Digt til Michael Strunge

af Asger Schnack

Når alt er faldet på plads,

alle ord er sagt,

og de sidste sætninger er skrevet

om romantiske erfaringer

eller historiske sus.

Når intet mere presser sig på

eller lægger sig som sne.

Når ingen læser dig som pensum,

men du bare er en del af støvet,

og en af dine bøger blot er en bog.

Så vil en dag et ungt menneske,

selv romantiker,

tage dig for givet. Fortvivl ikke,

det er et øjeblik uden spotlight,

et sjælsmoment uden overtoner,

så nøgternt som nu den slags kan være.

Når du mærker, at du bliver læst

som en del af naturen, uden helgenkrone,

vil du måske stamme en tak,

i hvert fald vil du ikke gå rastløst rundt,

men være at finde i metaforfrit område.

Al ungdoms ild

vil være brændt ud igennem kroppen,

og du vil vide med dig selv,

at det var et dramatisk tidsspilde,

et drømmens møde på en tallerken,

der drev dig som noget, du troede

var fylde.

I dette land er modsætningen

modernist / traditionalist opløst,

frisuren er den samme,

uanset om du ligger i en park

i Berlin og kysser (med selve kærligheden),

eller du sidder og drømmer

i en bus (ramt af et lyn i rygsøjlen).

I dette område af bevidstheden

er der knap nok erindringer,

fordi det, du repræsenterer, er visket ud.

Og når klokken slår,

er det så konkret,

som noget kan være.

Som alle andre er du

den, du er, det, du var.

Et lille tog, der kører i natten,

den rytme, du går med,

i en tid, der ikke

regner med urskiver eller sekundvisere,

men kun med en lyd

så buldrende og bragende

som bjerge.

Dér kommer du gående

med Hvidovre i en snor efter dig,

den regn, der regner,

er tung af symboler,

blinkende af badges og blik

tømt for henvisninger,

men du mærker den ikke,

for du har vendt ryggen til byen,

og ser man nærmere efter,

svæver du.

Ærligheden fordrer, at det, du siger,

er indøvet og tempelagtigt,

for du er sådan indrettet,

at fri improvisation

ikke kæler med luften,

men er hamret ud som pæle.

Hvor du går.

Hvor du taler i telefon, retrospektivt.

Folk vågner i andre bydele

og står i pyjamas eller nøgne,

raget ud af sengen,

lettere frysende, men løftede

af ordrusen.

Alle disse mennesker

er nu en del af noget nyt

og kan ses i et spejl,

der flytter sig lige så hurtigt

som de dér efterårsblade.

De dér kirkegårdsprocessioner,

som lige så vel kan være skygger.

Tavshed falder ned fra murene,

hvor før graffiti rumsterede,

og en hund står og tisser

op ad en cykel, der er

punkteret. Sådan er det,

det er ikke arrangeret.

Og den unge mand,

der sidder med din bog i bussen,

tænker ikke på andet,

end at nu skal han af.

Lyn og torden er lige så

lydløse for dine hænder

som den unge mands blik.

Du ser ham ikke,

han ser ikke dig,

der er ikke meget lys,

men lidt regn i gaden

af den slags, der gør den ene våd

og den anden blot

en lille smule mere gennemsigtig.