En tegning er let at kommunikere videre til det store udland. Den skal hverken oversættes eller læses som en roman. Et enkelt glimt er nok til at danne en mening. Og så afdækker en tegning sandheden om noget, der allerede findes. Naivt ja, men tendensen findes efter alt at dømme, siger professor på Aarhus Universitet Frederik Stjernfelt.
»Det virker værre at tegne profeten med en bombe i turbanen end at sige, at profeten og doktrinen er farlig. Derfor er det mere sandsynligt, at den visuelle kunst udsættes for trusler,« siger professoren.
Sammen med Jens-Martin Eriksen har han skrevet bogen Adskillelsens politik, der bl.a. indeholder en kronologisk liste med episoder, hvor religion har været indblandet, og hvor der har været pres på ytringsfriheden, f.eks. hvor et galleri har måttet lukke en udstilling som følge af et ydre pres.
»De visuelle værker er umiddelbart overrepræsenteret på listen,« siger Frederik Stjernfelt.
Ingen billeder i islam
Det overrasker ikke Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Et billede er nemlig åben for fortolkning. Det var tydeligt, da muslimer verden over fortolkede Kurt Westergaards Muhammed-tegning anderledes end ham selv, siger Flemming Rose:
»Risikoen for misforståelser er stor og endnu større, når det handler om humor og satire, der er stærkt kontekstbundet,«
Flemming Rose fremhæver ligeledes, at islam ikke bryder sig om billeder, og det bliver derfor endnu en risiko ved at ytre sig gennem billeder.
Religionshistoriker og professor ved Københavns Universitet Jakob Skov- gaard-Petersen tror imidlertid ikke på, at risikoen for vredesudbrud eller trusler har noget med kunstværkets genre at gøre - altså hvorvidt der er tale om tegninger, malerier, litterære værker eller politiske ytringer. Andre faktorer spiller ind, herunder indholdet af ytringen:
»Udsagn, der har med Muhammeds person eller Koranen at gøre, fører lettere til raseri, end udsagn om specifikke muslimske personer,« siger Jakob Skovgaard-Petersen og fremhæver som eksempel, at der - trods forsøg - næppe vil rejse sig et ramaskrig på grund af Susanne Biers nye film Hævnen, fordi den udelukkende handler om specifikke muslimer.
Folk støtter sig til andre
Ud over form og indhold spiller det en stor rolle, hvad det er for autoriteter, der fortæller almindelige muslimer, at de skal være rasende.
»Mange protesterer over værker, de aldrig selv har set. Derfor ser man også analfabeter, der protesterer over bøger, som de ikke kan læse,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Frederik Stjernfelt er enig i det argument:
»Mange ophidses på grund af rygtet og er immune over for, om der er tale om tekst eller billede,« siger han.
Hvor Muhammed-tegningerne opildnede store dele af den muslimske verden til vrede, var der imidlertid kun positive tilbagemeldinger, da forfatter Kåre Bluitgen genskabte Koranen i efteråret og dermed ændrede ‘guds ord’. En muslimsk forening ønskede den nye version lagt på sin hjemmeside, mens et dansk/ muslimsk blad skrev en positiv anmeldelse. Derfor er Kåre Bluitgens budskab klart: Man skal ikke gøre truslen større, end den reelt er.
»Der er ingen grund til at overdrive angsten og se spøgelser. Kunstnerne skal tage sig sammen og skrive, hvad de har lyst til, uden at tænke på modtageren.«
Forfatteren er enig med begge professorer:
»En tegning taler lynhurtigt til folk i hele verden, hvorimod det kræver lidt mere at fordømme en bog. Omvendt er der mange, der fordømmer noget, de ikke har sat sig ind i.«
Eller som en norsk kommentator før har sagt:
»Aldrig har så mange reageret så voldsomt på noget, som så få har set.«
Kommentarer
Parallelle verdner – adskilte rum?
Medens muhammedkrisen rasede, for fuld udblæsning i nyhedsmedierne verden over, udfoldede der sig en parallel, og til tider happening lignende polemik, om samme emne i cyberspace. Denne polemik blev ført med ord og billeder. En af mine venner satte sig for at opspore, så mange billeder som muligt, der omhandlede konflikten – det løb op i tusinder. Mange af dem var parafraser over tegningerne i Jyllandsposten, bare meget grovere, mere vulgære, for ikke at sige saftige, provokerende, afstødende, frastødende – kort sagt kunst uden mundkurv. Det var som om, at frækheden i Cyberspace voksede proportionelt med pænheden, og selvcensuren i nyhedsmedierne. Og sammen med frækheden kom kreativiteten tilbage til kunsten!
2. ting forundre mig i denne sammenhæng. 1) At nyhedsmedierne valgte, at overse den ”kunstneriske” udfoldelse i Cyberspace ( det ville have nuancerede debatten om selvcensur – for i det folkelige rum i cyberspace, fandtes der ingen censur)2) At der stor set ingen reaktion var, på de mange blasfemiske kunstværker, i den muslimske verden. Muhammedkrisen blev, og forblev på denne måde, et set op, en medie konstruktion – hvad ellers?
Billedforbud er logisk: Analfabeter kan ikke læse kritiske rapporter, men et billede kan de let forholde sig til. Det er derfor sprængfarligt for magthaverne, der naturligvis vil forbyde dem.
Næste gang nogen viser dig langefingeren, bliver du mindet om at symboler taler stærkt til vore følelser.
Med venlig hilsen Lennart
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg foreslår en Muhammed-symfoni i 8 satser, i hidsig Prestissimo. Så kan Islamisk Trossamfund tilføje et par ubehjælpelige satser, og rejse Mellemøsten tynd med orkester og taktstok.
Jeg forslår at symfonien bliver, fremført med obligat Janitshar - eller andet slagtøj.