Iran øger indflydelsen i Irak

BEIRUT - Tilfældige sammenfald kan være så symbol-mættede, at de ligner en tanke: Fredag før jul eskorterede den amerikanske øverstkommanderende i Irak, admiral Michael Mullen, den russiske fotomodel og eks-tennis-stjerne Anna Kournikova og countrysangeren Billy Ray Cyrus til en amerikansk militærforlægning ved Eufrat-byen Nasariya i det sydlige Irak. Samme nat krydsede iranske soldater grænsen til Irak længere mod øst og besatte ‘Brønd 4’ i Fakka-oliefeltet ved byen Amara.

Mullen holdt en tale til soldaterne om, at de snart vil blive hjemsendt til præsident Obamas arbejdsløshedsramte Amerika. De to kendisser skrev autografer og blev fotograferet med soldaterne. En af dem fortalte, at han stod fem timer i kø for at blive udødeliggjort med den labre tennismodel.

Iranerne holdt ingen taler, men hejste det nationale flag over ‘Brønd 4’ beliggende 500 meter fra et iransk grænsefort og én kilometer fra et irakisk. Efter tre dage tog de deres flag ned og rykkede 50 meter mod øst - men er stadig i følge regeringen i Bagdad ‘på irakisk område’. I dag står de to landes soldater overfor hinanden med ‘Brønd 4’ imellem sig. Den alvorligste krise mellem de to lande siden før USA’s invasion i 2003, søges nu løst ved møder i Teheran.

Gult lys fra Teheran

Og sådan ser verden ud i dette miserable hjørne af Mellemøsten: USA er på vej ud, Iran er på vej ind.

Ganske vist beholder amerikanerne 50.000 mand i landet som ‘rådgivende støtte’ frem til udgangen af 2011, men det korte af det lange er, at irakerne i det store og hele skal klare sig selv efter det valg 7. marts, der vil sammensætte et nyt parlament i Bagdad. Som admiral Mullen sagde det:

»Planen for tilbagetrækning er på plads og indledes efter valget.«

Amerikanerne har lige nu 115.000 soldater i Irak, hvorimod stort set alle de 33 lande, der deltog i invasionen, har trukket deres styrker hjem.

Iranerne har ikke planer om at tilbagetrække den indflydelse, de har fået i Bagdad - soldaterne ved ‘Brønd 4’ viste, at de tvært imod er kommet for at blive. Uanset det endelige udfald af de diplomatiske forviklinger eksponerer ‘Brønd 4’ Irans vilje til at påvirke - og helst bestemme - farten i det shia-dominerede Irak.

Besættelsen af oliekilden lørdagen før jul var næppe tilfældig, hvis formålet var at underminere premierminister Nouri al-Malikis i forvejen vaklende autoritet efter at, en bølge af terrorbomber i august, oktober og december dræbte hundreder og sårede et tusindtal i Bagdad, hvor al-Maliki har ansvar for sikkerheden.

Den shia-muslimske premierminister har rutinemæssigt beskyldt eksilspidser fra Saddams nu opløste Baath-parti, der opererer fra Syrien, Jordan og Saudi-Arabien, for at stå bag terrorangrebene i samarbejde med al- Qaida. I de tre lande bor flertallet af Iraks fire mio. overvejende sunni-flygtninge, men ifølge irakiske journalister tæller eks-baathisterne højst en halv million indenfor og udenfor Irak - og de er i øvrigt på vej tilbage til irakisk politik, opmuntret af amerikanerne, der har erkendt, at uden dem ‘inde i teltet’ kan Irak ikke stabiliseres. Men al-Maliki, der forestod udrensningen af Baath-elementer i statsapparatet i 2003, har svoret at gøre »hvad der er i forfatningens og min magt« for at forhindre, at de tidligere Saddam-proselytter stiller op til valget 7. marts.

Shia-splittelse

Al-Maliki har indirekte antydet iransk indblanding i terrorangrebene, nemlig ved at angribe regeringens indenrigsminister, Jawad al-Bolani, den ansvarlige for politi og sikkerhedsstyrker udenfor hovedstaden. Al-Bolani er ikke hvem som helst, men kan blive en farlig rival til al-Maliki som leder af sit lille ‘forfatningsparti’, men i alliance med en stribe midterpartier. Han er nemlig et sandsynligt kompromis som regerings-leder, hvis sværvægterne i en ny shia-blok, Ammar al-Hakims ISCI (Islamic Supreme Council in Iraq) og den unge imam Muqtada al-Sadrs parti, ikke får absolut flertal i det nye parlament. Den nye shia-blok, der er dannet på ruinerne af den eksisterende regeringskoalition, er uden al-Maliki, men med deltagelse af tidligere militante sunni-ledere, der nu er indtrådt på den politiske arena.

Al-Maliki har - isoleret i sin egen regering uden ministre fra hans Dawa-fraktion - etableret sin egen nationalistiske blok i alliancer med kurdere, turkmener, kristne og sunni-arabere. Heller ikke al-Maliki kan regne med absolut flertal - Bolani bliver således ‘kongemager’ i midten, der kan pege på sig selv.

Den splittede shia-koalition, som lige nu sidder i samme regering, har hver for sig droppet sektopdelingen i den valgkamp, der forestår, og har adopteret en mere tværgående tilgang til vælgerne - et resultat af lokal-valgets tendens i januar i år.

Men det er åbenlyst, at den nye shia-blok uanset sunni-deltagelse er tættere på Iran end al-Maliki, der sagde nej til et ‘tilbud’ om at tilslutte sig den nye shia-blok, da han ikke fik opfyldt et krav om en øget andel af de parlamentspladser, som shia-partierne på forhånd fordeler imellem sig.

I stedet har al-Maliki lanceret sig selv om national leder på tværs af alle sekter og etniske grupper. Og måske er det her, man skal se baggrunden for iranernes besættelse af ‘Brønd 4’ - som en advarsel til al-Maliki om, at hans nationalistiske tone er blevet en kende for skinger i Qoms og Teherans ører.

Iran viser simpelthen, at al-Maliki intet kan stille op, når iranske tropper går over grænsen og besætter en oliebrønd.

Loyalitet til Teheran?

Men besættelsen kan også ses som en gul lampe til den nye shia-blok (kaldet INA, Iraqi National Alliance), hvis ligeledes nationalistiske retorik og alliancer med sunni-grupper, bl.a. den magtfulde ‘sunni-vækkelse’-leder i Falluja, Hamid al-Hayis, vækker bekymring i Teheran. Den nye (amerikansk finansie- rede) sunni-‘vækkelse’ og Baathveteranernes genkomst på den politiske scene er en ubekendt faktor i det fremtidige politiske billede, og den har presset de fundamentalistiske sunni-partier, der valgte at deltage i valget i december 2005, til splittelse i nye fraktioner, hvis politiske fremtid er usikker. Som en shia-muslimsk iagttager udtrykte det:

»Problemet med sunni’erne er, at de ikke har det samme definerede hierarki, som shia’erne har i kraft af religiøs struktur, hvor de ledende ayatollaher afstikker kursen«.

Iagttagere har hæftet sig ved, at den nye shia-koalitions programerklæring har en ildevarslende passus, nemlig at den vil »efterkomme direktiver fra al-Marjaiyya.«

Ordet Marjaiyya beskriver shia’ernes religiøse ledelse, hvis øverste stor-ayatollah er Ali Sistani i Najaf, Iraks hellige by. Normalt har den irakiske shia-politik afgrænset sig til loyalitet overfor den irakiske Marjaiyya, altså Sistani - men INA-blokkens program er en loyalitets-erklæring til Marjaiyya-institutionen i al almindelighed - altså også den Marja, der residerer i Teheran. Sig navnet: Ayatollah Ali Khamenei. Som en Irak-analytiker tørt konstaterede om INA-blokkens dagsorden:

»En leopard beholder sine pletter.«

Alle lederne i den nye shia-blok har tætte bånd til Teheran.