdbarhed i dansk økonomi.
»Vi pegede jo i et fælles udspil med SF sidste år på nogle steder, hvor man kunne hente skatter og afgifter hjem for i alt 21 mia. kr. Vi havde ønsket at kunne bruge pengene til en række forbedringer - men der står faktisk i oplægget, at forudsætningen for at bruge løs af midlerne er, at der skal være balance og orden i dansk økonomi.«
- I jeres oplæg kædede I ellers nøje f.eks. afgiftsstigninger på tobak sammen med flere penge til sygehusene. Vil det sige, at I er klar til at opgive den sammenkædning?
»Det har i hvert fald hele tiden været vores forudsætning, at der skal være orden i dansk økonomi, inden vi sætter gang i nye initiativer. Vi har en ambition om at opfylde vores målsætninger - og de penge skal vi så ud og finde. Men fem af de 21 mia., vi vil opkræve, de er ikke udmøntet. Bare de kunne være et bidrag til at lukke hullet,« siger Sass Larsen.
Præmissen er forkert
Henrik Sass Larsen peger også på reformer på f.eks. arbejdsmarkeds- og sygedagpengeområdet og i den offentlige sektor som steder, hvor statens indtægter kunne udvides. Han gentager refrainet om, »sådanne forslag vil vi præsentere i god tid inden næste valg« - og så fastholder han skarpt S-formand Helle Thorning-Schmidts udtalelser fra de radikales nytårsstævne i weekenden om, at det er »åndeligt dovenskab«, når såvel eksperter som R og K kun kan komme op med efterløns- og dagpengeindskrænkninger for at løse de økonomiske problemer.
- Ifølge eksperter er det kun ca. 20 pct. af dem, der går på efterløn, der kan siges at være nedslidte. Resten er raske og rørige. Er det ikke lidt bagvendt at risikere nedskæringer på velfærden andre steder for at bevare dette flertals ret til at trække sig tidligt tilbage for statens regning?
»Nej, for præmissen om nedskæringer, anerkender jeg ikke. Og i øvrigt er det ikke en målsætning for Socialdemokraterne, at tilværelsen skal fyldes ud med arbejde, indtil man er nedslidt,« siger Henrik Sass Larsen og henviser til, at den danske tilbagetrækningsalder i forvejen »ligger højt« sammenlignet med de andre OECD-lande.
Ekspert imponerer ikke
Arbejdsmarkedskommission- en sagde sidste år, at vi ikke kommer uden om at stramme op i efterlønsordningen, hvis de langsigtede problemer skal løses. I dag siger kommissionens formand, Jørgen Søndergaard, at krisen bare har gjort udsigterne endnu værre - og at selv en afskaffelse af efterlønnen ikke ville være nok. Gør det ikke indtryk?
»Nej. For det er simpelthen ikke sandt, hvad han siger. Man kan udmærket have balance i dansk økonomi og samtidig have en høj grad af social tryghed - også i form af efterløn.«
- Det er vel trods alt nogle rimeligt kloge mennesker, der har tygget disse problemer igennem og siger noget andet?
»Jeg synes ikke, de var kloge. Jeg er ikke imponeret af dem.«
- Hvilke kloge mennesker lytter du så til?
»Jeg kan for eksempel anbefale Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som sagtens vil kunne opstille et godt scenario for, hvordan vi sikrer velfærdsordningerne i fremtiden.«
- AE-rådet er vel pr. definition enig med Socialdemokraterne. Kan du nævne nogle uafhængige eksperter?
»Det kunne jeg formentlig godt. Men nu står jeg ikke lige her og er til eksamen i økonomi. Det er sådan med mange økonomer, at de har de dystre briller på, uanset hvilken økonomisk tilstand vi befinder os i. De siger altid, at det ikke kan betale sig, og vi er nødt til at skære ned. Men det lykkedes os jo alligevel at opretholde et velfærdssamfund, som har en høj grad af social tryghed. Det er, fordi vi har et politisk ønske om det,« siger Henrik Sass Larsen og tilføjer:
»Det skal ikke være de mennesker, der går på efterløn, der skal bære det fulde ansvar for finansieringsproblemer i fremtiden. Og hvis vi f.eks. skal dække et hul på 18 mia. kr. ud af et statsbudget på 700-800 mia. kr. - så er det altså ikke afgrundens rand«.
- Det er vel trods alt et minus på 18 mia. kr., der år efter år efter år er med til at udhule statsfinanserne?
»Jo, bevares. Men vi taler om, at det er en til to pct. af statsbudgettet, vi skal have hentet. Mon ikke nok, at vi med en række forskellige virkemidler kan finde ud af det?,« siger Henrik Sass Larsen.
Kommentarer
Hvad koster det mon at føre nytteløse krige i udlandet?
Denne kommentar er anbefalet af:
Det undrer ikke at man også vil afskaffe efterlønnen, efter at man har strammet op om førtidspensionen, for få så mange som muligt ind på arbejdsmarkedet. Men spørgsmålet er om man ikke skulle have gjort det i omvendt rækkefølge, dvs. afskaffet efterlønnen først, for på den måde stadig at have et relevant økonomisk tilbud til dem der af helbredsmæssige årsager ikke kan arbejde?
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi lever længere og længere og befolkningen bliver gennemsnitligt ældre og ældre som tiden går.
Enten må vi få gang i fødslerne , åbne for indvandring eller bide i det sure æble og arbejde længere , inden vi går på pension.
Så simpelt er det - det er et meget enkelt regnestykke, og jeg noterer S’s fine formulering om ” at man ikke vil afskaffe efterlønnen” - S siger intet om ,at man vil undgå at forringe værdien eller på anden måde direkte eller indirekte udhule efterlønnen.
Så længe 2 plus 2 giver 4, så er man nødt til at se i øjnene , at jo ældre vi bliver, jo mindre råd er der til den nuværende pensionsalder og efterløn.
Egentlig vil jeg hellere blive rigtig gammel og arbejde en sjat mere, end at dø lige så tidligt som forrige generation.
S frygter vælgerne. Gruppen der kan gå på efterløn er stor, og de politiske partier frygter at blive sat uden for indflydelse, hvis de afskaffer efterlønnen.
Men ordningen er dyr, og betyder at dygtige medarbejdere forlader arbejdsmarkedet. Dermed bidrager de med færre skattekroner. Kun hvis de har opsparet en god formue, som de kan begynde at forbruge kan der være tale om at de fortsat bidrager økonomisk til fællesskabet. Socialt bidrager de naturligvis med fx. pasning af børnebørn, engagement i diverse foreninger og sportsklubber osv.
I virkeligheden er der ret få politikere der tør gøre det indlysende fornuftige og fjerne efterlønnen, da den er urimeligt dyr for det meste af samfundet.
Men da mod tilsyneladende er en mangelvare i dansk politik, og meningsmålinger kan bestilles til at vise hvad som helst, kan man som borger trygt sætte sig tilbage i stolen og spare op til sin efterlønstid. Det er dejligt, dyrt og usolidarisk, men hvad, så længe det går ud over nogle andre er det vel ligemeget, og så længe det bringer S på taburetterne er det vel fint for dem? (Pas på, der blev anvendt ironi)
Med venlig hilsen Lennart
Ja, man kan jo blive uhyggeligt arrig over at Sass Larsen og Helle Thorning Schmidt skal lede landets største oppositionsparti. Det er absolut ikke god socialdemokratisk logik at fastholde en efterlønsordning, som sender fuldt i arbejdsdygtige mennesker ud af arbejdsmarkedet i en tid, hvor vi sandsynligvis vil ende med et finansieringsproblem, når først pensionsbølgen for alvor kommer igang. Havde vi talt udvidet invalidepension eller førtidspension havde det givet mening, men med efterlønsordningen lugter det mere af fiskeri efter en mærkesag, som lugter ‘rødt’. Desværre tror jeg de to har glemt, hvad det vil sige at være rød. Solidaritet bør være kerneværdien og efterlønnen er ikke det bedste eksempel på dette.
Denne kommentar er anbefalet af:
Casper Knudsen
Undersøgelser viser ellers at der er færre der er gået på efterløn efter at arbejdsgiverne pga. mangel på arbejdskraft begyndte at føre en bedre ”ældre pleje” af sine ældre medarbejder i stedet for som tidligere bare skubbede dem ud ved første givne lejlighed.
Derudover viser nye tal at førtidspensionisterne blandt unge er steget under OVK selv om de kritiserede SR- regeringen for at give for mange unge førtidspension.
Det er hysterisk morsomt som venstrefløjen i klimadebatten mener at forskerne har 100% ret og at politikerne straks skal implementerer alle forskernes løsninger, hvorimod i den økonomiske debat hvor forskerne er lige så enige tager alle forskerne fejl?
Man skulle tro det var nogle danske partier og deres tilhængere, der for nyligt stod bag tyveriet af skiltet ”Arbeit macht frei”.
Det er ærlig snak at mene, at samfundsmålet bør være højst mulig økonomisk vækst med profitabel pileflet på private plejehjem og noget for noget til døden os skiller. Men selv efter materialistisk målestok er der uendelig meget andet at operere med end blot at flytte rundt på eksisterende udgiftsposter og opstille tilværelsen som en af række uundgåelige valg.
For at tage et par eksempler, er der hele det politisk betingede overbureaukrati, den heraf afledte og i grunden ikke produktive store mængde beskæftigede i offentlige og private virksomheder udsprunget af årtiers lapperier, nogles ønsker om at bevare magten, en foregivet men ikke eksisterende millimeterretfærdighed, lapperier og fodnoter med overgangsordninger, undtagelse, krydsvirkende effekter og stigende uigennemsigtighed, alt sammen for ikke blive upopulær på enkeltsager.
Eller den adfærd andre love afstedkommer med et større ressourcespild og unødvendige ekstraomkostninger f.eks. i trafikken med de daglige folkevandringer. Opfatter man dertil fremtiden som et skræmmescenarie, hvor man taber konkurrencen om de stimulerende dadler til fremadstormerne på de nye markeder, så er der under alle omstændigheder grunde til at tænke nyt, og kunne konkurrere på andet end hvad der let kan kopieres og overgås så som laveste skat/løn, f.eks. et rart sted at være og et særlig segment inden for turisme.
Denne kommentar er anbefalet af:
Et tilstødende problem ved fortsat at give seniorerne mere frihed er at de ynder at bruge den i udlandet, med det resultat at pengene fosser ud af landet, mens CO2-udledningen stiger pga. segmentets omfattende transportbehov. Der er således rigtig meget vundet, ud over selve produktionsvedligeholdelsen, ved at binde dem til jobbet et par år mere. Så om ikke andet for miljøet skyld er der god logik i at afskaffe efterlønnen.
Det gør mig altid ked af at høre om efterlønnen. Alle de penge vi kunne bruge på at hjælpe folk, der virkelig havde brug for det i stedet spildes på et totalt egoistisk mig-mig-mig-projekt.
I det mindste burde folk da skulle bevise, at de er nedslidt.
Det er så ærgerligt for det danske samfund, at vi er nået dertil, at vi skal give en generation 100.000 kr. i skattelettelser bare for at få dem til at passe deres arbejde.
Solidariteten med de yngre generationer er helt forsvundet til fordel for rendyrket flok-egoisme.
Så længe socialdemokratiet kæmper mere for de ældre end de yngre, så vil de blive ved med at miste stemmer. Deres stemmekvæg af pensionister vil simpelthen uddø.
Jeg tror der er nogen af jer der har glemt at mange danskere på ca. 40-45 år til ca. 55-60 år stadig kun har en 7.klasses eller en 9.klasses skolegang bag sig. Det er f.eks. sosu-assistenten, som har arbejdet i 20-25 år som hjemmehjælper (som det hed dengang for mange år siden); det er den 58-årige lager-arbejder, som har arbejdet lige siden han var 16 år. Og det er de ufaglærte på fabrikkerne som aldrig har fået en uddannelse - og som er også har arbejdet siden de var 14 eller 16-17 år.
Skulle disse ikke have lov til at trække sig tilbage som 60-årige, efter årstiers arbejde? Og have det godt i deres alderdo, uanset om de har 5 eller 25 år tilbage at leve i.
Livet består jo altså af andet end arbejde. Og menneskets livsalder er vel naturligt indrettet (vil jeg tro), til at man som ca. 60-årig begynder at trække sig tilbage og nu skal nyde frugterne af sit arbejde og have tid til livet, bl.a. sine børne-børn og sin familie.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis de nedslidte sosu-assistenter har brug for tidlig tilbagetrækning, er det helt ok. Men hvorfor skal det komme de forkælede skolelærere til gode?
Og jeg har stadig ikke fået en ordentlig forklaring på, hvorfor man skal have 100.000 kr. i skattefradrag for bare at passe sit arbejde. Det er simpelthen for groft.
Efterlønnen som blev sin egen.
Ideen om efterløn opstod hos SID som en et svar på 1970’ernes arbejdsmiljøproblemer. De nedslidte skulle have en anden exit-mulighed end de allerede etablerede førtidspensionsordninger – og gerne med et højere ydelsesniveau.
De seneste 5-12 års efterlønsdebat har stort set udelukkende handlet om efterlønnen som et finansielt og politisk problem. Baggrunden for denne efterløns-pessimisme er imidlertid en succes-historie. Historien om en ordning der i overvældende grad blev en succes. En succes som så på længere sigt skabte lock-in effekter, skabte en massiv interessemobilisering bag efterlønnen og skabte efterlønnen som et selvstændigt politisk felt i den danske velfærdsdebat.
Kunne man have forudset den store succes?
Der er flere advarsler om det undervejs. Men reelt så har det været meget svært at komme med kvalificerede bud. Og så sent som i juni 1978, kunne Jyllands-Posten på baggrund af en Observa-undersøgelse, som viste, at tilslutningen til efterløn var lavest hos de ældre, slå fast: Det antyder måske, at forslaget vil få behersket succes, hvis det vedtages.
”Sådan gik det ikke. Efterlønnen blev en succes – og dermed både et problem og et symbol. Et symbol for så vidt som, at arbejderbevægelsen i stigende grad skulle se efterlønnen som
velfærdsstatens lakmusprøve. For socialdemokratiske efterlønstilhængere som Svend Auken var efterlønnen i 1991 ”den største menneskelige succes i årtier”, mens partiets daværende næstformand Lene Jensen erklærede: ”Jeg elsker efterlønnen, og den skal vi for Guds skyld beholde.”. For modstanderne var det lige omvendt – ikke så snart havde Venstre forladt SV-regeringen i 1980 før partiet slog pjalterne sammen med De Konservative og stille krav om stramninger af adgangen til efterløn og på længere sigt (fra midten af 1990’erne) om dens afskaffelse. Efterlønnen fik dermed et overnaturligt liv – den fik en betydning ud over sin egen institutionelle repræsentation.
I det hele taget dukkede diskussionen om efterlønnen op gang på gang i 1980’erne og 1990’erne i forbindelse. Nogle ville sikre den og andre ville godt af med den. For ”tilhængerne” blev den et symbol på de gode sider ved den danske model – på ”modstandere” og kritikere, så blev den et symbol på af velfærden var blevet for dyr. Tilhængerne snakkede om nedslidte arbejdsmænd og rengøringskoner, men modstanderne pegede på sygeplejerskemangel og golfspillende tandlæger. På den måde vedblev efterlønnen at fylde på den politiske scene: Som symbol, som finansielt problem, som en social rettighed – og som et element i det taktiske spil mellem partierne. Efterlønnen er en social landvinding for samfundet og en solidarisk håndsrækning til de ældre på arbejdsmarkedet”.
På LO’s kongres i 1979 slog formanden Thomas Nielsen fast, at ”I samarbejde med Socialdemokratiet lykkedes det os også at få gennemført efterlønsreformen, som jeg anser for det største fremskridt for lønmodtagerne siden dagpengereformen fra 1971.” Også i Anker Jørgensens indlæg på kongressen blev det gode samarbejde mellem parti og fagbevægelse i netop denne sag trukket frem, og statsministeren konstaterede, at ”efterlønsordningen er gennemført næsten helt efter den model, som SID og LO lagde op til.”
Efterlønnen er og bliver sin egen og bliver ved med at være dette takket være bla Svend Auken. Den bliver aldrig afskaffet så længe at Socialdemokratiet og SF eksisterer. Dertil er denne ordning for vigtig for de to partier, og for os nedslidte der ser frem til at kunne gå på efterløn.
Systemet ang. (beviselig) nedslidning hedder nok snarere førtidspension og er et af de talrige eksempler i det danske overbureaukrati, hvor administration og kontrol via et væld af eksperter, subjektive vurderinger, almindelige menneskers ressourceforbrug ang. blanketter og lovstudier, dårlige nerver, mistro og gentagne prøvninger. Folk på begge sider af skrivebordene, som misbruger hinandens og samfundets ressourcer i negative synergier med borgeres indædte retfærdighedskampe imod sygdomme og system, mistanker om onde sagsbehandlere eller kommuners skelen til refusionsordninger osv.
Så hellere en form for borgerløn uden alle disse tunge parallelordninger opfundet for at sikre minimumsindkomster, og flere lignende påfund inden for skatte/fradrags industrien. Udover at lette administration og give folk et demokratisk indblik i minimumsrettighederne på bekostning af den vidt udbredte overtro på velfærdssystemets dans på røde roser, så ville noget sådan mht arbejdskraft også gøre det langt enklere for mange grupper at tage ekstra arbejde, når de evnede det og havde mulighed frem for at undgå kontakt med systemets overbureaukrati og grue over paragraffer, regneark, modregninger opvejet imod sort arbejde.
I øvrigt lyder det som lidt af en myte, hvis kun nogle særligt udsatte grupper kan trænge til et break eller at kunne se frem til mulig efterløn, når man tænker på hvor mange der også i ”bedre jobs” bliver ramt af stigende krav og stress.
Og så lige en bemærkning vedr. dette med at nogle hensyn til miljøet skulle betyde farvel af efterlønnen, så folk ikke rejser på ferie. Næste gang inddrages folks pas eller sommerferie vel medmindre de kan give cykelpumpegarantier. Lidt ironisk at det i sidste ende så er i et forsøg på at mætte folks umættelige begær efter stadigt flere forbrugsgoder med mere produktion. Var det af hensyn til miljøet (indre eller ydre) skulle man måske indrette samfundet anderledes.
Denne kommentar er anbefalet af:
William Styles: Forskerne er enige om at der bliver et finansieringsproblem, ligesom klimaforskerne er enige om CO2 problemet. CO2 problemet er et symptom og løsningerne er mange, ligesom finansieringen af velfærden. Venstrefløjen, som du kalder den, ønsker ikke bare blindt at indføre alle forskeres løsningsmuligheder, men forbeholder sig retten til politisk, at vælge de bedste metoder. Efterlønnen kan sikres med andre former for beskatning.
Jeg er dog enig i at efterlønsordningen er for dyr og at ingen er villige til at betale 2% mere på andre områder.
Henrik Wagner: Jeg nyder at læse din udlægning af “systemet” og kan genkende mange af dine billeder. Jeg synes man med rette kan stille sig kritisk overfor det taber-producerende samfund, som specielt Henrik Dahl har beskrevet ganske glimrende.
Efterlønnen blev indført i 1979 af flere årsager. Heriblandt af hensyn til nedslidte håndværkere og ufaglærte.
Efter 79 har næsten et hvert småborgerligt samrend, hevet en kanin op af hatten der hed, forringelser af efterlønnen.
Der er næsten ikke den funktionær, der ikke kan udtale sig om, at førtidspension måtte være og for sådanne nedslidte. Sådanne kender desværre, tydeligvis intet til hvad og hvordan førtidspension bevilges. De kender heller ikke til, nedslidning af hårdt arbejde i 45 år. Det kan jeg udtale mig om. Efter at have prøvet.
Jeg er derimod aldrig blevet begunstiget med en kæmpe skattelettelse. som gulddrengene bliver i dag.
MVH KHA
Jeg er blevet overbevist. Det gamle Danmark vil bare have et ta-selv-bord, hvor de kan stjæle alle midlerne fra resten af danskerne uanset, hvor asociale deres handlinger er.
Efterløn er en af de mest asociale former for velfærdsydelse i Danmark. Vi bruger ressourcerne helt forkert, og vi hjælper ikke de mennesker (ældre som yngre), der virkelig har brug for det.
Ja, folk med ringe eller kun lidt tilknytning til arbejdsmarkedet afkræves ofte en nærmest umulig bevisbyrde for at sandsynliggøre at de er nedslidte (hvordan kan man være slidt, hvis man aldrig har været brugt?). Den kontrol slipper de velfungerende efterlønnere for og det er jo godt for dem.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Søren K
Man kan være slidt af at ikke være brugt - et outcast.
Et outcast der konstant prøver at finde sin plads, den evige tilpasser, der bare ikke hørte til.
Ud over at være smidt af, skal de døje med en økonomi der altid akkumulerer gæld.
Som du påpeger, bliver den type slidte altid mødt med ordene, at de jo aldrig har lavet noget. En yderligere hån til hånen.
Plus at dem der håner, har et liv, hvor de tilsyneladende ikke er tilfredse nok til at indse at det er det samme den type ville ønske de havde. At de betød noget for andre.
Tillæg.
Du kan bevise at du mangler dine ben, men du kan ikke bevise at mangler din sjæl.
Der skulle stå :
Du kan bevise at du mangler dine ben, men du kan ikke bevise at du mangler din sjæl, at den er slidt op.
Dette kontrolcirkus slipper også en masse ’pre-efterlønnere’ for, hvis de trods diverse erhvervede dårligdomme alligevel står pinen ud i et par år mere til betingelserne er opflydt. Og de arbejdsløse med nogenlunde samme frisurer, som i stedet er hyret til at slikke frimærker og emails for at søge de obligatoriske 4 håbløse jobs om ugen. De skal bare vide at landet har brug for dem.
Selv opsagde jeg for mange år siden efterlønsgarantien og overførte ved en hjælpsom bankrådgiver indeståendet til en pensionskonto med flot omtale på det glitrede papir. Trods de fleste andre aktier i samme periode har klaret sig ganske hæderligt er der nu blot en tredjedel af den oprindelige garanti tilbage. Så ikke noget, jeg kan anbefale med disse synlige såvel som skjulte gebyrer og en spøgelsesagtig udslidt porteføljeforvalter, der nok selv for længst burde have trukket stikket ud.
Der er stadig ingen, der har foklaret mig det rimelige i, at generationen født 1946-52 skal have 100.000 kr. i skattelettelser for at passe deres arbejde.
Før i tiden havde vi rigtige nedslidte ældre, men netop generationen, der blev fastansat i i 60erne og 70erne er informations- og videnarbejdere, der ikke i samme grad bliver nedslidt. Det forhindrer dem dog ikke i at udnytte systemet.
Man skulle tro, at de bevidst ønskede at nedbryde det danske velfærdssystem indefra. Men reelt set tror, jeg bare de er egoistiske og ligeglade med andre generationer end deres egen.
Ved enhver ordning er der noget der er mindre tilsigtet end det som var den ideelle hensigt.
Forklar mig det rimelige i en, skal vi kalde han ADM diriktør. med en års indkomst på en, to eller tre MIO.kr
Hvorfor kan en sådan modtage børsechek.
Ligeså er der selvfølgelig en del friske akademikere der får efterløn for at spille tennis eller golf.
Med ddet var altså det kompromis der skulle til i 1979. Får at få efterløn til de nedslidte.
Men lad jer i øvrigt ikke forsyrre af virkeligheden
MVH KHA