Man kan negligere problemerne, og som politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) gjorde her i avisen i går, antyde, at økonomerne er for sortsynede. Man kan skyde skylden på andre, som har ødslet milliarder væk til skattelettelser. Man kan beskylde sine modstandere for åndelig dovenskab uden selv at være kommet op af hængekøjen, men virkeligheden og det historiske ansvar forsvinder ikke. Socialdemokraternes økonomiske politik er for tiden ualmindeligt svær at få øje på, både når det gælder den aktuelle økonomiske krise og de mere langsigtede strukturproblemer. At regeringen heller ikke har noget svar på fremtidens økonomiske udfordringer er ikke nogen undskyldning. Socialdemokraterne - nu i tæt samarbejde med SF - er historisk det parti, som har stået som garanten for velfærdsstaten, for finansieringen og videreudviklingen af den. Hvis Socialdemokraterne nu forsømmer at fremlægge overbevisende forslag til reformer, der kan fremtidssikre den unikke danske samfundsmodel, er det ikke blot et historisk svigt, det er også en strategisk dumhed, fordi den økonomiske troværdighed er et af de få kort oppositionen har tilbage på hånden i den politiske kappestrid med regeringen.

Hvis det eneste Socialdemokraterne kan komme op med er nogle besparelser, forslag til effektiviseringer og lidt mere i skat, så er der kun at sige: Det er ikke godt nok. Det må antages, at det forrige århundreds store socialdemokratiske velfærdssnedkere vender sig i graven ved synet af, hvordan deres arv forvaltes.

I månedsvis har Socialdemokraterne krævet en offentlig vækstpakke af anseelige dimensioner. Et tocifret milliardbeløb skulle sættes af til renoveringer og fremrykninger af offentlige investeringer. Havde regeringen gjort det for en halvt eller et helt år siden, er det ikke sikkert, at krisen var blevet så dyb. Men med de økonomiske nøgletal for tredje kvartal sidste år ser det ud til, at den private vækst vender tilbage, og i den situation vil nye offentlige vækstpakker have den modsatte virkning. Derfor er en række økonomiske eksperter på retræte i forhold til deres tidligere anbefalinger. De økonomiske vismænd har skiftet kurs, og vækstpakker her og nu afvises desuden af OECD og Nationalbanken. Ikke at det er nødvendigt for et politisk udspil at have ekspertisen i ryggen, men det er sådan man har argumenteret for det i oppositionen: At der her var tale om et økonomisk greb snarere end et socialt og fordelingspolitisk tiltag.

Med hensyn til det langsigtede økonomiske hul i statsbudgettet, som først og fremmest opstår, fordi befolkningen bliver ældre, og der vil være flere på overførselsindkomster og færre skatteydere, så blussede debatten op igen lige før weekenden. De Radikale præsenterede en økonomisk genopretningsplan, som skaffer omkring 30 milliarder kroner til at dække fremtidens offentlige ubalance: Væk med efterlønnen og en halvering af dagpengeperioden er de to væsentligste elementer. De Konservative var straks med på ideen og foreslog en fremrykning af velfærdsforliget fra 2006, som får virkning fra 2019. Begge forslag er blevet afvist af de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne - sidstnævnte med en salut fra Thorning-Schmidt om, at det er udtryk for »åndeligt dovenskab«, når man ikke kan finde på andet end at afskaffe hårdtarbejdende lønmodtageres efterløn.

Derudover mener Socialdemokraterne med en vis ret, at regeringen med sine store skattelettelser selv har skabt hullet, og at der faktisk var balance i det langsigtede regnskab, da forliget blev indgået for tre-fire år siden. Det betyder dog ikke, at S og SF vil rulle skattelettelserne tilbage for at genskabe den fiskale harmoni. Politisk ordfører, Henrik Sass Larsen, antydede her i avisen i går, at det forslag til skatteomlægninger, som de to partier foreslog sidste sommer, i stedet kan målrettes hullet i de offentlige budgetter, hvilket betyder at alle de gode formål, som var udset til en økonomisk saltvandsindsprøjtning, må undvære.

Der tegner sig altså et katalog over alt det, som S-SF-alliancen ikke vil. Efterlønnen skal forblive som nu, hvilket der kan være mange gode grunde til, dagpengene skal ikke forringes, man vil ikke hæve skatterne synderligt og besparelser på den offentlige sektor er ikke just de to partiers mærkesag. Dermed har man spillet alle de kort af hænde, som økonomerne har peget på. Jovist, man kan skrue op for indvandring af kvalificeret arbejdskraft, man kan stramme op i forhold til førtidspension, man kan piske de studerende lidt hurtigere gennem uddannelsen, men det er ikke noget der batter, slog regeringens arbejdsmarkedskommission fast i efteråret. Forventningerne til Socialdemokraterne er ikke, at man i forhold til velfærdssamfundets holdbarhed kan holde fast i status quo med det yderste af neglene og den store kugleramme. Fremtidssikringen og udviklingen af velfærden burde være et felt, hvor det gamle arbejderparti gik forrest og udviste politisk lederskab, der rækker ud over dagen og vejen og næste valg.