Opslag til denne artikel

Emneord:COP15
Personer:Michael Hardt, Naomi Klein
Organisationer:Københavns Byret
Steder:Bari, Italien, København, Napoli, Trieste, Venedig

»Endelig en rigtig kaffe. I fængslet har de kun Nescafé. Og det er virkelig smagen af fængsel.«

Den 34-årige italienske astrofysiker og klimaaktivist Luca Tornatore nyder sin espresso på kaffebaren Baresso på Købmagergade i København efter 30 dages varetægt i Vestre Fængsel.

Han blev løsladt tirsdag eftermiddag, da dommeren i Københavns Byret frikendte ham for anklagen om at have kastet to flasker efter politiet den 14. december på Christiania.

Luca Tornatore havde sammen med flere hundrede andre været til et debatarrangement med de to venstrefløjsikoner Michael Hardt og Naomi Klein, da han blev anholdt på værtshuset Woodstock under de efterfølgende uroligheder på fristaden. Senere udpegede politiet ham til at være en af dem, der havde deltaget i urolighederne, mens han selv fastholdt sin uskyld.

Byretten frifandt ham på trods af, at to politividner mente at kunne identificere ham som flaskekaster. Politividnerne var dog ikke helt enige i signalementet, og mens den ene mente, at han havde en grøn hue på, mente den anden, at han bar en sort trekantet hat, der lignede en ‘pirathat’. Sammenholdt med at det ikke var muligt at genkende italieneren på den fremlagte videodokumentation, valgte dommeren at frikende ham.

»Jeg bebrejder ikke de to betjente, der forsøgte at få mig uskyldigt dømt. Det er ikke deres skyld, at de er under så stort pres for at levere nogle skyldige, der kan legitimere de store stramninger af lovgivningen, som blev vedtaget inden topmødet,« siger han. »Dem længere oppe i systemet havde brug for at vise, at en stram lovgivning var nødvendig, og derfor blev de nødt til selv at opfinde nogle skyldige.«

Besat af sikkerhed

Fængslingen af Luca Tornatore medførte omfattende protester i Italien med demonstrationer ved de danske konsulater i blandt andet Ancona, Bari, Napoli og Genoa.

Venedigs centrum-venstre borgmester Massimo Cacciari sendte en protestskrivelse til den danske regering, mens en lang række forskerkolleger på universitetet i Trieste krævede ham tilbage til Italien »så han kunne fortsætte med sin videnskab«.

Ifølge Luca Tornatore var hans fængsling kun et symptom på et generelt retssikkerhedsmæssigt problem:

»Der er ved at ske en besættelse af sikkerhed i de europæiske samfund. I min sag argumenterede anklageren for, at jeg skulle idømmes fire måneders fængsel, fordi man ikke kunne udelukke, at jeg var den skyldige. Det er at miste flere århundreders kamp for rettigheder, hvis man tillader den slags argumenter i en retssag,« siger han.

Stadig to fængslet

Med italienerens løsladelse er der, ifølge politiken.dk, kun to klimaaktivister, der stadig sidder fængslet.

24 personer har været fængslet mere end 72 timer, mens der ud af de næsten 2.000 anholdte kun er rejst tiltale mod 14 personer.

»Vi mistede noget virkelig vigtigt i dagene under klimatopmødet. Friheden over vores egne kroppe. Nogle folk slår de tusindvis af anholdelser hen med, at det for det meste bare er 6 eller 12 timer, man skal tilbringe i et bur. Men man er jo for helvede ikke skyldig i noget som helst,« siger Luca Tornatore.

»At acceptere den retstilstand af hensyn til ‘sikkerhed’ er at smide nogle hårdt tilkæmpede rettigheder væk. Man accepterer, at ens frihed kan ophæves, uden de behøver at bevise, at du har brudt en lov. Er det sikkerhed? Jeg følte mig ikke sikker i København,« fortæller han, kort inden han tager flyet hjem til Trieste, hvor hans gravide kone og fem-årige datter venter.