Den fremtidige velfærd er truet, og et spørgsmål burde melde sig hos stadigt flere: Tror vi på fremtiden for en statsmodel, hvis primære målsætning er lovsikret velfærd?
Ét er sikkert: Hvis velfærdsstaten skal overleve i en eller anden form, burde vores lands politiske ledelse måske snarest beskæftige sig mere med at øge mulighederne for vækst på indtægtssiden, frem for, som i dag, at sætte al fokus ind på uddeling og fordeling af goder.
Sådanne ønsker har ikke stort gehør i en verden, hvor det udelukkende handler om at fordele den store kage, alle efterhånden tager for givet. Men den majoritet, som i dag ser sådan på sagerne, skal i det mindste mindes om, at den kage skal blive stadigt større, år for år, for at velfærdssystemet kan fortsætte med at fungere.
Vækst i det uendelige som absolut mål for al aktivitet i samfundet er i øvrigt en diskutabel sag. Kig blot på befolkningstilvæksten som jo ikke kan fortsætte i al uendelighed. (Eller klimadebatten som i den henseende, næsten bogstaveligt talt, kæmper mod vejrmøller). Men som forudsætning for velfærdsstatens videre eksistens er økonomisk vækst indiskutabel. Så hvad nu hvis kagen ikke fortsætter med at vokse?
Hvis f.eks. de kræfter, som skal levere den værdiskabende arbejdsindsats, kommer så meget i mindretal, at de bare ikke kan løfte flere byrder på deres i forvejen skatte- og afgiftsplagede skuldre? Eller hvis de kort og godt taber troen på - eller motivationen til - at føre et stadigt mere og mere hektisk arbejdsliv? Den destruktive effekt af en sådan livsstilsbølge må ikke undervurderes. Den situation har vi ikke for alvor set, siden velfærdsstaten blev den overordnede religion i den politiske verden. Men det må stå helt klart for alle tænkende væsener i dette land, at dette dystre scenarie kan indfinde sig og forværre den nuværende mangel på indtægtsskabende virksomhed.
To virkeligheder
Som virksomhedsleder oplever man på nærmeste hånd socialiseringen og statsstyringen af vort samfund.
Nuvel, man lever med det som et vilkår, men i forhold til den konkurrencesituation, især eksportører er sat i, er der tale om at håndtere to modsat- rettede virkeligheder. Konkurrencescenariet er jo sat på forhånd, og vi skal bide skeer med de bedste, som også ofte har gunstigere eksistensbetingelser.
I Danmark er virksomhederne under åg af love, reguleringer og forbud, som går helt ned på mikroskopisk dagligdags-niveau. Pligter til alskens statistisk indberetning skal også nævnes her. Dertil kommer et arbejdsmarkedssystem, som har ‘sejret ad helved’ til’. Men noget andet overskygger langt disse benspænd: Den metodiske konfiskation af den overvejende del af den skabte værdi i en vare eller ydelses produktionsforløb, i form af direkte og indirekte afgifter og skatter.
Konkret vil jeg påstå, at den ufatteligt indskrænkede mulighed en dansk privatperson har for, på legitim vis, at købe andres - dygtigere - danskeres arbejdskraft, i virkeligheden godt kan defineres som en helt grundlæggende fattigdom i vort samfund. Et samfund hvor gør-det-selv folkesporten og ‘sort arbejde’ tilsammen kæmper om at optage flere arbejdstimer i befolkningen end den samlede danske industriproduktion.
I offentligheden synes mantraet at være: »Jamen det går jo meget godt … well, der er lige kommet en finanskrise (udefra), men Danmark håndterer den fint.« Ja, selv vores nuværende borgerlige regering læner sig passivt op ad denne påstand. Indtil for få år siden påstod økonomiske analytikere, at den danske produktivitet gik op og op, år for år. Jeg ved nu ikke rigtigt … De danske produktivitetsindeks voksede indtil for nyligt, men kun fordi en større og større andel af produktionen indkøbes billigt i lavtlønslande.
Disse kostprisreduktioner tæller med på positivsiden i sådanne opgørelser. Den deciderede produktivitet på selve den industrielle produktions egen forædling er derimod generelt faldet, hvilket igen har ført til afvikling af mange af disse industriers aktiviteter i Danmark. I mellemtiden har landets elite beroliget os alle med, at det skam er helt efter masterplanen om ‘videnssamfundet’.
Dalende produktion
Nu ser vi så, i de seneste par år, en opbremsning i produktivitetstallene. Og ‘vidensstillingerne’ begynder desværre også at rykke ud af landet, samtidig med at forsørgelsesbehovet ser ud til at stige ufortrødent - i øvrigt af helt elementære demografiske årsager. Jo, 68-generationen har regnet den ud, hele vejen igennem.
Gøres der egentlig noget som helst for at sikre, at Danmark har en optimal konkurrenceevne? Sikrer vi overhovedet, at der er dækning for de løfter, vi giver borgerne om et socialt sikkerhedsnet? Sørger vi for, at så mange som muligt kommer til at tage del i arbejdet med at forsørge danskerne og Danmark?
For er det sidste ikke netop den ultimative konsekvens af den solidariske deling af byrderne, som de fleste danskere efterspørger - hvis jeg skal fremhæve ét klart fællestræk i vores folkesjæl?
På den økonomiske fordelingsside topper Danmark i verden m.h.t. graden af social ligestilling. Modsat forholder det sig på arbejdssiden i de indtægtsgivende industrier, (altså der hvor alle værdierne, ifølge Karl Marx, skabes). For arbejdsmæssigt har vi vel egentlig opnået noget nær den maksimale skævdeling, det vil sige hvor de få i dag og fremover skal skaffe indtægterne til de mange. Det må da selv betonsocialister kunne se, er det rene vanvid!
Havde velfærdsstatens fædre mon i deres vildeste fantasi gjort sig den tanke, at deres planer for socialisering ultimativt kunne føre til produktionssolidaritetens ophør? Næppe!
Det er decideret skræmmende at iagttage, hvor hurtigt vi har bevæget os hen imod et scenarie, hvor én person skal finansiere ydelserne til sig selv og fire-fem andre - og ikke mindst hvor lidt der gøres for at få denne stadigt stigende tendens vendt.
Forspildte chancer
Man ser for sig, hvordan løsningen på de forspildte muligheder for at bringe velfærdsydelserne i balance om kort tid netop vil være endnu en massiv bølge af u-inte-grerbare indvandrere.
Mennesker som skal arbejde for lavere løn og derved forsørge en stadig mere krævende befolkning, sådan som man også har set det i f.eks. Storbritannien. En befolkning der ikke længere selv vil kunne finansiere den sociale forsørgelse, som svarer til nu- og fremtidige behov.
Til lejligheden vil kulturradikale kræfter, med Hans Skov Christensen i spidsen, behændigt fabrikere endnu en vision om, at indvandring ikke er en trussel mod vores folkelige integritet - tvært- imod.
Og så kan vi danskere med sindsro fortsætte med at kræve flere socialt sikrede andele af kagen, mens vi beskæftiger os med langt mere bekvemme sysler, end at dette simple at klare dagen og vejen gennem et produktivt arbejde.
Svigtende regering
Men sådan var danskernes moral jo slet ikke indtil for ganske få årtier siden. Vi har været et dygtigt og hårdt arbejdende lilleputfolk, som i perioder, og når det var mest nødvendigt, har kunnet sætte tæring efter næring og sat en dyd i at knokle for at sikre det gode og trygge liv.
Vi vidste kollektivt og på rygraden, at Danmarks husholdningspung også krævede, at der blev holdt igen, for at indtægterne kunne slå til. Men kendsgerningen er, at vi, som i de andre europæiske lande, ikke har kunnet tåle generationers utopiske løfter om ligemageri og den fuldendte lykke under statens almægtige vinger.
Var det da så ikke netop derfor, befolkningen traf et valg om en ændring i 2001, da den valgte en regering, som gav udsigt til en sund og ansvarlig borgerlig prægning? Jo, og der blev også lagt godt ud, men siden da er regeringen faldet mere og mere af på den. Udviklingen i de offentlige udgifter er, mildt sagt, skræmmende i forhold til forsørgelsesgrundlaget.
Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var mere samvittighedsfuld i det stykke. Han vovede trods alt at give køb på et ellers helligt efterløns-valgløfte, vel fordi han kunne se, at økonomien bød, at det alligevel ville gå den vej - eller værre.
Denne realitetssans kostede ham dyrt, og han banede derved vejen for en borgerlig regering, som dog efterhånden har forspildt en gratis chance for at fortsætte stramningerne på de sociale områder, herunder efterlønnen.
Eller kan det lige nås, mens magten er sikret?
Lars Worre er adm. direktør
Kommentarer
Efterlønnen som blev sin egen.
Ideen om efterløn opstod hos SID som en et svar på 1970’ernes arbejdsmiljøproblemer. De nedslidte skulle have en anden exit-mulighed end de allerede etablerede førtidspensionsordninger – og gerne med et højere ydelsesniveau.
De seneste 5-12 års efterlønsdebat har stort set udelukkende handlet om efterlønnen som et finansielt og politisk problem. Baggrunden for denne efterløns-pessimisme er imidlertid en succes-historie. Historien om en ordning der i overvældende grad blev en succes. En succes som så på længere sigt skabte lock-in effekter, skabte en massiv interessemobilisering bag efterlønnen og skabte efterlønnen som et selvstændigt politisk felt i den danske velfærdsdebat.
Kunne man have forudset den store succes?
Der er flere advarsler om det undervejs. Men reelt så har det været meget svært at komme med kvalificerede bud. Og så sent som i juni 1978, kunne Jyllands-Posten på baggrund af en Observa-undersøgelse, som viste, at tilslutningen til efterløn var lavest hos de ældre, slå fast: Det antyder måske, at forslaget vil få behersket succes, hvis det vedtages.
”Sådan gik det ikke. Efterlønnen blev en succes – og dermed både et problem og et symbol. Et symbol for så vidt som, at arbejderbevægelsen i stigende grad skulle se efterlønnen som
velfærdsstatens lakmusprøve. For socialdemokratiske efterlønstilhængere som Svend Auken var efterlønnen i 1991 ”den største menneskelige succes i årtier”, mens partiets daværende næstformand Lene Jensen erklærede: ”Jeg elsker efterlønnen, og den skal vi for Guds skyld beholde.”. For modstanderne var det lige omvendt – ikke så snart havde Venstre forladt SV-regeringen i 1980 før partiet slog pjalterne sammen med De Konservative og stille krav om stramninger af adgangen til efterløn og på længere sigt (fra midten af 1990’erne) om dens afskaffelse. Efterlønnen fik dermed et overnaturligt liv – den fik en betydning ud over sin egen institutionelle repræsentation.
I det hele taget dukkede diskussionen om efterlønnen op gang på gang i 1980’erne og 1990’erne i forbindelse. Nogle ville sikre den og andre ville godt af med den. For ”tilhængerne” blev den et symbol på de gode sider ved den danske model – på ”modstandere” og kritikere, så blev den et symbol på af velfærden var blevet for dyr. Tilhængerne snakkede om nedslidte arbejdsmænd og rengøringskoner, men modstanderne pegede på sygeplejerskemangel og golfspillende tandlæger. På den måde vedblev efterlønnen at fylde på den politiske scene: Som symbol, som finansielt problem, som en social rettighed – og som et element i det taktiske spil mellem partierne. Efterlønnen er en social landvinding for samfundet og en solidarisk håndsrækning til de ældre på arbejdsmarkedet”.
På LO’s kongres i 1979 slog formanden Thomas Nielsen fast, at ”I samarbejde med Socialdemokratiet lykkedes det os også at få gennemført efterlønsreformen, som jeg anser for det største fremskridt for lønmodtagerne siden dagpengereformen fra 1971.” Også i Anker Jørgensens indlæg på kongressen blev det gode samarbejde mellem parti og fagbevægelse i netop denne sag trukket frem, og statsministeren konstaterede, at ”efterlønsordningen er gennemført næsten helt efter den model, som SID og LO lagde op til.”
Efterlønnen er og bliver sin egen og bliver ved med at være dette takket være bla Svend Auken. Den bliver aldrig afskaffet så længe at Socialdemokratiet og SF eksisterer. Dertil er denne ordning for vigtig for de to partier, og for os nedslidte der ser frem til at kunne gå på efterløn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Gøres der egentlig noget som helst for at sikre, at Danmark har en optimal konkurrenceevne?
Nu har Danmark haft en særdeles Erhvervsvenlig flertalsregering i 8 år, så spørgsmålet bør nok rettes indad i egene kredse…
Men når det er sagt, så har de danske skatteydere lige leveret to bankpakker, der kompenserer for ’systemfejl’ i Erhvervslivets liberale og stort set uregulerede finansielle system …
Erhvervslivet siger tak for hjælpen ved at droppe investeringer for 10-15 mia. kr. i 2010.
…at der ikke bliver indført krav om gennemsigtighed i regnskaber samt finansielle transaktioner - det er det virkelige Socialistiske selvbedrag!
Erhvervslivet har skabt et arbejdsmarkedet der medfører at ansatte - også blandt de højst uddannede - flygter eller presses ud af arbejdsmarkedet, og det på grund af stress, dårlig ledelse, dårligt psykisk arbejdsmiljø og omklamring af de ansattes privatliv. Antallet af unge under 30 år, som får førtidspension, er eksploderet, fordi tempoet og kravene er for høje. Integration af indvandrere er ikke en del af erhvervslivets samfundsansvar…
Disse ‘systemfejl’ betaler danske skatteydere for - det er det virkelige Socialistiske selvbedrag!
Denne kommentar er anbefalet af:
De har det nu hårdt, de stakkels liberalister, men hvorfor kan de ikke prøve at se på den lyse side: deres totale mangel på ansvarsfølelse overfor samfund og medborgere, giver dem en enorm konkurrencefordel på både arbejdsmarked og i erhvervsliv.
Bill Atkins og Sven Karlsen
Det kunne ikke siges bedre, så det vil jeg lad være med, blot udtrykke at jeg er enig og håber flere af Informations læsere også er det?!
Det var dog en værre gang jammer Lars Worre lægger for dagen.
Linda Højmark
Med fare for at ryge i kassen med dem, der engang imellem er ”lidt for enige”, vil jeg driste mig til at bakke op om din kommentar kl. 16:01.
man behøver ikke at være liberalist for at kunne se efterlønnen er helt gakgak.
De er ydelser som dækker nedslidte, efterlønnen benyttes i stigende grad af grupper den ikke var tiltænkt og de grupper som den var tiltænkt fravælger den i stigende grad.
Man valg i Dk vinder ved at give flest velfædsydelser til flest muligt.
Og valg tabes ved at fratage /minimere velfærdsydelser, eller bare signalere dette.
Madpakkeordnings farcen er godt exempel på det velfærdsteknokrati Dk er blevet til.
Madpakke ordningen blev til i et kapløb med oppositionen om at opfylde det “folkekrav” som øjensynligt var i forskellige medier.
Det blev til en ordning hvor forældre skulle igennem godkendelses procedure for at blive godkendt af kommunen som leverandører af madpakker til deres egne børn hvis de foretrak at lave madpakker selv.
Og igår kunne man på tv se Karen Ellemand tordne imod de nyligt godkendte leverandører af madpakker til egne børn.
Hvis folk ikke frivilligt ville modtage velfærdsydelserne og forbedringerne af deres liv så skulle de mærke grovfiler til de accepterede forbedringerne af deres liv og de kommunale madpakker.
Hvor groteskt skal det blive ?
Idag tilmorgen har karen Ellemand så vendt 180 grader og det ser ud til madpakkeordningen skrottes eller revideres kraftigt.
Efterlønnen er dog en anden størrelse og jeg har svært ved at se hvem der tør gøre noget ved den før et valg.
PS. “Der er ydelser som dækker nedslidte..”
skulle der stå
Worre kan bruge socialismen…..
Nyrop var ikke socialist, og Worre tør ikke bekende sig til kapitalismen, men blander alligevel både Karl Marx og Hans Skov Christensen ind i sine virksomhedsplaner. Kulturradikal? Ja, fordi Worre ser indvandring som en trussel, som socialdemokraterne skal overtales til at afhjælpe. Virksomhedens underskud kommer selvfølgelig fra kassedamen og folk på overførselsindkomster.
Worre har mødt virkeligheden:
Den fremmede, asylansøgeren, har ikke nogen ret til ophold, højst en forhåbning om, at tilflugtsstaten vil benytte sin ret til ikke at udlevere ham. Disse vise ord, der passer på en virksomhedsejers regnskab, fordi han kan skal kunne manipulere med folk, blev ikke sagt af Birthe Rønn Hornbeck, men i 1937 af sociallovens “humane” K.K.Steincke, Nyrops forgænger. Så Worre ser ganske rigtigt!
I dag blev en anden ordning udråbt til socialisme.
Både statsminister og folketingets formand proklamerede, at madordningen var ren og skær socialisme, men burde være liberalisme med frit valg på alle hylder, en drøm for en virksomhedsejer, men fritvalgsordninger er altid hundedyre for samfundet.
Det er velkendt, at mange sociale foranstaltninger er blevet spoleret ved udsultning. I årevis har flere kommuner drevet en velfungerede kommunal madordning, men er kommunens tilbud ikke en god, sund og lækker mad, er ordningen ikke, som markedet forlanger, konkurrencedygtig.
Det er derfor vigtigt, at forbrugets mantra om liberalisering og privatisering omtaler socialisme som et selvbedrag og ikke blot et socialistisk bedrag.
åh ja, flere højre kommetatorer bruger betegnelsen “socialistisk” om madordningen.
Det er imo helt misforstået.
Man kan måske godt kalde en madordning for alle elever for en art socialisme.
Men den store fejl ved madordningen , at den er tvungen, har ikke rod i socialimen.
Næ grunden til at madordningen som udgangspunkt er tvungen skal findes i siddende regerings tiltagende magtarrogance.
Det er altid forfriskende at høre synspunkter, der ikke stryger Informations kernelæsere med hårerne.
Selv vil jeg sige at man kunne erstatte efterlønnen med bedre muligheder for førtidspension eller fleksjob for ældre medarbejdere.
Og hvis man ændre tilstandene gradvis, generer man ikke nogen.
Debatten er sådan set lidt overflødig. Det kommer til at gå galt. Det land, der ligger øverst i OECDs angivelser af prisniveau, vil falde fra tinderne (med mindre det er Norge, som af gode grunde har råd til det et stykke tid endnu) - det gør de altid. Det er præcist som med boligboblen. What goes up must come down. På dramatisk vis. Sverige var et af verdens dyreste lande i 80-erne. Det ændrede sig på dramatisk vis kulminerende i 1992. Japan har også prøvet at være et af verdens dyreste lande - det er de ikke længere.. Verdens største skattetryk og offentlige sektor kan bare ikke trække mere i en globaliseret verden. Det sjove er, at jeg tror at en rød regering kommertil at stå for nedskæringerne - sandsynligheden er der i hvertfald - som i Sverige. Som Mogens Lykketoft sagde den gang:. “Hvis ikke man har orden i økonomien, så bliver man trukket rundt i manegen og tvunget til at afvikle en stor del af sine velfærdsordninger” - det var henvendt til SF på det tidspunkt. Det er ligegyldigt, hvem der har regeringsmagten, når det ramler - kuren er den samme. Nu må Grækenlands socialdemokratiske regering stå for de store nedskæringer, som den borgerlige regering burde have foretaget, men som de af populistiske grunde ikke turde - så ville de heller fuske med tallene, da de er medlem af Euroen. I øvrigt imponerende at den slags kan stå i Information. Det må være som at præke ytringsfrihed for islamister!
Skulle vi ikke prøve at droppe autoreaktionerne.
Som jeg læser artiklen, tilhører han den (voksende?) skare af borgerlige vælgere, der er frustreret over, at V, K, A og B ikke er deres ansvar bevidst, men i kampen for ‘ministerbilerne’ ikke ønsker at forholde sig til et problem, der efter deres mening gør, at velfærdsmodellen ikke længere holder.
Hvis vi følger den præmis, så ser det ud til, at fjernelsen af efterlønnen var en mulighed, men det er vel ikke den eneste?
Tove fra Kettinge skrev 13.jan. i den lokale avis for Lolland-Falster:
Siden jeg var 14 år har jeg kun været arbejdsløs i 14 dage, men da jeg blev 60 tik jeg fyresedlen, selv om jeg sagtens kunne klare arbejdet, men havde passeret gennemsnitsalderen på virksomheden. Det var en nedtur af de store. Fra at være velfungerende blev jeg “en byrde for samundet”. Jeg har fået fem børn med 14 ugets barsel hver gang, og da vi arbejdede på skift, har jeg selv passet vore børn, ingen vuggesture, børnehave eller sfo. Vi har kun et ønske, at kunne klare os selv for vores folkepension.
Når man skriver at man er Administrerende direktør så er man. For det første sikker på at man får alle de småborgerlige medløbere på sin side. De vil stå bag udtalelserne i en underdagninged af så stor respekt for ERHVERVSLEDERNE at de slet ikke har respekt tilbage til deres egen eventuelle selvrespekt.
Bl.akan de efterfølgende argumentere for stort set hvad som helst. Og de gør de så.
Det er så en rimelig baggrund for et e indlæg der postulerer at der er et dårligt erhvervsklima i DK.
Det skal jo nok blive fulgt op.
Når de kræfter der er værdiskabende så kommer i mindretal. Og det er jeg enig i, at de gør. Så er det da vist ikke på grund af virksomhedernes skattetryk. Stort set alt kan modregnes når en virksomhed beskattes.
Det er nok mere for at spare løn til de ansatte, ar der massivt satses på produktion i f.eks. China. Her arbejder forlganiserede, under et diktatur. Uden arbejdsmiljøregler o.s.v.
I DK har vi Naturligvis lønninger og arbejdsforhold, der modsvares af en velfungerende og kvalificeret arbejdsstyrke. Med den rigtige virksomhedsledelse har og kan vi såmænd være konkurrencedygtige både på priser og kvalitet. Det har vi mange beviser på. Ligesom vi desværre også har set mange uduelige virksomhedsledere.
Det forhindre dog ikke at de frie markedskræfter, skrotter dansk arbejdskraft, i en situation hvor hjemmemarkedet er på nulpunktet, grundet de selvsamme markedskræfters finanskrise. Og en regering der slet ikke har formået eller endsige forsøgt at dæmme op får den ødelægende, bonusfikserede finanssektors hovedløse investeringer, i noget der kun kunne briste.
At utøjlede markedskræfter i hele verden har gjort det samme, fritager ikke de destruktive danske kræfter for ansvar.
Det gør såmænd ikke så medet at de mest grådige Erhvervsledere og finansfolk fortrækker til Cihan, blot de ikke trækker for mange investeringsmidler med sig. Grådige juppier, der kun interesserer sig for et stort forbrug, har vi altid haft nok af. Det mindsker i øvrigt ikke gruppen af de som leverer den værdiskabende arbejdsindsats i DK.
Omkring efterløn, børnechecken, og flere andre ydelser, der ikke kun ydes til de som har sociale behov. Så er der kun at sige. At disse tiltag jo er vedtaget ikke som en del af blokpolitik (som vi nu om stunder kender for meget til). Men som politiske kompromisser.
Og når velhavere o.lign. Også er blevet omfattet, så er det antageligt, at det var for at få de borgerlige med.
Sådan er det.
MVH KHA
efterlønnen er i virkeligheden et pyramidespil og socialistiske teknokraters udgave af den amerikanske drøm.
Folk kan tidligt trække sig tilbage og leve af “opsparingen” somom de har haft forretningsmæssigt succes.
Det har de bare ikke, de har indbetalt et beløb som mangedobles med skattepenge fra andre skatteydere. Derfor betegnelsen pyramidespil.
Som alle andre pyramidespil er det ikke holdbart i længden
Jeg har hverken forstand på, eller interesse for de såkaldte pyramidespil.
Ejheller så meget på borgerlig tænkmńing. Men det ser meget ud som det styres af nogle helt andre mål end de, som har med samfundsinteresser at gøre.
Styres de ikke mest af egoisme og grådighed.
Det synes for mig mere og mere tydelig.
MVH KHA
Jeg har hverken forstand på, eller interesse for de såkaldte pyramidespil.
Ejheller så meget på borgerlig tænkmńing. Men det ser meget ud som det styres af nogle helt andre mål end de, som har med samfundsinteresser at gøre.
Styres de ikke mest af egoisme og grådighed.
Det synes for mig mere og mere tydelig.
MVH KHA
Det er bl.a. hårdtarbejdende forældre med børn, der skal betale til efterlønsmodtagerne, hvoraf i hvert fald en del af dem er raske, friske og arbejdsduelige mennesker.
Dette modsiger også princippet om at de bredeste skuldre skal bære de største byrder
Oprindelig var efterløn og førpension tænkt som en afhjælpning af nedslidning på arbejdsmarkedet med henblik på især SID’s medlemmer med monotomt eller hårdt fysisk arbejde. (Omtalte Tove fra Kettinge er i dag 72 år, men mange af os har aldrig været omfattet af ordningerne.) Princippet om ‘de bredeste skuldre’ angår formentlig forestillingen om en større overliggende retfærdighed af hensyn til de svage i samfundet. .