For nogle få år siden var jeg til Københavns Universitets Økonomiske Instituts 50-års jubilæum.

Det kan undre, at instituttet kun er 50 år, når polit.-studiet er langt ældre. Men det skyldes, at datidens organisation af specielt de universitetsafdelinger, der ikke krævede laboratorier, var en helt anden end i dag. Helt op til slutningen af halvtredserne bestod lærerstaben overvejende af fastansatte professorer, der stor set kun viste sig på universitetet, når de en sjælden gang skulle undervise. Undervisningen blev i øvrigt i vidt omfang varetaget af deltidsansatte undervisningsassistenter. Hvad lavede de fastansatte professorer så? De var såmænd ministre, folketingsmedlemmer, medlemmer af kommissioner og udvalg mv. Så de arbejdede hårdt med noget, som vi i dag ville kalde formidling.

Professorerne ligefrem øste ud af deres viden til de centrale aktører i datidens Danmark, mens de i langt mindre grad varetog egentlig undervisning af universitetsstuderende. Man kan således med en vis ret hævde, at den måske vigtigste del af forskningsformidlingen, nemlig den der sker gennem undervisningen, blev tilsidesat for den mere direkte formidling.

Denne situation ændrede sig efter oprettelsen af Økonomisk Institut. Langsomt, men sikkert, blev forskning og undervisning hovedaktiviteten for alle, men formidlingsaktiviteterne forsvandt bestemt ikke.

I Århus stod det ikke helt så slemt til. Her var der endda flere institutter inden for det økonomiske område, og undervisningen blev i høj grad varetaget af fastansatte professorer.

Troværdighedstabet

Opgørelser viser dog, at forskningsproduktionen var yderst begrænset til langt op i halvfjerdserne, for også her var formidlingsaktiviteterne store, men primært rettet mod det private erhvervsliv. Dette har dog ændret sig. Nu er forskning og forskningsbaseret uddannelse hovedaktiviteterne, men stadig med en høj grad af forskningsformidling i forskellige regi.

I vore dage indeholder universitetsloven endda også krav om en sådan formidlingsaktivitet. På det seneste er pendulet så ved at svinge helt tilbage, og universiteterne er begyndt at belønne forskerne for at bruge tid på den direkte formidling, og dermed i mindre grad at producere ny forskning og forskningsbaseret undervisning.

Samtidig har universiteterne ansat en hær af kommunikationseksperter, også kaldet spindoktorer, der skal sørge for, at formidlingen sker effektivt og med størst mulig effekt.

Den mindst væsentlige - omend højst irriterende - effekt er, at universiteternes websider og dele af pressen oversvømmes med, hvad man i bedste fald kan betegne som forskningens mellemprodukter.

Må ikke blive vigtigst

Ofte formidles foreløbige resultater på et så tidligt stadium, at de ikke har været gennem den renselsesproces, som foregår i videnskabelige tidsskrifter o.l., og som udgør en uvurderlig del af forskningsprocessen, og ofte præsenteres disse konklusioner på en måde, som antyder, at der er tale om en ny opdagelse, som er en Nobelpris værd.

En langt farligere virkning af denne udvikling er det troværdighedstab, som meget let kan blive resultatet, dels af denne voldsomme strøm af pseudo-nyheder og foreløbige resultater, dels af den indflydelse universiteterne tildeler deres spindoktorer.

Man skulle dog tro, at deres effekt på politikernes troværdighed ville være advarsel nok.

Helt galt bliver det, når en kommunikationschef ved et stort dansk universitet offentligt erklærer, at man har sendt forskerne i pressen for at argumentere for nødvendigheden af den såkaldte laboratoriepulje, hvis forekomst er et godt eksempel på politikernes evne til at skabe uhensigtsmæssige incitamenter og på nogle universiteters manglende planlægning og ledelse. (Beskrevet i Information den 4. januar).

Det er meget væsentligt, at universiteternes forskere formidler og deltager i den offentlige debat, og at formidlingen sker på en professionel måde.

Men den dag den direkte formidling er det væsentligste, kan der meget vel blive mangel på andet end pseudoforskning at formidle, samtidig med at universiteterne har svigtet deres nok væsentligste formidlingskanal, den forskningsbaserede undervisning.

Svend Hylleberg er dekan på det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet